Som sorte Solsikker staar dine smaa Børn omkring mit Leje
med Ibenholts-Glorier om de gyldne Ansigter
de taageslørede Øjne ser fløjlsbrunt og forsigtigt paa mig
deres Øjne spørger
hvad spørger de om?
beder de deres Moder om Mad?
vil de suge Livsens Kundskab fra denne monumentale hvilende Moder?
musestille med sagte smilende Munde
med hemmelighedsfulde myge Næsebor
staar de som en Vagt et Hegn omkring mit Leje
og den mindste Sorteblomst
holder jeg krystet i Armen
og jeg trykker mine Læber lykkedrukken men forsigtigt aa forsigtigt
mod hans bitte dunetbløde Kinder