Svigtet, svigtet er vi,
givet over
til en Verdens Tungsind,
blide Øjekast formummes,
hører ikke hjemme
her i Vredens Verden.
Milde Duer
flagrer rundtom,
Solen kysser
Barnets Pande —
tumlende i Kast mod Solen
stiger Fugleskarer op.
Foraarsfugle nynner, pifter,
Græsset grønnes, skænker Livet
til de tusinder af laadne,
vintermagre Dyrekroppe.
Sagte vanker Kvæg mod Aften
over bløde Enge,
Storken spanker,
fisker Frøer op af Aaen,
Skovens Duer kurrer.
Det er Foraar, atter Foraar,
trods alt Foraar,
Brystet jubler, gi’r sig over,
synger Glædens Sange.
Mand og Pige
vandrer sammen,
Haand i Haand
de vandrer sammen.
Smutter Blikke,
lokker Taarer,
griber Manden Pigens
slanke Liv og kryster
hendes Skuldre,
kysser Munden, Brystet.
Hørte du det,
Skovens Due,
hørte du det kurre
ømt i Pigens Strube?
hørte du, hvor Mandens Stemme,
brunstig, sløret,
sad i Struben?
Skovens Due,
skjulte du dit Hoved?
kurred du som Pigen,
ømt beruset?
Skovens blide Due — —