Nej, men hviler ikke Vindene snart
og bøjer om det sidste Hjørne?
er den Sol ikke opstaaet,
der skal sænkes
som en Vifte over mit Hav?
Nu sukker de store Bølger
og stunder til Ro,
til Ro om mit Hjerte,
mit Hjerte, som er en Ø
i min Skæbnes Hav,
mit rygende Hjerte.
Ti stille, Maager,
og le ikke i Vindene,
kast jer ikke omkring
som onde Tanker.
Nu opstaar min Sol!