Naar man i mange Aar har været dyrket af en Mand
og man Nat efter Nat har sovet sammen
som to Zigzag i samme store Seng
efter først at have pustet Godnat til hinanden
saa er det noget Ens Hjerte slet ikke kan fatte
at man nu sidder hen forladt i de samme Stuer
ser ud over Majmaaneds søde og frodige Grønne
og ved
at et Sted nordude under den spøgelsegraa Aftenhimmel
hvor Lyn paa Lyn hvisler ned i Zigzag
holder Ens Elskede Bryllupsnat med den anden
Nu hænger han Tøjet sirligt over Stolen
nu kommer han hen til hende med Hovedet ømt paa Skraa
nu siger han det
nu det
nu det
og saa om en Stund sidder han paa Hug i Sengen
og ser forladt ud af Øjnene
og klør sig lattervækkende tankeløst i Haaret
nu lægger han sig i Zigzag
nu puster han hende et stille Godnat ned i Haaret
og holder hendes Haand under Dynen
saa sover de trætte ind
mens Tordenskyllen synger i Tagrenderne
Eller mon hans Hjerne dunkelt besøges af en Tanke
om hende der nu sidder forladt i deres Stuer
og dryp dryp græder nedover en lille forskrækket Hund
der slikker sin Mor varmt og hastigt paa Næsen
To Zigzag i en stor Seng
mange Zigzag nedover en spøgelsegraa Aftenhimmel
og ned i den regnvaade Majseng
Hvorfor kommer der ikke et Lyn hastigt
og farer gennem den Elskede og hende
saa de endnu i Nat kan hvile sammen
som to Zigzag i samme store Kiste?
Livet er ikke grinagtigt nok