Der flagrer en Fugl gjennem luftklare Blaa
Med Vinger saa stærke som lette;
Ret aldrig saa dristig en Abildgraa
Foer hen over Jorderigs Slette.
Jo højere Fjeld og jo stejlere Brink,
Des stoltere spænder den Vingerne flink
Og flyver dem aldrig trætte.
Og aldrig saasnart en Vugge gaaer,
Før Fuglen til Barnet heniler;
Med skaldede Isse mens Gubben staaer,
End stedse ham Fuglen dog smiler;
Den griber ham let, mens hans folder sin Haand,
Og flyver fra Støv med en frigjort Aand,
At salig hos Herren den hviler.
Os alle den laaner et Vingepar,
Men meest dog den glæder de Unge:
Naar Ynglingen stirrer i Bølgens Glar,
Sin Kjærlighed henrykt at sjunge;
Naar Pigen sukker mod Himlens Blaa,
Hvor Maanen med alle de Stjerner staae,
Den hæver de Hjerter tunge.
Og kunne vi følge den Fugl i Flugt
Med Vingerne stærke som snare?
Vi fange først Vinger, naar Øjet er lukt,
At svæve blandt Englenes Skare!
Og kunne vi flyve med Fugl om Ø,
Hist, fjernt, gjennem Luft, over fraadende Sø?
Os tynge de Lænker svare!
Der risler en Bæk mellem Urter og Steen,
Med Bølger saa blanke, saa klare;
Der hjælper ej Dæmning af Muld og af Green,
Og Diger — dem kan man vel spare.
Men trænger dit Øje dybt ned i dens Vand,
Da vorder det Dunkle dig lyst forsand,
Da fanger du Vinger snare!
Ja gjemmer du tro i din rene Sjæl
Det evigtgrønnende Minde,
Og dukker du let i det klare Væld,
Hvis Bølger dog aldrig bortrinde, —
Da flagrer du højt mod Himlens Blaa,
Med Fuglen, det vingede Haab, at gaae,
Hvor Stjerner i Krans sig vinde!