Povl Frederik Barfod (1811–96)

De enkelte Forfattere, — alfabetisk ordnede, — af hvilke Digte ere optagne i denne Samling, tilligemed biografiske Smaating om de Afdøde af disse.

☞ Tallene angive Stykkernes Nummere.

1. Andersen (Hans Kristian). Student, født i Odense den 2den April 1805.

15, 136 og 137 (af „Samlede Digte“, Kbhvn. 1833, 359 S. 8vo., 2 Rbd.).

88 (forhen utrykt).

2. Andersen (Niels). Kanselliraad Hempel fortæller i sin Avis (Nr. 57 for 1835) om ham, at han forfattede dette Digt paa sin Sygeseng og døde i en Alder af 14 Aar. Han havde allerede ved flere Lejligheder røbet poetiske Anlæg. Hans Plejefader var Huusmand Lars Pedersen i Ørsted.

20 (taget af den ovennævnte Avis).

3. Bagger (Karl Kristian). Student, født i Kjøbenhavn den 10de Maj 1807.

225 (af „Smaadigte“, Kbhvn. 1834, 123 S. 8vo., 5 Mk.).

4. Baggesen (Jens Immanuel). Isandhed, jeg elsker Enhver, som byggede paa gamle Danmarks Hæder, — og jo stærkere, skjønnere og skjærere det Tømmer var, som han medbragte, jo renere, ædlere, jo mere selvopofrende den Villie var, med hvilken han bragte det, — des højere elsker jeg ham. Ej blot i mit eget Hjerte ønskede jeg med Flammeskrift at skrive alle de Elskedes Navne, men var det end kun i eet eneste Hjerte til, at et Par Penselstrøg, der skildrede en elsket Gjenstand, opvakte eller befæstede tilsvarende Følelser, — isandhed, den Dag vilde være mig en Festdag, da jeg erfarede dette. Og dog har jeg hartad med Ængstelse bævet ved Tanken om, ogsaa her at maatte omtale den Baggesen, hvem en Tid det hele Danmark tiljublede, hvem senere det halve forfulgte med et Had, en Haan, som har været uden Lige i vore Aarbøger, og hvem endnu Saamange ikke uden Bitterhed kunne lade slumre. Jeg elsker vor Oehlenschläger saa tro og saa inderlig som Nogen, — maaskee langt varmere end de, der bitrest forfulgte og endnu forfølge hans fordums Fjende, — men jeg elsker ogsaa Baggesen! Mangt et Skridt af ham kan jeg vel ikke glæde mig ved, saalidt som jeg kan glæde mig ved den visne Green paa det frodiggrønnende Bøgetræ, ved en sveden Vinge paa den yndigtegnede Sommerfugl, — dog, Manden og hans Mangler skulle aldrig blive mig Eet! — Men jeg var jo Barn, da Baggesen døde, og kjendte ham altsaa aldrig. Jeg kjender dog hans Færd og hans Værker, — og jeg kjender ham fra een Side til, som ikke Alle kjende. Min fromme, livfulde, kraftige og aandrige Stedmoder, som endnu nogle Maaneder tidligere end Baggesen vendte hjem til Herren, havde haft ham til sin Lærer, og hun elskede ham endnu, da Saamange hadede ham, — hun elskede ham, ej blot som Digter, men som Lærer og Menneske; — men en Lærlings Kjærlighed efter Aartiers Forløb er intet ringe Vidnesbyrd! — Denne Indledning var mig nødvendig. Og nu den Elsktes og Hadedes Levnetstræk saa korte som mulig.

Det var i Korsør, den lille, skumle By ved Bæltet, at Jens Baggesen (Navnet Immanuel tiltog han sig siden, formodentlig som en Ytring af hans Kjærlighed og Beundring for den store Immanuel Kant) — fødtes den 15de Februar 1764 af Forældrene Kornmaaler Bagge Baggesen og Hustru Anna Møller. I en simpel Skole i den lille By modtog han sin første, tarvelige Underviisning, da hans Forældres Fattigdom ikke tillod dem at anvende noget Sønderligt paa denne. Imidlertid udvikledes alt der hans Læselyst, og med Begjerlighed kastede han sig over enhver Bog, der faldt ham ihænde. 12 Aar gammel kom han saa paa Amtsforvalterens Kontor sammesteds, men at han ikke længe kunde udholde det lidet tiltrækkende Arbejde, hvormed man her beskæftigede ham, laa vel ligemeget i hans egen og Sagens Natur. Til Lykke for ham skrev han dengang, som til sin Dødsdag, en sjælden siirlig Haand, og han kom derfor i Byens Borgerskole paa den Betingelse at han skulde undervise sine Medelever i Skjønskrivning. Man blev opmærksom paa hans Flid og Evner, og den stakkels fjortenaarige, fattige Pog naaede da endelig sit inderlige Ønske, at komme i Slagelse Latinskole, hvor hans Kost, efter Datids Skik, gratis gaves ham i forskjellige Familier.

Skolens Rektor var dengang P. Wøldike. Han var en stræng men værdig Mand, og Baggesen var en vild og uordentlig Dreng, der ved mangehaande Smaaoptøjer forskaffede sig idelige Revselser af Rektoren. Vers skrev han ogsaa dengang, og man har i hans samlede Værker opbevaret et, der nok omtrent forskriver sig fra hans 16de Aar. Skjønt ikke ung da han kom i Skolen, forlod han den dog allerede i Oktober 1782 og blev med bedste Karakter Student ved Kjøbenhavns Universitet. Men gigtsvag og nervesvag, som han fra Barnsbeen havde været, kunde han først i Januar 1784 tage anden Examen. Digterne have Skyld for at være pirrelige, kommer nu Sygelighed og især Nervesvaghed til, saa maa det dog være een Grund til — og altsaa een Undskyldning mere — for Baggesens Pirrelighed.

De første Prøver paa sit digteriske Pund gav han i de iversenske Nytaarsgaver for 1783 og 84, og det Bifald, de vandt, var saa almindeligt, at han 1784 fik over 1000 Subskribenter paa sine komiske Fortællinger; — ja maaskee var Kommunitetsstipendiet, som han ved samme Tid fik, en ikke fjern Virkning deraf. Ogsaa til de schulziske Poesisamlinger og til Minerva leverede han Bidrag, og Pram indførte ham ved denne Tid til den ogsaa som Mæcenas saa højtfortjente Grev Schimmelmann. Hans fleersidige Talenter, hans lette og behagelige Selskabstone skaffede ham nu en hurtig og aaben Adgang til Hovedstadens første og meest dannede Familier. Universitetet understøttede ham, og Publikum hjalp rigelig til; — han havde desuden flere godt betalte Informationer, — og kunde vel saaledes leve et ret behageligt Liv. Men hans Sygelighed tiltog, og den Pennekrig, han maatte føre om sin Holger Danske, forøgede den vel; — en Rejse blev ham da nødvendig, og ved den ædle Hertug af Avgustenborgs, Frederik Kristians, Understøttelse blev den ham ogsaa mulig.

Den Rejse, han da i Aarene 1789 og 90 foretog sig i Tyskland, Svejts og Frankrig, har han for en stor Deel gjengivet os i sin Labyrint, der vel er den interessanteste Rejsebeskrivelse, vi have paa Dansk. Men endnu ved een Ting blev denne Rejse ham af afgjørende Vigtighed; — ikke at tale om de herlige Naturer og interessante Aander, som han stiftede et saa nøje Bekjendtskab med — han fandt sig i Bern sin første Kone, den store Albrekt Hallers aandrige Datterdatter, Sofie Haller. Som Professor kom han atter hjem 1790, men kun for et Par Aar. Hans Kones Svagelighed og Hjemve og hans egen Rejselyst bragte ham atter til Svejts. 1796 kom han paany hjem og blev Viceprovst paa Regensen, men allerede det næste Foraar drog ham igjen bort, og han begrov i Kiel sin Sofie. Hun havde skjenket ham 2 Sønner, der begge leve endnu. Han havde elsket hende inderlig, og dog — giftede han sig endnu samme Aar i Paris med Frøken Reybaz. Lad dem forklare det, som ville forklare og dømme hans hele Færd; — eller lad dem blindthen betvivle Visheden af hans Kjærlighed til sin første Kone! — Under et kort Ophold i Kjøbenhavn 1798 blev han Theaterdirektør, og under det næste, i 1799, begyndte han Udgivelsen af sine samlede Skrifter. Provsteforretningerne paa Regensen kjedede ham imidlertid, med Theaterbestyrelsen havde han Bryderier, og hans Kone led ikke Kjøbenhavn; han fik da i Sommeren 1800 Tilladelse til et toaarigt Ophold i Paris, hvor han nu formelig bosatte sig. Ved et Besøg heri Kjøbenhavn 1802 entlediges han derpaa fuldkommen fra sine Embeder, idet han dog beholdt sin fulde Gage. — Det var nu først i 1806, at man igjen saae ham herhjemme; men her havde imidlertid Alt forandret sig. — Oehlenschlager var fremtraadt! — Virkningen af denne ægfe-danffe, dybe, kraftige og livlige Genius’s Fremtræden var forbavsende og mageløs. — Alt var henrevet og det gik nu som i Wessels Tid: „To Store i en Scrk umuligen kan rømmes,?" — Baggesens Lune var hartad forældet, var glemt. Den Maade, paa hvilken han nu fremtraadte, fandt man desuden stedende, og hans „Gjenganger"vakte Manges Harme. Han forlod derfor atter Kjøbenhavn og opholdt sig paany i Paris, indtil han 1811 ansattes som Professor i det danske Sprog i Kiel. Han holdt imidlertid kun nogle faa E Forelæsninger, blev 1812 Justitsraad og entlediges paany fra sit Professorembede 1813. Hans sidste og, efter at han første C Gang havde rejst, tillige det længfte Ophold i Kjøbenhavn, men af dem alle det sørgeligste, begyndte nu. Det vedvarede indtil Efteraaret 1820. At give en Skildring af alle de Afskyeligheder, E som i det Tidsrum prentedes, hverken kan eller vil jeg. — Baggesen var tilvisse pirrelig, — yderst pirrelig, hvor kunde han ellers være den letbevægelige, den lethenrivelige, der i sine E lunefulde Digte og i sin Labyrint, Tora fra Havsgaard osv. ’ morer, henriver og begejstrer os, — men man gav ogsaa denne Pirrelighed Stof. At beundrede Oehlenschlager, var Ret; — men at man ikke vilde indrømme Baggesen nogen Plads ved Siden af ham, var Uret i og naar Modpartiets Afsindighed kunde gaae saa vidt, at en af dets Organer f. Ex. kunde nedskrive sine 12 Paragraffer, — (ikke at tale om at debutere med saadanne Historier, som at Baggesen skulde stj-rle Trylleharper fra Amtsforvaltere) — og en Anden optage dem i sit Maanedsskrift, vel med nogle indledende Bemærkninger; — saa hører der dog virkelig ogsaa Afsindighed til, ikke at kunne indsee, at i hin oprorte Tid var Baggesen vel langt fra at staae reen, men at der var dem, der stode endnu urenere, og at det kun er Blindhed, Afsindighed eller Had, med en skarp Forladning af egoistisk Fanatisme, der endnu, som man stundum seer og oftere hører, kan besudle den Baggesen, hvem selve Oehlenschager i sit Mindekvad rækkede Haanden.

Altsaa, Baggesen forlod 1820 for stedse sit Fædreland. Smilets og Lunets spøgende Genius, der engang kun behøvede at svinge sin Tryllestav for at fortrylle Alle, flygtede haanet, krcrnket og miskjendt bort, og havde ej engang den Trøst, at være selv uden Skyld. Ogsaa i Paris ventede ham ny Sorger. En kort Gjældsarreft var den mindste af dem. Ædelmodighed udlsste ham snart, og han var atter en af Prydelserne i Selskaber, der glimrede med en Lafayette, en Benjamin Constant og Flere. Men 1823 berøvede ham hans Kone, og endnu samme Aars Efteraar berøvede ham den eneste Søn, han med hende havde, en sjælden haabefuld, af sin Fader inderlig elsket Yngling, Snart blev han atter selv betænkelig syg. Forskellige Baderejser havde kun liden Virkning. Den sidste var til Karlsbad. Her følte han selv Dødens Nærmelse, kaldte den yngste af sine to ældre Sønner til sig og hastede hjem, for endnu engang at skue sit Fædreland og der udaande. Han om kun til Hamborg; at rejse længere var ham en Umulighed. I Frimurerhospitalet sammesteds døde han den 3die Oktober 1826. Hans Lig blev dog bragt til Kiel og der bisat. Efter hans Død udgave hans Sønner, i Forening med Digteren K. I. Boye, hans samlede Digte.

13, 63, 157 og 159, 1, 2, og 28. (af hans „danske Verker“ udgivne efter hans Død, Kbhvn. 1828–33; 12 Bind 8vo. 18 Rbdlr.)

5. Bang (Oluf Lundt), Doktor og Professor i Medicinen ved Kjøbenhavns Universitet, Ridder af Dannebrog, født i Kjøbenhavn den 27de Juli 1788.

98 (efter et særskilt Aftryk).

6. Birch (Frederik Sneedorff), Adjunkt ved Aarhus Skole, født i Maribo den 1ste Marts 1805.

105 og 202 (af „Digte"1ste Hæfte, Odense 1834, 116 S. 8vo. 5 mA).

132 („af Tro, Haab og Kjærlighed", Julegave for 1829, Aarhus 1829, 52 S. 12mo.)

160 og 169 (forhen utrykte, men ville komme i „Digte"2det Hæfte.)

7. Birchedahl (Scholler Parelius Vilhelm). Theologisk Kandidat, født paa Aalebeksgaard paa Moen den 7de December 1809.

109 (af „Digte"Kbhvn. 1835, 168 S. 8vo., 1Rbdlr).

118 (forhen utrykt).

8. Blache (Hans Henrik), Overlærer ved Aarhus Skole, født 1787¹.

176 (staaer i forskjellige Visebøger).

9. Blicher (Steen Steensen). Præst til Spentrup ved Randers, født i Vium den 11te Oktober 1782.

52, 86, 94, 96, 110, 111, 196, 213, 215, 219, 222 og 227 (af „Samlede Digte"Kbhvn. 1835, 284 S. 12mo. 1 Rbdlr.)

72 af hans „Sneklokke", Nytaarsgave ifor 1826 192 S. 16mo.)

10. Boye (Birgitte Katrine). Præsten Birch. lovede 1790 i sit Billedgalleri denne Digterinde „en udødelig Agtelse i den danske Kirke"for de Salmer, hun havde leveret til den harboeffe Salmebog, og af hvilke flere ere optagne i vor nuværende, Imidlertid er det ikkun 45 Aar, siden han udstædte denne Forskrivning, og kun 11 Aar, siden Digterinden døde, og Udsdeligheden baade i Kirken og i Læsesalen er dog saagodtsom allerede forbi. Hvad det sidste Sted angaaer, gjør Nyhedsfygen og Ligegyldigheden for alt „Gammelt"Sagen ganske forklarlig; — med Hensyn til Kirken derimod, om hvilken Løftet jo egentlig kun gjælder, har man vel ogsaa en meget god Nøgle til Gaaden² i den priselige Regel, der saa trolig er bleven fulgt, aldeles at udelade enhver Forfatters Navn af vor Salmebog. Imidlertid lærer man dog heraf, aldrig at træffe Ventebrev paa Udødeligheden, i hvem der saa har underskreven det; — den ene Bolge afløser saa dog rastlost den anden. Uagtet jeg nu aldeles intet Nyt kan give om vor Digterinde og kun meget Lidt over det, som Birch længst har leveret, vil jeg dog her gjøre Mit til en Smule at opfriske hendes Navn; — saameget mere, som jeg virkelig anseer hende for en af de meest begavede og geniale — jeg kunde næsten fristes til at sige den meest begavede og geniale — af alle vore danskskrivende Digterinder lige fra Dorte Engelbretsdatter til den Dag idag. Den tyskskrivende Frederikke Brun kjender jeg saagodtsom Intet til, og hun kan da naturligvns heller ej komme i Betragtning, hvor der kun tales om danskskrivende Digterinder.

Altsaa — Birgitte Katrine Johansen, som hun hed som Pige, blev født i Gjentofte, tæt ved Kjøbenhavn, den 7de Marts 1742. Begge hendes Forældre vare ligeledes fødte her i Sjælland, og Faderen, der var ansat ved den kongelige Jagt paa Jægersborg, hed Jens Johansen, men Moderen Dortea Henriksdatter. Af syv Børn: var hun den ældste og den eneste, som overlevede Forældrene. Disse oplærte hende, efter deres indskrænkede Stilling, med megen Omhu og opdroge hende i den Gudsfrygt, der senere udgjorde et af de meest fremtrædende, saa elskværdige Træf i hendes Karakter.

Formodentlig har hun meget tidlig været udviklet; thi hun skal allerede have haft flere Tilbud, da en ung kongelig Jager, Herman Hertz, der allerede havde gjørt eet lykkeligt Trak i Lotteriet, og tillige havde et sikkert Haab om Befordring som kon-gelig Skovrider, vandt hendes Hjerte; og hun var dog dengang først i sit 13de Aar. Rigtignok kan det paa den anden Side jo ogsaa tænfes muligt, at Forældrene, som dengang ikke var saa sjælden — og er endnu maaskee vel tit — Tilfældet, have afgjort Partiet paa hendes Vegne. Saasnart Hertz var bleven Skovrider i Vordingborg Amt giftede han sig 1763 med hende, og i de første 5 Aar af deres Ægteskab blev hun Moder til 4 Børn, 2 Døtre.(?) og 2 Sønner, af hvilke den æældste Kristian, (født i Østeregitsborg og død som Klokker i Roskilde 1810) i sin Tid gjørde sig bekjendt ved sit komiske Heltedigt „Rejsen til Helikon,” og den yngre, Jens Mikael, født i Ørslev den 26de Juli 1766³, død som Biskop i Ribe den 2den Juni 1825, var heldig som Taler, virksom som Embedsmand og ej ganske uheldig som Digter.

De faa Timer, hun her, med en stor Landsbyhusholdning og 4 smaa Børn, kunde faae tilovers, anvendte hun med utrættelig Flid til Læsning. Det var især Tysk, Fransk og Engelsk, hun ønskede at lære, og det var især de berømteste Digtere i disse forskjellige Sprog, hendes Hu stod til. Men langt fra Hovedstaden, uden Biblioteker, Læseforeninger og undervisende Hjcrlp, var det visselig ikke noget let Maal for hendes Selvstudium; — og dog naaede hun det. Nu kom Aaret 1773 og med det en Indbydelse i Aviserne fra de skjønne Videnskabers Selskab til Enhver, der fandt Kald og Lyst til den hellige Poesi hos sig. Aarsagen var ikke angivet, men Madam Hertz indsendte imidlertid 20 Salmer til Selskabet, og af disse saae hun 5 Aar senere de 18 optagne i den Salmebog, som Guldberg og Harboe i Forening havde samlet. Imidlertid havde Rygtet loenge truet med, at de kongelige Domæner i Bordingborg Amt skulde fælges til Private. Tiden nærmede sig dertil, og Følgen deraf vilde uopholdelig blive hendes Mands Brødloshed. Hun ilede da til Kjøbenhavn, henvendte sig til Guldberg, hvem hun vel ikke kjendte personlig, men hun klagede dog sin Mands Nød for ham og overrakte ham nogle af sine Smaadigte. Nu var jo vistnok Guldberg ikke den, der havde sønderlig Smag for saadanne Ting, men det Meste af det var gudeligt, og han talede da hendes Sag for Arveprins Frederik, der paa sin Bekostning lod begge Sønnerne komme i Helsingsr Skole. Om hendes Rejse havde andre Følger, veed jeg ikke; hendes Mand blev desuden syg, og efter 1 Aar at have lidt af Brystvattersot dede han 1775, efterladende sine Gjældnere sit Bo og sin Enke Intet.

Hun var altsaa Enke, og den følgende Tid underststtede Ar- 29e veprinsen hende bestandig, medens Guldberg ligeledes bestandig opmuntrede hende til at forfatte ny Salmer. Desværre kunne vi ikke ret vurdere disse hendes Arbejder; thi den daværende Salmekommission havde den samme priselige Skik, som den senere, at omkalfatre paa egen Haand, hvad de ikke syntes om. Den smukke Salme „Alvidende, dit Øje mig ransager!« som foruden flere af hende er optagen i vor nu brugelige Salmebog, er af den ligeledes forbedret eller — forvirret? — Imidlertid forfattede hun virkelig i denne Periode et uhyre Antal Salmer, af hvilke vistnok flere høre til de bedre saavel af hendes egne som af hele hin Tids Frembringelser i denne Retning.

1778 giftede hun sig paany med daværende Kontrollør ved Maltnwllen, senere Toldskriver og tilsidst Justitsraad, Hans Boye, og flyttede saa herind til Kjøbenhavn, hvor ogsaa hendes Sønner bleve satte i Metropolitanskolen. 2 Aar derefter skrev hun Lystspillet „Melicerte", og 1781 leverede hun det heroiske Skuespil „Gorm den gamle,” som Selskabet for de skjønne Videnskaber paany lod trykke 1784, og som samme Aar blev opført til Kongens Fodselsdag. Denne er udentvivl den fortrinligste af alle hendes Frembringelser, og at den baade tidligere — af Ewald — og senere af flere Forskjellige er bleven højt ovcrtruffen, er vistnok intet Beviis for dens Jkkevard. Den er i ubunden Stiil, men har flere gode Sange, næsten overalt et værdigt, kraftigt og fuldtonende Sprog, smukke Situationer og raske og vakre Billeder.

Foruden flere forskjellige Sange osv. har man endnu af hende en fri Oversættelse af nogle af Davids Salmer, ialt 89. Flere Ting af hende var der derimod, som ikke ere blevne trykte.

Endnu engang blev hun Enke, men oplevede ellers en sorgfri Alderdom, da hendes sidste Mand efterlod hende i langt bedre Vilkaar end den første. At hun saae sin yngste Søn som Biskop i Ribe, har jeg forhen antydet. Af Karakter var hun rask, men dog blid, forstandig og gudhengiven; hun var en kjærlig Ægtefælle, en god Opdragerske for sine Børn og en fornuftig Husholderske. Mat af Dage døde hun den 17de Oktober 1824 i sit 83de Aar. Iøvrigt bemærke man, at hun aldeles ikke var i Familie med den nufolgende Digter af samme Navn.

190 (af hendes „Gorm den gamle,” Kbhvn. 1781, 108 S. 8vo.)

11. Boye (Kaspar Johannes). Preæst i Helfingør, født paa Kongsberg den 27de December 1791.

67 og 104 (af „Aandelige Digte„ Ifte Deel, Kbhv.

1833. 136 S. 5 77A.)

70, 85, 115, 121 og 147 (af sammes 2den Deel, Kbhvn. 1834. 156 S. 8vo. 5 mA.)

128 og 129 (af sammes 3die Deel, Kbhvn. 1835, 144 S. 8vo. 5 mA). 10Z (af „Svend Grate", Kbhvn. 1825.), 117 (af „Jutta", Kbhvn. 1824, 141 S. 8vo.

12. Brinck — Sejdelin (Hans Diderik de). Dette skulde nu vistnok ogsaa være —.’t Slags Biografi; men jeg maa iforvejen bede hver den, der maatte vente noget Sligt, om Undskyldning; thi ihvor ny en Forfatter han end er, er der dog faa af vore Forfattere, om hvem jeg er saa uvidende, som netop om ham. Jeg har dog ogsaa henvendt mig til Forskjellige, der ellers pleje at være ret godt hjemme i Personalhistorien, men er her bleven lige klog. Saameget veed jeg kun, at han var ældste Barn’ af Etatsraad og Landsdommer i Sjælland, senere Konferensraad, Hans de Brinck-Sejdelin, Ejer af Stamhuset Eriksholm og Holbeks Ladegaard, og dennes første Kone, Mariane Magdalene Bartholin, — og at han saaledes paa Mødrenesiden, nedstammede fra en af Danmarks, i Videnskabernes Rige, meest velfortjente Familier. Han var født den 18de Januar 1780 og blev — privat dimitteret⁴ — i April 1796 udmærfet til Artium, ligesom i April 1797 til 2den Examen; — Om han havde flere end 2 Heelbrodre og 1 Heelsoster, veed jeg ikke; men han havde idetmindste ogsaa 1 Halvbroder og 1 Halvssster, der dog vare betydelig yngre end han selv. hvorpaa han, kun 20 Aar gammel, allerede den 17de Januar 1800, tog juridiff Embedsexamen med bedste Karakter. Senere forpagtede han Holbeks Ladegaard af sin Fader, men maatte gaae fra den igjen, ligesom ogsaa fra Nibegaarden,(?) som han noget senere kjøbte, Han opholdt sig derpaa nogen Tid i Kjøbenhavn, men tog siden ud til Slagelse, hvor han tilbragte sine sidste Aar, tildeels nok temmelig svækkct, hvortil hans Uforsigtighed i Nydelser vel kan have bidraget en Deel. Eftersom han, den tilkommende Stamherre, havde givet sit Minde til, at Faderen solgte Stamhuset, havde han af denne 1600 Rbdlr. aarlig, faalænge han levede; — men som en daarlig Okonom vare hans Omstændigheder dog bestandig højst knappe. Kun 51 Aar gammel, altsaa i den ellers kraftige Manddomsalder, døde han den Øde Maj 1831. Med sin Kone, en Froken von Westen, der overlevede ham, havde han ingen Børn. Som Digter er han visselig ikke af nogen stor Betydenhed, men man vil dog ikke lccse en stor Deel af hvad han har skreven, uden en vis blid dg behagelig Følelse, paa Grund af den vistnok uskromtede Fromhed og Sjælsreenhed, hvoraf det gjennemaandes. Alt Guddommeligt, Skjønt og Menneskeligt har han vist følt varmt og inderligt for, og hersker der end tit en vis dyb Tungsindighed i hans Digte, saa finder man dog ogsaa allevegne i dem den varme, hjertelige Deeltagen i fremmed Fryd, som i fremmed Sorg. At man forgjæves vil søge hos ham om ret store og gjennemgribende Ideer, om høje og kraftige Billeder, er derimod ganske fandt, som og, at vi vel tit maa beklage, at hans Sprog ej altid er det reneste og oedleste. Hans Hang til at være Lejlighedsdigter har nu vistnok heller ikke i samtlige disse Henseender været uden sin, i Almindelighed saa fordærvelige, Virkning.

66 og 159. s. (af hans „Digte,” Kbhvn. 1815, 175 S. 8vo. 5 »K.)

112 og 155 (af hans „Digtninger", Slagelse 1829, 230 S. 8vo. 8 mi.)

13. Brorson (Hans Adolf) var den yngste af 3, alle som gejstlige Talere berømte, Brødre, af hvilke de 2 bleve Biskopper, og den tredie — den ældste — kunde være bleven det, hvis han ikke havde afslaaet Kaldelsen. Det var i Randrup Præstegaard i Ribe Stift, at disse 3de Brødre fødtes, vor, Hans Adolf, den 20de Juin 1694. Deres Fader var Præsten Broder Brorson og Moderen Katrine Margrete Clausen, Datter af Forvalter Niels Clausen paa Trojborg. 1704 døde imidlertid deres Fader, og. Moderen giftede sig næste Aar med hans Eftermand i Embedet, Oluf Jonassen Holbek, der selv med Troskab underviste sine Stedfønner, indtil han 1709 satte dem i Ribe Skole. Nikolaj, den ældste, gik allerede 1710 til Universitetet, men de to yngre, Broder og Hans Adolf, først 1712. Samme Aar var Hans Adolf Respondens ved Kristoffer Pedersens Disputats paa Borks Kollegium om en af Virgils Ekloger⁵. Nikolaj blev allerede 1714 Hos rer ved den Skole, fra hvilken han var udgaaet, Broder tog samme Aar sin Attestats og vendte ogsaa hjem; Hans Adolf var da ene her tilbage. 1715 fik han derpaa Plads paa Borks Kollegium; men som hans Helbred aldrig var stcerkt, og hans anstrengte Læsning betydelig forværrede det, maatte han, efter i 2 Aar at have boet der, ligeledes drage hjem. Imidlertid var han heller ikke her ledig; han studerede selv og havde desuden en Deel Børn at informere. Da kaldte Biskop Thura ham 1721 til Rektor ved Holstebro Skole; men uagtet han modtog denne Post, kom han dog aldrig til at overtage den; thi i det Samme døde hans Stedfader, hvorpaa han, — efter i en Fart at have taget sin theologiske Attestats, i Oktober 1721, med bedste Karakter, — af Kirkcpatronen, Buchwald, blev kaldet til Præsteembedet i sin Fødeby. Ved Paasketid 1722 indviede Biskop Thura paa een Dag de tvende Brødre, Broder til Præst i Medolden og Hans Adolf i Randrup, hvorpaa deres Farbroder, Provst Peder Brorson, ligeledes paa een Dag indsatte dem. 1729 blev Hans Adolf tredie Præst i Tøndern, og Broder blev 1736 Stiftsprovst i Ribe; men da denne allerede det næste Aar blev kaldet til Biskop i Aalborg, fulgte Hans Adolf ham i Embedet som Stiftsprovst. Da Kristian den 6te saa engang i disse Aaringer spurgte Provsten, om det var sandt, at han var Forfatter til den herlige Salme: „Op al den Ting, som Gud har gjørt”og han bejaede dette, lovede Kongen ham Ribe Bispestol saasnart den blev ledig. Ved Biskop Anchersens Død blev altsaa vor Brorson Biskop i Ribe 1741. Samme Aar døde hans første Kone, Katrine Steenbeck Clausen, efter at have født ham 13 Børn, 10 Sønner og 3 Døtre, af hvilke dog kun 2 Sønner og 1 Datter bleve voxne; men næste Aar giftede han sig med Johanne Kristine Riese, der blev Moder til 3 Bsrn, 2 Sønner og 1 Datter, og i 31 Aar overlevede sin Mand. Markeligt nok, at hun var Søster til den Antonette Margrete Riese, der var Broder Brorsons Kone, og ved ham blev Moder til 12 Børn, Ved Suverænitetens Jubelfest 1760 bleve begge disse Brødre — atter paa eengang — kreerede til Doktorer i Theologien. Efter at have været Præst paa det 43de Aar, og Bi: skop i 23 Aar, døde Hans Adolf Brorson den 3die Juni 1764.

Jeg har forhen ytret, at baade han og hans 3 Brødre vare udmærkede som Talere; hans utrættelige Flid har jeg ligeledes omtalt, og da han dog idetmindste var et ret godt Hoved, var han vistnok en Mand af ikke ganske almindelige Kundskaber, om ej just af den allergrundigste Lærdom, Der staaer nu kun tilbage, at give en ganske kort Skildring af ham som Menneske og Digter.

Den torre Deel af hans kraftige Alder faldt just ind i hin Tid, da under 6te Kristian et pietistisk Hovedhængeri kvalte næsten enhver fri, kraftig og livlig Ytring af Hoved og Hjerte. At ogsaa han — og dertil har foruden hin Tidsalders senere, vistnok ogsaa Opdragelsens tidligere, Indvirkning, og ovenikjøbet hans stedse svagelige Helbred, bidraget sårdeles meget, — at ogsaa han, siger jeg, hældte en heel Deel til hine Strængere, der, misforstaaende Kristendommens kjærlige Aand, satte en vis betydelig Fortjeneste i Selvspægelse og i Afhold fra Livets opmuntrende Glæder, — kan vistnok ikke nægtes; men paa den anden Side var dog enhver Forfolgelse for afvigende Meningers Skyld, ethvert aandeligt Hovmod, svøbt i en kunstig Ham af ojneforblindende Ydmyghed, langt fra hans rene og fromme Hjerte. Hans Tro var ham en Salighedssag og intet Mundsvejr; den var afpræget i hans hele bramlose Vandel, da naar Lovsangen midt under de legemlige Smerter svang sig frit til alt det Godes Giver, naar han i sin Families Skjød med samme Andagt, som hvor Orglet bruste, tilbragte sin Aften med hellig Sang og Musik, naar han med ufravigeligt Retsind og utrættelig Arbejdsomhed udforte de mange forskjellige Pligter, som hans vigtige Embede paalagde ham, og da, naar han, med uegennyttig Opofrelse og stille, kristelig Velgjørenhed, bragte Husvalelse Trængslens Boliger. Sine Fritimer tilbragte han ved det Arbejde, hvortil hans Lyst var saa naturlig og hans Kald vel heller ej tvivlsomt, om vi end maa tilstaae, at vi have enkelte Salmedigtere, større end han. Genial var han egentlig ikke, og den højere, geniale Begejstring findes derfor sjældnere i hans Digte, uagtet vi dog visselig, — s. Ex. i den dejlige Salme „Op al den Ting, som Gud har gjørt,” der vel ogsaa er en af hans smukkeste, — sinde lykkelige Ideer og yndige Billeder; — men derimod savne vi aldrig den fromme, hjertelige, gudhengivne Reenhed, og træffe vel ejheller saa sjælden — s. Ex. i det her optagne bibelhistoriske Digt „David og Goliat" — en vis lunefuld Livlighed. Hans Mangel paa kritisk Skarphed finde vi derimod altfor hyppig Beviis paa i Valget af den Mængde Salmer han har oversat os, og som vistnok i Almindelighed

’ Den, saavidt jeg ved, aldeles enestaaende Sag med Præsten Høren i Weerst kan, især naar man tager den alrformaaende. forfængelige og despotiffmyndige Kansler Pontoppidans Indflydelse paa hele Sagens Gang i tilborlig Betragtning, og husker, hvilke Mænd, der dengang udgjorde Generalkirkeinspektionen. — idetmindste efter min Anskuelse, aldeles ingen Forandring gjøre i den her udtalte Dom; —

den giver os kun eet Beviis mere paa Brorsons Svaghed. som vi visselig maa beklage, uden dog i Eet og Alt at kunne billige den here lige, men her vistnok ikke ganske upartiffe, Biskop Herslebs vel Hiarde Ytring om den „enfoldige"Bisp i Ribe. er det mindst fortjenstlige/ han har leveret. En Tid var han i overordentlig Anseelse som Salmedigter; en senere Tid glemte ham, og tilsidst dansede den eensidige, og derfor altfor tit ubillige, Riegels under Skoggerlatter sin Haandans paa hans Gravhøj. Uagtet man derfor næppe kan ansee det for noget ret fortjenstligt Arbejde, at bringe Alt, hvad han har skreven, frem for vor Tid, — en Ting, han vist selv meget vilde frabede sig, hvis han paany levede op, — faa flylde vi dog vistnok en af hans Broders Ætlinger, Professor Brorson, megen Tak for det Udvalg, han for en halv Snees Aar siden gav os, — men endnu langt mere Tak skylde vi tilvisse ham, den højtbegavede Mestersanger, den geniale, begejstrede Grundtvig, for hver ægte Ædelsteen, han hos vore gamle Digtere, ogsaa hos Brorson, fandt og gjengav os, uforandret, men dog forædlet og affleben.

62 og 95 (af hans „Salmer og aandelige Sange" udgivne ved Lic. Holm, Kbhvn. 1830, 82? S. 8vo. 1 Rbdlr.)

14. Ewald (Johannes). — Præst ved Vajsenhuset var i Aarene fra 1728 til 1754 en Mand, der er ikke ufortjent i en vis Green af vor Litteratur, og hans Navn var Enevold Ewald. Han var vistnok langt fra at være, hvad man kalder et lyst og opvakt Hoved, men han var umaadelig flittig og nøjagtig. Gammel var han heller ikke, fljent en heel Deel Aar ældre end hans unge Kone, Marie Wulff, men han var aldeles henreven af sin Tids, 6te Kristians Regeringsperiodes, tungsindige, mørke Pietisme. Redelig i sin Gudsfrygt som han var, saa flyede han dog med en sky Strænghed Verden og dens Glæder, og da hans huslige Forhold ogsaa var langt fra at være lykkeligt, flyede han næsten sit Huus med og indesluttede sig i sit Studerekammer. Hans 3 Sønner vare saaledes ganske overladte til Moderen, og hun var næppe den bedste Opdragerske for dem. Den ældste Søn var temmelig svag og indffrænfet, den yngste var vist heller ikke af store Evner; — desto mærfeligere skulde derimod den mellemste, Johannes, vorde, og hans Liv er det, ved hvilket vi her et Øjeblik ville dvæle.

Johannes Ewald blev født i Kjøbenhavn den 18de November 1743 af de førnævnte Forældre. Han blev tidlig bestemt til Studeringerne og havde hjemme i sine Forældres Huus flere forskjellige Lærere. Hans Hoved var ogsaa lyst, hans Lærelyst stor, og hans Hukommelse udmærket. Han gik endnu kun i sit 11te Aar, da en af hans Lærere erklærede, at han ikke kunde lære ham mere. Jsær var dog hans Indbildningskraft levende og forbunden med en varm, en eviggjæz rende Følelse. Alt Stort Ædelt opflammede ham til Begejstring, og alt det Udmcrrkede, endog det kun Besønderlige henrev ham. „Var jeg ikke Alexander, vilde jeg være Diogenes” udraabte Makedoniens stolte Behersker; — „Kan jeg ikke blive en Alexander, faa hellere end alt Andet en Diogenes” — var ogsaa den Tanke, der gjennembævede saa mange af hans barnligsværmeriske Drømme. Den lige, brede, rolige Landevej, som den kolde Fornuft med saa megen Selvvelbehagelighed gaaer, var alt i hans tidligste Barndom uden al Tillokkelse for ham. Havde endda hans Forældre eller Lærere med Rolighed kunnet lede denne svulmende, yppige Kraft! — Men det kunde Ingen af dem. — Og dog stedse et Spørgsmaal, om det saa virkelig havde været bedre saaledes, om ikke den vilde arabiske Ganger havde faaet en heel Deel af Stanghestens Natur, i det Øjeblik Grimen var bleven lagt paa den! — Et af de frappante Karaktertræ> fra denne ganske barnlige Periode er det iøvrigt, at han, ved at gjøre Bekjendtskab med en Deel Martyrers Historier, fik Lyst til at lære Abyssinisk, for med Tiden i det indre Afrika at kunne komme til at omvende Hedninger og — vinde Martyrkronen! —

Da Faderen mærkede sin tiltagende Svagelighed, sendte han sin Søn til Rektor Licht i Slesvig, for at han kunde være fjernt fra Hovedstadens Forførelfer, og døde nogle Timer derefter, den 17 Novbr. 1754, i vor Ewalds Ilte Aar. Hos Licht havde han det meget godt og blev behandlet som en Søn. J hans Bogsamling fik han fat paa de islandske Sagaer, men tillige paa Robinson Crusoe. Planen til at vorde en anden Robinson var hurtig lagt og — udført, Han vilde til Holland, der haabede han at komme ombord paa en Bataviafarer, og ingen Ting var jo saa lettere end — at strande undervejs! Han begav sig trøstig paa Rejsen; men — 4 Mile udenfor Slesvig indhentede hans Rektor ham. Dengang var han 13 Aar. Til samme Tid maatte han ogsaa begynde at skrive tyske Nytaarsvers og Lejlighedsriim efter en af sine Læreres Befaling; ja han skrev endog ganske fortræflige latinske Vers, som han Ord for andet — stjal af de bedste latinske Digtere, som han alt længe var temmelig bekjendt med, uagtet han dog hjertelig afskyede Horats for hans Smiger og kjedede sig ved Virgil.

Skjønt i hans hele Skolegang Soldaterlivet igrunden meget mere havde interesseret ham end Studenterlivet, var han dog endnu kun 15 Aar, da han overstod den første Examen ved Kjøbenhavns Universitet, og det med gode Kundskaber. Hans Moder blev først 1759 gift med en Hørfræmmer, Hulegaard⁶, og formodentlig var det i deres Huus (paa Kultorvet?), at han boede sammen med sin ældre Broder, der ogsaa var Student, og endnu et Par andre Studenter. Sin Moder har han næppe nogensinde staaet paa nogen god Fod med, uagtet han endnu længe efter „inderlig elskede"hende, og man tager næppe fejl, naar man formoder, at hans Stedfader ingensinde har vunden eller villet vinde hans Kjærlighed. Imidlertid var det vistnok dennes Broderdatter, der blev Digterens Arsene, hans „sine, ædle, majestætiske Arsene, den fortryllende Brunette". Denne omtrent ligealdrende Pige havde en Indflydelse paa Ewald, som intet andet Vasen. Han mærkede vel, at hun ogsaa led ham ret vel, og vilde nu fortjene hende”Han begyndte derfor virkelig at læse flittig, men saa mindedes han, at han hartad endnu havde 10 lange Aar tilbage, inden han blev 25 Aar, inden han altsaa kunde blive Præst og komme i Besiddelse af hende. Han kastede da atter Bogen og vendte i dets Sted sine Øjne mod Syvaarskrigen, hvor det absolut maatte gaae langt raskere for ham. Sin ældre, af ham ganske afhængige, Broder indgav han de samme Ideer, og de rejste hemmelig til Hamborg. Saalangt havde Johannes puffet den Ældre frem, men nu var det umuligt at faae ham længere, Han forraadte ved et Brev, Johannes uafvidende, Alt for Forældrene og vilde atter hjem. Johannes mærfede Uraad; — han var allerede hværvet til preussisk Kammerhusar, aftalte det Fornodne med en Skipper, sprang ombord efter at have omfavnet sin Broder, og lod ham staae gabende paa Elbbredden. — Han blev imidlertid ikke Husar men Infanterist, fandt sig fornærmet og tilsidesat og deserterede til Østerrigerne. Her blev han først Tambur og siden Underoffiser og deeltog baade i Slag og Belejringer. Offiser kunde han være bleven, naar han havde villet antage den katolske Religion; — men det vilde han ikke. Forurettet af sin Oberst, der ikke vilde lade ham vende hjem, uagtet han havde modtaget Lssepengene, deserterede han nu paany. J Magdeburg blev han bragt op, men undgik ved sit karakteristiske Mod atter at gaae i preussisk Tjeneste. — „Hvad Straf er der for at rømme?"spurgte han Kommandanten. — „At hænges,” var Svaret. — „Saa hæng mig strax; thi paa Ære jeg løber igjen, inden 3 Dage ere omme” — Kommandandanten forbavstes og lod ham — uden videre gaae.

Det var i Oktober 1760 at han efter 1½ Aars Fraværelse atter kom hjem. Han havde deeltaget i 2 Felttoge og i Alt, hvad de gave af dem, og sad nu, ikkun 17 Aar gammel, atter hjemme ved sin Bog. — Vi ville ikke undersoge Alt, hvad der kunde siges om dette hans Krigstogt; — kun Saameget er klart, at som Ewald var, kunde det ikke være uden de allervigtigste Virkninger paa hans Fantasi, Følelse og Erfaring. At det heller ikke havde nogen skadelig Indflydelse paa hans Moralitet, er ogsaa vist; thi hvormange Vederstyggeligheder han end saae, saa tænkte han kun paa sin Arsene og holdt sig langt fra dem. At det samme var Tilfældet med hans Kraft til at studere, viste han derved, at han kun i 5 Maaneder havde været hjemme, da han den Øde Marts 1761 tog sin anden Examen her ved Universitetet, og det næste Aar, den 21de Juli 1762, tog han theologiff Embedsexamen med Udmærkelse, endnu altsaa kun 8 Maaneder over 18 Aar gammel. Samme Aars Efteraar fik han Plads paa Walkendorffs Kollegium og boede i de næste 5 Aar der, indtil 1767, og udgav i den Tid, 1765, en dogmatisk Afhandling om en guddommelig Frelsers Nødvendighed, hvilken Materie han dog senere tilstod, han ikke havde været mægtig. Men omtrent paa samme Tid, dog maaskee noget tidligere, end Afhandlingens Trykning, var det, at den Sfjæbne traf ham, som var saa afgjsrende for hans hele Liv.

Allerede 1763 tabte Ewald sin Arsene⁷. Arsene giftede sig med en Anden, — med hvem vide vi, mærkværdigt nok, ikke; men der skal mere end et nok saa bestemt Udsagn til at bevise, at den Pige, hvem Ewald kalder ædel, foretrak en aandlss Mand med rigeligt Udkomme for Ewald uden Udkomme. Ingen kan være blind for, hvor sørgelig en Virkning dette Skridt i saa mange Henseender havde paa Ewald, men Ingen af al Verdens Professorer har endnu derfor Ret til at kaste den mindste Bebrejdelse paa hende. Var Ewald da forlovet med hende? — Er. der noget tænkeligt Beviis for, at hun ved Ord eller Adfærd havde berettiget ham til Haab? — Hun led ham godt, og hun var den, der meest tog sig hans Bortrejse mær, da han drog paa sine krigerske Æventyr; — men see vi ret, saa hørte der nok ikke meget dertil, og det kunde en simpel sssterlig Kjærlighed have gjørt, hvor Moder og Stedfader vare saa fremmede for de Følelser, man ellers hos dem havde kunnet formode. Imidlertid, som sagt, dette Aarsenes Skridt afgjorde hele Ewalds fremtidige Sfjæbne. Hans Haab var glippet, og med det var hans Maal tabt Øje, Fra nu af havde han intet andet Maal, ingen anden Stræben, end et Liv i Ro’ighed med tarveligt Udkomme, der i en behagelig Egn kunde henrinde saa gavnrigt som muligt. Men med Smerte maa vi tilstaae det, ej blot hans Maal som Statsborger var tabt af Øje; hans Liv havde hidtil været. reent og ubesmittet, hans Sjæl vedblev vistnok at være det, men hans Liv vedblev det ikke. I den bybe Sorg, den inderlige Smerte over denne Erkjendelse er det derfor, at han senere bekjender, at Tabet af hans første Kjærlighed kostede ham meer end Livet.

I en anden Retning maatte ogsaa hans Kraft nu ytre sig, og „Lykkens Tempel,” den første Digtning, vi have af ham, blev til. Den gjørde ham bekjendt med den ædle Carstens, og han vandt i ham en Ven og Beskytter. Kort derefter, i Januar 1766, døde Kong Frederik den 5te, og al Danmarks Sorg var ubeskrivelig. „Ewalds Moder overtalte"ham til ogsaa at forsøge sit Held, da der var udgaaet Opfordring til alle dem. der troede at kunne levere en Kantate til den sorestaaende Sørgefeft. Han gjørde det, og hans Kantate vandt almindelig Anerkjendelse, medens Folket med Taknemlighed henvendte sin Opmaærksomhed paa ham, der havde tolket dets Følelser. Af denne Lykke blev han fuldkommen beruust, og han troede sig allerede Danmarks første Digter, og var dog maaskee aldrig bleven det, hvis Videnskabernes Selskab ikke havde forkastet hans „Adam og Eva”Da den første Uvillie herover havde lagt sig, gav han sig til med Iver at studere de gamle og nyere Digtere og afholdt sig i 2 Aar ganske fra at skrive. Det var især Corneille og Klopstock, han studerede. Da fremkom han paany 1769 med sin aldeles omarbejdede Adam og Eva, et Digterverk, til hvilket Danmark endnu aldrig havde seer Mage. Han blev nu ogsaa bekjendt med Shakespeare og Ossian gjennem tyske Oversættelser og lærte sig Engelsk, for at kunne læse disse Mesterverker i Originalen. Et uudtsmmeligt Bæld af Digterfylde aabnede sig her for ham, og han gjørde paa samme Tid den store og ædle Klopstocks personlige Bekjendtskab. Under hans Øjne udarbejdede han sin Rolf Krage, der vandt Digterens Bifald og i eet Aar to Gange blev oversat paa Tysk, medens Videnskabernes Selskab ikke vilde optage den i sine Skrifter. Medens han arbejdede paa Rolf Krage, blev han syg og laa paa Hospitalet. En Afren, han var gaaet ud herfra, kom han forside hjem og tilbragte Natten udenfor Porten. Han paadrog sig der den Gigt, som senere et Fald med Hesten imod en Rræftub betydelig forværrede, og som i over 10 Aar uafladelig piinte ham, indtil den tilsidst bragte det soækkede Legeme iGraven. Fremdeles at opregne hans Digte saaledes som de fremkom, indtil han sluttede de større med det herlige „Fiskerne,” er her unødvendigt, Vi have allerede fulgt ham til den Punkt, da han stod uden Sammenligning saa uendelig højt over enhver ældre dansk alvorlig Digter; — hans sidste 10, Sorgens kvalfulde, Aar staae endnu tilbage, men vi ville ikke længe dvæle ved de ubeskrivelige Pinsler, der sammenknugede hans Legeme, uden at de vare istand til at bøje hans Aand. Ej heller var hans Moders Strænghed, flere af hans Venners Ukjærlighed, Manglen af en tilstrækkelig Underststtelse og den deraf flydende bitre Trang, som hans egen Mangel paa Dkonomi endnu forøgede, istand til at knække hans Mod. Den Digter, hvem Staten gav 100 Daler aarlig, hvem man fandt det upassende at tillægge den Professortittel, som han spskede sig, og som nødtes til at gjøre Lejlighedsdigte til et stadigt Erhværv, han var midt i al sin Ulykke endnu ligesaa ædel, stolt, fri og kraftig som i sine blide Dage, og behvldt derhos den samme muntre og livlige Aand i venskabelig Underholdning.

Da hans Sundhed gjørde et Ophold paa Landet nødvendigt, flyttede han nu ud til Fiskermester Jakobsen i det Rungsted, hvis Skjønhed Han i „Rungsteds Lyksalighed,” saa dejlig har skildret. Her imellem de simple, trohjertige, kraftfulde Fiskere levede han dog endnu saa blide Dage, som det var muligt med hans nedbrudte Helbred. Thi een venlig Engel mødte ham ogsaa her og mildnede ved kjærlig Deeltagelse hans Pinsler. Hun var blid og from og huldsalig og yndig nok til at henrykke den endnu stedse varmt følende Digter. Hun deelte gjerne hans sværmeriske. hans dybe og hellige Begejstringer, og han elskede hende som engang Arsene. Han skal endogsaa have tænkt paa at ægte hende, uden at man dog veed, om der fra hendes Side var indtraadt noget andet Forhold end Venskabets, Medlidenhedens og Højagtelsens. Da reves han pludselig ved sin Families Foranstaltning fra det Hjem, han nu havde vunden fjært, til det uvenlige Søbekhuus ved Kronborg, hvor han manglede al Bekvemmelighed, al Pleje og Deeltagelse. Om det virkelig havde været klogt, hvis han havde giftet sig med den elskede Anne Hedevig, Fiskermesterens Datter, — thi hende var det, han elskede, — og om overhovedet den hele Plan havde været udførlig, — ville vi ikke bedømme, Han var nu fjernt fra hende, og hun blev senere gift med den Wøldike, som oftere omtales i hans Brevvexling med Schonhejder, og som endnu lever som en;84aarig Gubbe, som Præst i Storeheddinge, hvor et veltruffet Portræt af den dejlige, længstafdode Anne Hedevig endnu smykker hans Stue. Men haardt var det tilvisse, at atter den samme Gfjæbne’ skulde ramme den alt noksom Sorgnedtyngede.

I Søbekhuus blev han dog ikke længe, og i Efteraaret 1777 som han atter herind til Kjøbenhavn. Hans Moder, der endnu levede og endogsaa overlevede ham, tog vel ikke imod ham; men i sin ny Vårtinde, Madam Schouw⁸ i Skindergaden, fandt han dog en om og moderlig Veninde. Før sin Død testamenterede han hende alle sine Efterladenskaber⁹. De sidste Aar af hans Liv blidnede den Ædle, saavidt det stod til hende. Hans Venners og Beundreres Antal steg ogsaa bestandig og med dem hans Understotteres, og han fik en temmelig rigelig Subskription, da han 1760 begyndte den Udgave af sine Verker, som han dog ikke levede at see fuldendt. Men hans Sygdom tog bestandig til og med den hans Smerters Voldsomhed. Han kunde ikke flytte sig uden Hjælp; Frumbøjet maatte han sidde i Sengen eller Lånestolen, med Brystet hvilende paa en Pude. Natten maatte han tilbringe under Læsning, og først mod Morgenstunden lukkede Sovnen hans Øje. ’Tilsidst kunde han ej engang vende sig i Sengen uden Hjælp og kun under de voldsomste Pinsler. Da ophørte hans Levelyst, og velkommen hjemhentede Dødens Engel ham den 17de Marts 1781. Den 2>;de begravedes han paa Trinitatis Kirkegaard, tæt op ved Kirken, og en Skare fulgte ham til Graven, saa stor som Kjøbenhavn end aldrig havde seet den. — Saadant var en af Danmarks bedste Sønners Liv, — og saadan hans Død! Og nu nogle af hans nærmeste Venners Navne som en Kjærmindeblomft paa hans Grav. Carstens er allerede tidligere nævnet, ligesom Stiftsprovst, senere Biskop Schonhejder, der med al sin vistnok tit utidige Strænghed jo dog meente ham det saa ærligt. Hellerej Broderen, Lagen Schonhejder, der stedse besogte ham i hans sidste Sygdomsaar, maa her sorbigaaes. Arnsbach og Spendrup ere vel mindre bekjendte, men stode ham dog ikke mindre nær, Nærmest af alle stod ham maaskee dog den endnu levende 82aarige Olding, den ædle Frederik Moltke, først hans Lærling, siden hans Ven.

34, 80, 92, 142, 171 og 220 (af hans „Samtlige Skrifter,” Kbhvn. 1780- 1791, 4 Bind 8vo.

5 Rbdlr.)

15. Foersom (Peter Thun) er født i Landsbyen Østerlinde i Ribe Stift den 20de Februar 1777. „Hans Føde= egn er Jyllands Hedeegn, hvor den brune Lyng udbreder sit mørke Tæppe over Jorden, enkelte Landsbyer med deres Agre og Enge ligge adspredte i Heden, og skovløse Bakker hist og her afbryde den eensformige Flade”Fra Østerlinde blev Faderen, der var Præst, imidlertid alt i Sønnens tidligste Barndom forflyttet til Hjortlund ved den saakaldte Kongeaa, og her henrandt da vor Foersoms lykkelige Barnealder. Dog var han endnu meget ung, da han, sine Forældres eneste Søn, sattes i Ribe Latinskole, hvor han vandt ej blot sine Kammeraters Kjærlighed, som en lystig, overgiven men kjærlig Dreng, for hvis lyse Hoved de havde mere end fædvanlig Agtelse, men tillige sin elskede Konrektors, senere Professor Hejbergs, af hvem Lyst til Læsning og Ærbødighed for Lærdom tidlig bibragtes ham.

I April 1793 tog han med bedste Karakter sin Examen og blev Srudent; men Hovedstadens Hvirvel og dens Adspredelser henreve ham snart. Vel fik han i Oktober 1793 første Deel af anden Examen, men først i April 1795 2den Deel, og Attestatsen kom aldrig. Med sine Penge hjemme fra holdt han ogsaa kun daarligt Huus; heraf fulgte Faderens Misfornojelse; og — tilsidst ophørte enhver Pengeforsendelse aldeles. Den første naturlige Følge heraf var Pengeforlegenhed, den næste Trang; — og nu maatte Noget fortjene ved Informationer. Men at passe dem var nu engang ikke Foersoms Sag; — de gik overstyr, og med dem Fortjenesten. At det gik ligesaadan med den paabegyndte Attestats er alt ovenfor antydet.

Anderledes forholdt det sig imidlertid med Studiet af det engelske Sprog. Det var i 1795, han tog fat paa Ossian, og i 22 Aar, uafbrudt indtil sin Død, ofrede han paa det Samvittighedsfuldeste Studiet af det engelske Sprog sin Tid og Flid. Opsøgningen af de hertil nødvendige Hjælpemidler var det udentvivl, som bragte ham i Bekjendtskab med Hofboghandler Poulsen i Antonistrædet. For at leve gik han nu i dennes Tjeneste, stod fra Morgen til Aften uden Knur i hans Boglade, og ikke destomindre tilhørte den hele Aften dog hans Ossian og Engelsken. Kun Lørdag og Søndag Aften tilbragte han i Studenterselskab, uden Kaartspil, som han hadede, stundom ved Billiard og Kegler, men oftest dog med hjemlig Spøg. I disse Kredse forsatte han ogsaa sin alt i Skolen begyndte Øvelse i at skrive Vers, — men endnu egentlig kun som en Tidkort.

Dog ejheller denne hans Stilling varede længe, J Foraaret 1796 blev han Lærer for Oberst Falkenffjolds Søn paa Sæbygaard ved Sors. Den herlige Egn her henrykkede ham; han overlod sig ganske til sine Folelsers Livlighed; og — her gjørde han førftegang Bekjendffab med Peder Syvs herlige Kjæmpevifer, der siden stedse bleve ham saa kjære. Udentvivl har dette landlige Sommerophold i en af Sjællands yndigste Egne haft en mægtig Indflydelse paa ham. Men den tilstundende Vinter drog hans Elev ind til Kjøbenhavn, og Foersom maatte folge med. Henreven af det da saa almindelige Theaferfværmeri fulgte han nu en Deel af sine Venners Exempel og Tilskyndelse, og traadte ind i et, vistnok maadeligt, privat Theaterselffab; — og hans Skjcebnes Lod var for bestandig kastet. Med sine Informationer havde han saa dog aldrig haft noget Held; han blev nu ogsaa uenig med Oberst Falkenskjold og — opsagde Obersten. Desto ivrigere spillede han Komedie, rev Pro- og Epiloger, og var med hele sit Sind og hele sin Sjæl Skuespiller. Dog atter nu skulde det For- 20* nødne til at leve af fortjenes, og han blev — Sprogmester. At det var Engelsk, han lærte fra sig, formoder Læseren vel iforvejen, ligesom Udfaldet af den hele Spekulation. Man blev snart kjed af hans evige Forsømmelser, og Fortjenesten blev naturligviis atter kun siin.

Var det da Trang og Ængftlighed for sit Udkomme, der nu drev Foersom til hans næste Beslutning? Vi ville troe hans fortroligste Ven og Biograf (nuværende Biskop Ølgaard¹⁰) og udraabe: Nej visseligen! dertil var hans Aand for stor og hans Sjæl for begejstret. Trangen havde fortit og forlænge værer hans ublide Ledsager, til at han skulde ræddes for den, eller den skulde bøje hans kraftige Villie derhen, hvor han ikke selv vilde. Lyst og intet Andet end reen og varm Lyst, end hellig Begeistring, kaldte ham fra det private til det kongelige Theater, og han fulgte Kaldet. Mislykkede Subjekter ere faa ofte gangne den samme Vej, og det har hos koldt og langsomt følende, men strængt og hastigt dømmende, til at domme just derfor uberettigede, Vcrsner fremgjoglet den Fordom, at Alle, som gik den Vej, ogsaa vare mislykkede Subjekter; — idet de ikke have vidst, at saafremt Skuespillerkunsten er en Kunst, maa den ogsaa have noget hos sig, som er istand til at tiltale, ja begeistre endog de kraftige, til eet Maal fast fremadstræbende Karakterer.

Det var den 19de Januar 1799, at han blev ansat som kgl. Skuespiller, efterat de almindelige Prøver og Debutter vare overstaaedez og endnu samme Aar, kun 22Aar gammel, giftede han sig med Skuespillerinden, Jfr. Ebbesen, der alt næste Aar skjenkede ham en Datter, senere endnu 5 Børn, og som efter et næppe 18aarigt Ægteskab saae sig som hans Enke. Dog var det langtfra, at hans første Theaterbane var behagelig. Fuld af Mistillid til sine egne Kræffer som det endnu til, at han iforstningen ingen Lykke gjørde, et Tilfælde, der ogsaa paa den Vej har knækket mangt et kraftigt Talent. „Den gode Hr. Foersom er slet ikke morsom", skal engang en Direktor have sagt, og denne Vittighed løb naturligviis snart om i Publikum. 1800 sogte han da Suflsrembedet, men sik det ikke. 1801 begyndte han atter sine Sproginformationer, men nu med Stadighed og Orden, — udkastede desuden Planer til flere Erhværo og — søgte for ramme Alvor om sin Afsked fra Theatret. Men hellerej den fik han, ligesaalidt som senere et Par andre Gange, han skal have søgt om samme. Lidt efter Lidt forbedredes ogsaa hans Stilling ved Theatret, faavel i pekuniær Henseende, som med Hensyn til hans Anseelse i Publikum. Denne sidste steg isccr ved hans elskede vLærers og Mesters", den store Rosings, ulykkelige Sygdom, da han nu blev mere brugt og fik en heel Deel af dennes Roller. Og da nu noget senere hans Ven Dehlenschlagers mcegtige Genius paa eengang fremstod og henrev, fandt han ogsaa i dennes Mesterverker saadanne Roller, der anderledes, end de „idelige Sekretærroller"kunde begejstre ham til en heldig Udfsrelfe. Han steg derfor bestandig i Publikums Yndest, uden nogensinde at lægge an paa at stjæle denne ved nogensomhelst Bestikkelse istedenfor egentlig Værd; skjønt vi jo vel ikke kunne nægte, at havde Rosing endnu staaet ved Siden af ham, vilde Muligheden af denne Erobring vel have været temmelig tvivlsom. Men — det er jo trllerikke Skuespilleren Foersom, at disse Linier egentlig gjælde, — det er jo Digteren og Mennesket.

Som Skuespiller maatte hans Liv naturligviis være temmelig eensformigt. De 3 Fjerdedele af Aaret maatte hengaae i Byen med Rollestudium, Prøver og Forestillinger samt enkelte Informationer og litterære Sysler, især Oversættelsen af Shakespeare, der saa mægtig havde henreven ham, og som han med ægte Genialitet fordanskede. I Familier kom han siælden, i offentlige Selskaber aldrig, men hans Aften henrandt i hans egen Familiekreds, hvor næsten daglig et Par gode Venner — isærdeleshed Dlgaard, N. T. Bruun, Lindgreen og Liebe — kom til ham. Sommermaanederne derimod tilbragte han paa Landet, paa sit „Sorgenfri", Egegaarden, hvor et Par lejede Smaaværelfer udgjorde hele hans Herlighed, men hvor han med sin Kone og sine Børn tumlede sig lykkelig om i Mark og Skov og Eng. I de fire sidste Sommere af hans Liv overlod hans Ven Schimmelmann ham nogle Værelser paa Bredegaarden.

Hvad man egentlig kalder lærd var Foersom ikke; men i det engelske Sprog var han dog særdeles hjemme; han talede og skrev det med Lethed og har i sine Oversættelser tilstrækkelig godtgjort sin Fortrolighed med isocr Shakespeare og Thomson. Med lykkelige Aandsgaver forbandt han ogsaa i sin Manddom en stadig Flid, saa at han heller aldrig over sine andre Beskæftigelser glemte de gamle Klassikere. Sin Kunst elskede han som Kunst og ej blot som Levebrod; og saavel hans Levnet i det Hele, som hans Videnskabelighed, tilvandt ham mange Ædles Agtelse og Kjærlighed. Hos Stormænd gjørde han ingen Opvartning, og derfor stod han blandt dem kun Schimmelmann nærmere. Han havde jo vistnok ogsaa sine Fejl, men i sin Færd var han aaben og ærlig, og hans hele Boesen var livligt og kraftigt, undertiden vel hastigt og heftigt; men saalidt som han betalte Ondt for Ondt, glemte han nogensinde, hvad Velgjerning der var viist ham. Sine Venner varmt hengiven, var han uegennyttig og opofrende endog mod Fremmede. Al Usædelighed afskyede han og var ikke paa Skrsmt religiøs, men vendte sig ofte og med Glæde til sin Bibel. Hans Legemsbygning var egentlig ikke smuk og hans Udtale noget utydelig; men hans Øje ildfuldt og hans Hoved og Ansigt smukt. Af Naturen var hans Konstitution stcrrk, men han skaanede sig aldrig og gjørde vel endog i visse Henseender Vold paa den, og fra 1811 led han bestandig af en stærk Gigt. Dog meente hverken han eller hans Familie, at hans Opløsning var saa nær, da en Nervefeber pludselig bortrev ham den 24de Januar 1817. Sidste Gang havde han betraadt Scenen den 8de i samme Maaned.

Foersoms originale Digte ere vistnok af mindre Værd, men det er især hans Ove-sættelser af Thomson og Shakespeare, fortrinlig af denne sidste, der have vunden ham fortjent Digterhæder. Som mindeværdigt om ham kan det vel ogsaa anføres, at han var den første, der, 1808, gav Deklamatorier her paa Theatret; og hans kraftige og lykkelige Bestræbelser for Oprettelsen af Theatrets Enke- og Forsørgelscskasse vare visselig ikke hans mindste eller mindst hæderlige Fortjeneste. Mærkeligt var det, at hans egen Kone netop skulde blive den første, der nød Godt af denne herlige, velsignelsesrige Indretning.

1, 2, 32, 101 og 159 is. 19. 20 og 22 (af hans „Samlede Digte", udgivne efter hans Død ved Rahbek, Kbhvn. 1818, 2 Dele 1 Rbdlr.)

16. Forfatteren til Frode Fredegod. Da denne Forfatter ikke selv har navngivet sig, tør det naturligviis heller ikke føre her, men man maa nøjes med at anføre ham under det Mærke, han selv har valgt, efter et, — næppe det heldigste, — af hans Arbejder.

42 og 58 (af hans „Jule- og Nytaarsgave,” Kbhvn. 1835, 92 S. 8vo. 1 Rbdlr.)

17. Friis (Peter Frederik), Bogbinder i Kjøbenhavn og født sammesteds den 11te Oktober 1791.

36 (af hans //Samlede Smaadigte,” Kbhvn. 1827, 103 S. 8vo. 1 Rbdlr. 2?»K.)

47 (af Borchhorsts„25 Sange for 3 lige Stemmer,” Kbhvn. 1832, 44 S. 4to. 3 »A 8 /S.)

18. Frimann (Klavs). I Nordfjords Fogderi i Bergens Stift, ligeover for Bjerget Tarval paa det faste Land, og 3 norske Mile norden for Den Bremanger, hvis ostligste Pynt er det ved Brødreparrets Digte faa berømte Hør« nelen, ligger Sen Sells med sine vilde Klipperifter og med sine Ruiner af den hellige Synneves Kloster. Her boede for henved et hundrede Aar siden Præsten Peter Harboe Frimann med sin, for sin ægte Kvindelighed og stille, rastløse Flid lige udmærkede, Hustru Sara Cold. (Om hende se Birds Billedgalleri for Fruentimmer, 1ste Deel S. 335–42). Præstegaarden stod en gammel Ask med sine „tolv, favnetykke, tunge Arme,” og som Egern paa Kvist kravlede i den kjære Affetop sire raske, livlige Drenge. Klavs hed den ene, Peter Harboe en anden; — og disse tvende ere os de mærkecligste. Dog kunne vi endnu for dennesinde ejheller dvæle længere ved den yngre, den nu hæderkronede Gubbe, — den ældste af alle vore endnu levende Skjalde, med hvem alt den tredie Menneskealder blev Mand, medens den villig og med hellig Ærefrygt fletter Kransen om hans snehvide Tinding. — For dennesinde er det ved Klavs, at vi skulle dvæle, O maatte dog Udgiveren for sine Læferes Blik kunne fremstille et blot nogenlunde livligt Billede af den højt Ærværdige Kun 13 Aar gammel, — han var født den 15de Maj 1746, — mistede Klavs Frimann 1759 sin Fader. Enkens Omstændigheder vare kun maadelige, men hendes Vindskibelighed og Virksomhed var utrættelig, Hun var dertil usædvanlig færdig i alle den kvindelige Dygtigheds finere og vanskeligere Frembringelser og havde et lyst og livligt og opvakt Hoved. Hun holdt derfor med sjælden Opofrelse og kjærlig Kraftanstrængelse alle sine 4 Sønner til Studeringer; og da Herren velsignede hende med et sjælden langt Liv, havde hun ogsaa den Glæde at see dem alle som dygtige Mand i deres forskjellige Stillinger. Klavs blev allerede 1762, 16 Aar gammel, fra Bergens Skole dimitteret til Universitetet, ved hvilket dog hans Fattigdom kun tillod ham at opholde sig saalænge, indtil han havde taget 2den Examen. Han tog da til Fanø ved Bergen, som Huslærer for Præsten Meldals Børn, og stiftede her det Bekjendtskab med dennes ene Datter, Anne Margrete, af hvilket snart den Kjærlighed udfoldede sig, som lykkeliggjorde faa lang en Aarrække af Begges Liv. I Aaret 1768 tog han sin theologiske Embedsexamen og vendte atter tilbage til Norge som Huslærer. 3 Aar senere blev han personel Kapellan hos Professor Strøm i Volden, med hvem han 1779 flyttede til Eger, indtil han selv 1780 blev befordret til Præst for Davigens Sognekald i Bergens Stift. Professor Strøm, der er saa almeenbersmt for sin udmærkede Naturkyndighed og som Forfatter til flere herlige Skrifter, havde en stor og udvalgt Bogsamling. Denne benyttede Frimann med Iver, fandt i den rig Næring, for sin Aand og vandt sifkerlig ikke mindre ved sin fortrolige Omgang med den aandrige Gamle, med hvem Tilfældet havde sat ham i saa nært et Forhold. Her var det ogsaa, at han gjørde sine første digteriske Forjøg, og at han 1786 vandt den udsatte Priisbelønning for sit indsendte Digt „Hornelen,” til samme Tid, som hans visselig langt mere begavede yngre Broder, Peter Harboe, kun fik et lidet opmuntrende Bifald for sit dog langt skjønnere, renere og originalere Digt over samme Æmne, J det vi saa ubetinget tiltræde denne Dom over begge Digtene, som nu snart i Alle, uden netop Priisdommerne, have været enige i at fælde, — kunde det maaskee ikke være upassende, noget nærmere at karakterisere Klavs Frimann som Digter. Læser man hans „Almuens Sanger,” da er det visselig ikke i Tendensen alene: — at give Almuen en bedre Sangsamling end dens flette „Drikke- og Elskovs¹¹-Viser,”  — at vi sinde et Udtryk af Forfatterens fædrelandsksindede og rene Følelser, men mangt et Digt vil paa mange Steder være skikket til at vække de samme Følelser, og tiltale dem behageligt, hvor de alt ere. Den jævne Munterhed i hans Sømandssange vil visselig heller ikke savne sin Virkning, saalidet som den dybe og hjertelige Religiositet i hans Sange over Evangelierne og hans originale Salmer. Og kun med Glæde kunne vi i den 65aarige Oldings sinde hans fædrelandffÆe Ild og hans poetiske Kraft lige reen, hellig, varm og usvaækket. Dog var han vistnok aldrig nogen af de meget begavede, geniale ander; hans Begejstring stiger sjælden ret højt, hans Smagfuldhed træder vel tit tilbage, eller egentlig, han forsommer vel hyppig det Siirlige og Korrekte i sine Udtryk. Men Intet ville vi læse af ham, uden at elske det rene, for alt Godt, Skjønt og Ædelt varme og letbevægelige Hjerte. Jeg idetmindste skuede aldrig uden reen og dyb Glæde hans overalt udtalte Hjærlige Sind og hans inderlige Vedhængen ved sit Fædreland, hans Bøn til Gud og hans Haab for det. Og som han er i sine Digte, saa var han i sit Liv. Yndet og elsket af alle dem, der kjendte ham, selv dem, der ved Skjæbnen vare læn= gere fjernede fra ham og egentlig aldrig havde staaet paa nogen nær Fod med ham, — iblandt dem vor udødelige Suhm, — var han lige elsket i sin hele engere Kreds. J denne Kreds forundtes ham ogsaa en faare lang og kraftfuld Virken. I 49 Aar var han Præst i Davigen og i de sidste 29 tillige Provst i Nordfjords Provsti. Hvor besværligt end dette hans Embede var, hvor Éraftfrævende de idelige og vanskelige Ssrejser paa hans Visitatser, faa var han dog over de 70, inden han tog sig nogen Medhjælper. Langt og roligt og fredeligt, men virksomt, var hans Liv; hans Kone, hans tidlige Ungdoms Kjærlighed, deelte det med ham indtil en høj Alderdom. Elffet, hædret og velsignet døde han i Davigen den 16de Okkober 1829, efterladende sig en eneste Søn.

74 (af Almuens Sanger, Kbhvn. 1790, 230 S.)

19. Frimann (Peter Harboe). Allerede i halvandet Aar den ccldste af alle vore nulevende Digtere. Konferensraad, Kommandør af Dannebrog, Ridder af den russiske Annordens 2den Klasse og den preussiske røde Drns 2den Klasse, født paa Sells den 19de (ikke den 1ste) November 1752.

, 131, (af Videnskabernes Selskabs Skrifter.)

20. Garbrecht (Johan Gerhard Frederik), Grosserer i Kjøbenhavn, Premierlieutenant, Ridder af Dannebrog, født i Kjøbenhavn den 26de Maj 1799.

181 (af hans „Dannebroge,” Kbhvn. 1826, 116 S. 12mo.)

21. Grundtvig (Nikolaj Frederik Severin), resigneret Præst, født i Udby ved Vordingborg den 8de September 1783.

49, 55 og 226 (af hans „Kvædlinger", Kbhvn. 1815, 479 S. 8vo.)

56 og 108 (af hans »Optrin af Kjæmpelivets Undergang i Norden,” Kbhvn. 1809–11, 2 Dele.

82 og 212 (af „Saga,” Nytaarsgave for 1812, Kbhvn. 1812, 180 S. 12mo.)

87 (af „Dannevirke,” Kbhvn. 1816–19, 4Bd. 8vo.)

97 (af „Hagens historiske Salmer og Rum til Børnelcrrdom,” Kbhvn. 1832, 203 S. 12mo.)

174 (af „Danske Højtidssalmer til Tusindaarsfesten, Kbhvn. 1826, 15 S. 8vo. 8 /L.)

178 (staaer i forskjellige Viseboger, saavel som i Rrossings Læsebog.)

194 og 228 „hans Røstilde-Niim", Kbhvn. 1814, 282 S. 8vo.)

22. Hansen (Frans Johannes), juridisk Kandidat, født i Kjøbenhavn den 4de September 1810.

48 og 123 (forhen utrykte.)

99 og 150 (af hans „Digte,” Kbhvn. 1832, 129 S. 8vo. 1 Rbdlr.)

23. Haste (Peder Horrebow). næppe nogen af de meget geniale Aander, af de stærkt og kraftigt fremtrædende Karakterer, til hvis Minde disse faa Linier nedskrives; — men der var dog en Tid, da han meget elsket som Digter, da Tidsskrifterne kappedes om at tilvende sig hans Frembringelser, da den venligvemodige Aand i hans alvorlige Digte greb, og den blide, jævne Munterhed i hans Selskabsfange oplivede vore Fædre og Mødre; — der var en Tid, da Frederikke Brun og Abrahamson, Jacobi og Sander, Baden og Tode kraftig beskyttede og opmuntrede ham; — saa lader da os, skjønt Tonerne fra hans Harpe hartad alle længst ere glemte, endnu engang velvillig dvæle ved ham.

Det var i Farø Præstegaard, at Peder Horrebow Haste fødtes den 12 Januar 1765. Hans Fader var Doktor i Filosofien og Magister Espen Haste og hans Moder Sofie Magdalene Horrebow. Hans egen Fader var hans første Lærer, indtil han i Sommeren 1781 kom til Kjøbenhavn, for at vejledes af Magister Estrup, som 1782 dimitterede ham til Universitetet. Næste Aar allerede maatte han imidlertid atter tage hjem for at hjælpe sin svagelige Fader. Denne onskede, at han skulde studere Theologi, hvilket han derfor ogsaa gjørde, ja han prædifede endog temmelig jævnlig til almindelig Tilfredshed. Men 1785 døde Faderen, og Haste opgav nu igjen Theologien og blev næste Foraar Huslærer hos Stutmester Nielsen i Frederiksborg, hvor han forblev indtil Sommeren 1791, da han atter drog ind til Kjøbenhavn.

Allerede som Dreng havde Poesien interesseret ham overordentlig. Hvad Fritid han havde, anvendte han til Læsningcn af Digterverker, og det var isoer Ewald, Klopstock, Young og Milton, der gjørde et dybt Indtryk paa ham. I sin Begejstring forsøgte han sig da selv i Versskrivning og fik denne Syssel saa kjær, at han siden aldrig opgav den ganske. Ogsaa medens han var sin Faders Medhjælper, skrev han en Deel Digte, men det var dog egentlig først i Aaret 1780, at han henledte Mængdens Opmærksomhed paa sig. Han udgav da en Poesisamling, som Selskabet for de skjønne Videnskabers Fremme tilkjendte ham 60 Rbd. for. Da han fra Frederiksborg atter var kommen ind til Kjøbenhavn, maatte han især leve af Oversættelser og Korrekturlæsning. Men nu saae man tillige hyppigere Frembringelser af ham. Disse vandt saavel den ædle Hertug Frederik Kristian af Avgustenborg, som begge Greverne Bernstorff og mange flere for ham, og uagtet han ingen Embedseramen havde, lovede disse ham dog 1795 bestemt Ansættelse i et kongeligt Embede. 1798 blev han virkelig Toldinspektør i Middelfart, og 5 Aar derefter forflyttet til samme Embede i Assens, indtil han 1809 kom derfra til Svendborg. Samme Aar udnævntes han til Kammerraad og 1813 til virkelig Justitsraad.

Som Embedsmand var Haste meget elsket baade af sine Foresatte og af dem, med hvilke Omgangen havde fat ham i nærmere Forbindelse. Hans Retsind, Redelighed og Billighed var almeen anerkjendt, og naar hertil som hans godmodige, jævne Munterhed og hans fordringsfri Selskabelighed, var det visselig ikke Smiger, der efter hans Bortgang med inderlig Glæde mindedes ham og med Vemod ønskede ham igjen tilbage. Et apoplektisk Tilfælde overstår, efter 2 Dages Sygeleje, hans Livstraad den 28de Januar 1831, kort efter at han havde fyldt sit 66 Aar. Hans efterlevende Enke, Birz gitte Melby} med hvem han havde levet i 31 Aar, er en Datter af den som Forfatter ikke ubekjendte Thor Melby Præst i Middelfart.

Da han — endnu længe for Thorvaldsen naaede det understore Navn, til hvilket han nu har opsvungen sig, — stod paa en meget fortrolig og venskabelig Fod med denne, har Haste ogsaa udarbejdet et Bidrag til hans Levnet og Karakteristik. Den undtagen have vi Intet fra hans Haand uden Smaadigte og de prosaiske Smaastykker, som tidligere stode omspredte i de forskelligste Blade og Tidsskrifter, men af hvilke dog næppe noget er yngre end hans første Kaldelse 1798, og som efter hans Død tildeels samledes af hans Ven, Professor Smidth paa Falster. Dog indeholder denne Samling kun de poetiske Stykker, og selv af dem kun et Udvalg.

39 og 68 (af hans „Samlede udvalgte Digte"udgivne af Smidth, Kbhvn. 1835, 194 S. 8vo., 1Rbdlr.)

24. Hauch (Johan Karsten von) Professor ved Sorø Akademi, født i Frederikshald den 12te Marts 1791.

125 (af Molbechs „Athene,” Kbhvn 1814–17, 9 Bind).

25. Hejberg (Johan Ludvig). Professor og Thearerdigter, født i Kjøbenhavn den 14de December 1791.

23 og 33 (af hans „Samlede Skrifter"[Udgaven er endnu ikke færdig] Kbhvn. 1833, — 10 Bind, 20 Rbdlr).

26. Hjort (Viktor Kristian). Hellerej denne Forfatter er en af de meget begavede Aander, hvis Tanker som Lyn flage ned i de studsende Masser og vække de Flammer, der aldrig flulle dse, faalænge der endnu er een kraftig Følelse tilbage i Hjertet. Ikke uden dyb og inderlig Højagtelse kan man imidlertid betragte den fromme, virksomme, Fjærlige Mand, der saa trolig aagrede med det Pund, som Gud havde givet ham, og hvis hele Id og Daad det var, i Færd som i Tanke, i Skrift som i Tale, at være de Mange til en Velsignelse, hvis Blik vare hæftede paa ham, at vælte dem til Fædrelandssind, til Selvvurdering og til gavnlig Daad, at nære Religiositetens, — Fromhedens og Kærlighedens, Livets og Kraftens Aand hos dem og derved gjøre dem til bedre, gladere og lykkeligere Væsner.

Det var paa Herregaarden Gunderslevholm i Sjælland, at denne Hædersmand fødtes den 13de Oktober 1765. Hans Fader, Peder Hjort, var Forpagter der, og hans Moder, Else Holm, var en Præstedatter fra Svaninge i Fyen. Tilstedende Uheld tilintetgjorde aldeles hans engang velhavende. Faders Formue; han kom derfor i Huset hos en Slægtning, Præsten i Aal i Ribe Stift, og forblev i 2 Aar hos ham, til han 1776 i sit 11te Aar kom i Odense Skole. Her udmærkede han sig ikke blot ved sit hurtige Ramme men tillige ved fine mange godmodige Spillopper. Forresten var Odense Skole dengang i en temmelig maadelig Orden, indtil den lige lærde og dygtige Rektor Tauber kom dertil og fik Sagerne igjen bragt paa Fode. Hjort var dengang i Mesterlektien og var en af hans flittigste og meest yndede Disciple. 1783 tog han første Examen her ved Universitetet med bedste Karakter, og næste Aar den anden med næftbedfte. Uden Understøttelse hjemmefra maatte den største Deel af hans Tid gaae hen med Informationer, men hans afgjorte Tilbsjelighed for Theologien tillod ham desuagtet ikke med mindre Anstrengelse at forberede sig til sit Maal. Derfor tog han endnu 1788 sin Embedsexamen med Udmærkelse. Han havde allerede tidligere prædiket under Vejledning af Professor Treschow, Præst ved Garnisonskirken, og nu deeltog han i det af Balle oprettede homiletisk tisse Selskab. Det Bekjendtskab, han her gjørde med denne værdige og sjælden udmærkede Biskop, foranledigede denne sidste til at anmode ham om at udgive sin første Samling af „aandelige Sange", som ogsaa udkom 1790, og af de i den indeholdte Sange bleve senere en stor Deel optagne i den ny Salmebog. 1791 blev han residerende Kapellan i Taarnby paa Amager, og da dette Embede gav ham mangen ledig Time, anvendte han alle disse deels til at færive Recensioner i „lærde Efterretninger", deels til at forfatte Folkesange og til at udvide og uddanne sin Færdighed som offentlig Taler. Kun 5 Aar tilbragte han imidlertid i Taarnby. 1796 kaldtes han til anden residerende Kapellan ved Holmens Kirke i Kjøbenhavn og begyndte saaledes her en femtenaarig, velsignelsesrig Virken, da han 1797 blev første Kapellan og 1804 Sognepræst ved samme Kirke samt Provst i Holmens Provsti. Han var ej blot en yndet Taler, men erhvervede sig ogsaa de største Fortjenester saavel af Fattig- som Skole-Væsnet. Underststtet af sine Medarbejdere udkastede og fuldførte han en heel ny og bedre Plan for Holmens Skolevoesen. Børnene inddeeltes i ordentlige Klasser, de egentlige Læretimer vedbleve uafbrudte, men Børnene sysselsattes tillige til Afvexling med passende og nyttige Arbejder. Over hundrede Børn, som hidtil havde savnet Underviisning, fik den nu, og de Flittige blandt dem fik endog Lejlighed til en ikke ubetydelig Fortjeneste. Hans Embede foranledigede ham desuden til at skrive sin „Attdagrsbog for Sefarende"foruden de mange Bidrag, som han leverede til forffjellige Tidsskrifter. Dog var hans kjæreste Beskæftigelse endnu stedse den atskrive Folkesange; og er det vel end muligt, at disse altfor meget ere beregmde paa, i en nedstemt Tone, at give moralske eller blot nyttige Anskuelser en versificeret Klædning og derved aabne selve Anskuelserne en lettere Indgang i Folket, — en Ting, som vel netop var mindre mulig, da man i Vers hellere søger Underholdning end Belæring, — er det dernæft ogsaa vist, at en meget betydelig Deel af disse Sange næsten aldeles mangler den kraftigere Begejstring, — faa bliver dog Mandens Øjemed os ikke mindre agtværdigt, men vi maa ligefuldt ære hans Villie og hans årlige Bestræbelser. Skade at dog de to, som det synes, saa let forenelige Øjemed, — Nytten og Fornøjelfen, — saa sjælden i det menneskelige Liv virkelig ere forenede! — Uagtet altsaa Hjort vistnok med en langt heldigere Virkning kunde være bleven Folkesanger, naar han havde taget tilbørligt Hensyn til Folkets Fordringer, saa kunne vi dog ogsaa med Glæde paastaae, at Noget udrettede ogsaa i denne Retning hans usvækkede og fjærlige Iver bestandig, og det tilvisse noget ikke saa ganske Ubetydeligt.

Den 28de Januar 1811 blev Hjort udnævnt til Ridder af Dannebrog, og samme Aar, den 3die Maj, til Biskop i Ribe. Ogsaa i denne større Virkekreds fortsatte han med uforandret Iver sin gavnrige Virksomhed. — Ogsaa her vandt hans retskafne Vandel og aabenhjertige Adfærd ham Alles Agtelse og Kjærlighed. Men en kort Sygdom gjørde den 26 Juli 1818 Ende paa det Liv, som med kjærlig Varme kun havde voeretOpnaaelsen af de bedste Hensigter helliget. Almindelig var Sorgen, — fjernt og nær, — ved Budskabet om hans Død. Han efterlod en Enke, Marie Povline, født Schjorring, med 6 Sønner og 2 Døtre.

4 og 5, (af „Sangbog for Haandværksstanden", Kbhvn. 1809, 204 S. 8vo. 5 »A.)

27. Hoegh-Guldberg (Frederik), Professor, født i Kjøbenhavn den 26de Marts 1771.

40, (af „Samlede Smaating", Kbhvn. 1815 — 16, 3 Bind, 8vo. 2 Rbdlr.)

114, (af „Samlede Digte", Kbhvn. 1803,2 Bind, 8vo.)

122, (af „Psalmodia", Kbhvn. 1835, 255 S. 8vo.

1 Rbdlr.)

28. Ingemann (Bernhard Severin), Professor ved Sorø Akademi, født i Torkildstrup paa Falster den 28de Maj 1789.

133, (af „Prokne", Kbhvn. 1813, 450 S. 8vo.

1 Rbdlr. 3 nA.)

154 og 168, (af A. P. Liunges „Harpen"for 1823).

163, 173 og 214 (af „Julegave for 1816", Kbhvn.

1816, 197 S. 8vo. 1 Rbdlr. 2 må.)

67, (jeg erindrer kun, at den staaer i Krossings Læsebog.)

218, (af Blichers „Bavtastene", Odense 1323, 103 S. 4to. 1 Rbdlr. 2 »A.)

29. Jetzmark (Jens), Redaktør af Adresseavisen, født i Kovsted i Jylland den 28de April 1781.

177, (efter et færffilt Aftryk.)

30. Kingo (Thomas Hansen). Det er en sørgelig Sandhed, at selv den største Mand aldrig er uden Fejl, og at der, hvor Dyden og Dygtigheden have naaet en sjælden Kraft, har i Almindelighed ogsaa Fejlen udviklet sig i det samme Forhold. Men endnu sørgeligere er den Sandhed, at selv den, der"næppe med Briller engang kan opdage nogetsomhelst Fortrin hos sig selv, strax ved at see en Fejl hos en udmærket Mand bliver som flagen med Stær paa det Øje, med hvilket han skulde skue hans ophøjede Sider, mens en uhyre Tubus voxer frem for det andet Øje, som med uafladelig Nydelse stirrer paa Fejlen. Man kunde til Overflod bevise denne Sætning ved at nævne Baggesens Navn — og dertil Navnene paa en 4 — 5 og maaskee flere af vore endnulevende meest udmærkede Mand; — og det kunde derfor maassee ikke synes aldeles urigtigt, om en Forfatter af en biografisk Skitse lod saadanne Svagheder uberørte, som længst ere gangne Folket af Minde; — det kunde maaskee endog være ret klogt; — dog, daarligt maatte den elffe Ewald, der ej med Sorg kunde erkjende hans Fejl og dog ligefuldt else ham; — jeg tager dette Exempel, fordi Ewalds Fejl ere temmelig bekjendte, og det er ligesaa bekjendt, at man alligevel med inderlig Kjærlighed hænger ved denne Nationens Hæder og Stolthed; — og jeg vil sige det Samme med Hensyn til Kingo. Saavidt det er mig muligt, vil jeg derfor skildre Kingo, aldeles som han gjennem Historien staaer for mig, — hans Svagheder ikke undtagne; — lad ham faa miste hver den Beundrer, som han ikke kan beholde! — Med Een, der kun elsker en Lysskygge og altsaa et utro Billede af ham, er han selv kun maadelig tjent. Men mindes bør det dog ogsaa stedse, med og under hvem han levede., Thomas Kingo fødtes i Slangerup den 15de December 1634. Hans Farfader, Thomas Kingo, var en Skotlander, men blev Kristian den 4des Tapetmager og nedsatte sig i Hel- 31 singsr. Hans egen Fader, Hans Thomassen Kingo, var Borger og Linnedvæver i Slangerup og gift med Karen Sørensdatter, der endnu levede at see sin Søn som Biskop, og døde i Huser hos ham i Odense, i Maj 1687, i en meget høj Alder. Han gik først i Slangerups Borgerskole, men da man blev opmærksom paa hans Evner og Fremgang, kom han i dens Latinskole, og fra denne sendtes siden, 1650, til Frederiksborg Latinskole, hvorfra han den 6te Maj 1654 med et fordeles anbefalende Vidnesbyrd afgik til Universitetet. Den 8de April 1658 tog han fin theologiske Embedsexamen og blev derpaa Huslærer hos Forvalteren, Jørgen Sørensen, paa Frederiksborg Slot. Neæste Aar blev han Huslærer hos Fru Lene Rud paa Sæbygaard og var hos hende i 3 Aar, indtil han 1662 blev Kapellan hos Præsten i Kirkehelsinge og Drysselberg, Provst Peder Jakobsen Worm, der, efter Professor Worms Forsikring i sit Lexikon, skal være den berømte Familie Worm aldeles uvedkommende. Da denne døde; fulgte han ham i Embedet og giftede sig (1669?) med hans Enke, Sille Lambertsdatter Blankenborg, hvorved han blev Stedfader til en heel Mængde Børn, iblandt hvilke den som Satiriker, eller rettere som Paskillant, berygtede Jakob Pedersen Worm, der dog kun var en 7 — 8 Aar yngre end han selv. Jøvrigt skal han have sørget meget godt for disse Stedbørn, uagtet han kun et halvt Aar var gift med deres Moder. At hans Forbon hjalp meget til, at den fornævnte Stedson I. P. Worm undgik at henrettes, hvortil han 1681 blev dømt, er vist nok, ligesom han udentvivl ogsaa udvirkede hans ny Ansættelse i Ostindien; — thi under Kristian den 5te kunde jo Kingo udrette Alt. Da hans første Kone var død, giftede han sig anden Gang med Johanne Lavritsdatter Lund, Enke efter en Forvalter Pedersen paa Frydendal Imidlertid var han 1668 bleven Sognepræst i sin Fodeby Slangerup, blev senere Viceprovst der i Herredet og tog 1669 Magistergraden. I dette Embede var det egentlig, at han begyndte sin Bersmmelfes Lobebane. Thi vel havde han allerede tidligere gjørt sig bekjendt ved enkelte Digte især : det Lunefulde og Komiske — (han lader til at have været en god Selskabsbroder, en jovial og munter Mand) — tudeels endog i det Burleskkomiske; — men hans egentlige Digterperiode kan man dog regne at være begyndt her. Hans „Aandelige , 1ste Part"udkom 16,4, (den anden Part udkom først 1681) og blev inden føje Tid oversat paa Tysk, Sven, Islandsk og Latin. Det henrev Alle til Beundring, og tage vi Hensyn til den danske Poesies datidige Standpunkt, var det vistnok en Nødvendighed, at det maatte gjøre saa. Arrebo var længst død, den geniale Bording beskæftigede sig jo meest med sin rimede Avis, og ville vi end ikke nægte Dorte Engelbretsdatter og endnu mindre Peder Dass deres store Fortjeneste, saa kan dog Ingen af dem, mindst den første, — Kingos eget Galanteri uagtet, — fjernt jævnftilleg denne begejstrede, kraftige, geniale Sanger, naar de fulde, friske og klare Toner klinge fra hans dybe og hellige Harpe.

Men Kingo var ej alene Salmedigter; — han var ogsaa polittisk Digter; og staae end ingen af alle de lange Digte, i hvilke han besynger Kristian den 5tes — (rettere dog hans Admiralers) — Sejervindinger, hans Salmer nær, saa seer man dog vist ikke meget fejl, naar man tilskriver disse en betydelig, maaskee den allerbetydeligste, Andeel i den uindskrænkede Gunst, som denne Konge lige til det Sidste udviste lmod ham; — og derfor kunne de ej her lades aldeles unævnte. Kingo havde ogsaa lovtalt Griffenfeld i sin „Samsoes Forte BesErivelse"(Kbhvn. 1675), men han var dog langt heldigere som Kristian den 5tes Yndling end hin. Medens Kristian den 5te med en foragtelig Standhaftighed lod den store, men ikke lovtalende, Griffenfeld vanfmægte paa Munkholmen, kunde Fyns Biskop næppe pege paa en Ting, som han jo opnaaede.

Kingo blev nemlig den 25de Februar 1677 beskikket til Biskop i Fyn, og da denne var den første store, men velfortjente Naadesbeviisning, den nævnte Konge ydede ham, er det vel ikke upassende, her at tilsoje i al Korthed nogle af dem han senere nød. Den 2den April 1682 blev han ved en kon- 31’ gelig Bulle gjørt til Doktor i Theologien. 1683 blev han ophøjet i Adelstanden og fik i sit Vaaben en Pegasus med 3 Stjerner. Pegasus, vil man erindre, var de græske Digteres bevingede Hest. 1690 fik han Rang med virkelige Iustitsraader, (Rangforordningen var dengang anderledes end nu) og da der bleve nogle Forandringer i den samme Rangforordning foretagne, blev 1699 hans tidligere Plads ham forbeholdt. Intet var vistnok mere fortjent end de hidtilnævnte Hædersbeviisninger, men idet vi nu gaae over til en anden Deel af vor Kingos Historie, og hvor der er større Spørgsmaal om de nydte Begunstigelsers Retfærdighed, kan jeg ikke undlade at gjøre cpmærkfom paa et af de skjcrndigste, desværre ikke aldeles exempellsse, Magtmisbrug, nogen uindskrænket Konge vel kan gjøre sig skyldig i, — og som Kristian den 5te brugte som endnu en Naadesbeviisning mod Digteren Han udstedte den hemmelige Befaling, at naar Embedsmanden Kingo, den til hvem, som Biskop, saamange vigtige Dokumenter og Regnflaber vare betroede, — engang døde, da skulde hans Eftermand „annamme alle Ting, ligesom de forefandtes”Vi ville haave, at han ikke har misbrugt den ham derved ihændegivne Lejlighed; men imidlertid vidste hans Eftermand, Biskop K. R. Muller, Intet af en saadan Ordre, da han modtog Embedet, og da den af Kingos Arvinger forevistes ham, maatte Han tage til Kjøbenhavn for at forebringe Sagen for den da" værende Konge, Frederik den 4de, — efterdi „Stiftskisten fandtes berøvet, og mange vigtige Dokumenter savnedes” En Kommission nedsattes nu, men Udfaldet af denne Underføgelfe kan jeg desværre ikke give nogen Underretning om. At ansee Kingo for en Forbryder er mig umuligt, og jeg vil derfor haabe, at Kommissionen har funden bedre Rede i Sagerne,> end den nok noget indffrænfede og let forvirrede Biskop Muller.

Jeg talte for om et nyt Afsnit i Kingos Liv; jeg meente hans Embedsførelse som Biskop. Det begyndte med Stridigheder og endte med Stridigheder; thi det er ingen Tvivl underkaster, at Kingo var ljgesaa dygtig en Embedsmand, som herlig Digter, og at han har som Biskop udrettet særdeles meget Godt; — men paa den anden Side er det lige saa vist, at hans Myndighed, hans Ære og hans Fordeel laa ham vel meget paa Hjertet, og at det Bydende, det Paastaaende og det Paaholdende — for ikke at sige detGjerrige ere de mindst behagelige Hvilepunkter i hans Karakter. Hans Eftermand i Slangerup vilde nok intet Naadsensaar give ham, fordi han syntes, at han ikke behøvede det, og det var den første Proces, men den vandt naturligviis Kingo. Senere havde han mangfoldige Stridigheder med Stiftamtmanden, Winterfeldt, om Gymnasiet, Hospitalet osv., da han aldeles ikke vilde taale, at denne blandede sig i disse Affeærer. Ogsaa her gik han stedse sejerrig ud af Kampen. Den sidste Stridighed var med hans forrige Ven og Svoger, Stiftsprovsten Jørgen Carstens, der ogsaa skulde have gjørt Indgreb i hans Myndighed. Denne Sag kostede ham en Rejse til Kjøbenhavn, og paa den var det, 1702, at hans Steensmerter toge saadan Overhaand, at de senere bragte ham i Graven. Paa sit Dødsleje vilde han have forligt sig med Stiftsprovsten, men det afsendte Bud traf ikke denne, og han døde uden Forlig, dog med den Forsikkring, at han døde som hans Ven af Hjertet.

Hans Fortjenester af det omtvistede Gymnasie og Hospital ere unægtelige. Ligeledes fik han en Deel overflødige residerende Kapellanier afskaffede, skaffede Provsterne Ret til at forestaae Avktionerne i de Gejstliges Stervboer, fik gejstlige Enkekasser oprettede paa Laaland og Falster — imedens Døden hindrede ham i at udføre det Samme Fyn, — og vaagede med Iver over Religionens Reenhed og dens Tarv.

At han skaffede sig og sine Efterfølgere i Embedet Katedratikum, i Jævnfor med hvad de andre Bisper allerede havde, var vistnok ganske i sin Orden, hvorimod næppe Nogen kan billige, at han ogsaa fik lagt Sandby Sognekald paa Laaland som et Sinekure til sit Embede, imod at holde og lonne en Vicepræft sammesteds, som han selv maatte kalde.

Kingo var ogsaa med at indrette Kirkeritualet, og da en ny Salmebog skulde udarbejdes, blev han foreflaaet til deels at skrive. deels at samle det dertil fornødne Antal Salmer. Uagtet det nu ikke egentlig var ham overdraget, paatog han sig ikke des mindre paa sin egen Haand Samlingen, oprettede et Bogtrykkeri i sit Huus og foranstaltede 1639 og 90 to meget betydelige Oplag, som han endog lod indbinde, at Alt kunde være paa rede Haand. Men, — da den nu blev indsendt til det theologiske Fakultet i Kjøbenhavn, fandt man sig, ikke uden Grund, ej saa aldeles fornojet med den. Den havde ingen Censur passeret, den var for dyr, og den indeholdt altfor mange Salmer, og nogle af disse, vel ej Kingos egne, men dog nogle af hans gode Venners, fandtes upassende. Det tbeologiske Fakultet foranstaltede da — ifølge Ordre af 17de Marts 1697 — Samlingen af en ny Salmebog, for hvilken Kingos dog blev lagt til Grund. Men Digteren, som Dkonom betragtet, fik da ogsaa sin Oprejsning. Ved kongeligt Privilegium af 1ste Maj 1697 fik han Eneret paa 10 Aar til at trykke og fælge denne ny avtoriserede Salmebog; det overdroges ham at forfærdige Gradualer, med tilhørende Nøder, paa hver Salmes Melodi; og det paalagdes enhver Kjøbstedskirke tilligemed enhver Hovedkirke paa Landet, saavel i Danmark som i Norge, at kjøbe et Exemplar af denne Gradual. 1699 var det Hele færdigtrykt fra Kingos Trykkeri, og 1ste Juli samme Aar ansatte Regjeringen Taxten paa hver Gradual til 2 Rbd., hver Salmebog i Oktav til 1 Rbdlr. og i Duodes til 2½ mk. Men desværre for Kingo døde Kristian den 5te strar efter, den 25de Avguft, og da man fandt Prisen altfor høj, nedsatte Frederik den 4de den endnu samme Aar, den 21de November, fra Rbdlr. til Slettedalere, altsaa en heel Trediedeel. Den Salmebog, Hvis Historie her er fortalt, var det, som- 100 Aar holdt sig i den danske Statskirke, og endnu enkelte Steder bruges.

Hans anden Kone var død i Juni 1694. I December samme Aar giftede han sig 3die Gang med Birgitte Balslev, en Datter af Assessor Balslev til Fravgdegaard, af hvilken han ved dette Giftermaal blev Ejer. Men hellerikke med hende havde han Børn —saalidet som med nogen af hans 2 første Koner. En eneste Søster havde han, Elisabet Kingo, som dog næppe var gift, men døde i Odense 1690.

Som forhen omtalt, led Kingo allerede i Foraaret 1702 af Steensmerter. Disse toge meer og meer overhaand, og efter svare og langvarige Lidelser døde han den 13de Oktober 1703. Uden dyb Følelse høre vi visselig ikke den Aftenen forhen af en Slum opvaagnende Digter, der tillige var meget musikalsk, udraabe: „Imorgen faaer jeg en dejlig Musik at høre”Med en saadan Rolighed seer ikke den blot store, men kun den gode Mand sin Opløsning imøde.

Der lever endnu en Kingo, Ejer af en Molle ved Hør: senskanten, men han nedstammer ikke paa Mandssiden fra den kingoske Familie, da hans Fader, der hed Pedersen, var en Søn af en Oberstlieutenant Lindov,’ som for en Duels Skyld maatte flygte til Preussen. Moller Kingos Moder derimod var en Kingo, men om og hvornær beflægtet med Digteren, veed jeg ikke.

120 (af hans „Salmer og aandelige Sange,” udgivne ved Præsten Fenger, Kbhvn. 1827. 532 S. 8vo. 2 Rbdlr.)

31. Kok (Lavrits Olsen). Visen om Tyre Dannebod, — hvilken Dansk kjender ikke den? — og Kok, dens Forfatter, — hartad kunde jeg fristes til at spørge: Hvo i Alverden kjender Noget til ham? — Peder Syv siger om ham, at han var en „i gamle danske Sager flittig og velforfaren Mand,” og med dette hans Skudsmaal af en velberettiget —1’aategner maa vi lade os nøje. Som forhenværende Rektor ved Latinskolen i Ringsted, efterlod han sig ogsaa en Beskrivelse af denne By paa Vers, og en Prove heraf findes i „den danske Digtekunsts Histories 3die Deel”Dette „halv satiriske og lystige Digt"er den dygtige, men temmelig strænge Provst Sorterup iøvrigt meget slem ved; — Nyerup finder dog Slutningen af det ret lunefuld og låselig. — 1673 blev han Præst til Refsnæs i Arts Herred, og her er det formodentlig, at han har forfattet sin Vise om Kong Valdemar den 2dens celdste Søns Død. Endnu en tredie af de saakaldte Kjæmpe= viser har man af ham. Som Præst i Refsnæs og Provst i Arts Herred døde han 1631. Dette er Alt, hvad jeg veed om denne Mand, og det har jeg fra „Udvalgte danske Viser fra Middelalderen"og fra „den danske Digtekunstes Historie — kan Nogen ellers imod Forventning fortælle mig og Almeenheden Mere om ham, skal det visseligen være os Allesammen kjært, og fjærere, jo snarere det kunde komme.

191 (af Abrabamsons, Rahbeks og Nyerups.Udvalgte danske Viser fra Middelalderen,” Kbhvn.

1812 — 14, 5 Bind 8vo.)

32. Krossing (Nikolaj Ulrik), Kantor Kirken i Kastellet, født i Kjøbenhavn den 13de Juni 1,98.

7 (staaer i O. Thomsens „Valkyrie”)

27 (af hans „Poetisk Læsebog til Brug for Skoler,” Kbhvn. 1834, 160 S. 8vo, 4 »nK. 12 /L.)

33. Lund (Kristen Andersen). Denne elskelige Mand og elskelige Digter, denne alt det Renes, Skjønnes og Helliges begejstrede, men beskedne og fordringslose, trofaste Ven, fødtes i Kjøbenhavn den 28de December 1763 (ikke, som Nyerup har, den 24de).¹² Hans Fader var Horkræmmer og Brygger samt en af Stadens 32 Mænd, Anders Kristensen Lund, og hans Moder Johanne Bors. — Daaben fik han Navnet Kristen, men da en anden, ham vildfremmed, Student fra samme Aar som han selv, begik en heel Deel gale Streger, indtil han tilsidst lod sig hværve til Rytter, og ligeledes hed Kristen Lund, antog han, paa Grund af en Deel allerede baste Ubehageligheder, endnu i sit Rusaar tillige sin Faders Navn og skrev sig stedse siden Kristen Andersen Lund, forat ikke endnu flere Spilopper og Dumheder, end alt eet var, skulde forstyrrende virke ind paa hans brodefri, rolige opsigtslsse Liv, ved i den snakkesalige Almeenhed at gaae hvor de dog vel netop vare allermeest fremmede — under hans Kappe. Hans Forældre havde længe været gifte, da han blev født, og han var deres første Barn; — at faae ham til Bogen, og engang faae en Præst af ham, var da deres første Dnffe; og med denne Plan begyndtes altsaa, saasnart han kunde næmme, hans Underviisning. Hans Lyst til Læsning var ogsaa, allerede i hans tidligste Barndom, overordentlig. Han skrev alt dengang Vers; men Ingen, end ej hans Forældre, maatte see dem. En medfødt Undseelse, en Frygt for at gjøre Opsigt, var allerede da et af de meest fremtrædende Trak i hans Karakter; derfor skjulte han med ængftelig Omhyggelighed alle sine Frembringelser, — derfor græd han, naar han maatte tage ud i en ny Klaædning, som forekom ham for pralende til ikke at tiltrætfe sig Opmærksomhed. Hans Modtagelighed for Indtryk var ogsaa dengang ganske overordentlig. Saaledes var en Ven af hans Fader bleven vanvittig og kommen paa Hospitalet. Han var dengang i sit tiende Aar. Han saae denne Ulykkelige i et Anfald af Raseri og henfaldt derover selv i en saadan Grublen, at han i flere Dage sad tavs og stille, stirrende stift ned for sig, uden at han næsten var istand til at vcrkkes af sine Drømme, Hans Forældre bleve naturligviis overordentlig crngstelige for ham; men han kom sig atter. Dog endnu i hans Alderdom var dette Syn og dets Indtryk paa ham levende og uudsletteligt i hans Minde. Efterat have modtaget privat Underviisning hjemme af flere forfljellige Lærere, kom han i Klincks Institut, og fra dette dimitteredes han til Akademiet.

Han paatog sig strax en Mængde Informationer, men lagde sig tillige med Iver efter saavel de døde som de levende Sprog. I Særdeleshed tiltaltes han af de engelske Digtere, og af dem Havde fortrinligviis Gray og Thomson en vigtig Indflydelse paa ham. Det filologiske Selskab blev just dengang stiftet; han deeltog deri og stiftede her det inderlige Venskab med Rahbek, Pram, Baggesen, Wad, Thaarup, Bloch, Ramus og Flere, som hverken Skilsmissen eller Alderen soækfede. Med de fleste hævede først Døden den fortrolige Brevvexling. I sine første Studenteraar var han sygelig og, maaskee paa Grund deraf, tillige tungsindig. Han blev ligegyldig for sin fremtidige Stilling, vilde ingen Examen tage og blev først i Aaret 1784 af sine Venner formaaet til at tage 2den Examens filologiske Deel, uagtet han allerede 1781 havde taget den filosofiske. Foruden den almindelige filologiske Examen havde han ogsaa taget det store Filologikum¹³. Sommeren 1783 tilbragte han, for sin Helbreds Skyld, paa Jægerspriis, og denne Omstændighed, forbunden med den fra de fkjsnne Videnskabers Selskab udsatte Præmie, fremkaldte hans „Lunden ved Iægerspriis,” der dog først blev trykt 1788. Det første trykte fra hans Haand findes i Iversens Nytaarsgaver for 1784 og 85 under Market L. 1785 blev han Lærer for den sidstafdode Grev Danneskjold-Samso, og det varede ikke længe, for disse tvende herlige Sjæle, Aldersforskellen uagtet, sammensmeltede i det inderligste Venskab, der endnu vedvarede, da den alderstegne Præst fulgte sin for tidlig afdøde Lærling, den almeenhædrede Stormand til Graven, og hvilket Digteren selv ved flere vakre Digte har foreviget.

Dog kun 3 Aar tilbragte Lund paa det dejlige Gisselfeld. Han længtes efter en større Virkekreds; og en fortrolig Ven lovede ham at ville hos en Kaldsberettiget udvirke hans Kaldelse til Præst, naar han fik Attestats. 1788 forlod han da Gisselfeld; samme Aar tog han sin theologiske Embedsexamen, og endnu samme Aar kaldte Kammerjunker Krogen ham til Præst for Holeby og Burss Menigheder paa Laaland, endnu inden han havde fyldt sit 25de Aar. Da den høje, flanke, smukke Mand ankom i sin Præstegaard, modtoges han af sin Formands, Zhørcdes, 3 Smaaborn med det Udraab: „Se der kommer Fader igjen”Omslynget af dem træder han ind for den 10 Aar ældre, vakre Enke, Marie Sofie, født la Cour, og — næste Sommer forte han hende for Brudeskamlen. Kun i 12 Aar varede dette Samliv; hun døde den Y 9de August 1801 uden at have skjenket ham Børn.

Allerede 1790 blev han forflyttet til Kjeldby paa Moen, hvor hans 43 sidste virksomme Aar henglede i Fred og Kjærlighed og Agtelse. Han var endnu dengang svagelig, og da han første Gang rejste til Kjeldby, led han af en heftig Feber. Han saae fuldkommen ud som den, hvem alt Døden havde mærket til sit Offer. Paa Møen forlod imidlertid Feberen ham, og den vendte kun vegelmæsfig tilbage, hvergang han i Naadensaaret atter steg iland paa Laaland. — Visselig var her hans Grav bleven kastet længe for Tiden, hvis Arveprinsen ej havde sørget for hans Forflyttelse, og tidobbelt maa da vel hver Lunds Ven velsigne hans „Lunden ved Jægerspriis,” der havde vakt Arveprinsens Opmærksomhed og Interesse, og som nu befordrede ham. —

Stræng og nøjagtig i sine Embedspligters Opfyldelse, men strængeft stedse imod sig selv, vandt den blide og kjærlige Mand, den tro og aarvaagne Præst, den muntre og spøgende Omgangsven let og hurtig Alle, og den Ædle vandt han for Evigheden. Ej lettelig kunde Veltalenheden frembringe en hjerteligere Lovtale over sin Helt, end den inderlige Glæde, med hvilken hans trofaste Sognebånder modtoge hans værdige Eftermand, fordi det tyktes dem, at han i Udvortes, i Omgang og Manerer, havde en heel Deel tilfælles med den elskede Afdøde, Lad Odyssevs leve paa Homers Læber! — hvo vil vel misunde ham og ej hellere den dannis Præst, der nok faa varmt lever i de simple, usminkede Hjerter og end skal leve hos deres Børneborns Børneborn! —

I denne hans fri og lykkelige Stilling vendte mere og mere hans Sundhed og med den hans Livslyst og Munterhed tilbage, og med Rette kaldte hans Rahbek ham „den ædle lykkelige Præst, Der lever i sin stille Bolig, Fuldkommen fri og tryg og rolig Og rig ved gyldne Nojsomhed”- — Hans Huus var den uskyldige Glædes og med den Gæstfrihedens Hjem. En Oversættelse af Theokrits Idyller, som han dog var færdig med allerede 1814, og dennes Forbedring samt en overordentlig omhyggelig Filing eller Omarbejdelse af hans tidligere Arbejder og Frembringelsen af ny oplivede hans Fritimer. Jo ældre han blev, desmindre tog han selv ud, men tog glad imod enhver Fremmed; og Mange vare de, som, naar de besogte hans usigelig dejlige S, ogsaa toge ind til ham. Desværre saae Udgiveren heraf ham kun eengang, kun en knap Time. Han var just kommen hjem fra Kirken og var endnu i sin Ornat. Med hvilken hellig Ære= frygt saae jeg ikke den 69aarige høje, store, kraftige og ærværdige Mand, lånende sig mod Skatollet, i den landligsimple, men lyse og smukke Storstue, hvor de faa Prydelsers Valg og Ordning saa tro afbildede den ædle Digters hele Sjæl! Hvilket Liv i hans Tale.’ Hvilken Aand i de levende blaa Hvilken Sjælefred og Sjæleatel i hans hele Udtryk! — Og Maaneder senere var denne Kraft, der syntes bygget for et Sekel, ikke mere! — Hans rene, barnlige, livlige Aand havde svunget sig did, hvor hans Hjem var, og Taaren maatte paa hans Gravhøj sige ham sit Farvel, sit „Sov, gode Digter! fødelig Til Dommedag i Ro” I hans landlige Rolighed var det ifærdeleshed i Universitetets Sommerferier, at hans akademiske Venner besøgte ham. Mangt litterært Arbejde underkastedes da hans Bedommelse, og Planer udkastedes til andre. Man æffede hans Bidrag, og han aabnede med Beredvillighed sine Kundskabers rige Fylde, — men at være egentlig Deeltager, at lægge sit Navn til, tillod hans Beskedenhed ham aldrig. Ej heller til at udgive sine samlede Digte og forøge dem med hidtil utrykte, var han at formaae. Kamma Rahbek samlede selv Alt, hvad der af ham stod adspredt paa forskjellige Steder, afskrev det med sin siirlige Haand, lod det smukt indbinde og satte det under Titte! af „Lunds samlede Digte, 1ste Deel"ind i hans Bogreol. Foran var en fiirstrenget Lyra, hvis Fod var prydet med Ovids, Horats’s, Grays og Thomsons Navne, og i et Digt anraabte Rahbek ham med al sin Venneveltalenhed om af adlyde Opfordringen; — men Alt forgjæves; og endnu idag have vi ingen Samling af denne elskværdige, fordringslose Digters saa almeenvurderede Frembringelser. Ved sin Død efterlod han dog et Haandskrift af Alt, hvad han snffede udgiver, og saaledes, som han ønffede det; — turde kun en navnlos Yngling, der med Begejstring har dvælet ved ham, ret inderlig opfordre hans Efterladte til at opfylde m stor Deel af Almeenhedens Ønske, — og opfordre Almeenheden til kraftig at være behjælpelig til er saadant Foretagendes Udførelse!

Sin første Kone ægtede han den 5te Juni 1789¹⁴. Efter hendes Død giftede han sig anden Gang den 9de April 1802¹⁵ med Karen Charlotte Johanne Jørgensen¹⁶, Datter af Byfogden, Justitsraad Jørgensen i Stege, og i dette Ægteskab fødtes. ham en eneste Datter. Hans Konge hædrede. ham 1829 med Karakter af Konsistorialraad. Lykkelig i sir Huus og hædret af Alle, var Oldingens sidste, kraftige Vinteraften saaledes meget blid; — men lidt efter lidt døde alle hans kjæreste og ældste Venner fra ham. Kamma døde og Rahbek — den eneste, med hvem han nogensinde var Dus — efter hende; Wad, den fortroligste og meest elskede af alle hans Venner, var ogsaa henslumret, foruden alle de Ædlinger, ved hvis Baare Danmarks Sorg i hine faa Aar hartad daglig fornyedes; — og ved hvert Dødsfald blødte den trofaste Gamles Hjerte. Søn: dagen den 4de August 1833 opbyggede han sidste Gang, med al sin Salvelses Kraft, sin Menighed i en herlig Tale om Døden og et Liv efter dette. Ingen, — vel ej han selv, anede Betydningen, — men Lordagen den 10de var han sagte henslumret. Et Liv som hans, — en Død som hans, — et Minde som hans! — Salige, tifold salige Tanke! —

38, 81, 134 og 158 (efter et Haandskrift.)

34. Laale (Peder). Alt hvad Historisk vi vide om denne Forfatter indÆrænker sig igrunden til den simple Kjendsgjerning, at vi aldeles Intet vide, — uden det, at han er Samler (og maassee Forfatter) af en heel Mængde Ordsprog, — saavel af grcrsk og latinsk som islandsk og olddansk Oprindelse — een af vor Fortids mærkeligste Frembringelser. Jeg vil derfor i Korthed anføre, hvad den gamle, ærværdige Nyerup, i sin Fortale til hans Ordsprog, har samlet om ham.

Han har formodentlig levet i det 14de Aarhundrede, eller Begyndelsen af det 15de, og allerede 1506 lode Professorerne i Kjøbenhavn hans Samling trykke, medens 1508 et nyt Oplag udkom og 1515 endnu et, udgivet i Paris af den lærde Kristen Pedersen. Hvor forbistret, og i Bund og Grund ulatin, hans Latin (i Oversættelserne af Ordsprogene) end er, sag var det dog egentlig den alene, der trak vore Forfædres Opmærksomhed til sig, og de stakkels Skolepoge maatte døje hvert Ord og hver Sammenføjning deri, om det saa var aldrig saa galt, — eller ogsaa fane Dovenflaben betalt efter det allerrigeligste Alenmaal. Hans for sin Tid rene, kraftige og herlige Dansk synes ikke engang Kristen Pedersen ret at have taget noget Hensyn til. — Medens derfor vistnok mangen En nu med Interesse, Glæde og Ærbødighed dvæler ved Navnet Peder Laale, var han tilvisse dengang en reen Forbandelse for alle de latinske Peblinger, indtil en Skotte, Wolter, paatog sig at gjøre en heel Deel Volter i det lærde Underviisningsvæfen og maaskee derved forberedede Ideen hos Kristian den 2den, der i sin Skoleordinans befalede at brænde faavel Peder Laales Bog, som mange af de andre slet ikke klogere Skolebøger. Vel udfsrtes denne Anordning aldrig, og under Frederik den 1ste fik jo alt det Gale stedse Lov at flyde frit, medens enhver nyttig Foranstaltning hæmmedesz — men for de senere Tiders Oplysning maatte vor Forfatter dog alligevel vige, skjønt der længe efter til forfljellige Tider endnu ere besørgede flere for fljellige Udgaver af ham.

Iøvrigt sige de Professorer, der 1506 besørgede hans Ordsprog udgivne, at han var en logiker, der betyder Lagmand, Landsdommer eller noget Sligt. Kristen Pedersen kalder ham en Lovkyndig og siger, at han var fra Laaland, uagtet han en anden Gang, ved Betragtningen af de mange franske Ord, der prunke i hans Latin, udraaber, at han kunde fristes til at ansee ham for en Franskmand: eller idetmindste formode, at han har en Tidlang opholdt sig i Frankrig. — (Da han sagtens har studeret, og det den Tid var almindeligt at rejse til Paris at studere, er vistnok denne Formodning velgrundet.) Arild Hvitfeld siger, at han hed Lalle og var af en hallandfl adelig Familie, samt Landsdommer i Halland og begravet i Halmstad. Den tilstrækkeligt utilforladelige Lyfchander fortæller, at han har gaaet i Roskilde Skole"ligger begraven i Halmstad. Senere fortæller Resen, at han skulde ligge begravet i Roskilde Skoles nederste Klasse, og Peder Syv gjør ham til Landsdommer i Sjælland. Gram betvivler. 4!15 at han er begravet i Roskilde, og Langebek formoder, at han var Landsdommer i Laaland, — som da er den tredie ham tillagte Landsdommerstol. —

Man seer altsaa, hvor uenige alle de Lærde have været, og at det Eneste man faaer ud af deres Undersøgelser kun er et Vidnesbyrd om deres vistnok heel velfortjente Interesse for den sikkert efter sin Tid lærde, den flittige og fædrelandssindede Forfatter; ligesom de sammenstemmende Vidnesbyrd, og indre Vidnesbyrd i selve Ordsprogene, synes at kunne give den Mening et Slags Vished, at han var Lovkyndig, om han saa var Landsdommer eller ej.

Maatte jeg imidlertid ogsaa have en Mening, saa kunde jeg, ihvor nødig jeg vilde, fristes til at lægge mere Vægt paa K. Pedersens Ytring om fransk Herkomst, end Nyerup har gjørt, da Adelsnavnet Lalle, som Nyerup selv siger ogsaa rives Laly (skjønt- ogsaa Lale og Laale) tilvisse hellerej er fri for at klinge noget fransk. Mangfoldige af de under Nr. 180 samlede Ordsprog.

35. Monrad (Ditlev Gothard). [theologisk Student, født i Kjøbenhavn den 24de November 1811.

11 (forhen utrykt.)

36. Møller (Povl Martin.) Professor ved Kjøbenhavns Universitet, født i Uldum i Ribe Stift den 21de Marts 1794.)

59, (af Thieles „Rosenblade", Kbhvn. 1818, 155 S. 8vo.)

116 (af Krosangs „Læsebog til Brug for de højere Klasser", Kbhvn. 1830, 174 S. 8vo, 5 4 /S.)

162, (af Hauchs „Iris"Kbhvn. 1822, S. 8vo.)

205, (staaer i forffjellige Visebøger.)

37. Oehlenschläger (Adam Gotlob.) Professor ved Kjøbenhavns Universitet, Ridder af Dannebrogen og Nordstjernen, født paa Vesterbro den 14de November 1779.

16, 28, 31, 64 og 195 (af hans „St. Hansaftensspil", Kbhvn. 1835, 91 S. 8vo.)

148, 164, 179, 197 og 224, (af hans„Samlede Digte 1ste Deel,” Kbhvn. 1823, 366 S. 8vo, 1 Rbdlr.)

24 og 107, (af sammes 2den Deel, Kbhvn. 1823, 393 S. 8vo, 1 Rbdlr.)

170 og 206, (af sammes 3die Deel, Kbhvn. 1823, 393 S. 8vo, 1 Rbdlr.)

83, (af hans „Aladdin", Kbhvn. 1820, 329 S. 8vo.

1 Rbdlr.)

124, (af hans „Digterverker, 2den Deel", Kbhvn.

1835, 327 S. 8vo, 2 Rbdlr. 20 /S.)

130, (af hans „Prometheus", Kbhvn. 1832 — 34, 6 Bind 8vo, 12 Rdlr.)

143, (af hans „Tordenskjold", Kbhvn. 1833, 180 S. 8vo, 1 Rbdlr. 1 »A.)

144, (af hans „Fiskerne”)

159, 24¹⁷, 182, 183, 184 og 185, (af hans „Nordens Guder", Kbhvn.1819,388 S. 8vo, 1 Rbdlr. 3 mk.’)

187, (af hans „Hagbart og Signe”)

189, hans Krage,” Kbh. 1828,258 S. 8vo.)

201, (af hans „Dronning Margrete", Kbhvn. 1834, 168 S. 8vo, 1 Rbdlr. 1 »A.)

211, (af hans „Den anden April"Kbhvn. 1802, 84 S. 8vo.)

217, (af hans „Norgesrejsen"Kbhvn. 1834, 142 S. 8vo, 1 Rbdlr.)

38. Overskou (Thomas). Kongelig Skuespiller, født i Kjøbenhavn den 11te Oktober 1798.

166, (af He P. Holsts „Nytaarsgave for 1835,” Kbhvn. 244 S. 16mo, 2 Rdlr.)

39. Paludan-Muller (Frederik). Juridisk Kandidat, født i Kjerteminde den 7de Februar 1809.

19 og 152, hans „Amor og Psyche", Kbhvn.

1834, 178 S. 8vo, 1 Rdlr.)

100 (forhen utrykt.)

102, (af hans Kjærlighed ved Hoffet«, Kbhvn.

1832, 151 S. 8vo, 5 F.)

40. Pram (Kristen Henriksen)’ blev født i Lcrsss Præstegaard i Guldbrandsdalen den 4de September 1756. Hans Moder, Olava Maria Stockfleth, var af en gammel norsk adelig Famiiie; Faderen, Henrik Frederik Pram (Praem), som dengang var Kapellan paa Læsfø, var født i Nummedalen, men dennes Fader derimod, Foged Kristen Pram, var født i Skjelskor. Paa Faderens Side nedstammer altsaa vor Digter fra Danmark, men iøvrigt var han vistnok saa norsk som mulig.

Hans tidligste Barndom vide vi ikke Stort om; — han selv ytrer i et Brev til Rahbek, at den henrandt imellem.... Fanatikere, saa at han alt fra sine spædeste Aar, til senere hen i sin Manddom, var plaget af de saakaldte aandelige Anfagtelser. Hans Fader var tidligere taget herned til Kjøbenhavn, at søge om Befordring, og 1764 fulgte hans Moder og han med, saa han fra sit 8de Aar af indtil sit 48de slet ikke saae Norge. 1765 blev Faderen kaldet til Præst i Slagslunde og døde først der 1800 i en Alder af 76 Aar. Han var selv sin Søns førfte Lærer, men 1769 fik han den senere saa berømte, dygtige og værdige Henrik Kampmann til Lærer, dog kun for et Aar. Uden at han havde gaaet i Frederiksborg Skole, dimitteredes han af Rektor Povl Bendtsen sammesteds til Universitetet, hvor han 1772 og 73 tog første og anden Examen med bedste Karakter. Han lagde sig nu med Iver efter saavel de ældre som nyere Sprog, og studerede som Brodstudium tillige Lovkyndigheden, uden dog nogensinde at faae Embedsexamen. 1776 blev han Huslærer i Generalavditer Børnemanns Huus, og forblev i 3 Aar i denne Stilling.

Idet jeg nedskriver disse Linier, erindrer jeg, at jeg ved et Tilfælde dog ikke (se Fortalen) har faaet gjennemgaaet alle denne Forfatters Digte, da jeg ellers dog mulig havde optaget Mere af ham end det ene lille Brudstykke (Nr. 156). 32 Imidlertid vare disse Aaringer just den nyere danske Poesies kraftige Morgenrode, det var Ewalds og Wessels Periode; ogsaa Nordahl Brun var optraadt og noget senere Storm, begge Frimannerne o. Fl.; — den tidligmodne Rahbek blev Student, og ligesom Pram var traadt i nærmere eller fjernere Forbindelse med de fleste af de hernævnte skjønne Aander, saa indgik han især med Rahbek og Storm et nøje Venskab. Ogsaa til Absalons Lovtaler, Jacobi, havde han erholdt en opmuntrende Adgang, ligesom Faderens Forbindelser tidligere havde aabnet ham denne hos Luxdorph, Kofod Under, Suhm og Flere af den Tids ypperste Videnskabsmand, hvis Belæringer, saavel som deres selskabelige Kredse, naturligviis maatte have en saare dannende Virkning paa ham. Hvad Under da, at den livlige, digteriskstemte, af Naturen velbegavede og dertil ved egen Flid temmelig uddannede Yngling ogsaa forsøgte sine Kræfter, og forsøgte dem paa Digtekunstens saa henrivende Vej? — Dog var det vistnok ikke et daarligt Vidnesbyrd for, at han ej saa aldeles var faldet til den — kaldet tages her i den strængere Betydning, i hvilken man nødvendigviis ogsaa maa nægte Nordahl Bruns, N. K. Bredahls, Ribers og mange Fleres Kald, — det var ikke et ringe Vidnesbyrd, siger jeg, at han de første 3 til 4 Gange fremtraadte i lutter Oversættelser (fra det Franske). — 1782 var det egentlig, at han som Digter først vakte Opmærksomheden for sig. — Vi have forhen feet, at Baggesen og Lund begge debuterede i de iversenske Nytaarsgaver i det Samme var tidligere, 1782, Tilfaldet med Pram, og samme Aar udkom tillige hans „Filippa til Erik,” en Heroide, og „Emilias Kilde,"et lyrisk Digt. Heroiden vandt ham den af de skjønne Videnskabers Selflab udsatte Præmie og tillige den store Carstens’s Yndesti og Emilies Kilde indyndede ham naturligviis faameget mere hos Emilies Mand, den af sin Interesse for Kunst og Videnskab saa højtfortjente Grev Schimmelmann, som allerede Aaret forud havde skaffet ham en Fuldmægtigpost under Akonomi- og Kommerse-Kollegiet.. Men begge disse Digte skaffede ham tillige en udbredt Yndest hos hele det låsende Folk, uagtet det dog er vist, at Heroiden var en Efterligning af Ovids Heroîder, og det lyriske Digt, der vist staaer ikke lidt over hin, en Esterligning af P. H. Frimann og ellers de engelske Digtere. 1785 fremtraadte han dernæft med sin „Stærkodder,” som egentlig er et halv alvorligt, halv komisk, romantisk Ridderepos, der, jeg veed det, henrev mig uhyre som Barn, men som næppe ethvert Barn vil finde samme Smag i, og som den dannede Børne kun ifølge en fast Beslutning laser heelt igjennem. Da den udkom, henrev den imidlertid almindelig, og „Stærkodders Digter"blev hans staaende Hæderstittel.

Langt stsrre vare visselig Prams Fortjenester af Minerva, som han og Rahbek samme Aar, Sommeren 1785, begyndte at udgive. — Det var vel Datidens meest laste Tidsskrift og virkede sårdeles meget Godt, fordi det indeholdt meget Godt, og derimellem en heel Deel komiske Fortællinger af Pram selv. Disse Fortællinger i Prosa tilligemed hans fri Efterligninger af gråske og latinske Forfattere ere maaskee det bedste Digteriske, Pram har leveret; — men han var ogsaa Dramatiker. — Han skrev baade alvorlige Skuespil og Lystspil, dog uden sønderligt Held, og hans „Lagerta,” „et Forsøg paa at sammensmelte det dramatiske, musikalffe og mimiske Skuespil til et Heelt,” havde egentlig Schall og Galeotti, de to udmærkede, geniale Kunstnere at takke for den overordentlige Lykke, det gjørde.

Dette var Pram som Digter, — og sin digteriske Virksomhed fortsatte han, dog med Afbrydelser, lige indtil 1817. Men vi ville nu betragte ham som Embedsmand og som prakti Skribent. 1781 blev han, som sagt, Fuldmægtig i Dkonomi- og Kommerse-Kollegiet, 1786 tillige Arkivar der og Sekretær ved Direktionen for Postpensionskassen, hvor den derunder hørende Sopasexpedition i Aarene 1793–1804 var meget indbringende. 1797 blev han Kommitteret og 1812 Deputerer i det fornævnte Kollegium; men da det 1816 blev forenet med det vestindiss-guineiffe Rente- og General-Toldkammer, gik han af med Vartpenge, ligesom han tidligere havde erholdt sin Afsked fra de øvrige Embeder. Alle sine 32’ Embedsforretninger varetog han med en utrættelig Virksomhed og Udholdenhed. De foranledigede ham til de mangfoldigste Underføgelfer, og i det Okonomifle, Kameralistifle, Statistiske osv. har man endnu en uhyre Mængde Skrifter, Tabeller og Beregninger af ham. Han, der 1782 havde vunden en Præmie af de skjønne Videnskabers Selskab, vandt 1787 Landhusholdningsselskabets Guldmedallie for en Lærebog for Husmødre, 1792 en Præmie for et Skrift om Nationaldragten og 1796 en lignende for en Afhandling om et Universitet Norge; — rev om Vajsenhuse, Klædemanufakturer, Uldproduktion, Tobak, Arbejdsomhed, Flittighed, Nojsomhed, — kort om al Verdsens Ting. 1798 og 99 maatte han desuden foretage 2 Rejser til Bornholm, for at undersoge Steenkulsbruddene, og i Aarene 1804–6 berejste han Norge, for at underføge Tangaskebrændingens Virkninger paa Fiskerierne og Landvæsenet, samt for at indhente Efterretninger om alle Næringsbrugenes Grene. Denne Rejse alene kostede ham 10 tykke Kvartbind (utrykte), foruden Tabeller, Planer og Tegninger. Og dog vedblev denne herlige gamle Mands Lyst til at lære lige usvækket, og næsten lige indtil det sidste vedblev han f. Er. — vel hartad den Eneste af Alle, — at høre de forskelligste Kollegier af de forskjelligste Professorer, som tildeels vare en Snees Aar og derover yngre end han.

1802 var Pram bleven Justitsraad, 1810 blev han Ridder af Dannebrog og 1811 virkelig Etatsraad.

Allerede 1783 havde han giftet sig med Marie Magdalene Eriksen, en Datter ’en Doktor Eriksen i Bergen, som, uden at have skjenket ham Børn: — derimod havde de antaget sig flere Plejebørn — døde i September 1819 efter flere Aars Sygdom. Allerede i lang Tid havde hans Finanser været i en maadelig Tilstand. Hverken han eller hans Kone, vare gode Husholdere; han gav bort, som han selv beklager, hvad han ikke selv kunde undvære, var desuden altfor godtroende og indlod sig i gale Spekulationer, f. Er. Anlæget af et Mølleverk i Roskildeegnen. Det krænkede ham dybt, »at hans Haar nu allerede var hvidt,” og han dog ingen Udveje saae til at betale sin Gjæld. En Beslægtet besøgte ham en Gang og talte om hans Bibliotek; — „Det er ikke mit, udbrød han med smertelig Bitterhed, — det er Jødernes” hans Kone var død’, holdt Intet ham længer tilbage, og han søgte om det indbringende Toldforvalterembede paa St. Thomas. Oktober 1819 fik han det, og i April 1820 afrejste han til inderlig Sorg for sine mange Venner. Med ungdommelig Raskhed tilvænnede han sig hurtigt alle den vestindiske Levemaades Former og syntes usvækket af Klimaet. Dog Forsigtighed var en Ting, som Pram aldrig kunde lære; han paadrog sig snart en Sygdom, af hvilken han bortreves allerede den 25de November 1821, savnet og elsket. Dog havde han forinden haft den Glæde, at betale det Meste af sin Gjæld, og det Dvrige opgjordes af hans Stervbo.

„Pram var vel en af de forunderligste og originaleste Karakterer i Verden. Man har sagt om ham, at han tilbragte den ene Halvdeel af sit Liv med at fornærme sine Venner og den anden med at bede dem om Forladelse. Fremfusende og opfarende i en frygtelig Grad, var han dog atter barnlig og godmodig. Ej naar Sagen angik ham selv men en eller anden almindelig Sandhed, var han heftig og intolerant indtil det Onske at kunne forfølge den Meningsforskjellige, og — et Par Dage efter var han villig at dele Brødet med ham. — Men hans Hjerte var godt og redeligt, og hans Grundkarak- — I Baggesens Biografi anmcrrkede jeg ikke, at „Palmine« var hans fortie Kone. Sofie Haller, fordi man ligefrem kan see det af hans Digte. —

ligesaalidt, som at „Nanna"i Ferstningen aldeles ingen bestemt Person Var, men senere, da man endelig vilde have en Person, blev (tildeels) — først til Frederikke Balle, Biskoppens Datter, senere til Frederikke Lutzow, Datter af Kommandanten i Korsør. At „Seline"

var Fru pram, er nok hellerej saa almindelig bekjendt — (iovrigt har jeg fra flere Sider hørt dette anfore som en Anomali i den baggesenske Smag). — „Henriette"var et SkolevekjendtÆab fra selve Korsoer. — Alt dette havde staaet bedre paa et andet Sted, — bedst havde det slet ikke staaet, hvis Hensyn kunde tages til hele den Mæng= de, for hvem en poetifl.-reen, ideal Kjærlighed er en Ubegribelighed. ter elskværdig med hele hans Lidenskabelighed/ Besynderlighed og, endnu som Olding, ungdommelige Fyrighed.

156 (af hans »udvalgte digteriske Arbejder,” udgivne ved Rahbek, Kbhvn. 1824 — 29, 6 Bind 8vo, 9 Rbdlr.)

41. Rahbek (Knud Lyne). — Og nu gamle Fader Rahbek! — han den ægte, friske, livlige, evigungdommelige Student med de tynde, rødlighvide Lokker, — han den gladeste, overgivneste, aabneste, hvor det gjaldt Gammen og Lune, Vid og Skjers, og den mangesidigst-dannede, den uudfømmeligste, den erfarneste, hvor det gjaldt Kunst og Vidskab og Boglighed! — til hans Hæder kunne disse Linier ikke nedskrives, de skulle kun være en Afbetaling af noget af den Kjærlighed, med hvilken han bandt ogsaa mit Hjerte tæt til sig som hele den utallige Skares. Og hvor skulde vel disse faa Linier kunne tegne hele hans danske Fædrelandssind, hans rige og dog begejstrede og ømme Vennesslelse, hans krastigcrdle Varme for al Dyd og sædelig Reenhed! — At opfriske hans Minde behøve de heller ikke, — han er saa dog stedse uforglemmelig for hver den, som han kun eengang rakte sin Højre til Haandtryk, medens han lagde Skjemt og Hjertelighed dertil. Reent og helligt staaer endnu hans Navn i hans ældre og yngre Venners Hjerter, og „paa den store Tavle i Fædrelandets Tempel har den Griffel skreven det, hvis Skrift Tiden ikke udsletter. Der skulle vore Børn læse der, og Bornmes Børn efter hverandre” — Naar efter Aarhundreder det stolte og glade Fædreland endnu nævner Holberg og Ewald, Baggesen og Oehlenschlager, Bernstorff og Ørftederne, Thorvaldsen og Juel, Grundtvig og Weisse som eet Sekels lysende Stjerner, — da mindes det med dem ogsaa Rahbek, den mindre geniale end hine, men den utrættelige, den æble, den fordringsløfe og kjærlige og derfor saa velsignelsesrige. „De ædlefte og ypperste Mennesker i Danmark have været mine Venner,”  — sagde den døende Gjæve med hellig Stolthed, — og Alt, hvad ædelt og ypperligt er, alt Godt og Sandt skal vorde det indtil Dagenes Ende!

Og nu i faa Træk hans Liv. Den, der ret vil kjende de første sire Aarticr af det, læse hans egne „Erindringer af mit Liv"; — og vil man anskueligen betragte, hvad han har virket, da ligger det opbladet i hans Skrifter, vel hartad udgjøre flere Bind, end Aaret har Dage.

Den 18de December 1760 fødtes Knud Lyne Rahbek i Kristenbernikovstrædet i Kjøbenhavn, Hans Fader, Toldinspektor og Justitsraad Jakob Rahbek, var en Bondeson, fra Ribe Stift, hans Moder, Johanne Riis, havde tidligere været Kammerjomfru hos den rige Grevinde Levezau. Sin Moder mistede han, da han var eet Aar gammel, men hans Faders Moder, en ærlig jydsk Bondekone, der var kommen herover til sin Søn, blev hans trofaste Plejemoder. Sin Fader derimod mistede han først i sit 35te Aar. Da han var 3 Aar gammel, begyndte allerede hans Underviisning, og i sit 5te Aar begyndte han paa Latin. Den stille og alvorlige Tone i Hjemmet bidrog vistnok betydelig til hans Læselyst. Imidlertid var han ikke længe hjemme, men efter privat Underviisning af en færdeles duelig Lærer, Adzer, kom han 1772 i Herlufsholms Skoles Mesterlektie, hvorfra den ikke mindre duelige Rektor Berndt dimitterede ham til Universitetet 1775. Endnu ej 15 Aar blev han altsaa Student og udmærket til sin Examen. Naste Aar tog han 2den Examen, og 18de Februar 1777, 16 Aar og 2 Maaneder gammel, var han med P. A. Hejberg, Translatøren og Digteren, den første der tog den saakaldte Storfilologikum, uden dog nogensinde at have til Hensigt at gaae den Skoleembedsvej, til hvilken den aabnede Adgang. Derpaa gik han først paa theologiske, siden paa juridiske Forelæsninger, men tog aldrig nogen af disse Embedsexaminer.

Han havde endnu tidligere, 1776, gjørt Bekjendtskab med Racines Tragedier og oversatte endog dennes Bajazet i riimfri Jamber. Hertil kom, at han ved samme Tid indgik det fortrolige Venskab med Pram, hvis første Forsog ligeledes vare i den dramatiske Digtekunst, med den geniale Rosing, der, skjønt ogsaa Student, gik til det kongelige Theater, og med Skuespillerinden, Jomfru I. K. Olsen, senere Rosings ligesaa udmærkede Kone, — og endnu, paa det gaardske Kaffehuus, blev Datidens dygtigste Dramaturgs, Rosenstand-Gojsches Omgangsven og kom til at staae paa samme Fod med næsten det hele Theaterpersonale. Theatret blev nu hans Eet og Alt, og ihvor lidt Naturen end havde dannet ham for Scenen, følte han dog stor Lyst til at gaae i Rosings Fodspor. Vel kom han ikke til Theatret, men han droges dog mere og mere bort saavel fra sine Examensstudier som fra Studiet af de gamle Klassikere, og tyske Romaner og Skuespil, »næsten alle af det følfomme Slags,” bleve hans daglige Læsning, medens et mere og mere udbredt Bekjendtskab med næsten alle Datidens Digtere og digtende Mennesker bragte ham selv til at skrive Vers. En Oversættelse af Diderots Skuespil „den naturlige Søn"var et af hans første Arbejder, medens det første originale Stykke fra hans Haand var „den unge Darby,” første Gang opført den 6te April 1780. Imidlertid havde han ogsaa 1778 i „Almindelig dans Bibliotek" skreven „over de danske Skuespillere”Men dette Stykke vac naturligviis umodent, hvorimod hans „Breve fra en gammel Skuespiller til sin Søn,” 1782, optoges med levende Bifald og oversattes paa Tysk. Dog bragte de den dygtige og fordomsfri Rosenstand i en ivrig Opposition imod ham, og der havde atter den heldige Virkning, at han mere maatte studere sin Æstetik og Dramaturgi og lægge sig ivrigere efter baade de døde og levende Sprog, især Engelsk.

Men endnu i en anden Henseende er Aaret 1782 markværdigt saavel for ham som for os. De oftere i denne Samling omtalte „iversenske Nytaarsgaver,” i hvilke flere af vore senere Digtere, som vi forhen have stet, først fremtraadte, og som tillige vare de første danske poetiske Nytaarsgaver, begyndte han nemlig i dette Aar at udgive i Forening med Pram. De vare ham vistnok et meget vigtigt Middel til at træde i¹⁸ Forbindelse med de mange jævnaldrende Digtere, og derhos til uafladelig at animere disse paa sin ægte Rahbeksk. Imidlertid var det vistnok ikke uden Grund, at hans Familie frygtede, at dette hans Liv, i Forbindelse med hans lystige og ej altid altfor ædruelige Omgang, skulde drage ham bort fra al stadig videnskabelig og borgerlig Beskæftigelse, og de fandt det derfor nødvendigt at lade ham rejse udenlands og derved give ham Lejlighed til Fortsættelsen af alvorligere Studier ved fremmede Universiteter. Faa Ynglinger paa 22 Aar havde vel ladet Sligt tilbyde sig to Gange, og dog var det vor Rahbek inderlig imod. Han skulde rive sig ud af sin Vennekreds og af Alt, hvad der ret egentlig fyldte hans Aand og Hjerte. Han vilde ikke rejse. Dog, hans Fader stod derpaa, og Statssekretær Guldberg, en Velynder af saavel Fader som Søn, skyndede bestandig til, gav endog Udsigt til et kongeligt Stipendium, som dog udeblev, og den unge, „lidenskabelige danske Theaterenthusiast"maatte i Efteraaret 1782 forlade Kjøbenhavn, eller rettere sagt dets Theater, sin Vennekreds og sine Sværmerier.

Det første Aar tilbragte han i Kiel, tildeels i Selskab med sin gamle Ven Samsoe. Derfra gik han til Leipzig og blev her kjendt og yndet af den ædle, senere for den danske Kunst og Videnskabelighed saa ærlig og kraftig virkende, Hertug Frederik Kristian af Avgustenborg, ligesom han ogsaa stiftede et fortroligt Venskab med den vakre tyske Lystspildigter Junger. Derpaa rejste han, tilligemed Samsoe, i April 1784 over Prag, Wien og Munchen til Manheim. Venskabsforbindelser her med Bed og Jffland og endnu flere berømte Skuespillere og Skuespildigtere, — vel ogsaa det, at han fik er af sig paa Ty skrevet Efterspil opfort paa det manheim- . ske Theater, — indgav ham nu den Jdee, som ogsaa senere, paa hans næste Rejse 1789, fpøgte hos ham, at nedfætte sig i Tyskland som tysk Theaterdigter; — og Danmark fulde saaledes have mistet en af sine fjærefte Sønner endnu for han ret havde begyndt at blive det kjær!

Dog fortsatte han Rejsen med Samsoe til Paris; men fandt sig her saalidt hjemme, at han igrunden rejste fra Paris igjen, uden at have været der. Hele Dagen var han hjemme paa sit Værelse, om Middagen spiste han i Palais-Royal og om Aftenen var han i Theatret. De mellemliggende Gader passerede han, men saae ellers Intet, — ligesaalidt Bastillen som Versailles, — uden Madam la Valiere, malet i Karmelitterkirken som Magdalene! — Og dette var virkelig slet ikke Kaprise! Det staaer tilvisse meget nær i Forbindelse med et andet Træk af hans Karakter, — det, at han, som tilbragte hele sit Liv i Kjøbenhavn og en stor Deel af det i Tbeatret, — aldrig var at formaae til at bessge Casortis Forestillinger. Naar vi hertil lægge, at han forkastede Oehlenschlagers „Frejas Altar", og at han betragtede selv de bedre af den yngre Heibergs Vaudeviller med Modbydelighed og VWæmmelfe, saa see vi tilfulde, at ej engang Alsidigheden kan undgaae Gensidighed. Og naar vi saa atter erindre, at det dog var ham, der ’1786 oversatte Beaumarchais indtil Forbavselse slibrige „Figaros Bryllup"(Skuespillet), saa see vi, at ejheller Gensidigheden,. hvormeget den end har scrstnet sig, kan stedse sejerrig beherske nogen menneskelig Aand.

Dog vi ville atter rejse hjem med Rahbek. J September 1784 som han over Manheim atter til Kjøbenhavn med sin Samsoe. Her var Guldberg imidlertid traadt fra Statsroret, og den Bistand, som en venskabelig Bevaagenhed ellers kunde have ydet ham, var der nu intet Haab om. Det som ham derfor faare vel tilpas, at hans Ven Pram tilbød ham at være Medudgiver af den med Juli 1785 begyndende Minerva, som tillige blev den egentlige Begyndelse baade til hans Berommelse og til hans ubodelige Fortjeneste af vor Litteratur.

Naar vi nu mindes, med hvilken Begejstring Minerva modtoges, at den var det eneste Tidsskrift, som havde nogen Stemme for sig i Publikum, og at dette med Begjerlighed rev enhver Linie til sig, som sendtes det gjennem Minerva; naar man dertil erindrer, at Rahbek samme Aar, under Tittel af „Prosaiske Forsog", udgav det første Bind af sine almeenvurdecede Fortællinger, saa kan man vel i en tredobbelt Betydning, med Hensyn til Forfatteren og hans Publikum, kalde dette Aar, Aaret 1785, hans Myndighedsaar. — Og traadte end senere hans Myndighed, — hans Avtoritet — betydeligt i Skyggen, saa er det dog vist, at den endnu den Dag idag, efter et halvt Se- Eels Forløb, skjønt uformærkt, er den samme. Thi som Holberg skabte den danske Prosa, og Sneedorff ærlig byggede paa den lagte Grund, saa blev Rahbek den tredie store Bygmester, den danske Prosas tredie Fader.

Ikke dog at Minerva var Rahbeks største og udødeligste Fortjeneste, eller at han i den havde kulmineret; — ikke alletider underskriver man vistnok saa gjerne Professor Jens Mollers Dom, som naar han siger, at de første 10–12 Aargange af „Tilskueren"ere og ville blive vor Forfatters rette Monument, det, hvorved han trøstig kan byde Kobber- og Marmortavler Trods. Heri ville vist alle Meninger og Anskuelser være forenede, og vi maa da nu — idet vi ikke saaledes kunne dvæle ved de vundne Palmers Dage, som ved Udviklingsperioden — gaae over til Rahbeks andet store, hans største Verk, den alt nævnte Tilskuer. Det var i Aaret 1791, at Rahbek, med den engelske som Forbillede, begyndte Udgivelsen af dette Tidsskrift, og Anledningen var vel nærmest følgende. Hans Bedstemoders Broder, Knud Lyne, havde testamenteret ham 12,000 Rdlr., som skulde tilfalde ham, naar hins Enke var død. Dette skete 1789, og Rahbek afbrød sine begyndte Forelæsninger over Æstetik og Retorik, for at gjøre en ny Rejse til Tydskland. Da han næste Aar kom hjem, fratraadte han Medudgivelsen af Minerva. Men han fandt nu tillige, at den største Deel af Arven allerede var medgaaet. Vel blev han paa Hertugen af Avgustenborgs Anbefaling ansat som extraordinær Professor i Æstetif, men fik kun 200 Rdlr. i Lon, der først 1793 forøgedes med andre 200. Han var saaledes uden Tilstrækkeligt at leve af, havde heller ikke af sit Embede tit: strækkeligt Arbejde, og fremfor Alt havde intet Tidsskrift at levere. Da begyndte han sin Tilskuer. Det var iscrrdeleshed ved sine humoristiske Skildringer, ved komiske og satiriske Tegninger af alle de meest fremtrædende Svagheder, Daarligheder og Latterligheder hos Nation og Tidsalder, i Moder og Indbildninger, som gjørde denne til Folkets Yndlingslæsning. Ingen Person var udpeget og ingen enkelt Handling, men med Vittighedens Vaaben tugtede den enhver Stand, enhver Klasse af Folket. At ogsaa Tilskueren tilfulde levede sit Liv ud, ligesom Minerva, hvilken han atter fra 1793 overtog, — at igrunden begge overlevede sig, saa baade deres Værd og deres Yndest havde tabt sig meget, inden de gik til Hvile, — er vist nok, og ligesaa vist er det desværre, at denne Kjendsgjerning havde megen Indflydelse paa Rahbeks Vurdering, hvortil endnu kom de flere mindre lykkelige Forsøg paa at lade enten dem igjen opleve, eller andre dem lignende Tidsskrifter.

Hvad der dog maaskee egentlig meest interesserede Rahbek ved Udgivelsen af alle de forskjellige Tidsskrifter, var den maanedlige historiske Artikkel, som han leverede. Han erhvervede sig nu vistnok aldrig nogen stor Fortjeneste som Historiker og Polittiker, mindst af Dagens Redaktion, som han forestod i Aarene 1811–14; men dog vil man vistnok hellere] nu lcrse hine Artikler i Minerva osv. uden Interesse; og ihvor fri han end var i sine Anskuelser, han undgik derfor hellerikke Kristian Colbjornsens Mistanke, — saa var han dog langt fra at lade sig henrive af hin urolige Tids Kraftmænd til de Frækheder og Udsvævelser, som tilvisse hverken kunde eller burde gaae ustraffede hen; — skjønt han dog vistnok af sit Vennesind undertiden lod sig forlede til at bedømme de Handlende vel skaansomt, ja endog f. Ex. til at skjenke den ældre Hejberg sin begejstrede Kjærlighed og Beundring. Og da netop hans polittiske Anskuelser havde saa stor Indflydelse paa hans borgerlige Stilling, er det vel ikke upassende atter her at gaae over til denne.

Vi have seet, at han var bleven Professor. 1794 blev han tillige Sekretcrr ved Kommissionen for en bedre Indretning af Universitetet og de lærde Skoler. Imidlertid paadrog en historisk Artikkel i Minerva for 1799 ham en Irettesættelse. Han stod saa dog eengang paa Kristian Colbjornsens sorte Tavle som et uroligt Hoved; — og skjønt Hertugen af Avgustenborg, Reventlov, Schimmelmann og Flere beskyttede ham, troede han dog ikke at kunne forene sit Embede med sine Anskuelser, fandt sig desuden krænket og tog sin Afsked som Professor. Han paatog sig da at informere i Historie i Hofpræst Christianis berømte Institut. Derpaa valgtes han 1804 paa daværende Theaterchef Hauchs Forslag til at undervise i den under Rosings Bestyrelse oprettede dramatiske Skole; 1807 blev han Inspektor i det pædagogiske Seminaries danske Klasse og 1809 Theaterdirektsr. 1817 nød han desuden den Udmærkelse at blive udnævnt til ordinær Professor i Mstcrikken (den første af dette Slags her ved Universitetet) med Adgang til Sæde i Konsistorium og Anciennitet fra 1814.

Som egentlig Digter er det nu vistnok, at Rahbek aldrig naaede nogen betydelig Rang. Som Dramatiker var han ikke meget heldig, som Lyriker var han hellerej sonderlig original. Hans elegiske Digte vare engang meget yndede, men hans Selskabssange og Drikkeviser er det dog egentlig, som nu for Tiden ene nyde en uforandret Beundring. denne Art af digtning har hidtil ingen dansk Digter overgaaet ham, og meget faa staae ham sideordnede. Ingen har imidlertid leveret et saa uhyre Antal som han, og Ingen saa betydelig en Mængde fortrinlige; ja det er maaskee ene i et Par af Stubs, Trojels og Baggesens, at vi finde den samme originale Jovialitet, Lune, Lys stighed og Vid, og det uden at det Overgivne stoder os ved kaad og vildt Raseri. Derimod er der næppe Nogen, der, saaledes som han, har staaet i Forbindelse med næsten alle Danmarks og Norges ældre og yngre Digtere. Hans Tilbøjelighed som æstetiker, til at fremhæve det Gode hos enhver af dem, og hané Svaghed, altfor let at oversee det Maadelige, har nu vistnok bidraget meget dertil, — og han er vist her ej aldeles uden Brøde, men en Brede, som, idet den blotter os en vis Svaghed i hans Karakter, tillige forraader os saameget Elskværdigt. Og elffværdig var vistnok ogsaa den Kjærlighed, hvormed han søgte at fremelske og værne om ethvert fremspirende Talent, ligesom den Troskab, med hvilken han værnede om sine Venners Minde, ved efter deres Død at samle og udgive deres Digte. Manges udgav han saaledes, og var han end atter her formeget Ven og vel tit altfor lidt Kritiker, saa tilgive vi ham vistnok ogsaa lettelig dette.

Denne Skildring er alt bleven længere, end den her skulde være, — men endnu er der dog et Forhold uomtalt, som vi ikke kunne lade blive saa. Rahbek var alt saavel de 35 Aar, da han i Januar 1796 forlovede sig med Karen Margrete Heger, den aandrige, elskværdige, herlige „Kamma,”  — laa kaldte han hende, — og med dette Navn nævner nu den anden Slægt hende med hellig Ærefrygt, og de seneste Aldre skulle gjøre som den. 1798 giftede han sig med hende. —- Næppe har nogensinde den rene, stille, fordringsfri, den ægte, hellige Kvindelighed vunden en skjønnere Krans, end den, Rahbeks Kamma vandt. Hendes blide og venlige Munterhed, hendes ømme, rene og følelsessvlde Hjerte vandt Alle; hendes livlige, rigtbegavede og mangfoldigdannede Aand henrev dem, og hendes trofaste Hengivenhed fængflede dem. Hun skjenkede Rahbek ingen Børn, men ingen Kvinde kunde, visselig saaledes have tilfredsstillet ham, som hun, — ’ ingen saaledes have opfyldt alle hans Længfler, enhver hans Trang. Bakkehuset, som i 50 Aar var Rahbeks Hjem og ved ham blev Samlingspladsen for Aand og Vid og Videnskab, blev ved hende til Yndighedens, Kærlighedens og Tækkelighedens Bolig. Did flokkedes de Mange, som elskede og beundrede de hæderværdige to, og „Filemon og Baucis"vare lykkelige i deres stille, rolige Hjem. Men Kamma blev syg og var i de sidste Aar svagelig. Da hjemkaldte efter langsomt drævende Lidelser en stille, rolig og hurtig Død den 21de Januar 1829 den ædle, herlige Kvinde. Dette Slag kom vel ikke uventet, men skjønt den stærke Gamle vilde skjule sin Smerte, tilintetgjorde det dog hans Livskraft. Nogle faa Maaneder senere, den 28de Juni 1829, døde ogsaa hans mangeaarige, ærværdige, maaskee nu hans kjæreste tilbage blevne Ven, hans tro Medarbejder, den gamle, herlige Nyerup. Selv blev han syg det næste Foraar. Han kom sig vel igjen tilsyneladende, men hans Livs Lampe var udbrændt, og allerede den 22de April 1820 svang hans frigjorte Aand sig glad til Herren, hvor Saamange — de Fleste — af hans jævnaldrende Venner alt vare hengangne.

Det Sidste fra hans Haand var det 5te Bind af hans „Erindringer af mit Liv”Det gik til 1801, og selv har han i disse 5 Bind leveret en tro og livlig Skildring af sine første 40 Aar.

„Tabet af en af de navnkundigste Forfattere, Danmark og Norden har ejet, — siger Justitsraad Molbech — efterlod et besønderligt, alvorligt og vidt følt Savn; thi det var, som om en heel Tidsalder, et halvt Aarhundredes Erindringsliv, med ham sank i Graven. Enhver ældre eller yngre Dansk, der ikke var fremmed i sit Fædreland og i dets Skriftrige, maatte føle, at med Rahbek døde den sidste aandeligt og litterarifl virkende Repræsentant for det 18de Aarhundrede” 26 (staaer i Krossings Læsebog.)

Rahbek blev 1810 Ridder af Dannebrog og 1829 Etatsraad. Som Lieutenant ved Studenterkorpset viste han 1807 personligt Mod og havde Vagt ved Biblioteket paa Rundetaarn. Efter at have faaet sin Afsked søgte han sig optaget paany og blev Kaptejn. Han var tillige en ivrig Frimurer¹⁹.

216 (af hans „Samlede Digte 1ste Del,” Kbhvn.

1803, 200 S. 8vo.)

42. Reenberg (Tøger Klavsen.) Om denne Forfatter siger Magister Thortsen (i Maanedsffrift for Litteratur 1831, Side „Den navnkundigste af Holbergs Samtidige og tillige hans nærmeste Forgjænger, Tøger Reenberg, var unægtelig ogsaa et opvakt Hoved, og hans jævne Munterhed i flydende Vers vilde tilfredsstille os endnu, dersom han mindre deelte alle de ældre Poeters Skjødesynd med en velbehagelig Snaksomhed". Naar han dernæft siger, at han var den smagfuldeste og korrekteste Digter af alle indtil sin Tid, men at han derved endnu ikke faaer nogen uindffrænfet Adkomst til at more vore Dages Læfere; — maa. Udgiveren vistnok i Eet og Alt bifalde hin sagkyndige Forfatters faa rigtige Dom, skjønt jeg dog maa mene, at Flere med mig ville lcrse Reenberg med Interesse og ikke angre de derpaa opofrede Timer. Jeg maa derfor ligefrem tilstaae, at det smertede mig, efter gjentagen ’Læsning kun at finde saa lidet et Udbytte hos ham for denne min Samling; ja jeg vil tale ganffe ærligt, — at jeg endog har snappet Lejligheden ved Haaret, for at komme til ’ at tale et Par Ord om ham, og saaledes gjøre Mit til at gjenvælte hans Minde.

Det var Viborg, at Tøger Reenberg, den 12te af 16 Seende, — 7 Sønner og 9 Døtre, — fødtes den 10de Oktober 1656. Hans Fader, Klavs Kristensen, ejede Lyndrupgaard, og blev 1659 Borgermester i Viborg. Hans Moder, Mette Pedersdatter, nedstammede fra Løvenbalfernes berømte Familie, om hvem atter Sagnet gaaer, at den skal nedstamme fra en uægte Søn af Kong Kristoffer den 2den. I sit 15de Aar mistede Toger sin Fader, og i sit 19de dimitteredes han fra Viborg Skole til Universitetet. I sit 23de Aar tog han theologisk Attestats, og Aaret efter, 1680, tiltraadte han sin Udenlandsrejse. Over Hamborg og Holland gik han til England, opholdt sig der et Halvaarstid og senere ligefaalænge i Paris, berejste saa Italien og Tyskland og kom om Efteraaret 1682 over Holland tilbage til sit Hjem. At denne Rejse har bidraget meget til hans for den Tid fjældne Sprogkundskab og Sprogfærdighed, er vel udenfor al Tvivl.

Skjønt den paa den anden Side vistnok tillige har optaget en heel Deel af hans, som man maa formode, ikke sønderlig betydelige Arv, og skjønt han efter sin Hjemkomst aldeles ingen Ansættelse fik, giftede han sig dog allerede den 29de December 1685 med Magdalene Broberg, som i de næftpaafølgende 16 Aar fljenkede ham ikke færre end 4 Sønner og 8 Døtre, af hvilke dog kun 3 Sønner og 3 Døtre bleve voxne, og kun 1 Søn og 1 Datter overlevede Faderen. Men hvorpaa giftede han sig da? — Hans Broder, Magister Jens, ejede nu Lyndrupgaard, som deres Fader forhen havde ejet; og denne forpagfede han. Den forglose theologiske Kandidat blev til Landmand, blev endog en ivrig Landmand. Men sin Videnskabelighed glemte han dog ikke derfor; han studerede med vedholden Flid Alt, hvad han kunde faae fat paa, og var ovenikjøbet selv sine Brødres Lærer. Ligesaalidt glemte han sit lystige Lune, tog gjerne Deel i alle Selskaber, og midt i sine trange Omstændigheder, som han hellere lo end lukkede over, svarer E han sig selv paa det Spørgsmaal:„Men hvem er det, som river disse Vers?" — med et: „det er jo den gale Forpagter”Sin ugifte Svoger spørger han ganske lunefuldt, hvordan han fordrev Tiden i sin Eensomhed, „du som ingen Kone har, der knurrer, og ingen Børn, der græde” Hvordan han imidlertid er kommen ud af det med sine Pengesager, derom giver hans Biograf os ingen anden Oplysning, end den, som vi selv kunne hente os af hans Digte. Vel var han 1688 bleven Sekretær i det danske Kanselli, men uden Lon og uden at gjøre Tjeneste; og 1703 blev han fjerde Landsdommer i Jylland, men fik først 1714, da han blev 2den Landsdommer, 300 Rdlr. i aarlig Lon. Og dog havde han allerede 1703 tilfjøbt sig Ristrupgaard, saa man virkelig kunde fristes til at troe, at hans Omstændigheder dog ikke have været faa forskrækkelig tarvelige, hvis hans Forsikringer derom ikke vare altfor joviale til ikke at troes. Som Landsdommer var han vel anseet og blev ofte brugt som Kommisfær i de forskjelligste vigtige Anliggender, blev ogsaa 1730 udnævnt til virkelig Iustitsraad, Tittel der, som alle andre, dengang betydede meer end nu, fordi den var fjældnere, Men ogsaa i sin Embedskreds var han vel lidt, af sine Omgangsvenner som af Bønderne, for sin Jævnhed, Ærlighed og Omgængelighed. I sin hele Færd var han aaben og ligefrem; han var redelig og uegennyttig som Borger og tjenftfærdig og opofrende som Ven. Hverken som Vært eller Gjæft forlod hans medfødte lunefulde Livlighed ham, næppe engang i hans høje Alderdom, uagtet han i de 3 4 sidste Aar af sit Liv traf sig noget mere tilbage fra Verden. Og dog var denne Reenberg med al sin sorglose Lystighed, med al sin Livsfrohed og sin Lyst og Trang til let og uforstyrret Selskabelighed, — Danmarks første Satiriker af noget Navn! — Isandhed! vi behøve knap at erindre, at Holberg og Falster og Fasting og Troj’lerne og Wivet vare de næste, for at forstaae og føle, at den bidende, den hadske og menneskefjendske Satire hverken er eller kan være begrundet i den dansk-norske Folkekarakter. End — da? — Lad ham være dansk eller norsk, hvad han helst vil! Som Satiriker og Skumler er han ingen af Delene! 33 En Mærkelighed er det visselig ogsaa, at medens Reenberg dog tidligere havde udgivet et Par Oversættelser fra Engelsk, har han næppe ladet noget Vers af sig trykke for 1694, da han altsaa var 38 Aar gammel.

Toger Reenberg døde i sit 86de Aar, den 24 Juni 1742; hans Kone var allerede død den 27de December 1729.

Af hans Børn ere ingen mærkelige med Undtagelse af den yngste, Charlotte Amalia, født den 9de Januar 1702 og gift den 4de September 1744 med Kristian Fischer til Allinggaard. Hun var endnu ikke 6 Aar, da hendes Broder, Frederik, kom til at finde hendes højre Arm af med en Flint. Og denne Charlotte var — ja gjæt engang — forlover med Danmarks udødelige Tordenskjold! — Ingen af alle Tordenskjolds Biografer, saa lidt som Reenbergs, have hidtil fortalt os dette, og næsten hele Danmark er vel endnu saa uvidende derom, som den store Skjald var det, da han digtede Miss Harriet; — og dog lever det endnu i Mindet hos den fra Reenberg nedstammende tejlmannske Familie, gjennem hvilken det ved en Ven er bleven mig overgivet. Hele Danmark føler endnu saa begejstret for sin Tordenskjold, at man vel maa undres over, at et saa mærkeligt Bidrag til Heltens alleregentligste Historie endnu hidtil laa uopdaget; og jeg kunde hartad selv fristes til at undres derover, hvis der ej ogsaa i min egen, — og altsaa maaskee endnu i flere Familier, — levede livlig opbevarede, hidtil ubenyttede Frasagn om hin vidunderlige Søfjæmpe, Danmarks anden Peder Vovehals!

Udgiveren havde trods gentagne Forsøg endnu ikke kunnet spørge Tordenskjolds nærmeste nulevende Slægtning, Admiral Wessel-Brown, om Familiens Overlevering af denne Efterretning²⁰.

159, 12. 16. 23, (jævnfør ’64), (af hans „Poetiske Skrifter"udgivne efter hans Død, Kbhvn.

1769, 2 Bind 8vo. 1 Nbdlr.)

43. Rejn (Jonas). Jeg veed ikke selv, hvor Fejlen stikker, men jeg har aldrig ret kunnet sinde Behag i den Digter, hvem Zetlitz kalder „den sande Sorgs ulignelige Sanger", og Rahbek „Tibullus Rejn", og som af saamange flere af sine Jævnaldrende blev saa højt vurderet. Mig er det bestandig forekommet, at hans Kraft vel tit er bleven slappet og hans Varme kjolet under en altfor ængftelig, hartad sygelig, Leden efter det rigtigste, det reneste og det pynteligste Udtryk. Ikke at jeg misbilliger — og endnu mindre fordømmer — den Omhyggelighed for Sprogets Reenhed og Siirlighed, som gjør Formen Stof og Tanke værdig og er et faa smukt Beviis paa den sande Digters Agtelse for sit Publikum; — et sjældent og vist ikke noksom vurderet Exempel paa en saadan Takt er i vore Dage Kristian Winther; — kun mener jeg, at skal Stoffet tabe Noget af sin Fylde, Ideen af sin Ild, og det hele Digt af sin Livlighed og Friskhed, sin Originalitet, — da er selv den siirligste og glatteste Form kjøbt for dyrt. — Og dette forekommer mig at være ikke faa sjælden Tilfældet med Rejn, hvis’ bestandige Klagen og Klynken desuden i Længden nødvendigviis maa trætte, om vi end igjennem den gjøre Bekjendtjkab med et recent og fromt og ædelt Hjerte. Denne min Anskuelse kunde jeg ikke tilbageholde; thi nu den er ytret, vil Enhver lettelig kunne vide, hvad Tillid han vel maa kunne have til mine øvrige Domme om Digteren, om hvis Levnetsjeg desværre kun kan give meget lidet.

Rejns Fader var Præst i Suredalen paa Nordmsr, og der fødtes han den 30te Januar (18de Februar?) 1760. — Privat dimitteret blev han 1777 Student her ved Universitetet, altsaa ved samme Tid omtrent som hans Jævnaldrende, Rahbek, Riber, Actlitz og Flere, der, mere eller mindre kraftigt, hver paa sin Maade repræsenterede hin Tids poetiske Anskuelser, ja man kan vel sige, hvis Digte, som umiddelbart udstrømmede fra dem, her vare de bedre blandt Folket, uden at>de dog i Anskuelser og Ideer hævede sig saa saare betydelig over det, ere det troeste Spejl paa hele den Tone og Stemning, som dengang gik igjennem dette, — paa Folkeaanden og Folkeliver. — Mærfeligt nok er det dog tilvisse, at vi først langt senere end de Andre see Rejn fremtræde som Digter, uagtet han næsten stedse opholdt sig her i Kjøbenhavn, hvor der dog var saamegen Lejlighed for ham til Omgang med ligestemte Sjæle, og hvor han virkelig ogsaa stinde Venskabsforhold med flere der med Iver og Begejstring dyrkede de Muser, hvem han 33’ visselig ogsaa i Stilhed har bragt mangt et Offer, og som det senere kostede ham saameget at løsrive sig fra. Hans Venner Pram, Rahbek og Aetlitz vare alt længst, lidt efter lidt, fremtraadte og havde meer eller mindre draget Almeenhedens Øjne til sig, da Rejn 1786 bragte sit første, tilvisse ikke meget lovende Digt for den store Domstol. Det var et Sorgespil i Alerandriner, — Hagen og Axel, — der ved sin Fattigdom paa Handling og sin Mangel paa Karaktertegninger og Situationer vistnok heel vel fortjente den Ligegyldighed og Kulde, det mødte, og hvorved endnu til Overflod den uheldige Omstændighed stodte til, at Stoffet var det samme, som i P. H. Frimanns herlige Romanse, Axel og Valborg, — hvilket Stof senere er blevet endnu langt mere bekjendt ved Oehlenschlagers mesterlige Behandling.

Saa uheldig denne Debut var, faa heldig — ifærdeleshed med Hensyn til Forfatterens Navn — var derimod den næste, ej meget senere. I Aarene 1786 og 87 leverede Rejn nemlig adskillige Digte saavel til Minerva som til flere andre Tidsskrifter. De vare alle lyriske, eller vel rettere elegiske, og satte ham lidt efter lidt temmelig fast i Publikums Yndest, der hartad ligesaa gjerne græd med Rejn, som det lo med Aetlitz. Rejns kjekke, frisindede Ærlighed, der var den samme, enten han talede til Fyrste eller til Folk, enten han sang om Frihed (hans „Ode til Friheden"er bekjendt nok og visselig i Almindelighed ikke for lavt vurderet) og om Fædrelandets Tarv, eller han blottede Tomheden og Forfængeligheden i al Verdens ydre Glans og Tant og Glimmer, — denne fribaarne, rolige, sig selv stedse lige Ærlighed maatte naturligviis ogsaa vinde mangt et Hjerte for ham, selv om det med mindre Alvor, med mindre mørk Strænghed betragtede Forholdene.

For en Mand med hans sorgelige Blik paa Livet, var hans første Befordring nu vistnok ogsaa mindre heldig valgt. Han blev nemlig 1791 kaldet til Præst for Kavtokejno i Finmarken. Vel blev han allerede det næste Aar forflyttet til det residerende Kapellani i Aggershus Stift, hvorfra han atter 1800 kaldtes til Præst i Ejdanger i samme Stift; men begge disse Kald vare meget smaa, og et trangt Udkomme, der vistnok ikke holdt ham fri for trykkende Næringssorger, var ejheller skikket til at stemme hans Harpe til blidere Toner. — Som Præst i Ejdanger var det, at han 1802 udgav det for: sie Bind Digte, der modtoges med megen Velvillie, og som den vel ej altfor kompetente Kunstdommer, senere Biskop Pawels, — som forresten ogsaa selv skrev Vers, — kalder „en af vore ypperste Poesisamlinger”Vel var der dengang færre fortrinlige Samlinger end nu, men mindes man, at baade Ewald, Wessel, Baggesen og Flere dog allerede dengang længst vare fremtraadte, saa vil det vel holde haardt, at fane denne Dom underskreven af ret mange. Desuden beskæftiger Digteren i denne Samling Publikum altfor meget med sig selv, og maa det end røre ethvert Hjerte at see en smuk Skildring af msjsommelige Kaar og ulykkelig Kjærlighed, saa er der dog paa den anden Side vist, at det varer sjælden længe, for selv den mesterligste Behandling heraf trætter, I Ejdanger var det ogsaa, at han 1806 skrev Fortalen til sine „Ny Digte,” der dog først udkom 1811, efterat han 1808 var kaldet til Præst ved Nykirken i Bergen. I sin Erkjendelse af det Vanskelige „for Digteren at tage fat paa Embedssysler, og for Embedsmanden værdigen at dyrke Muserne,” faameget mere, som han, „adskilt fra al videnskabelig Omgang og overgroet med Hverdagslivets Mos"ej kunde folge Skridt med Tidens Smag og ved en jærpet kritisk Takt opfylde Tidens Fordringer, — tager han i denne Samling Afsked med Muserne, uagtet Lysten til at dyrke dem, som han selv siger, var bleven lidenskabelig hos ham. — Denne er ogsaa den sidste Samling, vi have fra ham, og Tonen i den cr baade blidere og mindre utilfreds, end den"var i den forrige. — Dog saae man af og til endnu et og andet Digt af ham i enkelte Tidsskrifter, og 1817 begyndte han med K. M. Falsen og H. Foss Udgivelsen af „den norske Tilskuer,” som vedvarede indtil Sommeren 1821, og hvori fra Rejns Haand endnu findes adskillige Poesier og Fyndsprog. —

Hans sidste Stilling, som Præst ved Nykirken, var vistnok blidere end hans forrige, men skjønt han dog egentlig ikke var gammel, henrandt hans sidste Aar under en betydelig legemlig Affældighed og Svækfelfe. „Et Dødens Budskab rørte ham allerede længe for hans Død,” og velkommen bragte denne ham derfor den evige Hvile. — Han henstumrede den 21de November 182!, 4 Dage for hans Ven Prams Opløsning i den fjerne Himmelfone, og samme Aar som Jetlitz og Thaarup. — Et hædret, et uplettet Navn, som Menneske og Borger, som Fædrelandets ægte og trofaste Søn, overlever endnu og vi! længe overleve den elskværdige Mand, den agtværdige Embedsmand og den ædle, den kraftig- og blufærdig-rene Digter. — Ubetinget Agtelse skylder selv den ham, der mindre tiltaltes af hans Musas Frembringelser.

141 (af »Nyeste Digte,” Kbhvn. 1810, 207 S. 8vo.)

44. Riber (Hans Vilhelm). Det kunde naturligvis aldrig være min Hensigt, her at levere en egentlig Biografi af „den fromme Riber, alle Godes Ven,” selv om jeg ansaae ham for en mindre ubetydelig Digter, end jeg virkelig gjør; — dertil har jeg allenfalds deels optaget for lidt i min Samling — kun 4 Linier —, og deels lukket mig Adgangen ved at dvæle maaskee vel længe ved nogle af de foregaaende Forfattere; — men ganske at forbigaae ham, denne elskelige, Éjærlige, rene og fromme Sjæl, tillader min egen Folelfe mig ikke, og ville vel hellerikke de Mange tillade mig, der have lært, om end ej at beundre, saa dog at elske ham.

Det var i Kjøbenhavn, at Riber fødtes den 7de Januar 1760. Hans Fader var Horkræmmer Hans Kristian Riber, Kasserer ved Byens Brandkasse, og Moderen Johanne Kristine Buch, en Datter af Kommerseraad Buch. De vare temmelig formuende, men Moderen døde, endnu inden han havde naaet sit 3die Aar, og Faderen, inden han var fem. Hans Farbroder, Assistent ved bemældte Kasse, Aage Kristian Riber, tog ham da i sit Huus, og i denne sin ædle Slægtning fandt han den kjærligste, omhyggeligste og troeste Fader, der, selv da han giftede sig, i sin Hustru fandt den ædleste, sig i inderlig Kjærlighed opofrende Moder for den lille Vilhelm og hans Broder og Søster. Aldrig savnede de smaa 3 hos deres Plejeforældre, hvad selv blandt virkelige Forældre kun de sjældneste yde.

Plejeforældrenes Huus var meget roligt og stod kun i en sjælden Forbindelse med meget faa Familier. Vor Riber maatte derfor i sine Børneaar savne næsten al Omgang med Jævnaldrende, ligesom alle de Forlystelser og Adspredelser, som de stsrre Familiekredse tilbyde. At denne Omstændighed har haft en stor Indflydelse paa hans Karakter og især paa hans medfødte Blidhed, Fromhed og Undselighed er vistnok temmelig sandsynligt; ligesom den utilfredsstillede Længsel efter Barnets og Drengens Lystigheder, som han dog nødvendig maatte føle, vistnok ogsaa tidlig udviklede den Selvbeherskelse og Selvopofrelse, der saa smukt betegnede hans senere Bane.

For at han kunde undgaae Skolelivets for saamange Karakterer farlige og slibrige Vej, skyede Plejeforældrene ikke de større Omkostninger, der vare forbundne med privat Underviisning; og vi behøve visselig intet andet Beviis for faavel hans Læreres Duelighed som hans egen ufortrodne Flid, der naturligviis lettedes betydelig ved en let Opfatten og tro Opbevaren af det Givne, end det, at han allerede den 4de Juli 1774, næppe 14½ Aar gammel, med Bersmmelfe underkastede sig den rigtignok da meget lettere første Examen ved Universitetet; — ligesom vi ejheller behøve noget skjønnere Beviis paa hans taknemligrene, barnligffjønne Sjæl, end det, at han i sin Dagbog indtil den allerubetydeligste Udgift nedtegnede Alt, hvad der var gaaet til ved denne hans første Examen, „og saaledes kostede den mine gode Plejeforældre 38 Rdlr. 1 12 — Lad Ribers Geni have været nok saa lidet og almindeligt, — og stort var det visselig ikke, — hans Sjæl, hans taknemlige Kjærlighed, var sandelig ikke almindelig, ikke hverdagslig, — den var langt ophojet over de mange store og geniale Aander, der i Kjærligheden stundum ere saa smaa.

Næste Aar tog han ogsaa med Hæder sin anden Examen og tog nu med Iver fat paa Theologien. Faa Professorer og faa Mennesker have vel rejst sig et saa hæderligt Minde ved ubestikkelig Retfærd, som den alvorlige og strænge, stundum kolde og gnavne, men altid lige ædle theologiske Professor Peder Holm;* og et skjønnere Beviis paa den Opmærksomhed og Agtelse, vor Riber tidlig maa have vunden sig, kan derfor næppe fremføres, end at denne Professor Holm den 21de April 1777 selv tilbød vor syttenaarige Yngling baade Kommunitet og Regens. Men skjønt og herligt og ædelt var det tilvisse ogsaa, hans Plejeforældre atter her saae bort fra enhver Fordeel, og ej vilde skille sig af med deres elskelige Yndling, at han ej i Lidenskabernes begyndende farligste Periode, skulde, fjernet fra deres Øjesyn, overlades til blotte Jævnaldrendes ej altid den bedste eller onffeligste Paavirkning. — Han blev hjemme i deres Huus. —

I disse Aar var det ogsaa, at vor Riber stiftede det siden aldrig opløfte Venskab med Rahbek, Storm og Flere af sine aandrige Samtidige, ligesom at den hæderværdige Professor, senere Biskop, Balle fattede det Venskab og den Andest for ham, som ej Dødens kolde Haand isnede. Men det var ogsaa i Aaret 1777, at hans ædle Ven, den flittige og fortjente Pastor H. I. Birch, fik ham til at deeltage i sit historiske Magasin. Det var med Oversættelsen af nogle Fortællinger og Breve, at han begyndte sin litterære Bane, og hostede han endej paa den nogen udmærket Berommelse, maa man desuden nu tilstaae, at hans Venner endogsaa overvurderede den, som han hostede, — saa see vi ham dog ingensteds uden som den gode, elskelige Riber, og kunne ejheller frakjende ham, at virkede han end kun lidet i Ideernes Rige, saa var hans Virken for Sproget ej ubetydelig.

Mere og mere droges han imidlertid nu bort fra Embedsstudiet — tidligere havde han allerede enkelte Gange prædifet — til boglig Syslen og Virken. Forskjellige, deels poetiske, deels prosaiske, Oversættelser udkom fra hans Haand, og i nogle

* Jeg kjender endnu et Træk af denne Hædersmand, som maa være Alle uden mig og min Familie ubekjendt, Det hører ikke herhid, men ved en anden Lejlighed skal jeg visselig ikke glemme det. Aar redigerede han de berlingske lærde Efterretninger, ligesom han og redigerede de i Aarene 1781–84 udkommende, i vor Litteratur ikke umcerkvcrrdige schulzisse Poesisamiinger. Med utrættelig Beredvillighed og Godmodighed hjalp han desuden Enhver, der henvendte sig til ham, og gjennemgik gjennemsaae — for Venner og Ubekjendte — en hartad utallig Mængde af de forskjelligste, saavel originale som oversatte Arbejder, — opofrende sin Tid og — nægtende sig selv den tilbørlige Hvile og Vederkvægelse — opofrende sin Helbred.

Men i Aaret 1786 fik han endnu en Bivirkekreds, der snart angav Retningen for hans senere kraftigste Virken. — Tode — (se ham) havde indbudt Riber og flere af sine litterære Modstandere til at deeltage i Stiftelsen af Selskabet for Efterslægten. De adlsde den ædle Opfordring, og vor Riber arbejdede med Troskab ved den saaledes oprettede Skole. Man blev opmærffom paa ham, og hans sjældne Læregaver, hans Blidhed og Taalmodighed, Tydeligheden i hans Foredrag og Rigtigheden i hans Fremfætning udmærkede og anbefalede ham saa fortrinlig, at man udsaae ham til Lærer ved det til Landsbyffolelærernes Dannelse under Opretning værende Seminarium. denne Hensigt maatte han foretage sig en Rejse til Tyskland, for der at gjøre sig bekjendt med de fortrinligste lignende Anstalter, og da han kom hjem, blev han Lærer ved Seminariet. Denne Stilling var vistnok ganske overensstemmende med hans Tilbojelighed, og med hele sin Kraft opofrede han sig for den. Ogsaa hans huslige Liv var meget lykkeligt. Han var nemlig bleven gift med Jomfru von Haven, der vel ingen Børn skjenkede ham, men som var hans Ungdoms Kjærlighed og forsødede nu med Blidhed, Troskab og Elskelighed hans Manddomsaar. Hvad og hvor ganske han virkede for sit Seminarium, beviste vistnok tilfulde det ved hans Baare af den højcrrvcerdige Balle rejste Minde, ligesom de tvende Minder, hans Eftermand, den kjærlige, trofaste Guldberg — Digteren og Professoren, af hvem der ogsaa er optaget nogle Digte i denne Samling, — senere rejste ham; men fremfor Alt den Kjærlighed, med hvilken hans Disciple endnu efter hans Død hang ved ham. Man har vel senere villet paastaae, at hans blide Menneskekærlighed saae for meget igjennem Fingre med dem og indgav dem for høje Ideer om, deres Stilling og Fremtids Bestemmelse, jeg veed ogsaa nok, at man tit med fornem — foragtende og foragtelig — Mine seer ned paa Skolelcrrerstanden i — men fejlede Riber her, da var det af Kjærlighed, og de Fejl, den føder, ere de værste.

Dog var det langtfra, at han for Seminariets Skyld afbrød enhver anden Virken. J ISalmekommissionen tog han ivrig og ufortroden Deel. Var den hele Kommissions Birken ikke den heldigste, — nu faa var det den hele Kommissions Evner og Anskuelser, som vare Skyld deri, og ingen Enkeltmands, — mindst dens ærlige Iver — og ogsaa her viste vistnok Riber, at hans Hjerte var langt større end hans Geni.

Hans Liv havde været Venskab og Kjærlighed, og med en Akt af Venskab endte det. En kold Efteraarsdag bragte han fin Rahbek nogle Bidrag til en poetisk Samling. Da han kom hjem, var han syg, og den 26de November-1796 døde han.

Kan man være stor uden en højtbegavet Aand men ved et ægte kjærligt Hjerte, — saa Fred og Velsignelse over den store, den kjærlige, „den gode Ribers"Minde!

159, 13 (af »Samlede Digte,” Kbhvn. 1803, 2 Dele.

1 Rbdlr.)

45. Rosenhoff (Klavdius). Medaktor forskjellige Blade, født i Kjøbenhavn den 18de November 1804.

53 og 159 6, 7, s, 9, 10, 11, 14, 15. 17, 21 og 27 (af „Nyeste Skilderi af Kjøbenhavn,” 1834 og 35.)

46. Sagen (Lyder Kristian). Overlærer ved Skolen i Bergen, født i Bergen 1777.

10 og 159 3 og 4 (af „Polychorda, Nytaarsgavc for 1805”)

47. Sander (Levin Kristian) fødtes i Jtzehoe den 13de November 1756. Hans Fader, en kraftfuld og munter Skrcrdder, lærte ham selv at loese og fortalte ham i Tusmsrkct Historier. En Aften fpændte et saadant Æventyr Barnets Interesse paa det Højeste, da Faderen midt under Historiens Løb holdt op og sagde: „Vil du vide Meer, Kristian! saa staaer det i den tykke Bog der” — Det hjalp, og uagtet han fik Muslinger, lcrste allerede den 6aarige Dreng med Færdighed sine Ridderromaner højt for de lyttende Skræddersvende. Imidlertid var han 14 Aar, inden han fik nogen ordnet Underviisning. Da tog en Gorr sig af ham med farlig Interesse, og han læste i 3 Aar flittig under dennes Vejledning, indtil en ved Anstrængelsen paadragen Brystsygdom i 1½ Aar bandt ham til Sygelejer. Trapp var nu bleven Rektor i Jtzehoe, og Gorr anbefalede Sander til ham, der selv ved Oversættelsen af et engelsk Digt, som Trapp lod trykke, befæstede sig i hans Yndest. — Ehlers i Altona lærte ham nu at kjende og tog ham 1774 i sit Huus. Det hamborgske Theaters Næærhed bragte ham her til at skrive sit første Sergespil, som dog først blev trykt, efterat han med Ehlers var fulgt til Kiel. En Indbydelse fra Trapp kaldte ham 1778 til Filantropinet i Dessau, og efter et Halvaars Prøvetid antoges han som Lærer og Opdrager. Arbejdet her tilligemed en heel Deel litterære Beskjæftigelser angreb imidlertid hans Sundhed, og Stridigheder imellem Lærerne indbyrdes forværrede den, og 1783 forlod han uden nogen anden Udsigt Instituttet. En kort Tid opholdt han sig da hos „gamle Fader Gleim"i Halberstadt, men droges atter Hjemve, som han siger, til Holsteen.

Arkiater Hensler tilbød ham nu en Huslærerpost hos Grev Reventlow i Kjøbenhavn. Han modtog den, og saaledes begyndte 1784 hans kjøbenhavnske Liv. J fem Aar var han Huslærer og stiftede imidlertid Bekjendtskab med Rahbek, Rider, Samsoe og Flere af vore Digtere; men anstrængt Arbejde, — iblandt Andet forskjellige Oversættelser fra Dansk til Tyst, f. Ex. af Wessel, Ewald, Storm, Thaarup, Pram, Rahbek og Baggesen, — forværrede atter hans Helbred, og 1789 opgav han sin Huslærerplade.

Reventlow anbefalede ham, og han blev endnu samme Aar Fuldmægtig ved Kreditkassen med 200 Rdlr. i Lon. — Denne Post ombyttede han 1791 med en Sefretærpoft ved Vejkommissionen, hvor han først fik 400 Rdlr., indtil denne Lønning lidt efter lidt forøgedes, og han 1798 fik 800 Rdlr.

Allerede tidligere havde han med en for en Tysker sjælden Flid og Iver lagt sig efter at lære Dansk. Som hans Stilling forbedredes, og hans pekuniære Uafhængighed forsgcdes, studerede han stedse ivrigere Sproget og fremtraadte hyppigere som Forfatter i det. Fra et af disse Aaringer er det, at det Digt, „Dødens Vuggevise,” som af ham er oplaget her i Samlingen, forskriver sig. — Fra 1796 daterer sig Niels Ebbesen. — Man har sagt, at den var af Samsoe, der samme Aar var død,’ og hvis Dyveke gjør denne Paastand ikke usandsynlig. Sander skulde da have stjaalen den — heel eller halv — ud af hans Papirer. Men seer jeg ret, var Samsoe vist ikke nogen af de meget Produktive, og jeg skulde tage meærkelig fejl, om han ikke arbejdede temmelig langsomt; — saa, ærlig talt, kan jeg endnu aldrig begribe, naar han skulde have faaet Tid til at skrive hele Niels Ebbesen. — Man har atter kaldt denne Historie Bagtalelse og paastaaet, at Sander var Niels Ebbesens rette aandelige Fader, for hvilket han havde udlagt sig. Imidlertid har den Sag endnu bestands., været mig ubegribeligere, og kan man med Grund spørge, hvor Samsoe fik Tid til at skrive den, saa spørger man nok ikke med mindre Grund, hvor Sander fik Aand dertil. Ikke at jeg er nogen stor Beundrer af Sørgespillet Niels Ebbesen, men dertil er det dog alletider meget for godt, at det skulde have Fader sammen med Eropolis, Hospitalet, Knud Lavard og hvad al den Stads hedder, — og ikke med et eneste ærligt beslægtet Aandsbarn. At Sander virkelig skulde have stjaalen det, kan da heller aldrig blive uden en moralsk Umulighed; men der skeer saameget Underligt„ hartad Umuligt i Verden, at det Beviis taber meget i sin Kraft. Hvad kunde vel et Menneske ikke falde paa at gjøre for at faae Navn af Digter, naar f. Ex. en endnulevende Mand — der endog skal leve i gejstlig Hæder og Værdighed — kunde som bekjendt faae det Indfald at stjæle en forhen trykt Doktordisputats for at faae Navn af Doktor? — Den moralske Umulighed er da heller intet Beviis, uden hvis det kunde bevises at have været en moralsk Umulighed nerop for Sønder, — Og her maa vi rigtignok aldrig glemme, at Sander var en Ven af Rahbek, Riber, Samsoe, Baggesen, Haste og flere Ædlinger, der Alle vilde have gyst tilbage for en saadan Nederdrægtighed. — Derfor — at hitte Rede i, hvad der er Sandt og Usandt her, vil nok blive en evig Umulighed, — men mccrkeligt nok er det, at da Kaadhed beskyldte Baggesen for at have stjaalen sin Trylleharpe, faldt Skammen kun tilbage paa den Beskyldende, og Ingen troede Beskyldningen, — her troe Saamange den.

Da det pædagogiske Seminarium blev oprettet, blev Sander Lærer ved det i Pædagogik og Tyst med 1000 Rdlr. Lon, og han nedlagde da sin Sekretærpost, En Virkning af denne hans ny Stilling var en heel Deel videnskabelige Arbejder, Pædagogikken og dens Historie betræffente, som han deels udgav ene, deels i Selskab med Andre. Hans Sang om 2den April lønner det sig næppe at omtale, og at den pædagogiske Professor hellerez, sine andre Arbejder uagtet, sveg de dramatiske Muser, om de endog bestandig svege ham, — beviste han ved de førnævnte aldeles uheldige Arbejder. J IBombardementet 1607 brændte baade hans hele Bo og hans Bibliotek, og desuden skulle en stor Mængde litterære Arbejder være brændte for ham. Dette i Forbindelse med alle hans forsÆjellige dramatiske Uheld, gjørde den ellers godmodige men ærebegjerlige og pirrelige Mand forstemt, mistænksom og mørk. Hans Stemning slappede hans Kraft til at virke, og den bidrog vel ogsaa til, at han med meget liden Hæder blandede sig i den store oehlenschlager — baggesenske Krig. Engang havde han dog domt ret sundt om Poesi, men nu syntes ogsaa denne Evne at være forgaaet ham. Hertil kom, at hans Tilværelse, især i hans senere Aar, var meget langt fra at være lykkelig.

1802 havde han giftet sig med en Frøken Grube, men hun var i flere Aar meget svagelig og døde fra ham 1817. Ogsaa han var dengang meget svagelig. Plaget af de frygteligste Steensmerter søgte han at dulme sine Lidelser ved en stedse hyppigere Hentyen til hin ulyksalige, Bevidstheden bedsvende Kilde, der naturligviis kun for et Øjeblik kunde lindre, medens den gav Lidelserne en stedse rigeligere Næring. J denne sørgelige Forfatning giftede han sig paany 1819 med en Frøken Clozel. Han var allerede dengang i sit 63de Aar og døde kort derefter den 29de Juli samme Aar.

Har han virkelig ikke skreven Niels Ebbesen, da ere, uagtet enkelte vakre Smaadigte, hans digteriske Fortjenester vistnok højst ubetydelige. Langt mere virkede han som Videnskabsmand, og uagtet her i denne Skitse endnu Intet er nævnt om Deklamatorikken, er det dog nok udenfor al Tvivl, at han især af den har gjørt sig ikke lidet fortjent. Hans Odeum (1808), hans Polyhymnia, Evterpe og Theone (1813) og hans Svada (samme Aar) berettige ham vistnok til et taknemmeligt Minde, ligesom ogsaa hans Bestræbelser for, ved Oversættelser at gjøre vore Digtere mere bekjendte ogsaa for et fremmed Publikum, ikke kunne kaldes uden meget agtværdige, ere de end langt fra alle at være lige heldige.

138 (staaer i Krossings Læsebog.)

48. Schaldemose (Frederik Julius), Premierlieutenant og Material-Forralter paa Kronborg, født paa Vedelsborg i Fyn 1783.

6, 30, 75, 77 og 186 (af „Digtninger,” Kbhvn.

1819, 201 S. 12mo.)

71 og 151 (af „Nytaarsgave for 1823,” Kbhvn.

1823, 210 S. 12mo.)

49. Schmidt (Frederik). Prsstog Provst i Himmelsv ved Roskilde, Doktor i Theo ogien og Ridder af Dannebrog, født i Asminderod ved Fredensborg den 2/de Maj 1,/1.

93 og 119 (af „Ny samlede Digte,” Roskilde 1835, 304 S. 8vo. 1 Rbdlr. 3 A.)

146 og 223 (af „Samlede Digte,” Kbhvn. 1811, 224 S. 8vo.)

50. S. (T.). Da denne unge vakre Digter endnu ikke har navngivet sig, og jeg heller ej hax faaet Tilladelse til at nævne ham, maa han her anføres med det Mærke, under hvilket han allerede har leveret et Par herlige Stykker.

165 (af Liunges „Søndagsbladet,” Kbhvn. 1835.)

51. Sneedorff (Hans Kristian). Denne Forfatters Levnetsbeskrivelse er endnu ingensteds leveret, og hvad jeg for dennesinde kan give, bliver ogsaa meget siint, uagtet saamange af hans nærmeste Familie endnu leve, til hvilke jeg dog ikke har haft Tid og Lejlighed at henvende mig. Den, hvem han interesserer, vil derfor med mig fatte sit Haab til Fremtiden. En Admiral, som er Digter tillige, vil saa dog stedse, saavel i vor som i enhver Litteratur, være et af de sjældnere Skuer.

Sneedorff blev født i Sorø den 22de Marts (Maj?) 1759. Hans Fader var den i saamange Henseender udmærkede Professor Jens Skjelderup Sneedorff, og hans Moder Dllegaard Vilhelmine Thestrup. Hans Broder var den saa haabefulde, men kun altfor tidlig afdøde, Frederik Sneedorff, den store Suhms Yndling. 1761 blev hans Fader fra Professor i Sorø Lærer for Arveprins Frederik, men ogsaa hans Dage skulde kun vorde faa, og han bortkaldtes i sin fejreste Manddomskraft, den 5te Juni 1764. Imidlertid var hans Familie kommen med ham til Kjøbenhavn, hvor Enken forblev med begge sine Sønner, faameget mere, som hun der havde saamange Slægtninger, Ogsaa hun var nemlig deels beflægtet, deels besvogrct med flere af de berømteste Familier i vor videnskabelige Verden.

Frederik, den yngste Søn, blev anbragt til Studeringerne, men den @ældste, Hans Kristian, blev Sokadet. Om hans Barndom ved jeg Intet, men rimeligt er det vel, at hans lyse Hoved, hans karakteristiske, kraftfulde Raskhed, og hans Interesse, ej blot for boglig Syssel, men for alt det Skjønnere, Højere og Betydningsfuldere i Livet allerede meget tidlig have hæderlig udmærket ham blandt hans Jævninger, ligesom vi og alt dengang see hans Hjerte aabnet for en af Menneskets helligste Følelser, for Venskabets. Ziege hed en af hans Kammerater, som han alt tidlig bandt sig tæt til, og for hvem han senere endnu ofte udgjod, alle sine Følelsers Fylde i Sang. — Thi aarle sprudlede Sangens Kilde for ham, aarleve end det almindeligviis er Tilfældet. — Han var endnu kun 16 Aar gammel, da han skrev „Tanker ved en Moders Grav,” saavelsom „Stormen til Søes,"hvilket sidste Digt den 30te December 1775 blev indleveret til det danske Litteraturselskab. Fra det næste Aar, 1776, river sig vistnok hans „Ode i Anledning af Indfødsretten,” og fra samme og følgende Aar have vi endnu et Par Smaadigte af ham. Hans Muse blev ogsaa i endnu et Par Aar stedse mere frugtbar, som den blev mere uddannet, og i Aaret 1778 oplåstes idet danske Litteraturselskab hans „En dansk Orlogsmands Sang Fred"og „Sosron;« i Aaret 1779 indleverede han til samme Selskab „Til Selinde fra hendes Ven, som foer ud paa Havet,” og i Aaret 1780 forelæstes sammesteds hans „Stærkodders Spaakvad"og „Sigrid,” et Digt i 2 Sange. Desuden have vi fra de samme Aaringer flere Smaadigte af ham, medens han efter 1<80 intet større, det vil sige intet længere, Digt har leveret.

I alle disse Digte er nu vistnok Ewalds Indvirkning umiskjendelig, ligesom man med Grund kan formode, at det virkede ikke lidet paa ham, at han var Medlem af hint ofromtalte Selskab og ved det kom i Forbindelse med saamange af Datidens lyse og aandrige Hoveder. Ved Siden af et aldrig sønderlig uddannet Sprog og en Higen efter kolossale, meget tit uffjønne Billeder, kunne vi heller ikke nægte, at han virkelig besad et Talent, der ved en rigtigere Takt, en fuldendtere Dannelse og deraf følgende smagfuldere Omhu tilvisse vilde have leveret noget meget Godt, ligesom noget vist Genialt i Fremstillingen og en ikke almindelig Kraft og Fantasi ejheller kan srakjendes ham. Hans høje og hellige Begejstring for sit"Fædreland og sin Stand, for Venskab og Menneskeværd, for det Skjønne og det Store vil ogsaa velgjørende tiltale enhver beslægtet Følelse, og — vi gjøre rigtignok her et Spring ind i Tiden af et Dusin Aar — hans „Utysket"og flere beslægtede Digte skulle ogsaa da lære os, at midt i al den franske Revolution dansede han dog ikke Daaredansen med, hvor under tumlende Fagter et fantastisk Utyske, som kaldte sig Frihed, vilde jage al.Fred og Sambrægtighed og Orden i Landflygtighed.

Uagtet vi altsaa maa yde ham vor Agtelse som Menneske og Digter, uagtet vi mindst kunne betragte ham som et ligegyldigt Led i Udviklingens store Kjæde, og uagtet vi visseligen glæde os over al den sande Anerkjendelse, som kan blive ham til Deel, saavist som det glæder os at see ham selv vil-’ lig anerkjende enhver god og kraftig Virken, — fra Ewald og Frimann til Bull og Colbjsrnsen; — faa kunne vi dog vistnok ej Andet end smile, naar en vis Paludan, senere Præst i Fanefjord paa Møen, raskvæk i pudsige Vers ved Ewalds Død opfordrer den 22aarige Yngling til at gribe hans Strenge, som den, hvem „Barden vellystfuld havde bestemt sin gyldne Arv”En Overvurdering er en Misvurdering, og der er tilvisse et meget stort Spring fra en Sneedorff til en Ewald. Jeg er derfor ogsaa overbeviist om, at det Digt over Ewald, som man har troet frembragt ved denne Opfordring, ej skylder en saadan egoistisk Miskjendelse af egen Kraft sin Tilblivelse, men at det er fremkaldt af den reneste Begejstring, hvis Glæde over at see den hellige Gjenstand for sin Beundring udlost af de kvalfulde Pinsler, blev til en højttonende Jubelsang. Sneedorff vidste vistnok at vurdere sig selv, og hine Linier ere næppe hverken Dieblikkets eller Forstillelsens, i hvilke han siger om sig selv — underlig og vild som Haver, Udsvævende, som Solens Gang, 34 Har du, o Braga, mig begavet Til Sang.

Og alt for muskler er min Finger Til tynde Strenges Lyd; Haardr er mit Øre, — Kobberflinger Dets Fryd.

Han har virkelig heri antydet en Deel af sine Mangler temmelig rigtig; thi det var netop Kraftens store, rolige og blide Harmoni, som han maaskee isoer savnede, tilligemed Sprogets kunftrigtige Færdighed.

Sneedorffs Frugtbarhed havde egentlig aldrig været stor. Endnu i nogle Aar see vi dog jævnlig Digte af ham, men — vistnok har Opløsningen af det danske Litteraturselskab bidraget en heel Deel dertil, — hans Frembringelser bleve snart stedse sjældnere og fjældnere, Det beromteste af alle hans Digte, „Vise om Hr. Henrik,” som i Brudstykke er optaget i denne Samling, forskriver sig dog først fra 1784, og endnu nogle Aar yngre er den bekjendte Klubsang: „I Axelstad der stander en Gaard”Maaskee have ogsaa forøgede Forretninger indrænket hans Tid for Muserne, men maærkeligt synes mig endda det bliver, at end ikke hans lykkelige Kjærlighed til sin første Kone, Marie Elisabet Tønder, oftere, end det synes at være skeet, udtonede sig i Sangens Jubler. Et Par Digte have vi vel fra ham til hende, saavel for som efter Forlovelsen, men han synes dog næsten ligesaa gjerne at have dvælt ved og sungen sine Venners Lykke som sin egen; medens han dog endnu egentligere følte det sir Kald, „at mane Sorgen frem om Dannebroges Mænd,” hvorfor vi ogsaa have en heel Deel Digte af ham ved de Elskedes Baare. Dette Kald var vistnok ogsaa det sidste, som fra Muserne lod til ham, og jeg skulde fejle meget, om ikke Digtet ved den ædle Admiral Winterfeldts og den ikke mindre ædle Thomas Thaarups Død, 1821, er det sidste, som vi have fra hans Haand. — Den sidste Klang fra hans Harpe var da Venskab helliget, den næft= sidste (efter 1807) hansKonge, og den tredie sidste (1801) hans Kadetter, — lad det have været Hændelse, men det var dog allenfalds en smuk Hændelfe, saa smuk hartad, som naar den døende Elsker først fremstammer en Bøn for sin Konge, Ven og Mo, inden han udaander.

Jeg har maaskee opholdt mig længere ved denne Forfatters Digte, end man kunde synes passende med Hensyn til deres Mængde og Betydenhed; men Grunden var ligefrem, at jeg for det Første ikke havde sønderligt Andet at fortælle om ham, at det dernæft, som forhen sagt, er en Sjældenhed at see en Admiral som Digter, og at jeg desuden dog virkelig hellere læser ham med alle hans Mangler, end den allersiirligste Digter, der kun mangler Kraft og Originalitet. — Af hans øvrige Levnetsomstændigheder veed jeg kun det, at han 1789 blev Lærer i Sømandsskabet ved Sskadetakademiet og 1797 Chef for Sskadetterne, hvorfor han i Aarene 1797 til 1801 kryssede med Fregatten Frederiksværn i Nord- og Østersoen for at ove disse, og i Aarene 1802 og 3 ligeledes med Fregatten Havfruen og Orlogsskibene Lovise Avgusta og Sejren. alle hine Aar var han Kaptejn, men i Aarene 1804 til 7 forte han atter i samme Hensigt som Kommandor-Kaptejn Orlogsskibene Lovise Avgusta, Sejren og Prins Kristian Frederik. Ved sin Kraft og Iver bidrog han vistnok meget til Kadetternes Uddannelse, ligesom ogsaa Sokaartene have hans mange erhværvede Kundskaber ikke lidet at takke. 1809 blev han Ridder af Dannebrog og 1816 Kontreadmiral, desuden var han ogsaa Kammerherre (1813) og Dannebrogsmand (1812). Ogsaa fremmede Regjeringer hædrede ham, og han var saaledes Ridder af Æreslegionen og af Jernkroneordenens 2den Klasse. I sit 66de Aar døde han som Kontreadmiral den 13de Oktober 1824, efterladende sig Enke og Børn og et højt hædret Navn. Rahbek samlede hans efterladte Digte, der bleve udgivne som Manuskript for Venner.

221 (af hans „efterladte Digte,” samlede af K. L. Rahbek. 228 S. 8vo.) 34’

52. Staffeldt (Adolf Vilhelm Schack von) fødtes i Kjøbenhavn den 31te Marts 1770. Hans Fader var Major, og da han selv var bestemt til den militære Tjeneste, gik han paa Landkadetakademiet, hvor han altsaa modtog sin første Dannelse. Han blev ogsaa Lieutenant efter vel overstaaet Examen, men forlod siden Militærtjenesten og gik 1791 til Gottingen, hvor han i 2½ Aar med Iver lagde sig efter Lovkyndigheden. I Aarene 1795 til 1800 foretog han sig derpaa en Rejse gjennem Tyskland, Italien, Svejts, Frankrig og Holland, og hvad Indvirkning deine har haft paa hans livlige, saavel for stærke og kraftige Indtryk som for en dyb og omfattende Dannelse modtagelige Aand, vil ikke være skjult for den, der med Opmærksomhed gjennemgaaer isoer det første Bind af hans Digte, af hvilke de fleste ogsaa ere fremkaldte ved og tilblevne under denne Rejse; ligesom ogsaa hans mangfoldige Verdenskundskab og hans omfattende Sprogkundskab naturligviis har vunden overordentlig ved den.

1800 vendte han atter hjem og blev i det følgende Aar ansat som Assessor i Okonomi- og Kommerse — Kollegiet. Hans Forretninger her tillode ham dog en omhyggelig Filing af hans ældre Digte saavelsom Frembringelsen af ny, og i Aaret 1803 fremtraadte han med sin første Samling under Titlen »Digte, 1ste Deel"(2den Deel udkom aldrig). Han havde tidligere leveret adskillige i forskjellige Tidsskrifter oiv. adspredte Digte. Af dem forefindes imidlertid kun et Par optagne i denne Samling, hvis øvrige Digte næsten alle, efter hans egen Forsikring, ere ældre end Aaret 1800.

Som han selv henved en Snees Aar senere klager over, bleve disse Digte modtagne af Publikum med temmelig Kulde, og da det vel er afgjort, at vor Litteratur indtil den Tid kun ejede faa Digtsamlinger, som i indre Bcrrd overgik denne, kunde man vel undres over en flig Kjendsgjerning, hvis man ikke erindrede, at ogsaa Oehlenschlagers første Digte, der omtrent høre til samme Periode, ej ret kunde vurderes af det til en saa kraftig poetisk Fode ej endnu vante og derfor ikke tilstrækkelig forberedte og dannede Publikum. Man vil derfor ej saa ganske misbillige en yngre Forfatters Dom, at „Størstedelen"af denne staffeldtske Digtsamling „ved sin Dybde og høje poetiske Flugt vil kunne siges at være kommen flere Decennier for tidlig;" — ikke ganske, siger jeg; thi det vil paa den anden Side næppe heller lade sig gjøre, ganske at billige den. — Havde Staffeldt virkelig haft samme svulmende Kraftfylde, samme magelose Genialitet som Oehlenschlager, saa havde ogsaa han bragt Liv i de døde Masser, og han var ikke kommen for tidlig. J en for ham uheldig Tid kom han vist nok; thi Stjernen kan ikke komme til at skinne, faalænge Solen staaer paa Himlen, og ingen fjendtlig Dæmon lader Formørkelse ruge over Jorden; men Historiens Øje vil dog derfor ikke være blindt for, hvad han virkelig var, og det synes alt nu at blive mindre ualmindeligt at bedømme ham retfærdigr. Intet kunde da heller være mere uretfærdigt, end at yde hele den Masse af Digtere, som det 18de Aarhundredes sidste Halvdeel frembragte, fuldtop af Mildhed i Bedommelse, og nægte ham den aldeles, fordi han som et Aarti for silde eller to for tidlig, — kom paa samme Tid som Oehlenschlager. —

Vil man forresten læse en Dom af Forfatteren selv, saa har man den i en Anmærkning til et af Digtene i Samlingen fra 1803. „En af vore Digtere,” siger han, „der allerede har viist og fremdeles vil vise, hvor fortrolig han er med den skandinaviske Oldtid, har ved er Par pennestroy, saa at sige, forælder denne Kjæmpevise"(Agnar og Aslavg). — En saadan Ærlighed, en saadan Villighed til paa egen Bekostning uden al Nødvendighed at fremhæve anden Mands Fortjeneste, er isandhed sjælden i Israel og fortjener vel en skjønnere Krans end det herligste Digt! —

Imidlertid seer man af hans „Digterbekjendelse,” som flutter denne Samling, at han vel har indseet, hvad man vilde og kunde fremføre imod hans Digte; men faae vi nys et Exempel paa hans årlige, fordringsfri Beskedenhed, saa see vi ogsaa her den sande Digters Selvfølelfe — man kalder det i daglig Tale tit Stolthed, — og jeg idetmindste seer ej blot i hine Linier: „Jeg kan, jeg vil, jeg tør mig ikke lempe, O Venner! efter Tidens usle Bud — " ved Siden af Følelsen af egen Kraft ogsaa Lydigheden mod den guddommelige Stemme, som taler i ethvert Bryst, og højest i det begejstrede.

I den Digtsamling, som han 1808 udgav under Titlen „Ny Digte,” moder han i Fortalen ogsaa den Bebrejdelse, som var gjørt hans ældre, at de nemlig vare mystiske. „Jeg er,” siger han saa omtrent, „paa denne Side forsvarslos. Jeg kan ikke udtale det Uudtalelige, ikke maale det Umaalelige, ikke begribe det Ubegribelige; jeg skuer, føler, aner og stammer, ikke sindende nogen anden Form til Anskuelse og Tilegnelse af det Hellige, end Mysticisme” — Imod dette Forsvar kan der nu vistnok være Adskilligt at indvende; — bedre derimod moder han den anden Beskyldning, der ogsaa var gjørt imod ham, den for Katolicisme. — Jeg har ikke hans egne Ord for mig, men jeg maa ærlig tilstaae, at skjønt jeg selv holder mere af Odin og Thor end St. Sebastian og St. Anton osv., kan jeg dog ikke begribe, at der skulde være noget mere Farligt og Forbrydersk i at bruge disse end hine Personer i sine Digte. — Det er ikke det, som støder mig i hans Digte, men ihvor meget jeg end holder af dem, og især af mange af dem, maa jeg dog tilstaae, at der er meget, som forstyrrer mig den fuldkomne Nydelse. — Det er ikke blot Sproget, skjønt dette stundum er temmelig udansk og har især baade tyske Ord og Vendinger, ligesom ogsaa en Deel selvgjorte og ej altid heldige; — men i Mysticismens Dunkelhed bliver saamangen Jdee os uklar, og hans Hang til at danne Poesi af spekulative filosofiske Systemer har næppe heller altid været heldig, medens det maatte paalægge hans varme, fromme og begejstrede Følelse et Baand, som aldrig kunde være naturligt. — Overhovedet er der meget, som ikke kunde gjere Staffeldts Poesi folkeyndet, men vil man læse en skarp Modsætning til det saft- og Éraftløfe Rimeri, som baade den ham nærmest fore« gaaende Periode, og ogsaa vor egen, tilbyder en saa tilstrækkelig Overflodighed af, da kan man vistnok foruden hos Flere ogsaa finde den hos Staffeldt.

Imidlertid var han 1807 bleven Kammerjunker hos Dronningen, og 1810 blev han Amtmand i Cismar Amt og samme Aar Kammerherre. 1813 forflyttedes han som Amtmand til Gottorf og var i Aarene 1814 til 24 tillige Overdircktsr for Staden Slesvig, i hvilket sidste Aar han ogsaa udnævntes til Ridder af Dannebrog. Havde det vundne Bifald nu just ikke indeholdt synderlig Opmuntring for ham til at fortsatte sin digteriske Virken, saa forbød ogsaa nu hans mangfoldige Embedsbeskjæftigelser ham det. Han var nemlig en sårdeles nidfjær, virksom og samvittighedsfuld Embedsmand, der ikke forfømte nogen af sine omfattende og besværlige Kaldspligter, for selv at hvile. Hans Embede krævede al hans Kraft og Tid, og det var derfor kun sjælden, at han i forskjellige danske og tyske Tidsskrifter, Nytaarsgaver osv» lod indrykke danske eller tyske Digte af sig. „Saaledes sysselsat,” som han selv siger, „med Verdens reale Side, kan jeg kun saare sjælden vende mig til dens ideale, og da er det dog kun stum indre Poesi, der bevæger sig i min Barm: et Klenødie, mit forrige digteriske Liv har lævnet mig, og som jeg haaber at frelse selv fra Alderens Vinterkulde.« — Dog veed man, at han efterlod sig flere Ting, som endnu ikke ere blevne Almeenhedens Ejendom, og som det dog maaskee kunde være mere end et blot fromt Dnffe, engang at see fremdragne.

Efter et Sygeleje af kun nogle faa Dage døde han den 16de December 1826. Om’ hans Familie, og om han overhovedet havde nogen, kan jeg aldeles ingen Underretning give, men det veed jeg, at han baade som Digter og Borger efterlod sig et Navn, der langt bedre vil sikre ham for Forglemmelse, end den talrigste Afkom.

54 og 188 (af „Digte 1ste Bind”Kbhvn. 1803, 434 S. 8vo.)

139 (af „Ny Digte”Kiel 1808, 408 S. 8vo.)

53. Storm (Edvard). Kun faa ere de ædle Sjæle, der ligge saa klart for det beskuende Øje, som Kilden i Morgensolen. Man seer til dens Bund, man seer, hvor de guldfEjællede Fiske boltre sig i den, — men intet Ureent stoder Øjet. Det er et helligt Syn, det er der fromme Hjertes Jubelfest! — Men skuer Mennesket et Menneske, hvis Sjæl, skabt i Guddommens Billede, i en reen og dyb og hellig Harmoni holder fast ved det Guddommelige i sig, som omfatter Alt i en inderlig Kjærlighed og kun som Hvilepunkter tilbyder Betragteren Aandens Elskelighed, Hjertets Varme og Villiens Kraft, da forsoner det sig for hans Skyld med den hele Menneskeslægt, og medens Hjertet banker, føler det sig ved ham Guddommen saameget nærmere og tilbeder glad og styrket det store Alts Ophav.

Det var Normanden Edvard Storm, som i et skrobeligt, i mange Aar halv nedbrudt Legeme gjemte en saadan Fylde af gudhengiven Kraft, af stille, virksom, velsignelsesrig Kjærlighed, at hans Beskuelse endnu vil forlyste Menneskevennen, som kun de ædlefte Faaes. — Han vil derfor være os Alle hellig og være det dobbelt for den, som ret varmt elsker vor Digtekunst, skjønt vi dog fuldelig føle, at han ej selv var nogen færdeles udmærket Digter.

Edvard Storm fødtes den 21de Avgust 1749 i Vaage Præftegjæld i Guldbrandsdalen, hvor hans Fader I. Storm var Sorenskriver (Molbech siger, han var Præst.’). Hans Moder hed I. B. Roring. Først nød han hjemme en privat Underviisning, men sattes derpaa, i sit 12te Aar, i Kristiania Skole, hvorfra han 1765 dimitteredes til Universitetet. Efter at have taget 2den Examen opofrede han sig for Theologien, men en heftig Brystsvaghed afbrød hans Studier, og da han indsaae, at den dog aldrig vilde tillade ham at vorde Taler, gav han Afkald paa sin Embedsexamen og lagde sig med Iver efter Æstetikken. Nogle Aar synes han nu at have tilbragt i sit Fædrehjem, men fra (vel omtrent) 1770 har han dog formodentlig levet i Kjøbenhavn og ved Underviisninger erhværvet sig sit Livsophold. — Jeg sagde for, at han især lagde sig efter Æstetifken, og opfordrede nogen Tid en lykkelig begavet Aand —7- som da ellers stedse finder sin bedste Opforbring dybt hos sig selv — hertil, saa var det vistnok den, i hvilken hans kraftigste Ungdom indtraf. — Det norske og det danske Selskab ere oftere omtalte i denne Samlings biografiske Skitser, og den egentlige Stridens Tid begyndte jo omtrent med Aaret 1772. Det danske Parti havde alt i nogle Aar i Ewald haft sin Stolthed, medens det norske pukkede paa Brun og Bredal; men 1772 fik det jo Wessel, og var Partiet endda ikke lige — enhver fornuftig Normand føler dog vel nu, hvor højt Ewald staaer over Wessel — saa havde det dog ved ham vunden betydelig i indre Kraft, og desuden — man fejler vel ikke, naar man paastaaer det — havde det ogsaa i Mængden af lyse og især af vittige Hoveder en overvejende Fordeel paa sin Side. — Men nu Normanden Storm, hvad Parti greb han? — Som Normand det norske? — Ogsaa det er en Mærkelighed ved Storm, at han, skjønt Normand, var en af Ewalds ivrigste Beundrere, og aldrig blev Medlem af det norske Selskab. Skal man søge Nøglen hertil i Udtrykket i hans Fortale til „Adskilligt paa Vers osv” (1,/o) „Den guddommelige Apollos Børn nægtede mig engang Adgang til deres Faders Helligdom?" — Jeg veed det ikke, men det veed jeg, at man visselig ikke behøver nogen anden Nogle, end den, hans egen Karakter og Tilbøjelighed giver os, uden at jeg dog herved vil have forstaaet noget Anbefalende for ham og Misanbefalende for det norske Selskab; det kunde kun falde en latterlig Eensidighed ind.

Vi have forhen seet, at Kingo først fremtraadte som burleffkomiff Digter og senere greb Davidsharpen. — Noget Lignende var ogsaa Tilfældet med Storm. — Ogsaa han begyndte (1774) med den burleskkomiske Poesi. Hans Helt hedder Bræger og giver Stykket Navn. — Det er en Degn, der vandrer ud at samle Tiende-rg. — Dette Digt staaer vel ikke sønderlig højt, uagtet det har mange meget komiske Situationer, og det er maaskee ikke for dristigt at mene, at denne Digtart var temmelig fremmed for vor Forfatters Talent, — imidlertid giver ogsaa dette Digts senere Skjæbne os Anledning til et herligt Indblik i Forfatterens Karakter. Han udelod det nemlig af sine „Samlede Digre"(1785), som Suhm siger: „Fordi han gjørde sig en Samvittighed af, at han deri havde sigtet til en ubekjendt, ubetydelig Mand, som imidlertid aldrig fik det at vide” — Sammenholde vi dette med hans egen Fortale til samme Samling —: „At angribe Personer rober et slet Hjerte. For vilde jeg aldrig have sat Pen til Papir, end taale denne Bebrejdelse,”  — vinder vist: nok Suhms Fortælling en høj Grad af Sandsynlighed; og jeg paastaaer derfor frit, uden historisk at kunne bevise det, at det er moral umuligt, at han i hine bekjendte Linier i „Ewald eller den gode Digter,” et Digt til den store Afdødes Forherligelse: „Hans Muse overlod en lavere Forfatter Med misbrugt Parodi at vække Daarens Latter,” kan have sigtet til Wessel eller nogensomhelst anden bestemt Person. Ej alene kan jeg ikke begribe, hvad der skulde bevæge ham til at forsvare Brun og Bredal mod Wessels Parodi, men jeg begriber endnu mindre, at den ædle"Storm skulde kunne gjøre noget Sligt, i samme Øjeblif, som han erklærer, at det røber et slet Hjerte.

Uagtet „Breæger"var det første, som han udgav, er det dog rimeligt, at flere af Digtene i „Adskilligt paa Vers af Erland Siversfen"(som han her kalder sig), ere skrevne tidligere end hint. Hellerikke i denne Samling (1775) finder man Meget, som kunde berettige til sonderlig store Forventninger — skjønt „Erlands Ode til Jutulsbjerget"var baade dengang og langt senere ej uden Grund et meget yndet og røst Digt — og Forfatterens Dom om den hele Samling er tilvisse en ikke fortilt beskeden Anerkjendelse af dens ikke store Betydenhed; men hvad der ikke desmindre maa interessere os, er den Selvstændighed, hvormed han her slaaer en Vej ind og hylder en æfte= tisk Troesbekjendelse, som ikke dengang var almindelig. — Hans fri Efterligninger af de horatsifle Oder heri lignede han Pram — vare dog maaskee noget af det Bedste i Samlingen.

Det næste, hvormed han (1778) fremkom, var en Samling „Fabler og Fortællinger i den gellertske Smag”Denne Samling vandt overordentligt Bifald, et saadant, at paa den forøgede Udgave af den 1782 var der over 1000 Subskribenter, og dog maatte den paany oplægges allerede det næste Aar, 1783. Vistnok havde Storm ogsaa meget tilfælles med den elskværdige, godmodige Gellert, og naaede han end ikke denne i Sprogets Reenhed, saa overgik han ham vistnok i Vittighed) ligesom ogsaa et vist lunefuldt Komisk i Fablerne tit gjør en meget god Virkning. —- Enkelte af disse Fabler vil man vistnok endnu læse med Behag, skjønt, ærlig talt, skal jeg vælge mellem Storms og Gellerts, foretrækker jeg dog nok den sidstes. — Men endnu et andet Digt have vi af Storm fra samme Aar (1778). Det er Digtet »Jndfsdsretten"i fire Sange, hvorved han vandt den i det danske Litteraturselskab for den bedste Behandling af dette Æmne udsatte Priis. Den ædle Djærvhed, det uhildede Frihedssind og det dannis-glodende Borgersind, den hele ædle, fribaarne og begejstrede Folelfe, som aander i dette Digt, fordrer tilvisse ogsaa endnu, en høj Interesse af os, og naar vi 10 Aar senere, 1788, gjenkjendte samme Aand og Hjerte i hans „Skrivefrihed,” en „Filippika,« — som Molbech udtrykker sig — „mod Censur og Pressetvang,” da beundrer man vistnok atter med Glæde den Forfatter, hvem Lidenskabeligheden aldrig forledede til noget Uædelt, noget Ureent, men hvem ligesaalidt Frygten skrammede, hvor det gjaldt Haandthævelsen af Menneskets helligste Rettigheder, — og undrer sig næppe ved atter at see dette Digt — efter Boyes Udtryk — fremtræde som „et Slags Holger Danske, der, efter det bekjendte Sagn, holder sig skjult og sover, for at komme frem, ikkun naar Nøden er forhaanden”Det optryktes nemlig atter 1798 og 1805, begge Gange i Minerva. — Mon det skulde være nødvendigt, atter nu at drage det frem?! —

1785 udgav Storm, med en Subskription af 700, sine „Samlede Digte,” dog med Udeladelse af Fablerne og desuden af Alt, hvad han af forskjellige Grunde ej længere onskede at vedkjende sig. Uagtet et enkelt heri optaget Digt vel er mindre heldigt, kunne vi dog i Almindelighed ej Andet end være veltilfreds med den kritiske Strænghed, hvormed han heri behandler sine tidligere Arbejder, og den renere Smag, som han lægger for Dagen. Man kan vel kalde den en af de bedste Digtsamlinger, som indtil da var skjenket vor Litteratur. — Senere udgav han ingen Samling, men kun nu og da enkelte Digte, og uagtet Rahbek to Gange bebudede en fuldstændig Samling af alle hans Digte, den ene strax efter hans Død, udkom den dog aldrig, mærkelig nok, af Mangel paa en tilstrækkelig Subskription. — Det var A. E. Boye forbeholdt ogsaa at vinde denne Fortjeneste af vor Litteratur, idet han 1832 med sin fædvanlige Flid og Omhyggelighed gav os en saadan, hvori endog 9 i den norske Bondedialekt skrevne Digte ere optagne. — Disse Digte skulle efter Kjenderes Dom være noget af det Bedste, Storm har leveret, og ere i mange af Norges Egne blevne til virkelige Folkesange, som den glade Bonde opmuntrer sit Arbejde med, uden at kjende sin Velgjsrers Navn. — Blandt hans danske Digte er det vel derimod vist, at intet andet naaer den berømte „Hr. Ainklars Vise,” hvis „næsten homeriske Naivetet"ogsaa har gjørt den folkeyndet. Efterat den 1785 var aftrykt i hans »Samlede Digte,” lod Selskabet for Efterslægten 2000 Exemplarer særskilt aftrykke’) for at spredes blandt Almuen, men den bortreves saaledes af

*) Dette Selskab havde nemlig dengang, for at virke paa Almuens bedre Smag og Dannelse, faaet den Jdee, at lade gode Digte trykke som Gadeviser og fælge paa samme Maade. 17 af disse har man endnu, de fleste af Storm, men af flere forskjellige Grunde lykkedes Forehavendet ikke efter Ønske, og det var kun et Par af Viserne, som fandt betydelig Afsætning. Ideen var saa smuk, og det kunde maaskee snart være belejligt atter at bringe den til Udførelse, men man gjørde da klogt i at gjøre sig bekjendt med de Anstodsstene, paa hvilke Selskabet strandede, og derved undgaae dem. denne, at inden kort Tid et nyt Oplag maatte gjøres. — Men ogsaa i hans aandelige Digte, af hvilke en Deel Omtalt fatringer ere optagne i vor Salmebog, vil ethvert ufordærvet Hjerte velgjørende tiltales af den Fromhed, Inderlighed og Varme, den Ærbodighed for det Høje og Hellige og den Gudhengivenhed, som er afpræget i dem. — Her som stedse maa Enhver elske Storm, selv den, der troer sig fritaget for at beundre ham.

Hidil have vi kun seet Storm som Digter, men — „man vil ej kunne læse de her omtalte Arbejder af ham, uden at danne sig et Billede af hans Menneskeværd, eller uden at vinde den Agtelse for hans Karakter, som den retskafne, godmodige, arbejdsomme og beskedne Mand i levende Live nød overalt i sin Kreds,” uden at gjenfinde i dem „den samme Reenhed og stille Beskedenhed, den samme Naturlighed og Hjertelighed, som laa i hans Karakter” — Vi ville da nu gaae over til at beskue ham som Borger, som virkende i det Kald, hvori ej blot Sfjæbnen men Tilbsjeligheden havde fat ham.

1786 stiftedes „Selskabet for Efterslægten,” (fe Tode) og Storm blev antaget til Lærer og Opsynsmand ved dets Borgerskole, som var den første her Danmark, der anlagdes efter en ny og bedre Plan. Han fik herfor 200 Ndlr. aarlig og to smaa Bagværelser i Skolegaarden, og dermed var han velfornojet; „thi mere tarvelig nojsom end han var, vidne » Alle, som have kjendt ham, kunde ikke let Nogen findes” Desuden var han meget husholderisk, og kunde han end undertiden i et Par vellykkede Satirer med en uskyldig ironisk Lunefuldhed give den Følelse Luft, at han vel kunde have fortjent noget Bedre, faa fee vi ham dog endnu halvsjette Uge for sin Død midt under de tunge, langvarige Lidelser med en saa glad og fordringslos Nsjsomhed og i en saa roligmunter Sindsstemning, i et Digt til sin egen Fodselsdag, at gloede sig over al sin nydte Lykke, og sinde sin „Stilling blid og faver” — „Mine Dnsker gaae ej meget vidt,” siger han med sanddru Selvfølelse, „min Efterslægt og min Sofa gjøre mig til den Kejser, som jeg er” — Hvor gjerne aftrykte jeg ikke her det tele Digt, hvis Pladsen tillod det, tilligemed et „Til min Ven (Plejeson) P. K. Rasmussen,” men begge findes desuden allerede i Boyes Udgave Side 89 og 92.

Sine 8 sidste Aar tilbragte han da ved Efterslægten. Her henrandt hans Dag stille og rolig, men Aftenen tilbragte han tit i Drejers Klub, ved et afsides Bord i Kakkelovnskrogen, i en udvalgt Kreds af Venner, der i Forstningen bestod af 10, og hvis Antal aldrig maatte stige over 12. Riber og Frydensberg (Kommissionæren) vare de to af dem, Sneedorff har udentvivl været den 3die, dog veed jeg det ikke vist, De Dvriges Navne ere ubekjendte (dog kunde jeg af flere Grunde have Lyst til at gjætte paa Sander og Frederik Sneedorff og maaskee den ældre Trojel?). — Hans Tilbøjelighed var imidlertid langt fra den temmelig vilde og bakkantiske Tone, som en stor Deel af hin Tids gode Hoveder havde antaget. „Lovene for Fostbrødrelaget"har han selv givet os, og hans eenlig: Liv kunde vel kræve en saadan Hvile i Vennesamfund ovenpaa det anstrengende Dagsarbeide. Dette var nu vistnok ej ganske uden Godtgjorelse, men see vi hen til hans ringe Lonning, og hvad en Anden i hans Sted nu rimeligviis vilde have faaet, var det dog nok saa godt som gratis. Vi have dog seet, hvor højt han elskede denne Virken, og vi behøve kun at erindre os den Kjærlighed, han vandt hos sine Elever, for at overtyde os om den Velsignelse, han udbredte. Og uagtet han vel kunde synes at have alt det Arbejde, som hans svagelige Helbred kunde tillade, paatog han sig ikkedestomindre uden nogensomhelst Godtgjorelse ogsaa at vejlede sine Elever til at skrive deres Modersmaal. Indtil den Tid ansaaes en saadan Vejledning for temmelig overflødig; han indsaae imidlertid dens Vigtighed, og at han kunde give den, har han tilstrækkelig godtgjort.

I J hans sidste Leveaar syntes det endelig, som om en heldigere udvortes Stilling skulde vorde ham til Deel. Han blev nemlig udnævnt til Medlem af den kongelige Theaterdirektion. Men kun i faa Maaneder beklædte han denne Post, og forhindret af Sygdom kom han aldrig til at virke i den. Hans Død var nu ogsaa nær. Han havde lidt saare meget og hartad i 20 Aar baaren paa et mere og mere udtæret Legeme. Hans materielle Jeg vare kun faa Nydelser vordne til Deel, men desto flere og ædlere havde hans ædleste Jeg hostet, hans rene Sjæl og for alt Godt og Skjønt begejstrede Hjerte. Venskab Kjærlighed og Agtelse ydede Enhver villig Mennesket, — men Guddommen forundte ham ogsaa at skue det, som han vel næppe selv tidligere ret havde turdet haabe. Det var ej blot Indfødsretten, som vakte Borgeren til Glæde; — den varme Bondeven skuede ogsaa Bondens Lænker løfte, — og den fordomsfri Menneskeven jublede atter, da den djævelske Slavehandel ved Kongebud ophævedes. — Hans Profetier vare gangne i Opfyldelse, for han selv anede det, og de tvende lede Blodpletter paa det ædle danske Skjold vare aftvættede.

Hans Sygdom forværredes og han blev bragt paa Frederikshospital. Hans Taalmod i Lidelserne forlod ham dog ikke, og „hans Aasyn viste, at han var hærdet i Lidelsernes Skole”Astma og Svindsot og tilsidst Vattersot gjørde Ende paa hans Dage, og han døde den 29de September 1794 (ikke som Molbech løjerlig nok har, den 29de Avgust, hvilket atter har forledt ham til en Formodning, der isaafald kunde have været rer fornuftig). — Han havde kun opnaaet en Alder af lidt over 45 Aar, men „Alle, som kjendte ham, takkede Døden, som satte Grændser for hans Vaande” — Han begroves paa Asfistcnskirkegaarden, „Fruentimmerne kastede Blomster i hans Grav,”  — sødt hvile han i den! —

Storm havde aldrig været gift, men han efterlod sig, som forhen antydet, en Plejesøn, P. K. Rasmussen, der endnu lever som Avditor. Det Lidet, han havde, maatte han endnu faa bod hans Hjerte — dele med Andre, medens Saamange Intet have at undvære af deres Overflod. Velsignet være den ¡Ædles Sparsommelighed og Nojsomhed, der ogsaa i trange Kaar tillod ham at gjøre Godt og hoste Godgørenhedens Glæder, Hvorledes Oehlenschlager paa saamange Steder har ihukommet sin „Lærer og Plejefader,” „sin anden Fader,""den ædle Edvard Storm,” med dyb og inderlig sønlig Taknemlighed og Kjærlighed, er vel endnu i frisk Minde. Mindre bekjendt er vistnok en anden af hans Lærlingers, Professor L. Kruses Mindedigt i Maanedskriftet „For Sandhed,” og hertil kunde endnu Rahbeks og mangfoldige Andres saatit ytrede Agtelse og Kjærlighed lægges. — Ogsaa disse Linier, der vel ere blevne længere, end man her havde ventet det, skulde være et varmt Hjertes Udtalelse af sine uflromtede Følelser; thi jeg tilstaaer det frit, at der er kun faa af vore Digtere, hvis hele Personlighed jeg saa udeelt elsker som Edvard Storms. 127, 153 og 209 (af „Samlede Digte,” udgivne ved Sefretær A. E. Boye, Kbhvn. 1832, 440 S. 8vo. 15 mA.)

54. Stub (Ambrosius). Det e er kun en føje Stund siden, at en højt agtet Stemme gjørde os opmærksomme paa, hvorledes en af vor Tids Digtere (Kristian Winther), der er saa varmt og inderligt elsket af Almeenheden, som kun Faa, endnu hidtil synes Regjeringen aldeles ubekjendt. og hans Fortjenester uænsede, — idetmindste ere de blevne ubelonnede. Og dette Særfyn opleve vi under 6te Freddriks fadermilde, al Kunst og Videnskab fremelskende Septer. Omtrent hundrede Aar ældre var en anden Digter, hvis 12 sidste Leveaar henrandt under hin 5te Frederiks Regjering, der, medens al Tyskland forfømte sin store og hellige Barde, her gav Messiadens Forfatter Ly og Lon. — End den danske Digter da? — Ikke at vi ville sammenligne Klopstock og Stub; — men han, som hidtil var hartad den eneste, — som han var den første, — der fremlokkede rene og begejstrede Toner af den fædrelandsse Lyre, — hvilken blev vel hans Lon? — At spise kummerfuldt Naadsensbrod ved nogle Stormænds Tafler! at betale dette med Viser, som Ingen af dem ret vidste at paaskjonne! — at leve ubekjendt som ubelsnnet, og doe ubekjendt og — usavnet! — sang dog hans Viser trindt i Landet, man synger dem stundum endnu; — men ligesaa karrig som hans egen Samtid var imod ham, saa karrig har, paa anden Maade, ogsaa hans Eftertid været. Hans Samtid lod ham savne Alt, — hans Eftertid har ladet ham savne endog den Sæder og det Navn, som man dog mindre skulde synes det muligt at berøve ham. Kristianieren Tullin og Guldbrandsdølen Stenersen have, især den første, hostet det Alt for sig. De kaldtes og kaldes endnu de første, som her fremkaldte den nyere lyriske Poesi, som skabte den og derved dannede Overgangen fra de Ældre og forberedede Banen for Ewald, Frimann og Baggesen og alle de Angre. (Dg dog var Ribejyden Stub omtrent 2 Aarrier ældre end begge hine! — Vi ville altsaa vove at rakke Stub sin egen Lavre og paastaae den udeelt for ham, uden dog derved at ville nedsatte nogen af de andre Tvendes, dog kun tildeels deraf afhængige, Fortjeneste! — Retfærdighed i Alt, og dog idetmindste historisk Retfærdighed mod de Døde!

At Stub blev født i Ribe, har jeg forhen antydet. Aaret er ikke ganske vist, dog har det omtrent været 1707. Aar 1710 var der i Ribe en By- og Raadstuffriver Jorgen Lavritsen Stub, — maassee hans Fader? — Hvis Rahbek og Nyerup have haft en tilstrækkelig Hjemmel for deres Efterretning, at han har gaaet i Ribe Skole, saa kan han maasee have haft den berømte Filolog og satiriske Digter Kristian Falster til Lærer, og Rahbeks Bemærkning om dennes mulige Indflydelse paa Stub som Digter er derfor ikke blottet for al Grund. Saameget er vist, at den Kjærlighed til Horats, som ikke utydelig spores i flere af Stubs Digte, var Falster vel skikket til at indgive ham, og den Sprogreenhed, der næsten overalt saa heldigt udmarker ham fra hele hans Samtid og nærmeste Eftertid, — endikke Tullin og Stenersen, Nordahl Brun og Klavs Frimann og mange Flere undtagne — kunde vel være en Virkning af Falsters Underviisning. Saameget er imidlertid ogsaa vist, at han kun som meget ung kan have nydt Falsters Underviisning, og at han ikke er dimitteret fra Ribe Skole. Det er ligeledes vist, — omendffjsnt Ingen 35 har vidst det før nu herfra, — at der den 20de Juli 1725 fra Odense Gymnasium indskreves en Ambrosius Stub til Kjøbenhavns Universitet, og da denne er den eneste af dette Navn, som i hine Aaringer er bleven Student ved dette Universitet, fejler man vel næppe, naar man paastaaer, at han var vor Digter. Dengang var iøvrigt Elias Naur (bekjendt som et Vidunder af en elendig Riimsmed) Professor i Theologien ved hint Gymnasium, og den berømte T. BB. Bircherod Rektor ved Skolen, men i sin Sygelighed underftøttet af Prorektoren, den ikke mindre berømte Soren Anchersen.

Han var altsaa bleven Student, men tog næppe nogensinde 2den Examen. At han hverken tog Embedsexamen eller blev Bakkalavr eller noget Sligt, er nu vist nok, og næppe har han heller nogensinde givet sig af med noget Embedsstudium, — (skjønt han hos Bønderne ved Assens-Kanten endnu for nogle Aar siden gik under Tittel af theologiff Kandidat; maaskee har han undertiden prædiket — som overhovedet næppe Læsning har været hans Sag. Hvad Indflydelse denne hans Mangel paa Flid nødvendigviis maa have haft paa hans rige lyriske Pund, kunne vi ikke noksom beklage. Hans trængende Kaar og ulykkelige Stilling har naturligviis ogsaa haft megen Indflydelse paa hans Arbejder, og en vis Sorgmodighed er saaledes i flere af dem bleven Grundtonen (se f. Ex. det sidste Vers af hans Sommervise). Ogsaa skal man tit have hørt ham klage over Tilsidesættelse, over krænkende Chikaner, osv., men hans Følelsers Varme og hans godmodige, sorglsse, inderlige Hjertelighed ville vi dog næsten stedse gjenfinde sejrrig Ejæmpende mod Klagen.

Hans „gudelige Arier"staae visselig uhyre højt over hin Tids pietistiff-prosaiske Rimerier, (dog gjør Brorson herfra Undtvgelse) og i mange af dem ere herlige Billeder og kjekke og kraftige Penselstrøg. At et jovialt, men ægte fædrelandsk, Lune dog var hans egentligste Fag, ville vistnok hans Drikkeviser, og af dem især et Par, let overbevise hans Loeser om. Det var jo ogsaa dette Lune, der gjørde ham til den gode Selskabsbroder, og vel derfor bortførte ham fra Studeringerne, — og det var tillige det, som lod Stormændene ikke tillade, at han aldeles forgik i sin Kummerlighed. Hans Drikkeviser, uagtet vi ikke kunne give dem Plads i denne Samling, ligesom hans musikalske Talent, — han informerede nemlig ogsaa i Musik paa forskellige Herregaarde i Fyn og paa Thorseng — maa da tilvisse enhver Elsker af den danske lyriske Poesi, som kun indseer, hvormeget vi skylde Stub, højligen velsigne, foruden det, at hines eget Værd gjøre flere af dem fuldkommen værdige til at staae ved Siden af Rahbeks.

Uden at vi vide, hvad der fra Fyn af atter har bragt ham did, døde han den 15de Juli 1758 i sin Fsdeby Ribe „i yderste Armod, saa at hans Børn"gik fra Arv og Gjældz og var hans hele Efterladenskab 14 Rdlr. til hans Begravelse og Gjæld,” „Han blev begravet den 18de Juli 1758, 51 Aar gammel"og „fire Skilling bleve betalte til Skolen som Lig: penge for ham”Først 13 Aar senere udkom en lille Samling af hans Digte — saavidt havde han aldrig selv kunnet bringe det — udgiven af Provst T. S. Hejberg. En noget stsrre Samling udgav 1780 hans egen Søn, Kristian, der var Degn i Fuglsebslle paa Langeland, og 1782 leverede samme Søn endnu 25 Stykker af sin Fader, ballastede med nogle af sine egne Rimerier. Det Hele, vi altsaa have af Stub, er ialt 156 Sider, indeholdende 90-Smaadigtez — men Hvormeget have vi vel af den langt berømtere Stenersen? — Hvormeget der desuden er gaaet tabt, vil det være vanskeligt at angive; næppe er det vel den mindste Deel.

Hensigten af disse Linier har vel tydelig nok udtalt sig som den at gjenvække Interessen for en af vore vel fortjente Afdøde, Skulde den være vakt hos en Enkelt, — nu vel saa vil vel ogsaa det Sagn interessere ham, at det især var i den tidlige Morgenstund at vor Stub sværmede om i Skov og Mark og stemte sin Lyres Strenge. Mod Aften, — ja desværre! saa skal Evan vel tit have slappet dem. — Og nu

’ Han har altsaa haft flere, uagtet vi kun kjende Kristian. — og han har været gift, — med hvem, vides ikke. 3år hans faa Mæcenater: de vare Ranzau til Brahesborg, Juel til Thorseng og Stockfleth til Søholm; men om anden Virkning af Mæcenatffabet end Almisser, Informatorløn og Gilder tier rigtignok Historien.

Jeg var i Sommer, dog kun faa Dage, paa Langeland, men Ingen kunde give mig den ringeste Efterretning, hverken om Fader eller Søn, Fra Langeland, Thurø, Thorseng og Strynø, det Sydostlige af Fyn og det Nordostlige af Ærø skal Navnet Stub endog være aldeles forsvundet, — omtrent som han selv af hele vor Nutids Minde.

3, 90 og 145 (af „Poetiske Tanker,” udgivne ved Sønnen Kristian Stub, Odense 1780, 128 S. 8vo.)

55. Syv (Peder Pedersen), eller, som han ifølge den Tids Latinraseri kaldtes og selv kaldte sig, Petrus Petri Septimius, fødtes 1631 i Landsbyen Syv ved Roskilde og tog sit Tilnavn efter denne sin Fødeby. Besønderligt er det, hvor aldeles forsomt Behandlingen af denne mærkelige Mands Levnetsomstændigheder er, saa at vor Litteratur endnu ikke har, hvad man kunde kalde et Skelet af hans Levnetsbejkrivelse. Om enkelte Ting vilde man dog maaskee endnu kunne indhente den forsomte Underretning, men Udgiveren heraf maa beklage, at Lejligheden for dennesinde ej ret har tilladt ham at efterspore de enkelte, dog nok endnu tiloversblevne, ubenyttede Kilder; — en anden Gang vil vel enten en Anden eller jeg selv kunne gjøre det.

Hvilke hans Forældre vare, om han, som rimeligt er, har gaaet i Roskilde Skole, naar han er bleven Student og naar han har taget sin theologiske Embedsexamen, — derom ere vi nok endnu aldeles uvidende; — det første Bekjendtskab, vi gjøre med ham, er som —Lekties Hører ved den latinge Skole i Kjøbenhavn, hvorfra han (1663?)’ forflyttedes

* Da baade Terpager og Thura, hvis Begges Anseelse er noksom be- E rommelig bekjendt, forsikre, at han allerede 1660> var Skole Nestved og i dette Aar dimitterede Kristoffer Vallekilde fra hin Skole til som Rektor til Nestved Latinskole. Allerede samme Aar vare hans særdeles interessante „Bercenkniuger over det kimbriske Sprog,”  — det Ældste, vi have fra hans Haand, — ud: komne, og det grundige Bekjendtskab, han heri viser til Sprogets Prosodi og Poetik, maatte vistnok havde den unge, kraftfulde, fremtrædende Forfatter en betydelig Anseelse, ligesom vi ejheller endnu uden Interesse kunne dvæle ved hans mange fine og sindrige Bemærkninger, helst naar vi erindre, hvorlidet Forfatteren skyldte sin Fortid, — hvorledes han skyldte sig selv næsten Alt. ’.

Imidlertid har han kun kort været Rektor ved Nestved Skole; thi allerede Palmessndag 1664 blev han af den beromte Jens Juel, Niels’s Broder, kaldet til Præst for Helsted Menighed i Stevns Herred, hvor han senere af sine Embedsbrodre valgtes til Herredets Provst. Her henrandt da hans 38 sidste, hans Virkens betydningsfuldeste Aar, der dog maaskee i skonomisk Henseende have været mindre blide, end man ellers kunde formode, — Helsted er nemlig et meget godt Kald, — da han efter sit eget Udsagn ikke stod paa nogen god Fod med sin Biskop, den myndige og pietistiske Hans Bagger, — hvis Karakter jo næsten i Alt ogsaa maa have været en fuldkommen Modfætning til Syvs, — og da han klager over, efter dennes Anfættelfe, at være bleven altfor højt og uforholdsmæssig beskattet, saa at hans Afgifter, uagtet Helsted Kald i hans Tid var det mindste i Stevns, dog stedse vare højere end nogen af de andre Præfters. —

Men — saa ubekjendte som vi end ere med vor Forfatters hele indre Liv, kunne vi dog vist ikke andet end undres over, at han, hvis første Fremtræden havde været saa moden, saa berettigende til de herligste Forventninger, — i de næste 14 Aar tav saa stille, som den Fugl, der aldrig fik Næb. — Vistnok var det dengang langt almindeligere end nu, at Manden Universitetet, har man dog maaskee god Grund nok til at forkaste det hidtil almindelig antagne Aar 1663. som det, i hvilket han skulde vare bleven Rektor. beredede sig grundig og vel, for han indtraadte paa den litteroere Turneringsplads, — og Forberedelsen var dengang saa ulige vanskeligere end nu, — men naar vi saa see, at hvad efter 14 Aars Hvile den 46aarige Mand bringer inden Skrankerne, kun er et „Lovskrift"over det stolte Brødrepars, Jens’s og Niels’s, rygiske Sotog, kan dog vel hartad Taalmodigheden forgaae os, saa vi med Undren spørge: Og det er Alt, hvad han endnlj kan lægge frem for os, han, hvem Tilnavnet den Flittige saa almindelig gives, han, hvem Kongen gav Hæderstitlen: pliilolozxus lingvæ llsmLi« s: det danske Sprogs ivrige Dyrker* —?

Endnu 5 Aar maa vi vente, inden den flittige Gransker atter beviisliggjor sin Flid og sin Aand. Det var i Aaret 1682, — Peder Syv var dengang 51 Aar gammel, — at han paa eengang fremtraadte med „danske Ords Etymologi« vg »almindelige danske (Ordsprogs 1ste Deel" — (2den Deel udkom først 1638) — og fra nu af og til sin Død — i 20 Aar — beviste han os klarlig, at vi ingen Aarsag havde haft til at klage. Da det imidlertid er Ordsprogene, som især gjøre ham mærkelig for os, — der er i denne Samling ellers Intet optaget af ham, uden for saa vidt som der er optaget nogle af de Kjæmpeviser, som han ogsaa-samlede, — er det vel rigtigt, her at dvæle noget ved begge hans Ordsprogsamlinger. —

Skulde jeg af dem danne mig et Begreb om hans Karakter, — og dertil er jeg vel ikke saa uberettiget, — da bevise de mig for det Første hans utrættelige Flid og begejstrede Udholdenhed; thi uden dem vilde det være umuligt at istandbringe en saadan Samling, helst paa den Tid, da de boglige Kilder vare langt færre, og da han maatte ose Saameget af den idelige Omgang med Folket, der tilvisse i hans Stilling

* Jeg maa dog her tilføje, at jeg ikke bestemt veed, om han allerede dengang var hædret med denne Tittel — jeg veed kun, at den var givet ham, inden han 1685 udgav sm „danske Sprogkunst”Enten maa dog vel „Betænkningerne over det cimbrifle Sprog"eller de „danske Ords Etymologi"have erhværvet ham den, og jeg kan sier ikke ansee det for urimeligt, at det første Verk har gjørt det. stod ham frit aaben, men som han ogsaa har benyttet, som kun Faa i samme Stilling. — Lcrser man dernæft Fortalerne til disse og flere af hans Skrifter, — ja vel, saa klinge de heel pudsige for vor Tid, mindre for hans egen, — uagtet de jo vel ogsaa for den have haft noget Originalt. — Men Ordsprogene selv? — Ja lcrser man dem, — at læse dem paa eengang er rigtignok drsjt at gaae paa — og saa tillige Kæmpeviserne, som han ligeledes samlede os, — da er man A vist ikke langt fra, at have just det troeste Billede af den danske Folkelighed, som nogen Maler vil kunne give os.’ Det fromme Trohjertigsimple, det naivlunefulde Livlige, det kraftigbegejstrede Dybe, det Hengivne og det Ærligvarme, kort D alt det reentdanske gjenkjender man vistnok overalt i disse to saa forskjellige og dog saa beflægtede hellige Overlevelser fra Fædrene. Og denne Karakter, den var deres Samlers, den var Syvs egen, — det kan vistnok umulig fejle! — Men der er jo saameget Plumpt, saameget — Ufædeligt i Ordsprogene? — Nej om Forladelse! Usædelige Ting findes der rigtig ikke i Ordsprogene, — der findes ikke et eneste imellem dem, E som kan eller skal fordærve Sæderne, og den Ufædelige er vistnok mangen Gang gaaet forbedret fra dem, medens aldrig nogen Ufordærvet har suget Gift af dem. — Plumpt? — Nu ja vel! — Vore Forfædre havde dengang endnu ikke gaaet nok i Skole hos Franskmændene til, at de kunde hænge et Silkeflor over alleslags Uteerligheder og saa kalde dem Skjønheder og Finheder, — til at de dog nok herom! — det var en Tid forbeholdt, som er langt yngre end baade Syv og Holberg, og den, for bvem den Sidste er plump, for ham er den Første det med; — men gid det var det Værste, — og rosværdigt er det just ikke, — som nogensinde skulde siges om en dansk Forfatter! —

’ For at fuldkommengøre Maleriet behsvede man maaskee endnu kun at tilfoje de bedste af Kingos Salmer. — At Farverne imidlertid bleve fristere ved Holberg. Ewald, Oehlenschlager og Grundtvig o. a. fl. er ligefrem, —

Jeg kom her — saa halvvejs uden at tanke derpaa — igjen til at nævne ogsaa Syvs Udgave af de herlige Kæmpeviser (Kjøbenhavn 1695). — Ligesom han ved Ordsprogene havde haft Laale til nærmeste Forgjænger, —- hvis Samling dog er ubetydelig i Sammenligning mod Syvs — saaledes var ved Kæmpeviserne den herlige og højstsortjente Anders Sorensen Vejle (Vedel) hans Forarbejder. Vejle havde samlet saadanne Viser, Syv lagde andre 100 til, og de 3 gjæve Dannemand, Abrahamsen, Nyerup og Rahbek, dette i saa mange Henseender udmærkede Kloverblad, have atter betydelig forøget Syvs Samling, skjønt de have bortkastet ikke saa af ham optagne Viser. — Isandhed, havde saa ogsaa denne Samling været det Eneste, som Syv havde givet os, han vilde dog alt ved den have vunden sig Udodelighedens skjsnneste Blomster; thi paa ægte Dannesind skjønnede dog Danske bestandig, selv naar de mindst kunde vurdere det. —

Blandt det Meget, som vi desuden have fra hans Haand er af det Trykte dog hans „danske Sprogkunst"(Kbhvn. 1685) vel uden Sammenligning det Vigtigste, skjønt ogsaa det er interessant, at han var den første hos os, som skrev danske Epigrammer og fuldstændige danske Hyrdedigte. Men som Digter naaede dog Syv aldrig nogen egentlig Rang. At han ligeledes var den første hos os, som udkastede en Plan — (idetmindste var han den første, der arbeidede paa at udfore den, om ogsaa, hvad dog næppe er Tilfaldet, Nogen tidligere kunde have haft en lignende Plan) — til at samle et Repertorium over den hele danske Litteratur — under Navnet „den danske Boglade" — er tilvisse endnu et herligt Beviis paa hans utrættelige Flid og hans Begejstring for at virke til sit Lands Ære. At Døden afbrød ham, og at Intet af denne Samling udkom i Trykken, kunne vi derfor ikke noksom beklage; men med overordentlig Interesse ville vi dog stedse dvæle saavel ved disse som ved flere af hans skrevne Samlinger og beundre saavel den Uhildethed i Domme, som vi atter der skue, og den Iver, med hvilken han Fjæmpede ogsaa her for Dannersprogets Reenhed.

Men for at vende tilbage til hans „danske Sprogkunst,” i hvilken han ligeledes var den første, som behandlede det danske Sprog grammatikalsk, saa kan det vel ikke undgaae os, hvorledes enkelte Vildfarelser have omtaaget ham, men vi finde ved Siden deraf dog faamegen Klarhed, Modenhed og Selvstændighed, at dette Verk vistnok til enhver Tid vil blive betragtet ej blot som et af de bedste Vidnesbyrd om Forfatterens Aand og Flid, men og som en af hin Tids allermærkeligste Frembringelser. — Han var virkelig „det danske Sprogs og den danske Litteraturs ivrige Dyrker,” og som vi med Interesse maa betragte den dygtige F”Røstgaards hædrende Tillid til fin Forarbejder, ville vi vistnok ogsaa med Glæde fee den hæderlige Dom, som efter næsten halvandet Aarhundrede vel den dygtigste og genialeste af alle den danske Sprogkunsts Bearbejdere, den bundloslærde Rask, fældede over ham.

Syv døde 1702, som Præst i Helsted og Provst i Stevns Herred, i sit 71de Aar. Hans Kone var Karen Hof, en Datter af Anders Simonsen Hof, Præst for Rynkeby og Revninge i Fyn (og Anne Kristoffersdatter Guldsmed?); men om hun overlevede ham, og om han havde Børn med hende, veed jeg ikke. — Man havde bidtil intet Billede haft af denne herlige Mand, og endnu har man intet hverken stukket eller trykt; — men for faa Aar siden fandt man ganske uventet hans Portræt ved en tilfældig Gravning i Helsted Præstegaard. — Tilfaldet bringer dog ogsaa stundum noget Godt tilveje og giver Eftertiden Midlerne ihænde til at oprette, hvad Samtiden forfømte! — Mange af de under 180 samlede Ordsprog.

56. Thiele (Just Mathias), Professor ved Kunstakademiet og Ridder af Dannebrog, født i Kjøbenhavn den 13de December 1796.

65 (af Krossings „Fylla,” poetisk Nytaarsgave for 1821, Kbhvn. 1821, 167 S. 8vo.)

57. Thaarup (Thomas). — Boede der en Jrifl i min Havetofte, og havde den engang ret greben mine Fslelsers Strenge, havde dens simple Toner vugget sig i min Sjæls det inderste Indre, og havde jeg kun en eneste Gang følt dens og min"Sjæl ret egentlig sammensmelte i Tonestrommen, — saa byttede jeg den bort for ingen Nattergal.

Den blev mig en umistelig Helligdom, og mit Hjerte hang ved den, som Blomsten ved Roden, medens selv dens pragtlose Ydre tegnede sig for mit Blik med en uforklarlig Purpurglans. —

Thomas Thaarup var Irissen. — En koldtberegnende Laser, der undfangedes, fødtes og fostredes i vor Nutid og kun bevægede sig i og med den — en ægte Søn af „Fædrelandet,” der med „Kjøbenhavnsposten"har viklet sig ret kraftigt ud af „vor forrige Uskyldighedstilstand" — vil næppe kunne begribe, hvordan da egentlig denne Thaarup fik sit Navn, og hvor det var muligt, at han kunde henrive og beherske Sjælene. Selv naar den herlige Schulzes usigelig dejlige, ægte folkelige Musik lægges med i Vægtskaalen, vil Gaaden endda blive ham ulost, og den Tid vil vel snart komme, da den historiske Kjendsgjerning kun støtter sig paa Samtidiges samstemmende Vidnesbyrd, at Høstgildets Forfatter rev alle Hjerter til sig; — det kunde derfor maaskee være det klogeste, ej at agge Nutiden ved at minde om Fortiden og hartad holde med den, — men det faaer allenfalds være det Samme, og mit Hjerte skal alligevel her takke Thaarup, at han ej flammede sig ved sin egen og sin Samtids „Uskyldighedstilstand,” at han glædede sig ved den, og at han sang den, om end ej med Geniets mægtige Kraft, saa dog med Hjertets varme Fylde, som ejheller er uden sin Kraft. —

Samme Thomas Thaarup fødtes i Kjøbenhavn den 21de Avgust 1749, netop samme Dag og Aar som hans Ven Storm. — Hans Fader, Niels Thaarup, var Jsenkræmmer, men siden blev han Tolder paa Lesss. — Sønnen gik i Helsingors Skole og dimitteredes 1768 derfra til Kjøbenhavns Universitet, hvor han 1769 ogsaa tog anden Examen med næftbedfte Karakter. Uagtet han en Tidlang havde Kommunitetet, maatte han dog ved Underviisninger erhværve sig sit Ophold og fik aldrig nogen Embedsexamen, ligesom jeg ej engang veed, om han egentlig har givet sig af med noget Embedsstudium, da nok Beskæftigelsen med de skjønne Videnskaber optog det meste af den ham lævnede Tid. —

Dog var det egentlig først silde, at han selv fremtraadte D som Digter, og kun med langsomme Fjed naaede han sin Kulminationspunkt. Og den Punkt, som han naaede til, blev heller aldrig nogen meget ophøjet, ligesom han overhovedet vistnok langt mere følte som Digter, end han »grunden var Digter, eller af Naturen afgjort bestemt til at være det. — Det gik med ham som med saamange Mennesker, af hvilke nogle skrive og andre ikke, at hans Barm gjemte en Sangbund, betrukken med Strenge, men Plektren var ei aldeles i hans Haand; den ydre Anledning havde tildeels lagt Beslag A paa den, og først naar den overleverede ham den, tonede Strengene. Han var derfor i Ordets egentligste Forstand Lejlighedsdigter, og hans rolige Besindighed, der;næsten stedse afholdt ham fra Vildstier, hans Takt for kun at fremkomme med hvad der passede sig til Anledningen, og hans som oftest korrekte, velklingende og siirlige Sprog, i hvilket et ærligt Hjerte spejlede sig, maatte nødvendigviis vinde Almeenheden for sig, ifærdeleshed til en Tid, da man dog igrunden — thi Ewald forstod man kun lidt af — var meget tarvelig vant. Hvorvidt imidlertid hans allerførste Forsog, der vistnok ikke ere sønderlig Andet end Riim, have vakt nogen Opmærksomhed, veed jeg ikke. Rahbek antager, at det sidste af dem er et Digt„ved en ung Piges Grav"(1774), og fra det næste Aar har man idetmindste en Klubsang. Forskjellige Idyller og Elegier saavelsom fædrelandffe Oder, Hymner og Sange, Klubviser og Viser for Familiekredse bleve nu ogsaa til fra hans Haand, og det er vel ikke urimeligt, at de kunne have bidraget Sit til, at han 1781 blev ansat som Lærer ved Sskadetakademiet i Historie, Geografi, Filosofi og de skjønne Videnskaber, skjønt jo vel denne Ansættelse egentlig ikke var nogen sønderlig Lykke for en Mand paa 32 Aar, der vel ingen Examen havde, men dog maaskee andre Kundskaber og Evner, som fuldkommen opvejede denne Mangel.

Fra det neste Aar, 1782, daterer sig dog nok det første Digt af ham, som endnu har retmæssigt Krav paa vor sårdeles Opmærksomhed, — den lyriske Sang, som er optagen her i Samlingen: „Du Plet af Jord, hvor Livets Stemme osv” — Den blev fremkaldt ved en Præmie, som Kommissionæren Frydensberg (se Storm) havde udsat i Drejers Klub, og vandt denne Præmie. — Ogsaa Thaarup var nemlig Medlem af denne Klub, (dog var han nok aldrig i „Fostbrodrelager") og har til den skreven forskjellige Viser. — Den her nævnte Sang blev optagen i Almeenheden med overordentligt Bifald, og det var vistnok den, som især erhvervede Forfatteren sit Navn, om endogsaa Datiden maaskee var nojsom nok til at være mere end velfornojet med de tidligere Frembringelser; og fætte vi os ret ind i Tiden og i dens Aand, hvad den havde, og hvad den fordrede, vil det næppe undre os — om endogscka Mange nu troe sig istand til at skrive ligesaa god en Vise — at Sneedorff et Par Aar senere sige om Hr. Thomas, at han er „En Skjald heel stiv udi Sinde,” ligesaa lidt som vi kunne finde den sidste Linie upassende af de to bekjendte næstfolgende „Hans Tale er hvas som Biens Braad, Hans Viser er som dens Honning” Hvad derimod den første af dem angaaer, trænger den nok til nogen nærmere Forklaring, og det vil da maaskee for Flere være paafaldende at høre, at den Thaarup, der næppe har skreven en eneste satirisk Linie og knap nok een med vittig Lunefuldhed, var i sin daglige Omgang bekjendt for sit Hang til Sarkasmer og sit Held netop i den spydige Vittighed. —

Dog vi ville atter vende tilbage til Thaarup som Digter. Vi ville springe alle de mellemliggende Smaating over og et Øjeblik dvæle ved den Frembringelse, i hvilken han i sit 41de Aar kulminerede. — Det er Høstgildet, jeg mener. — Den Anledning, som fremkaldte det, er vel endnu i saa frisk og i Almindelighed i saa kjær en Erindring, at den ej nærmere behøver at omtales. Kronprinsen, vor nuværende Konge, havde valgt sin Brud efter sit Hjertes Tilskyndelse og sorte hende nu hjem under Folkets Jubel. Thaarup elskede denne sin Fyrste med al den Varme, som fra Hedenold har været en Trang for hver ægte Dansk, og skulde nogensinde hans Barm fyldes med Sang, saa maatte det vel være da. — Fantasi kunde Lejligheden naturligviis ikke give ham, — Ove Malling sagde meget tvæffende om ham, og det just paa den Tid, da han var allermeest anseet: „Det er mærkværdigt, at en saa stor Digter, som Thaarup, har saa lidt Fantasi,”  — og hans Besindighed henreves sjælden til Begejstring, men Liv havde dog virkelig her hans Følelse, og det prægede sig i Digtningen tilligemed al hans kjærlige og dog frimodige og ærlige Hjertelighed. Desuden maatte Stykkets „Nationalinteresse"og den ædle Danskhed, der udmærker det fremfor alle vore (dengang næsten kun oversatte) Syngespil"give det et indvortes Værd, der vel forklarer, hvorledes Digteren med saa „simple Midler,” som hans temmelig indskrænkede Talent havde givet ham til Raadighed, „kunde frembringe denne store og vedvarende Virkning” — Desuden tiltalte foruden Digteren den store Schulz gjennem Tonernes Tryllemagt Hjerterne med sin uimodstaaelige Ynde, og hvad omtrent 4 Aartier senere Elverhøj tildeels blev ved Kuhlau, — en Folkehelligdom, — blev Høstgildet dengang ved Schulz. — Det synes ingen stor Ros, som jeg her yder Digteren, — og for den, som hellere vil have sit Talent sagt Komplimenter, end sit Hjerte, er den vistnok ogsaa meget betinget, — men at Høstgildet dog i og for sig selv er et „nydeligt lille Lejlighedsstykke,” vil vistnok kun Eensidigheden nægte; og at det stedse med alle sine Mangler — af hvilke en „vis poetisk„ U-„Sandhed"ikke er den mindste — vil blive et kjært Mindepant fra Hjerte til Hjerte, før vel ej længer hedde nogen Paastand, — har vel alt halvfemte Aarti hartad beviist. —

3 Aar yngre end Høstgildet er „Peters Bryllup,” der er et Slags Fortsættelse af hint, og om hvilket vel omtrent det Samme gjælder, som er sagt om hint, Rosen saavelsom Dadlen. — Dette er derimod ej saa ganske Tilfældet med det 3die Stykke, som atter er 9 Aar yngre end Peters Bryllup (fra 1802), — „Hjemkomsten,” der meget mere, som Molbech siger, og hvori da Alle forresten ere enige, „er en mattere Efterklang af de foregaaende”I — IHøstgildet og i Peters Bryllup havde Thaarup virkelig kulmineret, og han naaede aldrig siden, hvad han kun der havde naaet. — Han efterlod vel ved sin Død nogle Skitser og Brudstykker til endnu et Par Syngestykker, af hvilke Rahbek isccr beklager, at det ene ikke blev fuldført; — mig forekommer det dog at være et stort Spørgsmaal, om Vennen ikke hellere burde have glædet sig derved, — og det ej alene fordi det stedse synes mig et voveligt Arbejde for en gammel Digter, at hige efter ny Lavrbær, naar han allerede for længe siden har vunden idetmindste al den tilbørlige Berømmelse og Paaskjønnelse, som han fortjente. Thi saaledes er stedse Menneskeslægten, at den sjælden yder en gammel Digter ny Lavrbær, — at den heller vender sig aldeles fra ham til enhver ny opgaaende Stjerne og hartad med Misundelsens Forbitrelse ihukommer, at den engang kaldte ham en Sol. Det er saa langt fra at denne Sandhed mangler sørgelige Exempler til sin Bekræftelse, at det snarere undrer mig, at ikke mangen Digter alt meget tidlig besluttede: — Jeg vil dse, for at jeg kan leve. —

Efter de alt nævnte 3 Digte leverede Thaarup altsaa intet stsrre Digt. — Han vedblev vel lige indtil sin Død at skrive Hymner, Kor, Sange, Pro- og Epiloger osv. ved flere forskjellige Lejligheder, og vilde der end være uretfærdigt at nægte mange af disse et ikke ubetydeligt Værd, saa er det dog vist nok, at der er saa af dem, — maaskee ingen —, der komme de dejlige Romanser i Høftgiltet og Peters Bryllup nær; ja der er vel endog ingen af dem, der kunne staae ved Siden af: „Du Plet af Jord"osv. — Et af dem, der hæver sig fortrinlig frem blandt Massen, er vel „Afskedssang til Aaret 1807,” og vi see da atter her, hvorledes det egentlig var „i flige Øjeblikke, hvor det Fædrelandske rørte ham,” at Fædrelandets ægte, kjærlige, varmtfølende Søn — thi det var Thaarup — stemte sin Harpe med meer end vanlig Begejstring og greb Hjerterne med en lyrisk Kraft, som vi ellers fjældnere sinde hos ham. I saadanne Øjeblikke var det, at han vandt Folket, at han nødvendigviis maatte vinde det, og at han virkede paa det, hvad maaskee mangen genialere Digter sjældnere virker, fordi hans Følelse er mindre ærlig sand. — For alle saadanne Øjeblikke, i hvilke Fædrelandet virkelig begejstrede ham — lige fra „Du Plet af Jord"osv. og „Hsstgildet"og lige indtil den sidst omtalte Afskedssang og til den sidste Sang) han skrev af sit Hjertes Fylde — maa enhver Dansk nødvendigviis endnu takke ham, — hvis han ej vil være uretfærdig, — ja elske ham, vel endog inderligere end mangen langt højere Begavet. —

Dog, vi have vel allerede opholdt os længe nok ved Thaarup som Digter. Et andet Kald var maaskee langt egentligere hans, — Talerens, — og som Taler udmærkede han sig flere Gange heldig som Lærer ved Sskadetakademiet. Hans første Tale her var over den druknede Søofficer Baron Wedel (1781), og den udgav han siden i Trykken. Den var et Æreminde ligemeget for hans Hjerte og Talent, og saaledes ogsaa alle hans senere Taler, og det var derfor, at man gjerne ved Akademiets Festligheder faae ham fremtræde som Festens Tolk. Flere af disse Taler findes optagne i Minerva og i „dans Museum,” og overalt maa den rene, ædle og kraftige Stil endnu vinde os, og den aabne, varme og frimodige Sjælfuldhed, som i den aabenbarer sig, glæde os.

Imidlertid tog han 1794 sin Afsked som Lærer ved Akademiet, samme Aar som han ansattes som Medlem af Theaterdirektionen. — Hans Virken i denne crstetiske Stilling var idetmindste ikke af indgribende Vigtighed; men deels naaer den hele Indretning vistnok meget vanskelig sit Øjemed, faalænge Theatret vedbliver at være kongeligt, og desuden er vort Theater jo vant til at see sig saaledes dirigeret, at det hartad maa kaldes en Fortjeneste af det, ikke at være en maadelig Direktsr. — Den 2den April 1800 entledigedes han ogsaa fra denne sin Virksomhed med Pension og tilbragte nu Resten af sine Dage som Landmand paa Gaarden Smidstrup ved Hirschholm, som Molbech siger: „ikke saameget fjernet fra Litteraturens Middelpunkt, som fra Deeltagelse i de Fænomener, der omtrent med Aarhundredets Begyndelse medførte en ny Periode i vor Poesies Historie” —

Dog endnu engang vaagnede han til et litterært Liv, som jeg onstede ikke at burde omtale, og den aldrende Mand, som hidtil stedse havde seet sit Navn tegnet med Agtelse, oversatte 1813 den tyske Buchholzes berygtede Skrift „Moses og Jesus" — et Skrift, der allerede ved sin Maadelighed havde fortjent den haanligste Glemsel/ men som desuden ved sine hadefulde og lognagtige Angreb paa Jøderne havde gjørt sig langtmere fortjent til en Nagling paa Skampælen end til en Behandling af Thomas Thaarup og hans Pen. — Men, som sagt, Thaarup oversatte det, til Skam for sig og næppe til Skade for Jøderne; og dette ubegribelige og sørgelige Skridt fremkaldte en af de æklefte og afskyeligste Krige, vi i mange Aar havde haft i vor litterære Verden. En Masse af meer og mindre fortjente og aldeles ufortjente, foragtelige Forfattere blandede sig i den, og kun faa med den Værdighed, som den ædle Barens. — Dog jeg har nu antydet denne sørgelige Begivenhed og gider ikke længere dvæle ved den. — Saaledes som her og siden i sine Angreb paa Shakespeare (1816) viste Thaarup sig jo ellers aldrig, og vi ville derfor med skaansom Overbærelse betragte disse Skridt som en ikke ualmindelig Anomali i den svage menneskelige Natur. — Thaarup oplevede saa vistnok ogsaa at see sig straffet; —- thi han oplevede jo det Kjøbenhavnske Pobeludstuds ridderlige Gadekorstog mod Jødernes Vinduer og saae den usleste Dreng kaste meget bedre med Steen end Buchholz med Snavs! — vi ville derfor ikke domme men kun beklage ham. —

Thaarup havde ingen Børn med sin Kone — en Jomfru Lund, med hvem han i mange Aar havde været forlovet, men som han først giftede sig med i Smidstrup, og som døde kort for han selv, — og han døde i Smidstrup den 11te Juli 1821, næsten 72 Aar gammel. — 1784 havde han idetmindste isinde E at udgive en Samling af sine Digte, men denne udkom aldrig, enten han saa har fattet en anden Beslutning, eller ubekjendte Omstændigheder have forhindret ham i at iverksætte den. — Aaret efter hans Død udgav Rahbek da hans samlede Digte — dog med Undtagelse af alle hans (for største Delen dramatiske) Oversættelser — i eet Bind; men havde dette været betydelig mindre, vilde det have været til betydelig Gavn for Forfatterens Navn og til ikke mindre Glæde for Laseren. — Rahbek var atter her, som saatit, formeget Ven — kun begejstret Ven — og forlidet Kritiker.

Slutteligen« vil jeg kun her tilføje, fordi jeg veed, at Vildfarelsen er temmelig almindelig, at Digteren Thomas Thaarup aldeles ikke var i Familie med den nulevende, ogsaa videnskabelig fortjente, Etatsraad Frederik Thaarup.

14, 28, 175 og 192 (af hans „efterladte poetiske Skrifter, udgivne af K. L. Rahbek, Kbhvn.

1822, 544 S. 8vo.)

58. Tode (Johan Klemens) fødtes den 24de Juni 1736, fire Smaamile sydost for Hamborg i det saakaldte Tollenspieker i Vierlandene, en lille Landftræfning, der, som bekjendt, iFællesftab tilhører Hamborg ogLubeck. Han var altsaa født udenfor Danmark men som dog, som han selv siger, „ikke saa ganske vildfremmed og vildtysk?"herind, da der baade løb dansk og norsk Blod i hans Aarer. Hans Oldefader’ var nemlig Bondeffrædder og Musikant i Restorf ved Størfloden, Rendsborg Amt, altsaa dansk Undersaat, og hans Bedstefader, Hans, født sammesteds, men siden et Slags Hosekræmmer i Hamborg, var gift med en Kjøbmandsdatter fra Bergen, Sofie Schulz. — Todes egen Fader, Johan Diderik, var født i Hamborg og blev siden Toldskriver i Lauenborg, hvor han giftede sig med Sognepræstens Datter, Agnese Marie Schlopke.

* Snurrigt nok er det, hvorledes man har baaren sig ad med at låse Todes egen Levnetbeskrivelse hvor dette staaer aldeles tydeligt; og dog finder man flere Steder, — senest, saavidt jeg veed, i noget Safe, der er sammenskrevet af en vis Lange foran det 38te Hæfte af „Galleri for danske Klassikere” — at det var Todes Bedstefader, hvem man saa, ved en ligesaa ubegribelig Forplumring, lader være gift med sin egen Sønnekone. Senere blev han Tolder i hint ovennævnte Tollenspieker og døde den 18de Februar 1744. — Med sin Kone havde han 9 Børn, af hvilke vor Tode var det yngste, men de øvrige vare 4 Sønner og 4 Døtre, Han var en jovial, livlig og kraftig Mand, spillede paa Harpe og sang dertil"med Øjnene henvendte paa den majestætiske Elbstrsm,” laste Aviserne højt og forklarede dem for en Kreds af de fornemmere Bønder, der gjerne flokkede sig om ham, og underholdt endogsaa tit de hyppig gjennemrejsende Herskaber, selv masserede Durchlauchtigheder, med sin Spøg og sit Lune. — Paa sine Borns Opdragelse sparede han Intet, især paa de Ældstes, da han dengang havde bedst Raad; men ivrig var han som Pokker og nægtede vel ikke, at Taalmodighed var en Dyd, men den var ham „den sletteste af alle Dyder” — Saadan var Todes Fader, og jeg kunde ikke undlade her at give et lille omtrentligt Udkast af ham, helst da det ingen Umage kostede mig, og da Sønnen selv siger, at Faderen forplantede sit Billede, sine Tilbojeligheder, sine gode Egenskaber og Skrobeligheder og fornemmelig sin Jovialitet mere eller mindre paa alle sine Sønner og dog nok meest paa ham, der angaaer c>s nærmest.

Men jeg maa nu ogsaa vende mig til denne. — Sin første Lærdom sik han af en stor Almanak, og den indgav hans næftældfte Søfter ham, Johanne Sofie Vilhelmine, senere gift Drejer, ligesom ogsaa de fem Moseboger, som han snart læste færdig, selv Navnene ikke undtagne, og han udstod, i flere Fremmedes Nærværelse, endnu i Slsjkjole sin Examen med megen Hæder, Faderen var død, flyttede imidlertid Moderen til Hamborg, og han kom der i den latinske Johannesskole; — men 1752 rev hans Svoger, Lagen Schroder i Tøndern, gist med hans ældste Søster, Agnese Eleonore, efter ham, og han som da did og tilbragte der den første Deel af sin lykkelige Unglingsalder og sluttede der det første fortrolige Venskab med nogle ligealdrende Knøse. —

Hans Svoger holdt ham meest til den egentlige videnskabelige Kirurgi, men lod ham dog indskrive som Amtskirurg, for ingen Hindringer at lægge ivejen for hans senere Indtræden paa Forfremmelsernes Bane (!!), og med denne sin trofaste Lærer gik han siden til Haderslev og derfra til Rendsborg, hvor han 1756 var Eskadronskirurg i den da derværende Lejr. Herfra kom han 1757, kort for Pinse, til Kjøbenhavn og kom paa Svogerens Anbefaling ind paa Frederiks Hospital under „den uforglemmelige Wohlert,” og denne herlige Mand er det, hvem vi for saa stor en Deel have at takke for den Tode, ved hvis Minde endnu det hele Fædreland glæder sig — eller idetmindste burde glæde sig. — Under Wohlerts Vejledning behandlede han de ham anviste Syge, og dennes Bogsamling, som han maatte holde i Orden, stod stedse aaben for ham. Han maatte læse for ham om Aftenen, drog Undervisning af hans Bemærkninger og maatte selv fremkomme med Indvendinger, der aldrig lodes ubesvarede, ligesom han ogsaa maatte gjøre ham Regnskab for Behandlingsmaaden af sine Syge og Bevæggrundene til den. Af Wohlert var det, han lærte at foragte de uværdige Kunster, ved hvilke især Datidens Læger tit søgte at vinde sig Praxis, og af ham var det, han lærte, at der er noget langt Højere end det Brød, som under idel Ydmygelse kjøbes paa Frihedens Bekostning, — at der er et Noget, der gjør selv den trykkende Armod, som siden blev vor Todes Lod, til Stolthedens og Glædens Hjem, til en Helligdom, ved Siden af hvilken det bræmmede Purpur saatit staaer som en Banære.

Wohlert mærkede vel, at saatit Lejligheden var der, var Tode paa Komedien; men han oversaae det. Han mærkede ogsaa, at han meget gjerne dvælte ved den ææstetiske Deel af sin Lærers Bogsamling; men enten lod han, som han ikke mærkede det, eller han hjalp ham endog med Valget, og gav ham isoer Anviisning paa Fieldings Romaner, hvis Tom Jones han selv fortrinlig elskede. — Ogsaa den fortjente Klevenfeldt, „en af vore vittigste og lunefuldeste Lærde,” har vistnok været blandt dem, hos hvem han „i Byen"laante flige Bøger, idetmindste yndede han den unge Tode; — og det var desuden blevet en Skik, at hvorsomhelst han vaagede hos en Syg af Stand, ledte han frit ud, hvad Godt der var at læse, og han havde saaledes Gavn af Manges Biblioteker, isår af den vakre russiske Ministers, Baron Korfs, der endog selv gav ham Anviisning paa forskjellige Bøger.

1763 kom Tode til Hoffet som Rejsekirurg. Allerede i ’ nogle Somre havde han afløst sin Formand, naar denne fulgte Kongen, Frederik den femte, paa hans Rejser til Bregentved og Jægerspris, og han havde saaledes oftere været den eneste Læge paa det yndige Fredensborg. Ogsaa dette maatte naturligviis bidrage overordentlig til at berige ham med Kundskaber, og hertil om endnu, at han atter her vandt Alle for sig ved sit Lune og sit lyse Hoved, og at baade Kongens egen Livmedikus, den dygtige von Berger, og ligeledes Piper, den anden Livmedikus, samt Livkirurgen Braun og Hofmedikus Clausen, — kort Alle, —

bleve hans Venner og gjørde sig en Glæde af at virke til hans videre Uddannelse. — Dem var det, der gjørde Frederik den 5te opmcrrksom paa „den altid ubekymrede, Alting fra en glad Side skuende Tode/’ saa han gjerne lod sig fortælle om ham, sendte de syge Soldater til ham, at han kunde helbrede dem, og lovede, at han nok skulde belønne ham derfor, og valgte ham til sin Kommissionær, der blandt de fattige Arbejdere, som ved Flid og god Opførfel havde vunden den ædelmodige Konges Velvillie, skulde uddele de rige og Fjærlige Gaver. Dem var det ogsaa, der formaaede Frederik den. 5te til at give ham et Rejsestipendium, og dem, især von Berger, som endelig formaaede Tode selv til at søge om det. — Dog han fortæller selv saa smukt og vakkert om sit Ophold paa Fredensborg og om denne hele Historie, saa jeg her vil tillade mig næsten Ord for andet at afskrive ham: „Jeg var heller bleven, hvor jeg var og hvad jeg var; jeg forte jo et lyksaligt Liv. Jeg spiste hos Mundkokkene, jeg kunde drukken af Kongens Kjelder, og jeg fandt Frokosten hos andre gode Venner. Endog Skrivematerialier stode til min Tjeneste, og til at besøge de Syge i Bønderbyerne havde jeg fri Hest af Kongens Stald, og den, jeg hvergang fik, og som derfor kaldtes Doktorhesten, var den troeste og sindigste og bedst flikkede, jeg kunde snske mig. Alle gjørde sig en Fornøjelfe af at tjene sin subalterne, daglige Æffulap. — Endog Bønderne lo og forte mig fri og frank igjen ud paa Landevejen, naar jeg læfende var reden ind i en Kornager. Min Hest blev overalt for min Skyld beværtet med god Havre, og jeg selv havde den Fornøjelfe hver Morgen at drikke en Éraftig Kaffe, snart paa et og snart paa et andet Sted, helst hvor jeg havde En at aarelade eller forbinde, — derpaa at lcrse alleslags Aviser, som min Patron havde taget med fra Kongen, og som jeg fandt hos ham, naar jeg kom for at gaae ham tilhaande. Om Eftermiddagen, naar jeg ikke havde Noget at forrette, gjørde jeg Lystrejser paa Esrum Ss, og om Aftenen bivaanede jeg Serenader i Skoven eller hørte ny Tidender fra Kjøbenhavn af de Ankommende paa Kroen. Ved Rustvognen havde jeg fri Brevvexling med gode Venner i Hovedstaden. Kroner fortjente jeg hos Præsterne, Dukater paa Slottet. Kavallererne laante mig ny franske Bøger, og en af dem hørte paa mine Vers. Ministrene selv gave mig opmuntrende Formaninger. — Ja den ejegode Frederik den 5te havde selv den Naade for mig at undskylde min faa ofte indtræffende Fraværelse. Engang da der ved Taflet blev talt om, at man næsten hver Dag saae mig tilhest i den ene eller anden Landsby omkring Fredensborg, forsikrede Kongen, at jeg deri efterlevede hans udtrykkelige Befaling. — De Opvartende, som havde hørt det, vare ikke sene til at berette mig, hvad Kongen havde sagt. — Jeg havde Udsigt til engang at blive Kirurg i Esbønderup, Frederiksborg eller Hirschholm, og højere stræbte min Ærgjerrighed ikke. — Jeg er langt fra at kalde det Beskedenhed; — det var langt mere Sorglsshed og Ligegyldighed eller Utilbøjelighed til at paalægge mig nogen Tvang. — Altsaa frabad jeg mig denne Udenlandsrejse. — ’ Men den ædle von Berger raadte mig at overlægge det nøjere, og jeg var ikke Daare nok til at miskjende hans Godhed, der aabnede mig en sikker Vej til Lykken” —

Altsaa, Tode søgte sit Rejsestipendium og fik det. — Det var ikke stort, kun ZOO Rdlr. aarlig, men med dem naaede man allenfalds dengang et godt Stykke længere end nu, og i Juli 1765 begav han sig i Selskab med Schonhejder, som ogsaa siden blev Professor (se Ewald), paa Rejsen. Først tog han til Lejden, hvor han opholdt sig et Aar, og da imidlertid herhjemme Kristian den 7de havde tiltraadt Regjeringen, og Todes Velyndere vedbleve at virke for ham, begav han sig nu 1767 med Stipendiet forsget til 500 Rdlr., til Edinburg. Herfra rejste han 1767 til London, hvor han kun opholdt sig i 8 Uger, og tog saa til Paris og Rouen. I Sommeren 1768 kom han over Nederlandene atter hjem til Kjøbenhavn. At han ærlig nyttede dette treaarige, saa rige Liv til under de berømteste Lærdes Vejledning at uddanne sin videnskabelige saavelsom sin praktiske Dygtighed, har han vistnok senere tilstrækkelig godtgjort, og af de mangfoldigste interessante Bekendtskaber, de stedse ny Naturer og Karakterer indsamlede baade hans Aand og Hjerte en rig Skat af Erfaring, saavelsom af Kundskabsfylde og Jdeestof. —- Hvad der isærdeleshed overalt lettede ham Adgangen hertil saa betydelig, var den Lethed, med hvilken han tilegnede sig alle de forskjellige Sprog. Foruden Tysk, Dansk og Latin, var han nemlig ogsaa meget færdig i Fransk, Engelsk og Italiensk, og han siger derfor om sig selv: „Overalt hvor jeg har været, iblandt andet i Holland, talede jeg stedse Landets Sprog,” men for den, der gjør det, viser Folket sig ogsaa først som det er, og ej, som for de Fremmede„,i Stadseklæder.# —

Da han kom hjem, havde han endnu ingen Examen, og han vilde derfor være Kirurg, hvortil han desuden havde storst Lyst, men Wohlert havde sagt, at Hovedet var bedre paa ham end Haanden, og man vilde derfor absolut drive ham ind paa den medicinske Bane, saameget mere, som han var i Besiddelse af saa mange flere Kundskaber, end Datidens Kirurger plejede at have. — Da han derfor, brodlss, søgte om at blive Kirurg ved Slaverne i Stokhuset, det mindste kirurgiske Embede der gaves, blev en Anden ham foretrukken. Men Berger havde alligevel ikke glemt ham, og han fik udvirket Understottelse for ham først til at tage sin Examen og siden Doktorgraden. Examen gik det hurtigt med, og han begyndte nu at praktisere og i sine Fritimer at oversætte fra Engel til Tysk. — Medens han vaagede paa Slottet hos Konferensraad Schumacher, rev han sin Doktordisputats og forsvarede den den 12te April 1769. Samme Aar begyndte han at holde Kollegier, og von Berger skaffede ham nu Tittel af Hofmedikus, hvorpaa han reenjXrev den danske Farmakopi, som dengang skulde udgives, og hvis Afloser han blev den fornemste Udarbejder af.

Endelig — 34 Aar gammel — fik han sit første Embede. — Han blev Læge ved Vartov og ved Børnehuset med ialt — 100 Rdlr.! — og Børnehuset alene fandt han 150 Syge og „en højstforgiftig Forraadnelsesfeber” — Det var den aldre Bernstorff, der havde skaffet ham dette Embede, og den siden saa ulykkelige Grev Brandt fik ham derpaa ansat som Læge ved det franske Skuespil med endnu 100 Rdlr., hvorpaa han ogsaa blev Læge ved den ny Plejeanstalt, og han kunde nu, den 6te Maj 1771, gifte sig med Johanne Sofie Schsnscldt, „en dansk Pige,” ved hvem han blev Fader til en Søn og en Datter. —

Da Hofmedikus Clausen samme Aar døde, blev han virkelig Hofmedikus og skulde nu, 1772, i denne Egenskab have fulgt den saa ulykkelige, den saa grændseslos ulykkelige Karoline Matilde, Dronningen, til Celle; men da han kom til Helsingsr, havde Commodore Macbride ingen Plads til ham paa Skibet, og han maatte vende hjem igjen, hvor han endnu i samme Aar — en tifold Markvardighed, en født TysXer, der fornys var bleven befordret ved Brandt! — gjennem Arveprinsen af Guldberg blev designeret til Professor i Medicinen ved Kjøbenhavns Universitet. — Altsaa, der var dog een ærlig Mand i Landet — og det som sagt endda en født Tysker — som baade det bernstorffske, det struenseeske og det guldbergske Ministerium kunde være enige i at virke for, — der var een Tysker, som det guldbergffe ikke forfulgte, uagtet Brandt, Struensees Brandt, havde trukken ham frem! — der maa have blinket en underlig Stjerne over Tode!

Som Professor virkede Tode med sin vanlige Troskab og Iver, og holdt, som han selv siger, Kollegier Aar ud og Aar ind, mere end nogen Anden i hans Fag; — og det var ikke saadanne Kollegier som Sommes, der i Nødsfald kunde bruges med Valmuens Virkning, men Alt var Liv og Lune i dem, og med sin joviale Skjemt og sin geniale Originalitet fyldte Tode Salene med Tilhørere og Tilhorerne paa engang med Friskhed og Vidskab. — Saaledes virkede han i nogle og tredive Aar, og der er vel endnu trindt i Landet en Kreds af dygtige Mænd, der, langtfra at gyse tilbage fra det Kateder, fra hvilket den alt dengang graanende Todcs fpøgefulde Viisdom lod til dem, endnu mindes det med levende Glæde, —

Og vi ville herpaa vende os til en af de ædlefte Sider af Todes Virken som Borger. — Han var ej alene en af Stifterne af det kongelige medicinske Selskab (1773), samt Stifteren af det kirurgiske Disputerselskab (1772–76) og Medstifter af endnu et medicinsk Selskab (1774–78), — disse Selskaber laa ham jo saa nær som Videnskabsmand; — men ogsaa Dotreskolen i Kjøbenhavn var han med at stifte, saavelsom Borgerdydsskolen og den Drengeskole i Pilestrædet, af hvilken senere det schouboeffe Institut fremblomstrede, hvortil endnu kommer Selskabet for Efterslægten og dettes Skole (4de Marts 1786). Hvad det sidste herlige Selskab og dets Skole angaaer, kan jeg her ikke undlade endnu at gjøre opmærksom paa et ligesaa smukt som isandhed sjældent Karaktertræ, — Tode var en af Skolens vigtigste Stiftere, men han laa dengang i litterære Fejder med en stor Deel af vore unge og dygtige Mænd, med Storm, Riber og Flere. — Han indbød disse sine litterære Fjender til at deeltage i Stiftelsen, — man raadslog og blev snart enig om ikke at afslaae en saa ædel. Opfordring, — man imodtog Indbydelsen. — Fejderne vare endte, og i deres Sted begyndte den ædle, kraftige Samvirken, og en Plante skjsd frem, der snart bar herlige Frugter. — Og hvor kunde den andet under flige Gartneres Hænder! Gud lagde sin Velsignelse til den, den er nu et rankt Træ, der alt har blomstret sine halvhundrede Somre, — saa lad dette Minde om dens Stifteres Sjæleadel — ialt var der 13 være en Blomst med i Kransen paa dens hundredaarsfest! —

Todes Munterhed og Lune forlod ham egentlig aldrig, kun traadte de noget tilbage i de senere Aar, og det var Næringssorger, som forbød dem saa frisk og jævnlig som hidtil at spille paa hans Læber, det var Næringssorg, som ganske vilde rive dem ud af hans Aand og Hjerte, men dog ikke kunde det. — Sin legemlige Helbred blev han ogsaa i Besiddelse af indtil Oldingsalderen, da, en halvsnes Aar for hans Død, et apoplektisk Tilfælde ramte ham, som efterlod en Lamhed i den højre Haand og en Vanskelighed i Udtalen. — Den ædle Hertug af Avgustenborg udvirkede ham nu et Tillæg i sin Lon, indtil han blev virkelig Professor, hvilket skete samme Aar.- Men hverken han eller hans Kone vare gode økonomer, og uagtet kort for hans Død et Par Medborgere ædelmodig kom ham til Hjælp, døde han dog i meget trange Omstændigheder. — Det var den 16de Marts 1806, at han hensov, hædret og elsket.

Hidtil har jeg endnu Intet talt om ham som Skribent, og dog har han udgivet saadan en Mængde Skrifter, som kun Faa. Han kalder sig selv, som han virkelig ogsaa var, „Alens Skribent og Alles Skribent,” og fra 1769 næsten lige til hans Død udkom fra hans Haand en Rcrkke af de meest forskelligartede Præstationer, isoer af medicinsk, crstetiff, satirisk, lingvistisk og kritisk Indhold. Blandt de medicinske Skrifter skulle ifærdeleshed et Par af de tyske udmærke sig, ligesom hans tyske Kritik ogsaa fædvanligviis var langt grundigere end den danske. Hans mangfoldige danske medicinsk-humoristiske Tidsskrifter, f. Ex. Sundhedstrenderne, ere dog ogsaa tit sårdeles underholdende, som de i sin Tid skulle have været meget lærende, — Men baade hans Kritikker og hans Tidender osv. bragte ham i en Mængde litterære Fejder, der dog egentlig aldrig fødte Fjendskaber, fordi han stedse kun holdt sig til Tingen og aldrig rørte Personen. Der var ogsaa, siger han selv, en Tid da han som Videnskabsmand var meget stridbar, men denne Stridbarhed aftog med Aarene uden dog at gaae over til fejg Svaghed. Forresten,. han, har jeg „kun haft een Proces og det i en litterær Anledning, og jeg har boet 5, 14 og 10 Aar paa eet Sted og i Embedssager ikke voldet mine Foresatte mindste Tidspilde med at skille nogen Trætte,”  —

Men det var her især hans danske Digtervirksomhed, vi skulde opholde os ved, og denne deler sig da fornemmelig i Romaner, Satirer, Breve, Fabler, Viser og Lystspil. Han var i sin Tid sårdeles yndet som Digter — det meget Udanske uagtet, som man overalt finder i hans Dansk — og Rahbek siger endog (1806), at det var Holberg, Hejberg og Tode, der gave os en dansk Skueplads. At det nu naturligvis er den Ejære begejstrede Rahbeks velbekjendte Vennepartiskhed, der anviser de to sidste en saadan Plads, er ligefrem, og det Samme gjælder naturligviis endnu mere om Udtryk som Digterlundens brammende Seder,”  — „denne stolt opftræbende Palme,” hvilke han bruger om Tode i Almældelfen af hans Død. Men naar man gjennemgaaer Litteraturtidenden, Skilderiet og alle hin Tids Blade, vil man dog ligefuldt forbavses over den Overfladiskhed og den Velvilliens og Kærlighedens Gensidighed, med hvilken det var Skik at have næsten alle den arlige Todes digteriske Frembringelser til Skyerne. — Skilderiet siger vel, at hans Megetffriveri gjørde, at han overlevede Meget af det, han rev, men saa siger det ogsaa, at med Holberg, Suhm og Tode begyndte tre forffjellige Epoker i vor Litteratur, og at der især imellem Holberg og Tode var en saa overordentlig Lighed. — Kort „Lagen og Menneskevennen"havde vunden dem Alle saaledes, syntes dem Alle saa stor, at „Digteren"nødvendigviis maatte være ligesaa stor, og det holder dog nok ikke Stik, skjønt man endnu vil læse flere af hans Poesier, Satirer og Smaaromaner med Velbehag, og skjønt Ssoffisererne, der i Aaret 1782 oplevede 3 Oplag og vistnok er det bedste af ham i denne Retning, ligesom det er det første, endnu gjerne sees paa Scenen.

Det var altsaa Mennesket Tode, der havde begejstret dem Alle saaledes, at de nødvendigviis maatte være partiske for Digteren, og det gjælder vel ogsaa med Hensyn til Ochlenschlagers herlige Sang i det første Bind af hans samlede Digte; — og naar vi erindre dette, kunne vi vel gjerne lade en mægtig Deel Blade falde af hans Digterkrans, uden det i mindste Maade skader ham. — Et ret menneskeligt Menneske er saa dog bestandig langt større end den „guddommeligste Digter,” som er Intet uden Digter! — Jeg maa derfor ærlig tilstaae, at jeg er ikke meget langt fra at holde med den yngre Hejberg, naar han for et Par Aar siden — det var i en Avisfejde troer jeg, og det har det da vel sagtens været — regner Tode blandt vore „Kvasidigtere”Meget mere var han virkelig næppe. —

Men endnn et Par Ord. — For et Par Aar siden skulde Todes Gravsted tilintetgjores paa Assistenskirkegaarden, fordi Tiden, paa hvilken det var kjøbt, var udløben! — Ham kunde det nu vistnok være det samme, om hans smuldrede Been endnu engang skulde beffues af den ligeMdige, hartad kun politiserende Nutid, — men det kunde ikke være Fædrelandets Ære det samme, at den spørgende Fremmede om faa Aar skulde høre, at man havde reven en af Danmarks ædlefte Sønner ud af sin Hvile for et Par Skillingers Skyld, og ærlig Tak fortjene da vel de Mænd, der ved Sammenskud reddede Fædrelandet fra Vanære og Todes Been fra Forstyrrelse. — De kjøbte paany hans Gravsted, og „Lægen, Digteren og Menneskevennen"skal hvile uforstyrret i sin Grav til Dagenes Ende, som hans Minde i ethvert erkjendtligt, ædelt dansk Hjerte. —

46 og 61 (af hans „samlede danske Skrifter,” Kbh. 1793–1805, 8 Bind 8vo.)

59. Trojel (Peder Kofod). — Thomas Trojel, der er Forfatter af „en evangelisk Sang til Jubelfesten 1717" — (han var født 1700 og døde den 22de December 1769 og var først Præst til St. Povls Kirke paa Bornholm, senere til Vissenberg i Fyn) — var en Søn af den temmelig berygtede Præst, Hans Trojel, til Frelserens Kirke paa Kristianshavn, og gift med den berømte Peder Kofod Anders Søster Elisabet. Ved hende blev han Fader til 6 Sønner, der alle studerede, og af hvilke de 5 ere mere eller mindre bekjendte i Litteraturen, — og Stamfader til en vidtudbredt Slægt, der, foruden de 5 Brødre, har talt flere ej saa ganske ubetydelige Forfattere. For os idetmindste ere imidlertid to af hans egne Sønner, Brødreparret Peter Magnus og Peder Kofod Trojel uden Sammenligning de mærkeligste, og ved dem skulle vi her dvæle, — først, ifølge den valgte alfabetiske Orden, ved den yngste, og maaskee i poetisk Henseende den mindst begavede, Peder Kofod.

Peder Kofod Trojel altsaa fødtes i Fuglevig Præstegaard i Vissenberg Sogn i Fyn af de alt nævnte Forældre den 5te Maj 1754. Underviist hjemme af forskjellige af sine Brødre, blev han 1768, kun 14 Aar gammel, dimitteret til Universitetet af Professor Anchersen i Odense. Efterat have taget 2den Examen lagde han sig efter Lovkyndigheden og tog, efter sin Faders Død underftøttet af sin store Morbroder, 1773 sin Attestats med Berømmelfe, Hans Læreve, de daværende Professorer, Obelitz og den berømte E. Colbjornsen, havde allerede dengang fartet en sårdeles Agtelse og Kjærlighed for ham, og saasnart han var bleven Kandidat, skaffede de ham indbringende juridiske Manuduklioner. Men endnu inden Aarets Slutning forlod han disse, for under meget fordeelagtige Vilfaar at vejlede en vis Baron Holsteen til Holsteenhuus under hans juridiske Studium. Da denne 1775 havde taget sin Examen, og han saaledes befandt sig saavel uden Arbejde, som uden Forrjeneste, tog han Bestalling som Hof- og Stadsrets Prokurator for ad denne Vej at bane sig Adgang til Højesteret. Men da 1777 den ny Indretning af Kommunitetet kom istand, og man foreslog ham til første Dekanus, — en Post, han iovrigt havde megen Ulyst til, — lod han sig endelig af den dengang næsten Alt og maaskee Altformeqet formaaende Statssekretær Guldberg ved glimrende Lofter — (jævnfor iovrigt Rahbek og de ham givne Lofter) — hvortil endnu kom Morbroderens vægtigere Forestillinger, — overtale til at ombytte sin Prokuratur med det tilbudne Dekanat.

Han blev da altsaa, lidt over 23 Aar gammel, Kommunitetets første juridiske Dekanus og lagde sig, hvad han ogsaa ved Skrifter beviste, med samme Flid efter den theoretiske, som forhen efter den praktiske Lovkyndighed, uden dog derfor at glemme de skjønne Videnskaber, som han alt tidligere med Held havde begyndt at dyrke. Og det er derfor vel ikke upassende, nu at omtale hasss Fortjenester af disse.

Hans første, af Rahbek os opbevarede, Forsog i denne Retning — det forskriver sig fra den 16de August 1771 — er nu vistnok et faa aand- og smagløst Adresseavis som man kun kan tænke sig, og som selv den maa forbavses over, der erindrer, at Forfatteren dengang kun var 17¼ Aar gammel. Det er ustridigt, sammenlignet med de senere Fostre af hans Muse — som Rahbek udtrykker sig — „et interessant Exempel paa den menneskelige Aands Perfektibilitet" — og kan vel til Overflod bevise, at ikke alle Digtere fødes. Et af hans næste Digte, „Alsines Erindring som kun er et Par Aar yngre og tilstrækkelig rigt paa de „ha-stemte Toner,” lader vistnok meget tilbage at snske, men staaer dog som et Vidunder ved Siden af det første og berettigede vistnok til Haab om den vordende Digter. Ewalds Paavirkning er vel umiskendelig i det, og det vil vistnok atter her glade enhver Dansk: og Ewaldsk-sindet at gjøre Bekjendtskab med en af de Faa, som alt dengang skjenkede Danmarks første store lyriske Digter en Kjærlighed og Hengivenhed, som vedblev udeelt indtil Døden, Dog var det vel hans Indtrædelse i det 1775 stiftede, og hendode, danske Litteraturselskab, der i Særdeleshed paavirkede og uddannede ham. Til dets Skrifter, saavel som til „Almindelig dansk Bibliotek"og til „Dan Musceum"leverede han forskjellige Digte, ligesom han tog virksom Deel i disse Tidsskrifters Udgivelse.

Hvad der dog vistnok for hans Tid var og maatte være en Gæregenhed, var hans Tilbojelighed til at behandle den nordiske Fabellære, der ikke lidet vanskeliggjorde Forstaaelsen af hans Digte, og hertil kommer endnu, hvad ogsaa Rahbek beklager, at saamange af hans Digte er.’ riimfrie. Ingen af Delene var man ret vant til, og man seer næppe fejl, naar man atter her skuer Virkningerne af Begejstringen for Ewald. — Hvad han imidlertid som Digter udentvivl var mindst heldig i, var hans fromme — for ikke at sige religiose — Digte, uagtet de dog virkelig udsprang af en Trang, og ej blot en Higen. Bedre lykkedes ham et fædrelandÆ Emne, eller og det Lystige og det Komiske, og udentvivl er den herlige Ode til Skrædderen det Bedste, han har leveret. — Særdeles stor som Digter var han vistnok ikke, men seer man hen til hans Tid, vil man dog aldrig nægte ham en betydelig Fortjeneste, og meget af ham vil man vel endnu læse med Behag.

Dog, for atter at vende tilbage til ham som Borger, saa tog han 1779 Doktorgraden i Lovkyndigheden. Samme Aar blev Professor Obelitz saa svagelig, at en Adjunkt ved det juridiske Fakultet blev nødvendig, — Ingen var nu vel nor- E mere berettiget til denne Post end Trojel, hvortil baade hans nærværende Embede og de givne Løfter syntes at kalde ham. — Og dog forbigikkes han. — Medens han var paa en Rejse A i Fyn valgtes den 9 Aar ældre og, hvad man ikke kan nægte, E ligeledes meget dygtige Højesteretssekretar Nørregaard i hans Sted. Forbitrelsen over at see sig skuffet i sin kjæreste og saa billige Forhaabning paadrog ham en hidsig Galdefeber, hvis Følger han aldrig forvandt, og som vel bidrog til hans tidlige Død.

Da han modtog Dekanatet, var der ligeledes givet ham Haab om Befordring som Dommer, og da han nu saae den anden Vej spærret for sig, gav han sig da til at søge Dommerembeder. — Ogsaa dette var imidlertid længe forgjæves, og først 1782 blev han kaldet til Byfoged i Bragnæs og Strsmss, hvilket Embede han dog, endnu inden han tiltraadte det, fik ombyttet med den ledigblevne Herredsfogedtjeneste i Salling Herred i Fyn. Strax efterat han havde tiltraadt dette Embede, giftede han sig med Vilhelmine Schmaltz, en Datter af Regimentskirurg Schmaltz i Odense, og som han allerede i en Tid havde været forlovet med. Som Embedsmand blev han modtaget med en Velvillie, som hans retskafne og uegennyttige Karakter og hans Embedsduelighed vedligeholdt og forøgede, og han levede i Faaborg et meget lykkeligt Liv; men en tidlig Død endte dette først i November (eller maaskee sidst i Oktober) 1784.

Et skjønt Beviis paa den Kjærlighed og Agtelse, han havde vunden sig, var det tilvisse, at hans Herreds mange rige Jorddrotter frivillig pensionerede hans Enke. — Han efterlod sig ingen Børn.

25 (af „Udvalgte Digte af Brødrene Trojel,” udgivne af Rahbek, Kbhvn. 1801, 2 Bind 12mo, X X iI — 190 og 126 Sider.)

60. Trojel (Peter Magnus) fødtes den 3die Juni 1743 paa samme Sted og af samme Forældre, som hans kysomtalte Broder. — Privat underviist hjemme, — for største Delen af sin ældre Broder, Jakob Kofod, — blev han 1759 Student. Den vedholdende Flid og ualmindelige Stadighed, han allerede som Dreng havde viist, udmærkede ham endnu som Student ikke mindre hæderligt end de fortrinlige Anlæg, med hvilke Naturen havde begavet ham. Han tog derfor allerede 1762 theologisk Attestats med bedste Karakter, og uagtet han havde en Deel Informationer, studerede han nu med Iver Matematik og Naturhistorie og isærdeleshed Sprogene, saa han endog bragte det til at skrive og tale baade Tysk, Fransk, Engelsk og Italiensk med temmelig Færdighed, foruden at han havde gjørt sig bekjendt med endnu flere af de levende Sprog. — En saadan Sprogkyndighed er vel nu ikke saa ualmindelig, og den er endog bleven temmelig let at erholde, — men for en 0 Aar siden vare Forholdene heel anderledes, og da maatte Trojel vistnok ogsaa i denne Henseende være et Scersyn. — Desuagtet gik han ind som Fuldmægtig i Lovkommissionen under sin store Modbroder, den forhen omtalte bersmte Kofod Ancher, og da han tillige havde faaet Kommunitetet, Friisernes Stipendium og 1764 Borks Kollegium, var hans Stilling vistnok meget behagelig og hans Udsigter lovende. — Hans stille og stadige Liv, hans fri Adgang til og flittige Brug af Morbroderens udmærkede juridiske Bibliotek og den daglige Omgang med samme, samt Arbejdet under ham og de Anviisninger, han derved fattes istand til at erholde, — alt dette i Forening med hans heldige Naturgaver berettigede vistnok ogsaa baade ham selv og Andre til de største Forventninger.

Men det var ogsaa 1764, at han lod sig overtale til det Skridt, der gav hele hans Liv en ganske anden Retning, der kastede et fremgjoglet Rosenskjær over et Par Dage af hans Liv, for at strøe det øvrige med saamegen mere Bitterhed — E der, — jeg troer, jeg tør sige det, — 9 Aar senere gav os E Digteren, efter for bestandig at have berøvet os Videnskabsmanden. — Kong Frederik den 5te var inderlig god, men i mangen en Retning yderst svag, og ved hans vellystige Hof var E Grev Wedel til Wedelsborg Hofmester hos Prinsesserne. Hofmesteren skulde nu atter have en Hovmester til sine egne Børn, og dertil foresloge adskillige Professorer eenstemmig den unge Trojel. Længe vægrede han sig, men ved store Løfter og præg= tige Udsigter overtaltes han dog tilsidst af den saameget formaaende Greve.

Hans rolige, stadige, Arbejdsomhed helligede, Liv reves saaledes ind i de tomme, glimrende, larmende Sirkler, og han selv reves med. — Ej at han aldeles glemte sin Aands Uddannelse, meget mere vedblev han at beffjæftige sig med de levende Sprog og især med deres poctiske Frembringelser, saa han endog var almindelig bekjendt for sin uhyre Læsning, men den almindelige Letsindighed smittede dog ogsaa ham, og Lysten til Adspredelser og Forlystelser vaagnede i hans Sjæl. Dog kun kort varede dette Blændværk, — Frederik den 5te døde den 13de Januar 1766, kort etter døde ogsaa Greven pludselig, og Trojels Lykkes Sol var dalet. Grevens Finanser vare i en Uorden, der frævede Hovmesterens Afskaffelse, og den tilbudte Befordring som Præst vilde han ikke modtage; — han havde længst glemt sin tidligere Lyst til den gejstlige Virksomhed. Hans egne Finanser vare i Uorden, og han maatte nu søge sit Ophold ved lidet glimrende Huslærerpofter. — 2 Aar informerede han saaledes i Kjøbenhavn; men 1768 tog han hjem som Lærer for sine yngre Brødre og var der, indtil Faderen den 22de December 1769 døde. Fra 1770 til 73 var han Huslærer hos en Kaptejn Lemming i Nyborg, og her var det, at hans egentlige litterære Virksomhed, den poetiske, begyndte. Vi ville da nu gaae over til den.

Ved Hoffet havde han tilvisse haft Lejlighed nok til at være Øjenvidne til, og vel ogsaa Deeltager i, forskjelligeDaarligheder og Tilbagetanken paa dem — vistnok med en heel Deel Bitterhed, som efter saamange skuffede Forventninger var saa naturlig — gjørde ham til Satiriker. — Man har vel allerede et Digt af ham fra i det Seneste den de Avgust 1772 — „til Kloe;"det er en lykkelig Elskers snaksomme, men fantasiog følelsesfulde, Skildring af sin Kjærlighed; (maassee staae „eensomme Tanker ved Filindes Grav"i en nær Forbindelse med det (thi begge henhore til hans Hjertes hemmeligste Historie); — men Saameget er vist, at ogsaa Trojel var en af de mange Digtere, som „vor Litteratur har ulykkelig Kærlighed at takke for” — Trojel fremtraadte altsaa først som Satiriker for det store Publikum. Det var i Aaret 1773, at han i Odense lod sine 9 Satirer trykke, uden at navngive sig, da det ellers vilde være „let for Nysgjerrige at opdage de Personer, han havde sigtet til thi uagtet „han aldrig nævnte Nogen"og ejheller „gjørde Nogen kjendelig af Andet end hans Fejl,” havde han dog fundet det nødvendigt, for at tegne Karaktererne naturligere, livligere og troere, „altid at mene en vis” — Hans Satirer ere derfor vistnok mere bitre og mindre lunefulde, mere sarkastiske og mindre komiske, end f. Ex. Falsters og Holbergs; men erindrer man hans egen Troesbekjendelse: „En Skjelm er Afsky værd, en Daare værdig Latter,” og at det var Daarerne, der „vrimled’ rundt omkring ham, tykt som Sand,”  — naar han derhos tilraaber sig selv „vov dig ej forvidt’ triin udi Rab’ners Spor”og visselig temmelig tro følger dette Spor, — saa vilde man vistnok være uretfærdig, hvis man var strængere i at domme Trojel, end han i at domme Lasten og Daarskaben, som han lo ad. — Rabener skal et Sted 37 have skrevet, at Dygtigheden til at skrive Satirer kunde være en god Anbefaling nok for Hovedet, men var det sjælden for Hjertet; — saavist imidlertid som den var en Anbefaling for Rabeners Hjerte, saa vist troer jeg ogsaa at turde paastaae, at den var det for Trojels. — „Den rolige Daare, Urokket som Klippen, dybsindig som Aben, Han ytrer kun Sjælen i undrende Gaben,” og kunde derfor vel trange til en Opvæffelfe af Trojel, der, om han endog, som vel er vist, ved sine Satirer fpærrede sig den Adgang til Befordring, som hans Kundskaber og Dygtighed gave ham saamegen Ret til at fordre, dog glad kunde give sig selv det Vidnesbyrd: „Eet har jeg, som er mit, som Ingen kan betage, Som altid lønnede Uskyldighed og Tro, E E Som Skjelmer aldrig ned, — og det er Sinde’s Ro” Af alle hans øvrige Digte er der vistnok en Deel gode, men dog ingen, der havde ham saa høj en Digterrang som Satirerne, undtagen berømte „Ode til Dumhed"og den herlige, almeenbekjendte Drikkevise „Jeg er en Mand, som har saa vidt omvandret” — „Oden til min Skrædder,” der forhen er nævnet som P. K. Trojels fortrinligste Digt, er nemlig ikke, som Justitsraad Molbech fejlagtig har anført i sin „Poetisk Antologi"af denne vor Digter; men Justitsraadens Fejl- ÉT tagelse grunder sig formodentlig paa en tidligere Fejltagelse, den nemlig, at i begge Brødrenes samlede Digte staaer P. M. Trojels Navn under begge Oderne, en Fejl, der dog er rettet baade i Indholdslisten og i Rahbeks Forsog til Brsdrenes Digtes Karakteristik.

Jovrigt maatte Trojel, for sit Udkommes Skyld, mere, end onskcligt var, beskæftige sig med Oversættelser, skjønt vi dog E ogsaa have enkelte felvftændige juridiske Arbejder af ham. — E Som sin yngre Broder tog han imidlertid ogsaa Deel i det danske Litteraturselskab og i „Almindelig dansk Bibliotek. Hertil, som til Minerva, dansk Museum, Iris og flere Tidsskrifter vedblev han af og til at levere Bidrag, skjønt det dog i Særdeleshed var i Aarene 1–78–83, at den senere af hans litterære Virksomhed indtraf. — Og da hans borgerlige Stilling havde saa megen Indflydelse paa, og for saa stor en Deel betingede, den Kraft eller Mangel af Kraft, som ytrede sig i hans litterære Liv, ville vi nu ganske korteligen dvæle ved de to sidste Aartier af hans borgerlige Liv.

Det var som Huslærer hos Kaptejn Lemming, at vi forlade ham. Et fortroligt Bekjendtskab, som han her havde indgaaet med Kammerherre Firks, Kommandanten i Nyborg, gjørde, at han 1773 af denne overtaltes til at lade sig ansætte som Auditør ved det daværende falsterske Regiment. For at erholde denne Ansættelse var det nu, at han tog ogsaa juridisk Attestats med Berommelse. Regimentet garnisonerede først i Helsingør og senere i Kjøbenhavns Citadel. Men der kom her Splid imellem Offisererne indbyrdes, og Regimentet skulde desuden forflyttes til Aalborg. Han søgte da om sin Afsked og sik den i Naade den 29de Septbr. 1778, Femaarsdagen efter at han havde faaet sin Bestalling. Næste Aar, 1779, blev han Sekretær hos Grev Knuth, der som skulde gaae til det sachsiffe Hof, og rejste 1780 med ham til Holsteen og Meklenborg. Endnu ved Mikkelsdag samme Aar forlod han imidlertid Greven og drog hjem til Kjøbenhavn, imedens hin gik til Dresden.

Her maatte han nu atter ernære sig af at manuducere. — Det var til juridisk Attestats, og flere Kandidater befandt sig vel ved hans Hjælp, De fik Embeder — sik endog Embeder, som deres almeenagtede, dygtige Manuduktor forgjæves søgte. — Ham tog Ingen i Betragtning. — Han indsaae da tilsidst, at der vel maatte være vægtige Grunde, som talte imod hans Forfremmelse, og man leder vel næppe fejl, naar man føger om dem i hans Satirer. — Han havde jo vel ikke navngivet Nogen, men et gammelt Ordsprog siger dog, at den piber som Stenen rammer, og her gjørde vel Vedkommende mere end blot at pibe. Skuffet, misfornøjet og med svakket Helbred forlod han da 1783 Byen og tog ud til sin Broder, den æble og dygtige Frans Vilhelm Trojel, Inspektor paa Anneberggaard i Odsherred. — At hans Lune dog ej endnu var 37’ aldeles hendodt, viser foruden flere andre Digte maaskee især „Odsingernes Rejse til Frederikssund,” der dog ej blot har komiské men ogsaa yndige Tegninger. At han ejheller havde glemt sin Interesse for: Tingene fjernt udenom ham, viser den Begejstring, hvormed han fulgte den franske Revolution, og som omtrent kun kan jævnstilles med hans og Broderens sværmeriske og saatit ogsaa i hans Sang fremtrædende Begejstring for Indfødsretten, — Her henlevede han sine 10 sidste Aar i en sildefunden Rolighed og i en Agtelse, som ej blot hans fjældne Kundskaber, men ogsaa hans retskafne, årlige Tænkemaade forhværvede ham, og døde, 50 Aar gammel, den 16de December 1793. 60 (af „Udvalgte Digte af Brødrene Trojel,” udgivne af Rahbek, Kbhvn. 1801, 2 Bind 12mo, ciXXVS — 190 og 126 Sider.)

61. Tullin (Kristian Brauman). Mangen En, som har læsſt det Foregaaende om Stub kunde maaskee let falde paa, at jeg ligegyldig mod Tullin, eller dog allenfalds ikke saa ganske billig imod hans Fortjenester, — og dog troer jeg, at denne Dom vilde være aldeles ubillig. Jeg elsker virkelig Tullin, som jeg elsker Majens blomfterfprængte Eng, men øjnede jeg endnu for Maj den rsdmende, duftopfyldte Rosenbusk, saa ved jeg Intet, som kunde forpligte mig til for hin at glemme denne. Derfor — jeg elsker virkelig Stub højere end Tullin, ihvor højt jeg ogsaa elsker denne, og jeg anseer Stub for større, mere begavet Digter. Dette for jeg begynder at skildre Majdagens Sanger.

J IRingebo Præftegjæld ligger Lien, og paa denne Gaard fødtes Guldbrand Hansen. Han nedsatte sig Kjøbmand i Kristiania, og her fødte hans Hustru, Ragnhild Dehli, ham den 6te September 1728 en Søn, som i Daaben fik Navnet Kristian Brauman. Drengen havde et godt Næmme og var meget lærvillig, og blev derfor, sin Faders tidlige Død uagtet, fat i Kristiania Skole, fra hvilken han, 17 Aar gammel, 1745 udgik til Universitetet. Sine Examiner tog han med Berommelse, og uagtet han i nogen Tid havde opholdt sig hos Prasten den lærde Dr. Nold i Karrebek, tog han allerede 1747 — altsaa kun 19 Aar gammel, sin theologiske Attestats med bedste Karakter, hvilken han ogsaa, endnu samme Aar, erholdt for sin Dimisprædifen. Næste Aar forlod han Kjøbenhavn, for at drage hjem, og stod saaledes l sit 20de Aar aldeles fjernet fra hele vor Videnskabeligheds egentlige Sæde, Dog havde han alt dengang lagt sig saavel efter Fransk og Tysk, som efter Musik og Tegning. Og vi have da her den egentlige Grundforskjel imellem Tullin og Stub, — hvorfor jeg endnu engang maa sammenligne dem. Den fyrige, ustadige, rigtbegavede Stub var vistnok intet mindre end flittig, som vi sørgelig maa sande af hans Liv og hans Arbejder; — den i mange Henseender langt mindre begavede og derhos noget sygelige Tullin’kunne vi derimod ikke noksom yde vor Agtelse for den Flid, hvormed han faa ærlig arbejdede sig fremad. Var saa ogsaa Valget af hans boglige Underholdning maaskee ikke altid det bedste, eller det heldigste, og maa vi atter her savne den Smag, som vi saatit savne i hans Digte — dog maa atter her hans Tidsalder komme i betragtning saa har han alligevel vist ikke lcrst alene, men ogsaa studeret, og boglig Syslen var Manden med de mange borgerlige Beskæftigelser en Trang, medens en sorgfri Ro, som han dog aldrig skulde finde, i Forbindelse med et larmende selskabs Lystighed, som han nok vel tit fandt, synes at have været Maalet for alle Stubs Dnsker. Saa forskjellige vare hine Tvende, og dog i hvor mange Ting saa lige! — Begge opfyldte af den inderligste Ærefrygt for den guddommelige Al- Ejærlighed, som hver paa sin Viis sang Hymner, — Begge tilvisse Dannemand, glødende af Kjærlighed til Fædreland og Konge, — Ms og Ven og Velgjorer! — Saa lad da nu deres Navne slynge sig broderlig sammen, og Stenersens’ som det tredie, og vi have Datidens — tilvisse for sin Tid — herlige Klsverblad!

Da Tullin var kommen hjem, fandt han, at hans Bryst

’ Af denne Forfatter har jeg Intet kunnet finde, som jeg kunde optage i denne min Læsebog. Desuden fjender man saalidt til hans, for en stor Deel slet ikke trykte, Digte. ikke tillod ham at gaae den gejstlige Vej, og han lagde sig derfor med Iver efter Lovkyndigheden. I Forening med denne studerede han dog tillige Engel og Italiænffk, og Young og Pope bleve hans Undlingsforfattere, der fik en afgjort Indflydelse paa ham som Digter, og hvem han ansaae for saa udmærkede, at den, „der kunde holde den rette Middelvej mellem Young og Haller,” forekom ham som det hartad uopnaaelige Ideal af en Digter. Jovrigt forskriver sig fra 1749, Aaret efter hans Hjemkomst, det første Digt, man har af ham, — en Sang til Jubelfesten, — et rigtignok over al Maade simpelt Produkt.

Imidlertid havde hans Svigerfader overladt ham en Spigcr-, Stivelse- og Pudderfabrik, og 1759 blev han endnu dertil af et Selskab Toldforpagtere i Aggershuusstift udnævnt til Toldinspektør, hvorpaa hans Konge 1760 gjørde ham til Wiceraadmand i Kristiania. At han saaledes tilvisse havde praktiske Forretninger nok, vil vel Ingen nægte, og dog var det langtfra, at han derfor forsømte Muserne. Det var endog først i en Alder af henimod 30 Aar, at han synes ret at have begyndt at behage disse. Naar hans „Majdag"er skreven, og naar forstegang trykt, vide vi vel ikke, men medens Stub 1758 omkom i sin dybeste Armod, blev den efterrrykr her i Kjøbenhavn. Med den var hans Digterhæder grundfæstet, og det ej blot herhjemme, men endog udenlands. I. A. Cramer oversatte enkelte Dele af den paa Tysk, og dem røste Tystlands store Lessing. Tyge Rothe oversatte den paa Fransk. Dog havde saavel Kramer som Rothe Noget at udfætte paa Digtet, og — saadanne vare og saadanne ere Digterne, — ikke engang den gode, Fjærlige Tullin kunde ret glæde sig ved en Ros, der ikke var blind for hans virkelige Mangler. At erkjende disse faldt ham vel ogsaa haardt, — idetmindste viser hans Svar, at han ikke tilstod dem.

De to andre større Digte, vi have af Tullin, ere to Lcrredigte, — de ældste af det Slags i den danske Poesi, — som nærmest fremkaldtes ved Præmier af det 1759 stiftede Selskab for de skjønne Videnskaber. Deres Overskrifter ere „Sefarten"og »Skabningens Dpperlighed;"ogsaa i dem ere mangfoldige Skjønheder og dybe Tanker, forbundne med en rig Fantasi; — dog er det vist ikke saa ganske urigtigt, om man fætter Majdagen over dem begge. At intet af dem vakte den almindelige Interesse som Majdagen, er vistnok, men det vilde de maaskee ikke engang have gjørt, om de saa havde været meget bedre, — thi det er nu eengang Menneskehedens Natur, at dens første Paavirkning næsten aldrig naaes i Styrke af den næste, Af hans Smaadigte ere ogsaa flere, uagtet jeg ikke har troet at burde optage dem her, for sin Tid meget heldige, og enkelte af dem udmærke sig endogsaa ved en Lyrik, der tilvisse da var sjælden og vel til enhver Tid sjældnere, end Mange ville mene. Ja i nogle af dem finde vi en Smag, en Fiinhed og en Korrekthed, som vi ellers altfor tit savne hos deres Forfatter.

1764 gjørde Tullin efter 16 Aars Fraværelfe atter en Rejse til Kjøbenhavn, Det var Forretninger, som førte ham herned; — men saa agtet og elsket han end i sit Hjem var som Borger og Embedsmand, saa var det dog ikke denne, men Toillingrigets „første"Digter, der i Kjøbenhavn modtoges med en Begejstring og Udmærkelse, der vel omtrent kan jævnstilles med den, som Nordens første Digter ifjor (1834) nød ved sin Ankomst til Kristiania. At Selskabet for de jonne Videnskaber optog ham til Medlem, var vel ganske i sin Orden, uden forsaavidt som det kunde have gjørt det for længe siden; men, som Baden fortæller, var der ingen Mand af Stand eller Lærdom, der vilde gjælde for at vurdere og paaskjsnne Talenter, som jo gjørde ham sin Opvartning i hans Herberg.

Kun kort nød han imidlertid Glæden af de vundne Lavrbær. Som Raadmand og Tolddirektør i sin Fødeby døde han allerede det næste Aar sammesteds, den 21de Januar 1765, i sit 37te Aar. En Unavngiven udgav nogle Aar derefter (1770–73) hans samlede Skrifter, til Fordeel for hans Enke, i 3 Bind, men det havde maaskee været til Fordeel for Digteren, om det var blevet ved det ene. Senere, 1799, udgav Rahbek hans udvalgte Digte i 1 Bind. Hans Enke fik, ikke som Enke efter Raadmanden og Tolddirektoren, men som Enke efter vor „første"Digter, en aarlig Pension tillagt af Regieringen. Gid aldrig nogen Pension havde været mindre fortjent end den! og — med stadigt Hensyn til Stub kunde jeg have Lyst til at tilføje — i Opposition til det afgjorte, dog selv gjerne Pension modtagende, Pensionshad: — Gid den aldrig var udebleven, hvor den var ligesaa vel fortjent som her! —

76 og 113 (af hans „samlede efterladte Skrifter,” Kbhvn. 1770 — 73, 3 Bind 8vo.)

62. Wessel (Johan Herman). Det var interessant nok at undersoge, om dit virkelig er en puur Hændelse — hvis der overhovedet gives noget Sligt under Solen — eller om det maaskee som en Nødvendighed er dybt begrundet i begge de beflægtede Folks forskjellige Karakterer, at medens det paa den ene Side er Danmark, som har givet den fælles Litteratur saagodtsom alle sine fortrinligste Heroer i den høje og alvorlige Poesi, — Kingo, Ewald, Oehlenschlager, Grundtvig og Flere, — er det Norge, som gav os begge vore første og hartad eneste udmærkede; Komikere, — Holberg og Wessel; — men denne Underssgelse ligger naturligviis altfor langt udenfor disse Liniers Hensigt. Her kun i faa Træk Wessels Levnet, hvis faktiske Omstændigheder, underligt nok, ere saa lidet oplyste, uagtet det just i disse Dage kun er et halvt Aarhundrede, siden han døde, — medens derimod dets hele Karakter er saa aldeles bleven til hele Folkets Ejendom; — end eet mærkeligt Beviis paa, hvad Folket anseer for Historie og — jeg kunde fristes til at tilfsje det, — paa dets sunde historiske Sans. —

Wessels Familie nedstammer egentlig fra Holland, men ved de hyppige Handelsforbindelser blev den bragt til Bergen og nedsatte sig der. En af den, Johan Wessel, var Kjøbmand og Raadmand i Trondhjem, og af hans 12 Sønner var den Peder den ene, der, et Vidunder af snarraadig Raskhed og Uforsagthed, af æventyriigt Mod, blandet med lykkelig Dumdristighed, — blev Danmarks Stolthed og Sverrigs Skræk og, adlet under Navnet Tordenskjold, endnu lever i saa utallige Sange og Sagn, ej mindre end i det store Tempel, som Historien viede sine udmærkede, — Johan Wessels andre 11 Søns ner ere derimod alle enten mindre bekjendte eller aldeles ubekjendte; men den ene af dem blev atter Fader til Jonas Wessel, der, som Præst for Vestby og Provst i Dvreborgesyssel, i Aggershuus Stift, opnaaede en meget høj Alder, maaskee endog overlevede sin Søn, Digteren; — thi denne Jonas Wessel var det, som blev Fader til vor Johan Herman Wessel, der saaledes var Tordenskjolds Brodersens Søn. — Hans Moder hed Helene Schumacher, og han blev født paa ovennævnte Sted den 6te Oktober 1742. — Sin første Underviisning nød han hjemme, men 1756 sattes han, 14 Aar gammel, i Kristiania Latinskole, fra hvilken han 1761 med gode Kundskaber dimitteredes til Universitetet. Næste Aar tog han 2den Examen med bedste Karakter. — Jeg veed ikke, hvorvidt det maa paafalde Andre, som mig, at han til begge sine Examiner især stod sig godt i de matematiske Videnskaber. — Hans Fader, der foruden ham endnu havde 3 Sønner, havde ikke Raad til at vedblive sin Understottelse, da Sønnen havde taget 2den Examen, men denne havde heller ikke Lyst til at forlade Byen, og han maatte derfor ved Underviisning søge at fortjene sig sit Ophold. Om han imidlertid strax eller først senere blev Huslærer i Generalavditsr, Konferensraad V. Børnemanns Huus, derom mangler os enhver Underretning. Kun det vide vi, at han var det, da 1/72 hans „Kjærlighed uden Strømper"udkom. — (Pram, som blev det 1776, har maaskee været: hans Ef» termand). — I sine Fritimer studerede han Æstetik og gjørde sig nøje bekjendt med baade de ældre og nyere Monstre, hvorved hans Sprogtalent kom ham betydelig til Hjælp. Fransk og Engelsk baade talte og skrev han. Ogsaa med Tyst var han fortrolig, og disse Sprogs skjønne Litteratur studerede han med Flid. Senere lagde han sig efter Italiænsk og i sine sidste Aar efter Spansk. —

Det var i det Seneste i April Maaned 1772, at Wessel, dengang i sit 30te Aar, fuldendte det ældste og tillige det fortrinligste af sine Digte, det nysomtalte «Biærlighed uden Srrsmper” — Jdetmindste fortæller Rahbek os saa; og det bliver da af historiske Grunde nødvendigt, at dets Forfattelse kun har medtaget meget kort Tid for ham. — Rahbek formoder og, at den selv videnskabelige Børnemann ikke har været uden heldig Indflydelse paa digtet. — Til Opførelfe havde Wessel egentlig ikke bestemt det, og han synes knap selv tilstrækkelig at have vurderet det. — Men Hvorom Alting er, saa gjættede snart den hele By sig til den unavngivne Forfatter, hans Navn var paa Alles Læber, og Bladene istemte med Begejstring hans Priis. „Siden Holbergs Dage havde intet Digt gjørt saamegen Opsigt, som dette Wessels. Det gik med det, som med Peder Paars: man lærte det udenad og anvendte det allevegne, ved alvorlige saavelsom ved lystige Lejligheder, i Tide og i Utide, ved Spillebordet og for Skrånken, i lærde Stridigheder og i spogefulde Samtaler” — At man nødig savnede et saadant Stykke paa Theatret, er naturligt; — Scalabrini satte da Musik til det, og det blev givet første Gang den 26de Marts 1773. — Madam Knudsen, Musted og Hortulan gave Grete, Mads og Jesper særdeles godt; selv Bech skal have udmærket sig som Johan; medens Jomfru Halle (senere Madam Walther) skal have skilt sig heel maadelig ved Mettes Rolle. — Dog modtoges ogsaa her det hele Stykke med en saa levende Begejstring, at det maatte spilles fem Gange umiddelbart efter hinanden og kort efter atter 2 Gange. — Siden den Tid ere nu snart 63 Aar henrundne, og hvor utallige Gange har det ikke i dette Tidsrum — paa Scenen som i Hjemmet — fremkaldt samme Begejstring! — medens det saae tallsse Skarer af yngre Frembringelser, den ene efter den anden, saa aldeles forsvinde, at endej den Bedste kan hitte deres Navne. —

„Denne Forfatter,” siger den strænge Baden, „har i det Naive og Komiske næppe haft sin Lige siden Holberg; Alt hvad han berører, bliver under hans Haand pudseerligt” — Hertil føjet hele hans Samtids og Eftertids eenstemmige Dom, bliver vistnok den herlige, men desværre her altfor felvftæn-= dige, Todes mærkelige Paastand en Ubegribelighed for os Alle: — »een Tragedie som Ejnar Tambeskjælver er af større Nytte, end al den Kjærlighed uden Strømper, som kan være eller blive til” — Men dristig ville vi dog paastaae — ikke at Tode her har Uret; thi der vilde vel alligevel Ingen falde paa at holde med ham — men at „Kjærlighed uden Strømper"er i den ironiff-komisse Poesi et Mesterverk, som ej blot i den danske, men som i enhversomhelst Litteratur sjælden er og vil blive naaet og endnu langt sjældnere overgaaet, — maaskee saa tit netop, som Fonix paany rejser sig af sin Aske. —

Af Berømmelse havde nu Wessel vistnok ved sin første Fremtræden vundet al den, som nogen ung Digter kunde haabe, — langt mere, end hans naturlige Beskedenhed og Undselighed havde gjørt Fordring paa; — og dog vandt maaskee igrunden „hans elskværdige Vasen og hans Siæls Godmodighed"ham i samme Anledning en langt skjønnere Palme. — Ironien i „Kjærlighed uden Strømper"gaaer jo nemlig især ud over de franske Tragedier og de îtaliænske Operaer, hvilke begge netop til den Tid arbejdede paa at forpeste Smagen hos os. To af dem, som ifæv brugte deres Vankraft til i Efterligninger at fremelske dette Ukrud, vare begge Normændene I, Brun og N. Krog Bredahl. Den Forstes „Zarine"og den Sidstes »Tronfølgen i Sidon,” begge nys udkomne, havde da især laant Wessels ironiske Lune Grundtrækkene til nogle af Parodiens fortrinligste Tegninger. Journalerne udpegede mange af dem, og de vare desuden altfor tydelige til, at de kunde undgaae noget opmærksomt Øje, — Men ligesaa lidet her som nogensinde siden havde han dog hvæsset „sin komiske Piil til personlig Satires Braad,” og Enhver maatte klarlig indsee og med Glæde fornemme, at det kun havde været ham om Ideen at gjøre, og at kun det havde været ham helligt magtpaaliggende, med Geniets Lyn at afsvie al den upoetiske Styghed og trættende Kjedfommelighed i den frans-italiænske Vansmags væmmelige Svulst og larmende Bombast, — at selv hine Tegninger derfor mindst havde til Hensigt at frænfe nogen Personlighed, men kun paa en haandgribelig, en sanselig Maade at løfte Taagen fra deres Øjne, over hvilke den endnu rugede. — Man finder derfor hellerikke, at det frembragte nogen Vrede hverken hos Brun eller Bredahl, men langt mere, at de begge strax efter tilligemed Wessel toge Deel i’ Stiftelsen af der i over 40 Aar først kraftig blomstrende, senere tarvelig nok vegeterende, mærkværdige „norske Selskab” —²¹

Striden imellem de to æftetiffe Partier — det danske og det norske — er vel hartad en af de bekjendteste Scener i vor Litterærhiftorie, — Medens de Danske dog mere og mere vurderede Ewalds udmcrrkede Fortjenester, vilde de Norske aldeles ingen Anerkjendelse yde dem; — for dette Parti, idetmindste for de Fleste af dem, udmærkede Ewald sig kun ved Svulst og Uforstaaelighed. — Dog maa dette ikke tages just faa strængt, som om det norske Parti kun talte Normænd, og der danske kun Danske imellem sig, — Partierne benævn= tes kun saa efter den store Fleerhed af sine Medlemmer. — Det danske havde sin Samlingsplads i det neergaardffe Kaffehuus i Badftuftrædet, det norske sin i det juelske i Sværtegaden. — Her var det, at Ove Gjerlev Meyer, en dygtig I Student, der baade var theologisk og juridisk Kandidat, og som har gjørt sig ikke ufortjent ved Skrifter, — efter Rahbek i April 1772 — stiftede det „norske Selskab” — At skildre dettes gode og svage Sider kan naturligviis ikke her være Hensigten. Særdeles meget Godt virkede, helst i Forstningen, dets æftetiffe Tendens nødvendigviis, om end Mængden af Medlemmernes evige Vittighedsjageri nok saa tit drev dem ud i Flovhedens Vandpose efter Bagatellernes Vindæg, og Gensidigheden altfor tit lukkede deres Øjne; — kun maa det her være nok at tilføje, at en Mængde lyse og vittige Hoveder talte Selskabet virkelig bestandig, men at vor Wessel dog alligevel var, som Oehlenschlager saa smukt og sandt udtrykker sig, „Blomsten og Kronen af dets Munterhed og Lune,” ligesom det ogsaa til Hæder for hans Aand og Smag maa bemærkes, at han vistnok ikke deelte de Andres hele Ubillighed i Ewalds Bedømmelse, og at han kun et Par Gange paa en ikke sønderlig bidende Maade har gjørt sig lystig over denne sin store saa højst forskjellige Jævnaldrende.

Dette Selskab var nu vistnok vel skikket til at nære Wessels Hang til en srkeslos Selskabelighed/ ligesom hans Ulyst til alt Arbejde og til et ordnet Liv. Den uafladelig rygende Punsebolle gav endnu en anden Tilbsjelighed den —rigeligste Næring. Hans Liv var nu vistnok ogsaa meget langt fra at være lykkeligt. Han var en gammel Student, der aldeles havde bortkastet Tanken om Embedsexamen/ der ingensinde kunde haabe noget Embede og hellerikke duede til noget, fordi han havde Ulyst til ethvert saadant. — Sit trange Udkomme maatte han forskaffe sig ved bestandigt/ trættende Timcunderviisninger. — > Hvad Under da, at han tilbragte den øvrige Tid i sine ligestemte lystige Kammeraters Midte, og der sogte at forjage den Tungsindighed, der mere og mere blev er Hovedtræk i hans Karakter. — Imidlertid fremkaldte dog ogsaa dette Selskabs udsatte Smaaprise de to eneste alvorlige Digte, vi have fra hans Haand, „Sovnen"og „Nøjsomhed,” der begge indrykkedes i det første Stykke af det norske Selskabs poetiske Samlinger, som udkom 1775. At han , den Tid, som ligger imellem Kjærlighed uden Strømper og disse to Smaadigte, Intet havde leveret, er tilvisse en Mærkelighed, som kun hans Ulyst til Arbejde og Virksomhed og hans absolutte Mangel paa Ærgjerrighed kan forklare os, ligesom vi ogsaa der maa søge Grunden til den anden Mær= kelighed, at han ej blot havde kulmineret strax i sit første Digt, men ej engang fjernt naaede dette i nogetsomhelst af alle sine senere. — næste Aar, t.76, udkom hans „Lykken bedre end Forbanden"og opførtes paa Theatret, men hverken der eller hos der lovende Publikum vandt denne Komedie Bifald. Den stod ogsaa i enhver Henseende saa dybt under Kjærlighed uden Strømper,” skjønt vel endnu hsiere over mangt et andet Stykke, som Publikum til de forskjelligste Tider har modtaget med meget mindre Kulde. Vist nok er det, at Stykkets Idee laa udenfor Digterens Natur — (har maaskee det norske Selflabs Franskhed virkelig smittet ham, siden han valgte sig et saadant Æmne?) — men mulig har ogsaa hans Sygdom haft en uheldig Indflydelse paa Udførelsen, J Aarene 1776’ til 78 led han nemlig „af en yderst pinefuld Fistelskade,” der i over et Aar holdt ham i Sengen. Hans Helbred havde aldrig været stærk, efter denne langvarige Sygdom gjenvandt han den aldrig, og hertil virkede hans uordentlige Liv ikke lidet. Men ogsaa hans gode Lune veg mere og mere ved Sygdommens Indflydelse og gav jævnlig Plads for det Mismod, som hans Stilling indgav ham.

Imidlertid syntes med Aaret 1778 en lykkeligere Sfjæbne at tilsmile ham. I dette Aar blev han Theateroverscrtter med nok omtrent 300 Rdlr. aarlig. Rimeligviis er det Bornemann, der har hjulpen ham til denne Anfætrelfe. 7 franske Syngespil oversatte Wessel saaledes i de følgende Aar til Brug for Theatret, og dertil indskrænkede sig hele hans poetiske Virksomhed. — 2 Aar efter,’ 1780, giftede han. sig med Anne Katrine Bukjer, en Datter af Krigsbogholder, Justitsraad Bukjer i Kristiania, med hvem han skal have faaet nogen Formue, som dog den totale Mangel paa Husholderiskhed ikke lod blive af lang Varighed. Ved hende blev han 1781 Fader til en Søn, Jonas, deres eneste Barn. Vistnok har denne Forbindelse i Forstningen ikke været uden heldig Indflydelse paa hans Stemning og Levemaade, men næppe har denne Virkning været af lang Varighed. — Jeg fejler vist heller ikke meget, naar jeg antager, at dette Ægteskab ikke længe har været lykkeligt. Hertil laa nu vistnok en stor Skyld hos Wessel selv, hvem ved gammel Vane Klubomgang var bleven til en Nødvendighedz men paa den anden Side er det ogsaa

’ Skulde min Gjætning være rigtig, at Pram fulgte ham som Lærer i Børnemanns Huus, saa kunde det netop slaae til, at denne hans Sygdom har gjørt det umuligt for ham at bestride sine Forretninger der, og at Pram da har overtaget dem. Men, som sagt, det Hele er kun en Gjætning, da man ligesaa lidt veed, naar han kom fra.

som naar han kom i hint Huus. —> vist, at hans Kone desværre var en temmelig raa, en arrig og stsjende Santippe. — Tilsidst var han endog ligesaa lidt hjemme, som for han fik sig et fast Hjem, uagtet han dog holdt meget af det og især elskede sin Søn inderlig, med hvem han tit og gjerne spøgende underholdt sig. — Om Formiddagen tog han paa Hemmerts Viinstue, Hjsrnet af Østergade og Jorgensgade, sin rode Viin og om Aftenen i norske Selskab sin Puns, paa det første som paa det sidste Sted elsket af Vært og Gjæfter for fin elskværdige hjertelige Godmodighed, som for sin giftfri, lunefulde Vittighed.

Først 1783 leverede han atter noget Originalt. Det var den herlige komiske Fortælling „Gaffelen"og det ikke mindre herlige Digt „Brodne Kar (eller som det ogsaa hedder: Ondt og Godt) i alle Lande”1784 (ikke, som Molbech har, 1783) begyndte han dernæst et Ugeblad med den pudsige Tittel Votre serviteur. Otivsis. — At det var Trang til Indtcrgr, der bragte ham dertil, er nok udenfor al Tvivl, og tydeligt er det, med hvor liden Lyst han arbejdede paa der. Imidlertid blev det dog vistnok undervurderet, da det udkom j thi mange af dets komiske Fortællinger ere tilvisse fortræffelige, og læses endnu med maaskee større Interesse end da de udkom. Det vedvarede kun igjennem 54 Nummere og holdt op i Aaret 5. I samme Aar udgav han ogsaa, uden at navngive sig, det originale Skuespil „Anno 7603,” men Alt, hvad man kan sige om dette, er vistnok, at der „hist og her findes Glimt af hans Geni” „Wessels sidste Sygdom var af kort Varighed. Den tavse og uvirksomme Melankoli, Hvori hans fordums gode Lune havde tabt sig, syntes i disse Dage at ville forsvinde, og han var jævnlig saa munter og oprømt, som han ikke i lang Tid havde været. Rimeligviis ventede man derfor ikke hans Dages Ende, da han den 29de December 1785 hensov, ikkun lidt over 43 Aar gammel. Kort i Forvejen havde han spøgt med usædvanlig Munterhed og livfuld Vittighed. de første Dage af Aaret 1786 begroves han. Hans Jordefærd (bekostet af nogle af det norske Selskabs Medlemmer; thi hans allernærmeste Efterladte formaaede det ikke), var udstyret tarveligt, men værdigt, og havde et hæderligt skjønt ikke nær saa talrigt Folge som Ewalds. Det norske Selskab fulgte ham. Han jordedes paa Trinitatis Kirkegaard, i Mærheden af den Grav, hvori Ewald fem Aar tidligere var nedlagt”.- —

E „Wessel var af Middelstørrelse, Hans Ansigt bar Præs get af en livfuld Aand. Han havde brune, livfulde Dine og, ÄL saavidt af hans Portræt kan sluttes, stærke, fremstaaende E Sjenbryn. Et iøjnefaldende Ar paa højre Side af Hagen var maaskee en Folge af den forhen omtalte Fiftelffade i Kindbenet. Hans Gang var fljsdeslos, ligesom hans Paaklcedning. I sine sidste Aar skal han have baaret Paryk, som gik langt ned i Panden, men ved de andre Sider som undertiden hans egne Haar tilsyne. — Hans Munterhed havde aldrig været vild Lystighed. Den tavse Melankoli, den indre Misfornsjelse, der hvilede over ham, gjørde ham i sildigere Aar stille og tilbageholden. Uvenlig var han dog aldrig. Han var forsonlig og tilgav gjerne Fornærmelser. Hans gudfrygtige Sindelag og Tænkemaade have Samtidige befræftet” Efter hans Død gav Theatret en Forestilling af Kærlighed uden Strømper til Fordeel for hans efterladte Søn, og Pram, Rejn, Zetlitz, Wibe og Fasting skreve Digte til hans Minde; — Ingen gjørde det dog saa smukt som Baggesen: „Graad smelted’ hen i Smiil, naar Wessels Lune bod, „Og Glædens Smiil forsvandt i Taarer ved hans Død,” Af hans Digte er der mangfoldige Udgaver. Den af A. E. Boye, som her er brugt, er vistnok fortrinlig. —

22 cg 50 (af hans „Samlede Digte,” udgivne ved Sekretær A. E. Boye, Kbhvn. 1832, 312 S. 8vo.)

63. Wilster (Kristian Frederik), Professor ved Sorø Akademi, sødt i Kjøbenhavn 1797.

37, 56,126 og 135 (af hans „Digtninger,” Kbhvn.

1831, 128 S. 8vo. 1 Rbdlr.)

43 og 210 (af hans „Digtninger,” Kbhvn. 1827, 180 S. 8vo. 1 Rbdlr.)

64. Winther (Mathias). Jeg fulde nu her, hvis jeg kunde, levere et kort Omrids af en Mand, der endnu for et Par Aar siden havde draget næsten Alles Uvillie, Manges Had og endnu Fleres Forbitrelse over sit Hoved; — jeg skulde Æildre ham uden Lidenskabelighed, og det haaber jeg at kunne; — jeg skulde skildre ham med Sandhed, — det er vanskeligere; thi skjønt jeg aldrig har staaet i nogetsomhelst Forhold til ham, saa ligger dog hans eget bevægelige Liv vor bevægelige Tid for nær til, at man med historisk Nojagtighed kan skjelne imellem, hvad der tilhørte ham selv ene, og hvad der tilhørte Tiden. — Dog et Ord saa godt som mange; — Jeg kan ikke ’Æildre en Karakter saaledes som Menneskekenderen, Hjertets og Nyrernes ubedragelige Fortrolige, den herlige Bulwer, men den, der kjender hans Gregory Gilpin med alle de slette og dog enkelte meget gode Sider, jeg Fulde mene, at han ogsaa kjendte den ulykkelige Mathias Winther saa omtrent, ja maaskee igrunden bedre, end om han havde hentet sin Kundskab af Dokument paa Dokument. Til ham vil jeg derfor herved henvise enhver Laser, der onfler at domme kiærligt. —

Mathias Winther fødtes 1795 paa Aalemosegaard i Vissenbcrg Sogn i Fyn. Hans Fader ejede denne Gaard, hans Bedstefader derimod havde været Præst i Drbek og Provst i Vinding Herred. — Da hans Fader døde 1811, stod han som en opløben Dreng med et hurtigt Hoved men uden al Dannelse. Han vilde studere, men Moderen satte ham paa et Kontor i Odense, at han senere kunde tage dansk juridisk Examen. Her drev han Tiden bort, til Regimentskirurg Jacobsen tog sig af ham og fik ham til at tage fat paa Kirurgien, uden at han dog havde nogen egentlig Lyst til den. Biskop Plum lærte ham Latin, og han gik desuden paa et Felthospital, indtil han 1813 tog til Kjøbenhavn at høre Forelæsninger. Dem besogte han ogsaa, jont uden sønderligt Udbytte, og da han snart kom i Pengeforlegenhed, udvirkede Jacobsen ved sin Anbefaling, at han blev Kvmpagnikirurg i Middelfart. Men Freden sluttedes, og han blev uden Levebrod, indtil 38 Jacobsen atter fik ham ansat som Kirurg ved Felthospitalerne i Odense.

Som saadan vilde han 1814 med nogle Flere gjøre sig en glad Asteni — den endte med, at han forelskede sig i en Skrædder Thornings Datter, og skjønt Felthospitalerne nu opløstes, og han atter blev brodlos, giftede han sig strar efter, tog til sin Svigerfader og ernæredes ved sin Kones Skrccddersyning. — 1816 tog han atter til Kjøbenhavn for at tage Examen og opmuntredes af et Par Venner, der vilde læse med ham uden Betaling, til at tage Artium, til hvilken nuværende Professor Rafn vilde dimittere ham. — Pengemangel drev ham imidlertid atter til Odense, hvor hans Kone, der var bleven Moder, næppe selv var istand til at fortjene sig sit Ophold, og hvor han tilbragte et halve Aar i Nød og Trang, paa hvilken den tarvelige Indtægt af hans første Digtsamling (1817) kun kummerlig bodede. — Men Jacobsen fik ham atter ansat som Eskadronskirurg i Randers, og da han, uagtet han nu var istand til at underholde baade sig og sin Familie, her plagedes af Hjemve, fik Rafn, der dengang var I bleven Offifer ved det fynske Dragonregiment i Odense, ham O 1818 forsat til dette. Her blev han ogsaa Bibliotekar ved O Militærbiblioteket, og uagtet en Uenighed med Oberst Guldberg gjørde, at han igjen maatte fratræde denne Post, til: bragte han dog nu her faa lang en Tid i Ro, som ellers hverken for eller siden, efterat han først var kastet ind paa Verdens store Skueplads.

Men her var det ogsaa, at han (1818) lod sig overtale til at udgive sin første Pamflet. Hvilken var vel den egentlige Grund til dette Skridt som til alle de andre langt senere? — uden at jeg nøje kjender Sammenhængen, skulde jeg næsten troe, at Bulwer har Ret, naar han siger: Penge! — Vor Tid er nu eengang saaledes, at den kjøber Ingenting saa gjerne som Skandskrifter, og den tvinger jo derfor næsten hver den Ulykkelige, der hverken har Samvittighed eller: Penge nok, til at skaffe sig de sidste paa den forstes Bekostning; — og saa fordsmmer Verden ham bagefter, istedenfor at domme sig selv. — Imidlertid udgav Winther ogsaa i disse Aar en Deel Folkesagn, en ny Digtsamling, et Skuespil, samt nogle Smaaskrifter, hvoriblandt paa Tysk en Dagbog om Magnetismen, og leverede desuden en stor Mængde Bidrag saavel til Maanedsskrifter som til forssjellige Blade. — Sandt nok er det nu tilvisse, at det vilde være uretfærdigt, om man brod Staven over alle Mathias Winthers poetiske Frembringelser, helst saalænge som man iflæng uddeler Digternavnet til en Mængde Personer, af hvilke Saamange kun nu og da ved et Slumpetræf traf en enkelt Muse i en afsides Lovhytte og tryglede hende saalænge, til hun afstod dem et Par Vers for selv at faae Ro til at hvile, — men endnu langt latterligere vilde der dog være, hvis man atter her vilde vurdere det Altsammen for ægte. Guld, hvad dog kun stundum er gyldent, eller i det Højeste holder et Par Karat, — og var det derfor et Smagsvalg af Gehejmeraad Bulow til Sanderumgaard, at han (1823) lod Winther besynge sin Have og i dyre Domme bekostede Kobberstik til disse Sangbilleder, saa kunne vi vistnok ikke her synderlig ophsje hans Excellences Smagfuldhed. — Imidlertid adlød Winther Opfordringen, besang Haven, sik sine Vers godt betalte og Forceringer ovenikjøbet og tog nu 1825, efter erholdt Permission, 3die Gang over til Kisbenhavn for at tage sin Examen. —

For sin Kollegiegang fik han her anbefalende Attester, men Skrivelystens Aand foer atter i ham, saa han nu udgav en Samling originale Æventyr samt et Maanedsffrift og var atter en af de flittigste Leverandører til Dagbladene. Ligeledes udgav han en Oversigt over den naturhistoriske Litteratur, som man idetmindste har sagt mig, skal ikke være uden Vcrrd, og det trak saaledes ud med Examen. — Desuden forledte hans Sanselighed ham ved denne Tid til et Skridt, som man forgjæves vilde forsøge at besmykke. Hans Kone var i Odense; en Tjenestepige i Kjøbenhavn gjørde Indtryk paa ham, — og han blev sin Kone utro. — Dette Ægteskabsbrud gjørde, at han søgte om Skilsmisse fra sin Ægtekone, hvem han dog selv endnu kaldte en brav Kone og en brav Moder for deres 28’ 2 Børn, men hvem han ikkedesmindre pligtforglemmende over gav, for faameget friere at kunne see igjennem Fingre med sin forbryderske Tilbøjelighed, Det er den første egentlige Skjændsel, som Élæber ved hans Navn, og den skal hedde en Stjændfel for al Verden, om saa den ryggeslose „gode Tone" er nok saa mild i dens Bedømmelse! —

Endelig gik han 1828 op til Examen, men faldt misfornojet fra. 1829 gik han atter op, men blev syg og maatte atter falde fra. Han søgte endnu engang om sin Permissions ’ Forlængelse, men fik Afslag og maatte hjem til sit Regiment i Odense. En Uforsigtighed, og maaskee en blot Uforsigtighed, gjørde nu, at man den 2den Oktober 1830 gav ham sin Afsed, og en Klage i den Anledning blev forgjæves. Hans Stilling var fortvivlet. Odense Fattigvæsen sendte hans Kjcrreste med sine 2 Børn til Kjøbenhavns Fattigvæsen, og han tog bagefter, da han først havde udgivet sin „Forpostfægtning,« _ Skandskrift mod Oberst Guldberg og Stabskirurg Tønder, — og fandt hende ansat som Opvartningskone ved Sshospitalet og istand til at ernære baade sig selv og Bornene. Men hun døde pludselig, og han tog Børnene til sig. Dette var just ved samme Tid, som han i September 1831 begyndte Udgivelsen af sin berygtede „Raket” — Den betalte sig til Skam for Tidsalderen — meget godt, uagtet alle de mange Bøder, han paadrog sig, og saaledes ogsaa alle hans andre smaa Stridsskrifter; medens derimod hans Haandbog i den medicinske Litteratur, der ikke skal være uden videnskabeligt Værd, skal have betalt sig langt daarligere. — Hvad har altsaa, kunde jeg næsten spørge Tidsalderenet Menneske at gjøre, hvis Samvittighed desværre foruroliger ham altfor lidt, naar han feer, at han Intet fortjener ved der Fortjenstligc, men Destomere ved sin Skam? — Mathias Winther skrev frit, — (frækt) liberalt hedder et nu, — rev sig Udkomme og Skjcrndsel til og den ene Proces efter den anden. Ved en af disse Hof: og Stads-Retten ham iSeptbr. 1832 som Tremarksmand, og jeg har desværre her endnu en Historie at fortælle, som hellerikke er glædelig. Han indankede nemlig Sagen for Højesteret, og medens den der svævede uafgjort, anlagde han selv en æressag mod En, der havde injurieret ham. Hof- og Retten afviste denne Sag, fordi Winther som Tremarksmand havde mistet sin Ære og altsaa ikke kunde fornærmes paa den. — Denne mærfelige Dom blev afsagt i April 1833, gid den sidste af sit Slags, som nok en af de første, om ikke den allerforste! — Højesteretsdommen faldt imidlertid først efter Winthers Død, og ved den blev han ikke dømt som Tremarksmand; men som sagt, han var nu død og kunde nu ikke længer forsvare sig hverken imod ASresfrænkelfer eller imod retslige Uretfærdigheder. —

Han havde selv beredt sig idetmindste de allerfleste af sine mangfoldige Sorger ved sin tilvisse ubesindige og altfortit højst dadelværdige Fremfærd. Sorgernes og Smerternes Bitterhed forkortede udentvivl hans Liv. Han faldt i en langvarig Sygdom, hvis Lidelser vistnok paa den for ham snsteligste Maade endte sig ved en rolig Død, den 26de Februar 1834. —

Vi have seer nok af hans Fejl, og fee vi hen til hans Poesier, finde vi i dem, foruden Manglen af det egentlige Digterkald og Manglen saavel af Aandens videnskabelige, som Hjertets ædlere Dannelse, ogsaa den samme Regelloshed og vilde Udfkejen, som vi have fundet i hans virkelige Liv og derhos en temmelig Smagloshed, Vidtloftighed og Hang til at pryde sig med fremmede Fjere. — Hvad derimod hans bedre Sider angaaer, da ere Alle enige om, at han ej blot var sparsommelig, tarvelig og æædruelig, men tillige tjenftfærdig, ej uden en vis Godmodighed, godgjorende imod Fattige, stedse færdig til at forsvare den Forurettede, og en kjærlig Fader mod sine uægte Børn. At besmykke hans Fejl vilde være at gjentage dem, men for vor Tidsalder dømmer ham for strængt, var det vel klogest, at den først prøvede sig selv neje, og for den aldeles fordømmer hans Raket, var der hellerikke af Vejen, om den provede et eller andet Blad nsje, som den er langt fra at være saa stræng imod, — jævnførte det f. Er. ret omhyggelig, ret fordomsfrit med den saa fordømte og vistnok stedse højst dadelværdige Raket. —

76 og 149 (af hans „Digte, gamle og ny,” Kbhvn.

1833, 162 S. 8vo.)

65. Winther (Rasmus Villads Kristian Ferdinand), theologisk Kandidat, født i Fensmark den 29de Juli 1796.

8, 9, 17, 29, 35 og 41 (af »Fabler for Børn,” Kbhvn. 1834, 50 Blade med ligesaa mange Fablev og Træfnit, 1 Rbdlr. 3 mK>.)

44, 159, W, 172 og 199 (af hans „Digte, gamle og ny,” Kbhvn. 1832, 280 S. 8vo.)

161 (af hans „Nogle Digte/ Kbhvn. 1835,

66. Zahle (Ernst Sofus Vilhelm), Præst. i Hvedstrup og Flyng ved Roskilde, født paa Vemmetofte den 19de Marts 1797.

204 (efter et særskilt Aftryk.)

67. Zetlitz (Jens). — „Jeg leer af mit fulde Hjerte, naar en Digter troer sig den hele Verden værd; — jeg leer ligesaa højt, naar man udregner hans Fortjenester efter de Summer, han kan indbringe Staten. Der gives Digtere, som ere deres Nations Ære, og som Staten burde lønne. derfor; og der gives Digtere, som underholde deres Tidsalder paa en behagelig Maade. Disse have i mine Tanker ingen Fordring paa Statens udmærkede Belønning” — Til denne A sidste Klasse henregnede den glade, fordringsfri, leende Zetlitz sig selv, og det er vistnok ogsaa sandt, at han ej var nogen af de meget store Digtere; men til at døe med sin egen Tidsalder var han dog for god, og jeg tager vist ikke fejl, naar jeg troer, at han endnu tit underholder ogsaa denne „paa en behagelig Maade” Den muntre, kjærlige, trofaste Zetlitz fødtes i Stavanger den 26de Januar 1761. Hans Fader var Regimentsfcltffjær Sigismund Zetlitz, og to af hans Brødre, den ene efter den anden Apoteker i Stavanger, have begge efterladt Smaaskrifter. — Han selv gik i Bergens Skole, og derfra dimitteredes han 1780 til Kjøbenhavns Universitet. — „Jeg kan paa min Ære ikke begribe,” sagde den gamle herlige P. H. Frimann engang til Udgiveren heraf, hvorfra Nutidens Studenter faae Penge til at leve saaledes, som de leve, og ovenikjøbet til Uniformer med; for det veed jeg nok, at jeg og mine Jævnaldrende, idetmindste Normcendene, knap havde 4 Skilling til et Brev, naar de første 4 Dage af Maaneden vare forbi” Uden at ville anstille Undersøgelser angaaende dette Spørgsmaal, maa jeg her kun tilssje, at det gik Aetlitz som saa mange af hans Kammerater — skzsnt desværre ogsaa mangfoldige af Nutidens Studenter, at han, efter at have taget anden Examen, maatte afbryde sine Studier og tilbringe adskillige Aar som Huslærer i sit Fædreland, — Vel havde han allerede, inden han tog bort, 1780 debuteret som Digter i — Adressekontorers Efterretninger med sin Øde til Dumhed og endnu samme Aar i „Almindeligt dansk Bibliotek"med flere Digte undertegnede A, men han var jo dengang endnu saameget ung, og det var først i fin Huslærerperiode, at han uddannede sin hele fordomsfri, klartskuende, livlige og frimodige Aand, uden at dog hans Smag enten her eller nogensinde naaede nogen sønderlig Grad af Uddannelse. Desuden var han her saa fjernt fra den egentlige Videnskabelighed, hvis dybere Indtrængen jo ogsaa saa aldeles laa uden for hans hl hele Tilbøjelighed og Attraa. — Videnskabsmand blev han aldrig; — som Borger vilde han kun være en ærlig Fædrelandsven og en virksom Præst, og begge Dele opnaaede han at være — idetmindste det Første — indtil sin Død. — Hvad han som Digter vilde være, have vi seet; — og som Menneske stræbte han kun at vorde den gode Husfader, den begejstrede og trofaste Ven, den fjærlige Menneskeven, og ogsaa det naaede han. — At hans Livslyst og Selskabelighed i hans sidste Aar gik over og dertil hjalp Sorgen saameget — til en sørgelig Tilbojelighed, som slappede hans Kraft, indskrænfede hans Virksomhed og — maaskee — forkortede hans Liv, — maa vel hver den med Smerte tilstaae, der med Glæde tænfer tilbage paa hans tidligere Liv. Dog, idet vi saae ind i Digterens Indre, glemte vi hans borgerlige Historie. — Altsaa, 1788 kom han igjen her til Kjøbenhavn for at fuldende sine Studier, og tog 1789 theologisk Attestats« Samme Aar var det, at han. udgav sin Samling Poesier,’ af hvis Fortale de Ord ere tagne, med hvilke denne Skitse begynder. Denne Digtsamling modtoges med almindeligt Bifald, og Resensenten erflærede, at „naar man undtog Ewalds og Storms, have vi nok aldrig (?) (1790) haft en Samling, der indeholdt saa faa Fejl, saa saare meget Godt og saameget Ypperligt” — Men den samme Resensent vilde ogsaa satte den alvorlige Jetlitz over den naivmuntre, — — og skjønt denne Resensent er ingen anden end den dygtige og herlige Abrahamson, er dette dog nok en Ting, som aldrig gaaer an. — Sandt derimod er det at vil han blot spøge eller blot være komisk, bliver han tit enten vidtløftig eller lavkomisk, og mishager i begge Tilfælde ligemeget.

Det næste Aar, 1790, blev Zetlitz Kapellan hos Præsten i Ty paa Jæderen i Kristiansands Stift, og her var det, at han blev bekjendt og 1791 gift med sin saa tit besungne Elisa, — Præftens Datter, Elisabet Bull. — Hun var Digterens første Kone og gjørde ham, som han selv siger, meget lykkelig. — At hun kunde have gjørt ham endnu lykkeligere, hvis hun havde været kjærligere og mindre heftig, vil man rigtignok paastaae. — Her var det ogsaa, at han 1795 udgav sine Salmer og sine „Sange for den norske Bondestand,” hvilke sidste 1812 paany bleve oplagte. At det var saadanne Sange, der i deres Jævnhed og lette Munterhed bedst egnede sig for hans Musa, er vistnok udenfor al Tvivl, og hans Fædrelands= sind, hans rene, naive Hjertelighed, forbunden med det Sande

* At opregne alle de Smaating som han tidligere og sildigere har leveret, kan naturligviis ikke skee her, og undtagelsesvis vil jeg kun nævne, at han 1782 skrev i „Kristiania Intelligenssedler"og 1786 leverede flere Poesier til Minerva; — at han desuden har leveret Bidrag til mangfoldige Tidsskrifter og 1788 udgav, trykt for sig selv, et Digt „Karenslyst,” der slet ikke er saa uheldigt. og Naturlige, skjønt vistnok undertiden altfor Kunstlsse — (Zetlitz var som Digter i enhver Henseende netop den skarpeste Modsætning til Rejn) — i Fremstillingen, kan vistnok ikke Andet end tiltale og tiltrække enhver Læfer, — Og som vi finde ham her, saaledes er han ogsaa saavel i sine Sange for den norske Armee (1808), som i sin biografiske Skildring af sin elskede og inderlig agtede Ven og Velgjorer, Biskop Nordahl Brun. — En herlig Mand har han været, en elskværdig Digter er han tit; — kun Skade, at hans Letbevægelighed — maaskee Lidenskabelighed — formeget løb af med ham, og at han i sit Liv som i sin Digtning for „sjælden Y brugte Smagens Vægt og Kritikkens Fiil” 1800 var han bleven Sognepræft til Vigedal i Ryfylke, og 1811 blev han forflyttet til Hvidefø i Dvretellemarken. — Her døde han den 14de Januar 1821, næppe 60 Aar gammel; men det var dog godt, at han døde, thi her ventede ham saa dog kun liden Glæde, Verden havde, især i hans sidste Aar, skjenket ham mangen bitter Sorg. — 1825 udgav hans Landsmand, den ikke uheldige Digter K. N. Schwach, en ej aldeles fuldstændig og nok ejheller saa aldeles heldig Samling af hans poetiske Arbejder og tilføjede et kort Omrids af hans Levnetslob.

21, 79 og 89 (af hans „Poesier, 1ste Samling,” Kbhvn. 1789.)

Desuden er der af ubekjendte Forfattere optaget følgende Digte i Samlingen: 45, 159, 25, 198, 200 og 203, af hvilke det første er aftrykt efter Herr Skuespiller Holst’s „Majgildet,“ og de andre ere tagne af „Udvalgte danske Viser fra Middelalderen,“ samlede i 5 Bind ved Abrahamson, Nyerup og Rahbek. — (se Kok). — Ej blot Forfatterne til disse Viser ere ubekjendte, men ogsaa Tiden, i hvilken de ere skrevne, skjønt denne vel omtrent har været det 16de eller 17de Aarhundrede. — Som forhen fortalt har Kok skreven 3 af de saakaldte „Kjæmpeviser,“ og uagtet han var Sorterups og Syvs Samtidige, veed man dog saa saare Lidet om ham. — Maaskee ere de øvrige endnu ældre, — men et mærkeligt historisk Træk bliver det dog stedse med Hensyn til disse Sange, der vare Folket saa kjære Gaver, at medens de alle levede livligt baade paa dets Tunger og i dets Hjerter, døde deres Givere aldeles i en evig, en uopklarlig Forglemmelse. — Folk lyste nok at modtage Gaver, men at takke er dem en mindre lystelig Sag. — Saa var det, og saa er det endnu. —

Af Samlingens Udgiver ere: 140 (som forhen har staaet aftrykt i „Prometheus") og 12, 51, 69, 73, 84, 91, 106, 193, 207 og 208 (der alle hidtil have været utrykte.)

født — død.

1. P. Laale, levede maaskee i det 14de eller i Begyndelsen af det 15de Aarhundrede.

2. L. O. Kok — 1691.

3. P. P. Syv 1631 — 1702.

4. T. H. Kingo 15/12 1634 — 13/10 1703.

5. T. K. Reenberg 10/10 1656 — 24/6 1742.

6. H. A. Brorson 20/6 1694 — 3/6 1764.

7. A. Stub 1707 — 15/7 1758.

8. K. B. Tullin 6/9 1728 — 23/1 1765.

9. J. K. Tode 24/6 1736 — 18/3 1806.

10. B. K. Boye 7/3 1742 — 17/10 1824.

11. J. H. Wessel 6/10 1742 — 29/12 1785.

12. P. M. Trojel 3/6 1743 — 15/12 1793.

13. J. Ewald 18/11 1743 — 17/3 1781.

14. K. Frimann 15/5 1746 — 11/10 1829.

15. E. Storm 21/8 1749 — 29/9 1794.

16. T. Thaarup 21/8 1749 — 11/7 1821.

17. P. H. Frimann 19/11 1752.

18. P. K. Trojel 5/5 1754 — November 1784.

19. K. H. Pram 4/9 1756 — 25/11 1821.

20. L. K. Sander 13/11 1756 — 29/7 1819.

21. H. K. Sneedorff 22/3 1759 — 13/10 1824.

22. H. V. Riber 7/1 1760 — 26/11 1796.

23. J. Rejn 30/1 1760 — 21/11 1821.

24. K. L. Rahbek 18/12 1760 — 22/4 1830.

25. J. Zetlitz 26/1 1761 — 14/1 1821.

26. K. A. Lund 28/12 1763 — 10/8 1833.

27. J. J. Baggesen 15/2 1764 — 3/10 1826.

28. P. H. Haste 12/1 1765 — 28/1 1831.

29. V. K. Hjort 13/10 1765 — 26/7 1818.

30. A. V. S. von Staffeldt 31/3 1770 — 16/12 1826.

31. F. Hoegh-Guldberg 26/3 1771.

32. F. Schmidt 27/5 1771.

33. P. T. Foersom 20/2 1777 — 24/1 1817.

34. L. K. Sagen 1777.

35. A. G. Oehlenschläger 14/11 1779.

36. H. D. de Brinck-Sejdelin 18/1 1780 — 9/5 1831.

37. J. Jetzmark 28/4 1781.

38. S. S. Blicher 11/10 1782.

39. N. F. S. Grundtvig 8/9 1783.

40. F. J. Schaldemose 1783.

41. H. H. Blache 1787.

42. O. L. Bang 27/7 1788.

43. B. S. Ingemann 28/5 1789.

44. J. K. von Hauch 12/3 1791.

45. P. F. Friis 11/10 1791.

46. J. L. Heiberg 14/12 1791.

47. K. J. Boye 27/12 1791.

48. P. M. Møller 21/3 1794.

49. M. Winther 1795 — 26/2 1834.

50. R. V. K. F. Winther 29/7 1796.

51. J. M. Thiele 13/12 1796.

52. E. S. V. Zahle 19/3 1797.

53. K. F. Wilster 1797.

54. N. U. Krossing 13/6 1798.

55. T. Overskou 11/10 1798.

56. J. G. F. Garbrecht 26/5 1799.

57. K. Rosenhoff 18/11 1804.

58. F. S. Birch 1/3 1805.

59. H. K. Andersen 2/4 1805.

60. K. K. Bagger 10/5 1807.

61. F. Paludan-Müller 7/2 1809.

62. S. P. V. Birchedahl 7/12 1809.

63. F. J. Hansen 4/9 1810.

64. D. G. Monrad 24/11 1811.

65. N. Andersen 1821 — 1835.