(Da jeg i Påsken 1838 var ovre i Lund, var jeg til et Påskegilde, hos Professor Brunius. Vi legede Jul, og morede os kostelig. Det var ved lutter hjemlige Lege, blandede med Dans og Pantomimer. Alt gik efter Sang, hvis Toner fortryllede mig, og, jeg må tilstå det, Ordene med, af hvor stort eller lidet Værd andre så end mulig ville finde dem. Allerede Thiele har ved en lignende Lejlighed anført Büschings Ord; men også jeg vil göre dem til mine: — “Wer für harmlosen, oft buntscheckigen Kinderscherz sich nicht abgestumpft hat, lasse sich dies nicht entgehen; die sauertöpfischen Verstandskrämer bitten wir aber, es nicht weiter anzusehen, da sie nichts als Aerger für sich darin finden werden.” Der er noget så ejendommelig tiltalende i alle sådanne Viser og Lege, at det Folk måtte være blevet ganske fortvivlet forstandigt, som man ikke i Grunden lærte langt bedre at kjende af dem, end af alle de diplomatiske Spindelvæve og politiske Slagsmåle, man ellers så trolig gjemmer på. — — Hin Aften anførte naturligvis den barnlige Alder, således som det tilkom den, og vi store våksne Mennesker fulgte dens Anførsel, så godt enhver af os kunde. Jeg havde imidlertid bemærket, at en lige yndig og livlig Pige blandt de ældre i Kredsen, en Mamsel F. fra Malmø, var fortrinlig hjemme både i Tonerne og Ordene, og hende skylder jeg disse sidste; ti da jeg Dagen efter tog mig den Frihed at anmode hende derom, var hun også velvillig nok til at sige mig den hele Tylft for. Så vidt jeg véd, er hidtil ingen af dem trykt1.
Udg.)
