(Da jeg anså det for afgjort, at nærværende mærkelige Vise i en betydelig Grad vilde vinde i Interesse for Almenheden ved de historiske Oplysninger, dens Meddeler havde nedlagt i sit Brev til mig, anmodede jeg ham om at måtte lade dem fölge Visen; og han havde den Godhed at tillade mig det, men önskede det hele Brev aftrykt, for at man kunde se, hvor lidt nogen enkelt Del af det var bestemt til Offentliggörelse.
Udg.
Höistærede Hr. Barfod!
For at afbetale paa min Gjeld til Brage og Idun tillader jeg mig herved at sende en Afskrift af den gamle Vise om Skjön Volborg og Aslag Tordsen. De vil finde den meget forskjellig fra den almindelige Udgave, og, som det forekommer mig, paa mange Steder simplere og skjönnere. Afskriften er tagen efter en gammel haandskreven Visebog, der findes i Frökenklosterets Bibliothek i Odense, og som uden Tvivl er, om ikke ældre, i det Mindste lige saa gammel, som de ældste Haandskrifter af Kæmpeviserne, der anföres i den Nyerup-Rahbekske Udgave, 5te Deel. S. 17. ff. Den kan i det Hele ikke være yngere, end Midten af det sextende Aarhundrede og synes skreven i Jylland. Men Skjön Volborgs Vise er senere nedskreven, end störste Delen af de Övrige i denne Samling, og er neppe ældre, end förste Halvdeel af det syttende Aarhundrede.
Paa enkelte Rettelser af öiensynlig Feilskrift nær, har jeg bibeholdt Haandskriftets Ortographi, for at undgaae den Vilkaarlighed, der altid er forbunden med Modernisering. Desuden forekommer det mig, at jo mere Retskrivningen bærer Præg af Visens oprindelige Tilstand, desto bedre passer den til den övrige Form1. Kun en Genius, som Öhlenschlægers eller Grundtvigs, kan ved en Omdigtning giöre Oldtidens og Middelalderens Poesi til en virkelig æsthetisk Nydelse for det læsende Publicum i Almindelighed; og den höie Interesse, de gamle Viser have, er væsentlig historisk, forsaavidt den beroer paa Deeltagelse for den Fædrenes Aand, der udtaler sig i dem. Men det bliver da vistnok rettest, at bevare ikke blot det gamle Indhold, men ogsaa den gamle Form, saa meget muligt. Man föler det ogsaa, at alle de mange Synder imod Nutidens Æsthetik, hvoraf Middelalderens Viser vrimle, og som kun ved en fuldkommen Omarbeidelse kunne fjernes, tage sig ganske anderledes ud i en Dragt, der strax ved förste Öiekast minder Læseren om, at han maa abstrahere fra det Nugjældende og villig tage imod det, der bydes ham, saaledes som det nu engang er. — Desuagtet har jeg Intet imod, at De omskriver Visen, dersom De troer, at den saaledes bedre passer for Brage og Idun. — Ret meget beklager jeg i Övrigt, at mit Haandskrift har en Lacune netop paa et af de interessanteste Steder.
Hvad Visen i sig selv angaaer, da har den i nærværende Recension et umiskjendeligt Præg af höiere Alder, end den trykte, og den frembyder adskillige mærkelige Træk og Yttringer, der savnes i hin. Jeg vil blot giöre Dem opmærksom paa, at Aslag venter at möde Volborg igjen paa Gialderbro! (Str. 163.) Ogsaa tyde enkelte Spor bestemtere, end i den trykte, paa, at en virkelig Begivenhed ligger til Grund for denne skjönne Vise. — Den Gidske Slægt, til hvilken Aslag her siges at henhöre — den Slægt, der eiede og förte Navn efter det store Gidske eller Gidskö Gods paa Söndmör, var i den tidligere Middelalder en af de anseeligste og fornemste i Norge. Den nedstammede fra Arne Armodsön, og til den hörte de mange Arnesönner, der spillede saa betydelig en Rolle i Olaf den Helliges og hans Eftermænds Tid. Slægtens mandlige Linie uddöde i Aaret 1264 med en Nicolaus, der efterlod sig en Datter Margrete, hvis Rigdom, Skjönhed og höie Byrd roses (Fornmanna Sögur, 10de B. S. 158). Gidskö kom siden i forskjellige Slægters Hænder; men jeg tvivler paa, at nogen anden, end Arnesönnernes Æt, er bleven kaldet Gidskemænd (lángfedgaætt Gizka-manna, som det hedder anf. Sted). — I 118de Str. omtales Sönder-Thallö; maaskee er dermed meent Talge eller Talgö i Finnö Præstegjeld i Ryfylke; thi dette var ogsaa et adeligt Gods i Middelalderen. Naar man tillige bemærker, at Aslags Rival vel kaldes Konge, men dog synes ikke at have været Landets Regent (see Str. 150 og 151), da skulde man næsten troe, at der med denne „Hogen Kongens Sön” er meent Kong Hagen den Unge, Hagen Hagensens Sön, der förte Kongenavn endnu i Faderens Levetid, og döde 1257, — vel ikke, som Visen vil det, i Kamp med en Kong Amund, men dog rigtignok paa samme Tid, som hans Fader böd „baade Læge og Lærde” ud til Leding.
Om Visens Alder er det vanskeligt at have nogen bestemt Mening; dog har den et alt for stærkt Præg af Catholicisme til at den kan være yngere end Reformationen, og siden „Sankte Birgitte” omtales (Str. 76), kan den vel ikke være ældre end hendes Canonisation. Det femtende Aarhundrede forekommer mig ogsaa at være den Tid, hvortil man med störst Sandsynlighed kan henlægge dens Affattelse, i det Mindste i dens nærværende Form. Antager man, at den Begivenhed, den formeentlig skylder sin Tilværelse, er forefalden i Hagen Hagensens Tid, maatte der dog være hengaaet en rum Tid, inden Traditionen var saa meget forvansket og fortyndet, at Digteren kunde, uden at stöde an imod det, der maatte være Samtidige, eller næsten Samtidige, umiddelbart bekjendt, begaae betydelige historiske Feil og skalte og valte ganske frit med Personer og Begivenheder. Saaledes kunde Aslag komme til at tjene hos en Keiser Henrik, Dronningen hedde Malfred, den unge Konge döe ikke blot samtidigt med et Udbud, men i selve Krigen, en Kong Amund og hans Sönner digtes til o. s. v. Dernæst synes hele Costumet at vise hen til den senere Periode af de norske Magnaters Historie. Benævnelserne Hertuger og Grever, Riddere og Svende, velbyrdige Mænd, falde Digteren saaledes i Munden, at man föler, de maae have været de almindeligt brugelige paa den Tid, da Visen blev til; dette passer godt til det femtende Aarhundrede. Men havde Visen været meget ældre, da vilde Talen snarere have været om Lehnsmænd (Lændermænd) eller Baroner; thi saaledes kaldtes tidligere de fornemste Magnater i Norge. Man kan endog antage, at Visen er forfattet en god Tid efter at disse sidste Benævnelser vare gaaede af Brug, da det ellers meget naturligt maatte frembyde sig for Digteren, at benytte dem til at före Visens Tone saa nær til Begivenheden som muligt, dersom de ikke havde været ham og hans Samtidige ubekjendte eller alt for fremmede.
Sammenholder man saaledes den Udgave af Visen, jeg hermed har den Ære at sende Dem, med de Sagn og Notitser, man finder samlede i 3die Tome af Udvalgte Danske Viser fra Middelalderen, S. 425 ff., synes det ikke urimeligt, at antage, at Visen er forfattet omtrent i det femtende Aarhundrede, og at den besynger en i Kong Hagen Hagensens Tid forefalden Begivenhed, hvori en af de Sidste af Arnesönnernes Ætmænd har spillet Hovedrollen.
Disse flygtige Bemærkninger er Alt, hvad jeg for Öieblikket, og her paa Stedet, hvor jeg ikke har de fornödne Kilder ved Haanden, kan meddele om Skjön Volborgs Vise. Kjært skulde det være mig, om De maatte ansee denne for et passende Bidrag til Deres Tidsskrift.
Odense d. 13de Septbr. 1839.
Ærbödigst
C. Paludan-Müller.)
1.
Der leeger Guldtaffuel wdi Höyelofft,
di fruer Mand löbske kalder,
fru Maalfred och fru Julelild.
Saa wunderlig löckenn hunn falder;
Hun wender Sig saa offte.
2.
Di ternning wender sig saa offte omkrinng
fraa store ögenn till Smaa,
Saa giör och denn Wstadige löcke;
dett hiull wennder till och fraa.
H. w. S. s. o.
3.
Fru Maalfred och Fru Jullelille,
di leeger Guldtaffuel Med Ærre,
Paa Guldwet ganger dett Ebelle barnn
dett legte med Ebel och Perre.
4.
Paa Gulvedt ganger lidenn Eble barnn
och legte med Eble och blomme,
Inndkom Aslag Tuorsen,
hand agted sig till Romme.
5.
Hannd helset fruer hannd helsit möer,
hannem fulde baade tuct och Snilde,
hannd skuer dett lidenn Ebele barnn,
som löcken wilde for dennem spille.
6.
Hannd löffte hinnde op i sin Arm,
Klapet hinnde wed huidenn Kinnd,
Christ giffue att du warst Woxenn
saa bleff du Kierist minn.
7.
Dett daa suarede hanns wnngeste Söster,
som Guld krusit offuer traa,
Waar hun woxenn i afften,
du maat hinnde icke faa.
8.
Dett suarede Iumfruenns Moder
hunn suarede Sanndhed och rett,
Well er I hinnanndens liige
menn alt for neer wdj Ætt.
9.
Hannd tog en Gulde ring aff sinn arm
Hannd bad det Barnn med leege,
der hunn woxet wdi Aarene frem
dett giorde hinndis Kinnder blege.
10.
Du mennis well dett Wolborig Emmersdater;
du est min festemöe
Ieg will draage aff lanndit wd
Och segle den salte Söe.
11.
Her Aslag rider till Keyserenns Gaard,
Hannd tog sig tienneste derre,
Stolte Wolborig skickis i Iomfru Kloster
som hunn skulle Sömmenn lerre.
12.
Di lerde hinnde Slynnge di lerde hinnde Söm
Som di lerde hinnde lesse i bog,
Saa Edelig ere hinndes seeder,
hunn er i Sinnd saa klog.
13.
Der waar hunn saa lennge
till hunn bleff Eleffue Aar,
Dronningenn tog hinder i sinn Gaard
der hinder falt Moder fraa.
14.
Her Aslag tienner i Keyserens gaard
forgylldte haffuer hannd Sporer
Saa ber hand dett forgylte Suerd
Saa Riderlige er hans forre.
15.
Her Aslag soffuer i Höyelofft
alt som enn Herre well sömmer,
Hannd faar icke Ro om Nattenn att soffue
alt for sine stercke drömme.
16.
Her Aslag soffuer wdi höyelofft,
huiler sig wnder Silcke röd,
Hannd faar icke roug om Natenn att soffue
saa drömte hannd om sinn Möe.
17.
Arlig om denn Medsommers morgen
di fogel di synge saa blide,
Her Aslag saadeler gannger graa,
hannd lyster i lanndenn att ride.
18.
Det waar Her Aslag Tuordsenn,
hannd rider i Rosens lund,
der mötte hannem enn Pillegrim
wdi saa suar enn Stund.
19.
Huor est du föd huor est du baarenn,
och huor saa stander dinn traa;
Ieg seer dett paa dinn Pillegrims ferdt
mine lannde kommer du fraa.
20.
I Norge der er jeg födt och baarenn,
och kommenn aff giedske Edt,
till rom haffuer ieg mig suorett
for Paffuenn haffuer Ieg mig Iet.
21.
Est du kommenn aff Gideske Eet,
och daa est du minn frennde;
leffuer Her Iemmers wenne dater,
Sig mig om du hinnde kiennder.
22.
Well kiennder ieg skiönne Wolborig,
den skiönnest for alle Quinder,
der er saa manngenn Rider bold
dieris Hoff setter di till hinnder.
23.
Woxenn er Wolborig Emersdater
som löffuen stannder ferst paa Riss;
for Alle di möer i landet er
berer hun pris.
24.
Silcke Ermer haffuer hunn om Arm,
hunn fleter Guld i Haar;
di kalder hinnder Aslags festemöe,
denn feyrest i danntzen gaar.
25.
Di kalder hinnde Aslags festemöe,
det giör di aff gaat Gammenn;
di agter hinnde Hogenn Kongens Sönn;
ieg tencker di bliffuer tilsammen.
26.
Det waar Aslag tuordsenn
Snöber hannd sig i Skinnd,
saa gannger hannd i Höyelofft,
for Rommerske Keyser ind.
27.
Her Sider i Keyser Her Henndrick
i er enn herre saa blid,
wille i mig Aarloff giffue,
hiem till landit att ride.
28.
Orloff will jeg dig giffue
med wilge skall du dett faa;
först du kommer tilbaage igienn
dinn tienniste skall obenn staa.
29.
Her Aslag Rider aff Keyserens gaard,
hand haffuer well fembtenn Suenne;
der hand kom till sinn egenn borig,
daa löster hannem att ride allenne.
30.
Dett waar Aslag Tuordsenn,
Hannd kom till borig leed,
fru Hellefred hanns Söster
hunn stander och huiler sig der wed.
31.
Hell stannder du Helfred Söster minn,
Nu wentit du icke minn komme;
Huor lider Skiönn Volborig
Enn Rose for alle di blomme.
32.
Well lider skiönne Wolborig
och well dett hunn maa;
hunn er denn skiönneste Iomfru
der er wdi dronningenns Gaard.
33.
Du raad mig Helfred söster minn
du raad mig guoden raad
Huor jeg kannd med stollten Wolborig taale
att ingenn mannd dett froo.
34.
Daa suöb du dig i Silcke
och suöb du dig wdi Peeld,
du siger du est minn Sennding bud,
skall talle med Iomfruenn sielff.
35.
Dett waar Aslag Tuordsenn,
hann gannger paa höyelofftis Spanng,
der möder hannem dronningen med Iomfruer,
di kom fraa afftenn sanng.
36.
Hannd rackte skiönne Wolborig huidenn hannd
talit till hinnde saa blide;
Ieg er fru Hellefredtz Sennde bud
ieg haffuer Eder mögit att sige.
37.
Hunn bröd op dett Sennde breff,
hunn lesde dett med alle,
der stod wdi di Elskouffuens ord
som Nogenn kunde best wdtalle.
38.
Der laa wdi di Gulderinnge smaa
Waar dreffuenn wdi Roser och lillier,
dem giffuer eder Aslag Tuordsenn
der eder saa wnng haffuer giellit.
39.
I loffuet att werre minn festemöe,
denn tro skall i mig holde;
Ieg will eder Rett aldrig suige
dett loffuer Ieg eder minn holde.
40.
Haffuer ieg eder troloffuit
det dragis mig icke till Minnde:
i Siger mig huedenn i kommenn er,
om i mitt Wennskab skall winnde.
41.
Saa fuldis di bege i Höyelofft,
som Gud gaff dem till Raade,
der loffuit di hinnandenn tro,
den Eed saa suor di baade.
42.
Di suor om guodenn drotenn,
och saa denn Renne Möe,
i erenn will wi sammenn leffue,
wdi erenn wille wi döe.
43.
Her Aslag rider aff Konngens gaard,
hannd waar baade glad och fro,
hanns festemöe Sider i höyelofft,
hunn baade legte och loo.
44.
Dett stod saa i maanit
och dett stod saa i Ni,
Elffue waar di Ridersönner,
der hinnde beedis till i di.
45.
Elffue waar di Ridersönner,
der hinder i ærenn giellit,
denn tolte waar Hogenn Kongens Sönn
hand beder hinnder aarlig och sildig.
46.
Hör i Wolborig Emersdater
och will i werre minn Kierest,
ieg giffuer eder Kronen och dronning Naffnn
med ere skall i denn berre.
47.
Hör i det Hogenn Konngens Sön,
och det kannd icke saa gaa,
denn trouff ieg enngang Her Aslag gaff
denn gaar ieg rett aldrig fraa.
48.
Wred bleff Hogenn Konngenns sönn
Suöber hand sig wdi skinnd,
saa gaar hannd wdi Höyelofft
for sinn kierre Moder innd.
49.
Her sider i minn kiere moder,
huad giffuer ieg eder for Raad;
Ieg bedis till skiönne Wolborig,
hun giffuer mig Spot och Haad.
50.
Ieg byder hennder Heder och Ærre,
ieg byder hennder lande och Rige,
hun menner hunn wnder Her Aslag saa well
hunn will hannem aldrig suige.
51.
Haffuer hunn ennganng troenn bort leet,
daa er hunn dett pligtig att holde;
her er well flere greffue daater,
der baade er byre och bolde.
52.
Well er der flere greffue daater
Saa bolde och saa rige,
menn ingenn saa skiönn som Wolborig er,
icke heller saa dydelig.
53.
Du kand icke hinnde med woldenn faa,
dett waar dig enn stor Skam,
skall du hinnde med Wabenn winde,
Her Aslag er och enn Mannd.
54.
Wred gick Her Hogenn,
och wred saa gick hannd wd,
Der mötte hannem hanns skriffte faader
Hannd heede Suorte broder Knud.
55.
Hui ganger minn Herre saa sörgenndis,
och huor daa staar hanns traa,
Er hannd Nogit til möde gangit,
daa siger hannd mig derfraa.
56.
Mig er nock til meenne lagt,
till meene och til traa;
Her Aslag haffuer stolte Volborig fest
thi kannd ieg hinnder icke faa.
57.
Haffuer Her Aslag Stolte Wolborig fest
hand skall icke före hinnde hiem,
i Suorte bröier Kloster Boog
der ligger deris Slegte green.
58.
Di erre bege Nedsödskenn börnn,
aff frenndernne saa höy och guode,
dem holt begi enn frue offuer fonnt
Paa Höeborig hunn boede.
59.
Gud Södskenn erre di begi,
alt for woris Kloster rett
saa er di Edelige wnge blod
i tredie leed Ner Slegt.
60.
Minn Herre laader skriffue di breffue om land
Kapittel skall dennem lyde,
Her Aslag skall aldrig stolte Wolborig faa
dett will wi well forbyde.
61.
Det waar Her Hogenn Kongenns sönn
Hand laader tiltaale Suenne saa,
beder i Iomfruenns Morbroder trey
i Stuen innd for mig gaa.
62.
Innd kom di greffuer trey
och stedis di for bord,
huad will i Naadige Herre,
Eders Naade haffuer sent oss bud.
63.
Ieg beder om eders Sösterdater,
med ære och med Liige,
ieg will hinde til dronning haffue
om i will mig hende giffue.
64.
Dett suarede hinndes morbroder trey
di waar baade glad och froo,
Well er skiönne Wolborig föd
Konngenns Sönn loffuer hinnder trouff.
65.
Dett waar Edel Greffuer trey
Suöber dennem i skinnd,
saa gaar di i Höyelofft
for Dronning fru Malfred innd.
66.
Först neiede dronning Malfred
di böd hinnder tuct och sinnde
saa helsit di stoltenn Wolborig
denn skiönneste der waar innde.
67.
Well dig wor kiere Sösterdater,
well dig alle dinne tide
Dig bedis Kongenns Egenn Sönn
och hannem haffuer wi dig Giffuit.
68.
Haffuer i mig giffuit bort
och sige mig saa for ord
Ieg suiger aldrig Her Aslag
ieg gaff saa Wnng minn tro.
69.
Dett suarede Hinndis Morbröder trey
saa rige och saa bolde,
denn tro du haffuer Her Aslag suorenn
denn skall du aldrig holde.
70.
Dett waar Hogenn Konngenns Sönn
laader skriffue di breffue Ni,
hannd laader hinnte denn Erckebisp
med Klercker Siu ganng ti.
71.
Melte dett Wise mester Erland
hannd lesde di Kongebreffue wd,
Skam faa alle di dette kom paa ganng
och först och Sist Her Knud.
72.
Indkom Aage Erckebisp,
Hand settis med Konngenn till bord,
Huad er eders Willie minn Naadig Herre,
Eders Naade sennde mig Ord.
73.
Ieg haffuer mig enn Iomfru fest
denn skall i mig till wide,
denn tro hunn haffuer Her Aslag giffuenn
denn skall hunn offuer giffue.
74.
Saa skreff di denn Steffning
di lod denn lesse till tinng
att möde for denn Erckebisp
böd di denn Edellinng.
75.
Saa skreff di denn Steffning
di lod denn lesse om lannd,
att möde for denn Erckebisp,
böd di denn Lilliewannd.
76.
I lofftit soffuer Eskierenn Ierlannds frue
Hunn wognit aff Söffnenn saa brat,
Sanckte Birgitte raade denn stercke drömme,
som ieg haffuer drömbt i Nat.
77.
Mig drömbte om Ioelille hinn wenne
der huiler i sortenn Muld,
hunn baad mig giöre for Ære skyld
och were hindis daater huld.
78.
Minn Herre wi haffue saammenn Sönner siuff,
och huer holder tredeffue Suenne,
di binnder och Suerd di stercker denn ferd
Saa bliffuer denn Ære dis lenger.
79.
Minn Herre leger Saadell paa gannger tolff
och rider bort som enn Herre,
i fölger denn möe i Stander hinnder bie,
dett kunde end bliffue dis bedre.
80.
Minn Herre wi haffuer samenn Sönner syuff
er födt aff Hertug bolde,
fru Ioelille och ieg waar Södskinnd bege, ]
föd aff enn Kolde.
81.
Aarlig om denn morgenn
wde waar Ottesang,
till Kierkenn Skulde Her Aslag Ride
och saa denn Lilliewand.
82.
Denn Rider hannd sider paa höye Hest
Hans hoff denn löber saa wide,
denn Iomfru bleff löfft i hengendis Karm
hunn ber sinn Sorig med Snilde.
83.
Denn Herre hannd trenn till höyenn Hest
Hannd Monne saa saare sucke
Denn Iomfru hunn sider i henngendes Karm
Hunn döller sinn sorig med tocte.
84.
Dett melte stoltenn Wolborig,
hunn kom wdi rosens Lund,
der sucker sielden ett glaad hierte,
menn titt leer Sorgefuld mund.
85.
Wdenn for Mari Alter
der treede di fraa dieris Heste,
Saa gick di i Kierkenn innd
di frennder och di beste.
86.
Di stedis mit paa Kierke Gulff
der mötte dennem Bisper och Prester;
att dennem waar baade wdi hiertit Wee
dett kunde well huer mand mercke.
87.
Mötte dennem Erckebispenn
alt med sinn Sölffbundenn Staff,
med alle sinne ordenns brödre
skulle skielle dett wenskaff aff.
88.
Frembtrenn suorte broder Knud,
med sinn bog i Hennde
hör i frennder i Arffue taal
att Aslag er Wolborigs frennde.
89.
Saa leste di op dett breffue taal
som muncken gaff till raade
di fantis att werre to Nedsödtzkenn börnn
paa bege deris Mödernne baade.
(Stroferne 90–103 mangle i Haandskriftet.
104.
Frem trenn Hogenn Kongens sön
opaa saa bred en stenn
I morgenn skall i suere
enn Eed forudenn meen.
105.
I Morigenn skall i Suerge
paa Suerd och hellige Christ
Alt om hunn Waalborig möe er
Heller du haffuer soffuit hinnde Nest.
106.
Aarlig om denn Morgenn
der Solenn skinner offuer Heede
Paa borig gaar di Ridder guode
der sueris Skulle dyre Eeder.
107.
Dett waar Aslag Tuordsenn
reker hand hannd fraa sig
Gaar hid greffuer aff Giedeske art
giffuer I loff med mig.
108.
Frem gick Elffue Rider
waar kled i Sabell och Muord
wi will giffue loff med Aslag i daag
huem dett loff will faa.
109.
Saa stride rinnder taarenn aff Iomfruens Kinder
som hagel kand falde meest;
huem skall Suerge med mig i daag
thi ieg er vsel wist.
110.
Dett suarede Iomfruens Morbroder trey
Suarede di hinnder saa,
Enne maa du Suerge
Enne waar du i Raad.
111.
Melte dett Erland Erckedegenn
och saa tog hand opaa,
frennder haffuer du mannge
menn wenner haffuer du faa.
112.
Frennder haffuer du mannge
menn wenner haffuer du faa,
hielp dig och marie Möe
dinn Sorig maatte du forwinnde.
113.
Alt er ieg faader och Moderlöss,
for Gud will ieg dett klaage,
denn wise Gud som Alting weed
Hannd wed well minn Aarsage.
114.
Fru Ioelille huiler wnder malmer Stenn
Her Iemmer wnnder muld
leffde di Nu och saade paa benck
minne frennder waar mig daa huld.
115.
Der hunn stod i den Angest,
och i denn stuore Sorig
daa kom Her Ieerland Ridendis
till denn borig.
116.
Indkom Ieerland denn milde
Hannd böd sig sielffuer till,
ieg giffuer loff med dig i daag
Om ingenn Anndre will.
117.
Fru Eskild er dig huld och guod,
hunn soffuer hoss mig huer Naat neer,
dinn Moder och hunn waar Södskenn börnn
derfor kom ieg her.
118.
I treder frem minne sönner siuff
i skall denn loff med gaa,
Her Karels Sönner i Sönnder Thallöe
di skall her hoss os staa.
119.
Frem gick Edellige Elffue Sönner
di waar well tolff wdi flock
med Röde Guld waar deris Ermer snördt
Och krusit haffde di Lock.
120.
Frem gick Elffue Sönner
föd aff Hertuger werd,
krusit waar deris gulle Haar,
forgylte daa waar deris sperd.
121.
Nu will wi dett suerge
och loffue well wi till gaa
treder nu frem i Edelinnge
der denne loff skall faa.
122.
Her Aslag leger Hand paa Messebog,
Suerdit holt hand om feste,
huos hannem suor hans rige frennder
di gieffuist och di beste.
123.
Well haffde Ieg stoltenn Volborig kier,
hunn waar minn höyeste tröst,
ieg hinnder rett alldrig saa mectig waar
att ieg hinnder nogenn tid kyst.
124.
Denn Iomfru lagde Hannd paa Misseboog,
och suor hunn om wor frue,
ieg Aldrig minn Öyenn saa dristig Opsloff
ieg kunde hannem dristigenn skue.
125.
Denn Iomfru lagde bog paa Alterit
Hunn suor om Marier trey
Saa dristeligenn ieg aldrig minne öyenn opslo
att ieg tuorde Her Aslag see.
126.
Saa löffte de offuer hinnder himmel
Saa bar di offuer hinnder Skrud,
Saa fulde di hinnder i Höyelofft
Kaldit hinnder Konng Hogens Brud.
127.
Ind kom Hogenn Kongens sönn
hannd melte ett Ord saa brat,
Huerkenn Ridder eller Suenne
Skall komme her fra wdi Natt.
128.
I feste i daag skiönne Wolborig
alt till minn Hiertenns Kierre
ieg giffuer hinde Kronnenn och Dronning Naffn
ieg leffuer med hinnde med Ære.
129.
De brede taffel di Settis till bordtz
di Skenckte Möd och Winn,
Saa lenge Stod Aslag Tuordtzenn
och Snackit med Kiereste Sinn.
130.
I Siger mig Skiönne Wolborig
menn wi Stander bege saa Enne,
huad skall wi oss bege tage forre
att kunde huer Anndre forglemme.
131.
Faar ieg Kongenn om ieg saa skall
daa er dett mod minn minnde,
Kunde ieg leffue i tusinnde Aar
I gick mig aldrig af Sinnde.
132.
Ieg will side wdi Höyelofft
och wircke det guld i Raar
Saa sörgelig will ieg leffue mit liff,
ligesom enn turtelldue.
133.
Hunn hviler sig aldrig paa baarenn quist
hinndes been Er aldrig saa möde,
hunn dricker aldrig dett klaare wannd
hunn rörer dett op med fode.
134.
Min Herre i Rider i Rosenns Lund
i beeder denn Wilde haare,
huer denn tancke i faar om mig
i laader denn snarlig faare.
135.
Min Herre i Rider i Rosenns Lund
i beeder denn wilde Roe
huer denn tancke i faar om mig
i Slaar eder strax der fraa.
136.
Rider ieg mig wdi rosenns lund
att beede di dyer wdi Skoffue
huad Skall ieg giöre di lange Næter
Naar ieg kannd icke Soffue.
137.
Ieg will selge minn fader Iord
for Sölff och guld hinn Röde,
draage will ieg wdi fremede lannd
och sörge mig Sielff till döde.
138.
Minn Herre Selger icke eders frennde land,
och giörer eder icke Sielff denn meenn,
Menn fester Her Anders Biörns daater
dett er enn Iomfru saa wenn.
139.
i leffuer med hinde wdi ærre,
Ieg will eder for Muoder staa
Sorgenn for oss bege berre.
140.
Ingenn skiönn Iomfru will ieg haffue
ingenn troloffuer ieg mig,
Kunde ieg Enn Keysers datter faa,
menn ieg fick icke dig.
141.
Melte dett Erland Erkedegenn
hannd Klappet dem bege Paa hennde,
Skam faa Suorte broder Knud
Hand wolte denn Vferde.
142.
Her Aslag böd denn Iomfru guode Nat
hannd giorde dett icke rett giernne,
hanns hierte waar sterck med Sorigen omspent
end fanger der leger wdi iern.
143.
Stolte Walborig ganger wdi höyelofft
hinndes möer fölger hinnder att soffue
hindis hierte brender I Sorgenn saa sterck
som blod i lysen loffue.
144.
Arlig om denn Morgenn,
Solenn skinner offuer de halde,
Opsider Dronning Malfred
paa Sinne möer att kalde.
145.
Dronningenn wecker op sinne Möer
hunn beder dennem wircke Guld,
Alt stander Volborig Iemmers datter
hindis Hierte waar Sorgefuld.
146.
Hör du wolborig Iemmersdater
Hui sider du saa dru
Alle dinne frennder di Gledis dennem derwed
att du bliffuer Kongenns brud.
147.
Saa Lidit kannd dett mig baade
minn Slegt er fro och glaad,
Naar ieg ber Sielff enn daglig Sorig
denn legis med mig wdi Graff.
148.
Langt heller will ieg enn frue haffue werit
blant Giedeske Slegt och hölde,
ennd ieg will Her Hogenn Kongens Sönn haffue
och bere den Kronne aff guld.
149.
Dett Stod saa i maanet
Dett stod saa i to,
Her Aslag och hans wenne möe
di huerkenn legte eller loff.
150.
Der kom itt wdbud paa dett lannd,
och dett kom Alt saa sterck,
icke maate Her Hogenn Kongenns
Sielff bliffue hiemme (sic).
151.
Kong Hogenn lod byde alle Sinne mend,
alt baade leeg och leer (sic),
med rider Her Aslag Tuordsenn
alt med sinn forgylte Suerd.
152.
Di kiender hans skiold saa wide
hand förer dett hvide och blaa,
menn Röde er bege di hierter tou
der inden skreffuenn staar.
153.
Her Aslag pröffuer saa mange Hoffuerck
sin federnne land till fromme,
for hannem falder manngenn Welbyrdig Suend
Hannd giör de Sadell tomme.
154.
Hannd weier saa mangenn Welbyrdig Suend,
hannd treder hannem wnder sinn Hest,
hand weyede Kong Amunds Sönner trey
de skönist och de best.
155.
Der flöy pille saa tycke
Som bönder di slaar Höe
Snarlig bleff hand döe.
156.
Dett waar Hogenn Konngens Sönn
hannd falt fraa Hestenn Ned,
dett waar Aslag tuordsenn
hand gaff sig ilde der wed.
157.
Her Aslag ieg giffuer dig Riger
Her Aslag du heffne minn död
Saa winder du Volborig minn festemöe
der till mit guld saa röd.
158.
Saa skall ieg dett heffne
att dett skall spörgis till bye
ieg skall erlig med eder döe,
eller ieg skall skammelige flye.
156.
Daa falt alle di Norske mennd
som bynder meie Korenn
forudenn Aslag tuordsenn
Saa mandelig hannd sig wær.
160.
Hannd wergit sig saa lennge
Hannd wergit sig saa bold,
borte bleff hogenn hanns bryene
och klöffuen bleff hanns skiold.
161.
Siuff saa waar di dödelige saar
denn Herre haffde wdi bryste,
Saa baar di hannem i tieldenn ind
Saa Nödig wille di hannem miste.
162.
Saa blodig hannd dett Woldsted wandt
for Suerdenn, maate hannd döe,
dett Siste ord dett hand talde
dett waar alt om sinn möe.
163.
I Siger Stoltenn Wolborig guode Nat,
S. Olluff skall for oss raade,
Naar wi finndis paa Gieldebroo,
Saa glad daa finndis wi baade.
164.
I Siger Stoltenn Wolborig Guode Nat,
S. Olluff skall for oss raade,
Naar wi finndis glad i Himmerige
der maa wi tillsammenn baade
165.
Indkom denn lidenn Smaadreng
och Stedis hannd for bord,
Hannd waar well Snill i tallenn,
hand kunnde well föye sinne ord.
166.
I fruer i Setter op Slör huide,
i döller eder wnder linn
död er Hogenn Kongens Sönn
och Aslag Herre minn.
167.
Död er Hogenn Konngens sönn
Hand legis paa lögebaare
Hanns död heffnit Aslag Herre minn
fick derfor baanne Saar.
168.
Saa want di dett Woldsted
Norgelandtz till ære
der döde saa mangenn bundesönn
Saa mangenn Welbiurdige Herre.
169.
Saa saare gred Malfred Dronning
dett kand huer moder wide,
Saa giorde och Stoltenn Wolborig
Saa mangefold waar hinndis Quide.
170.
I Spennder graa gannger for forgyltenn Karm
i Kloster will ieg mig giffue,
ieg glemmer aller (sic) Aslags död,
denn Stund ieg er i liffue.
171.
Wdenn for Marie Alter
der trenn hunn aff hinndis Karm,
Hunn gick Saa Sörgendis i Kierkenn ind,
hunn haffde baade Sorig ock harm.
172.
Hunn löffte guld Kronnenn paa Alterit
Sette hinnde paa altersteenn,
ieg will aldrig loffue mand
menn leffue enn Iomfru renn.
173.
To ganng waar ieg festemöe,
menn Aldrig waar ieg brud
Nu will ieg mig i Klosterit giffue
end till ieg beris död der wd.
174.
Di baar ind hindis gyldenn skrinn
der laa wdi guldet meest,
Dett skifftit hunn iblant sinne frennder
Som di haffde werit hinnde best.
175.
Hunn tog op dett stoore Halsbaand,
der laa Stenne i guld,
Denn gaff hunn fru Eskild
for hunn haffde werit hinnde huld.
176.
Saa tog hunn op dett Guldbaand
der till denn brasse bred,
dett gaff hunn Her Hogenn (sic)
der giorde med hinnde leed.
177.
Hunn tog guld och hunn tog Sölff
well hunndre tusind Rinnge,
dem gaff hunn di Ædelige Hertug börn
der loffuenn med hinnde ginnge.
178.
Hunn gaff till Kiercker och Kloster
och till di börnn der lesde,
for hinnde och hinndis Kiereste
Sielff steffte hunn for dennem Messe.
179.
Hunn gaff Encker och faaderlösse börnn,
de folck der wandrett om föde,
till Sancte Anne billede
gaff hunn guldkronnenn röde.
180.
I treder frem Aage Erckebisp
i wie mig i daag med muld,
ieg ganger Aldrig offuer Klostergaard
för ieg beris död der wd.
181.
I treder frem Aage Erkebispe
i wier mig i daag med Muld,
Ieg Suer Kloster Ordenn
Som Marie skall were mig huld.
182.
Nu gaar Wolborig i Klosterit,
Hunn lider mögenn tuanng,
hunn soffuer icke fraa messe
och icke heller fraa Ottesanng.
183.
Well er giffuenn i Klosterit innd
baade möer och höbske Quinder,
menn Aldrig saa wenn som Wolborig waar
Hindis lige kand mand icke finnde.
Hunn wennder sig saa offte.
