Etsteds i Havet en Klippe stod,
Og Bølgen skylled’ dens Sider.
Den tyktes sig sikker paa breden Fod
Og kvad saalunde med dristigt Mod
Til Bølgen, som rastløs henglider:
„Hvad hjælper det dig, skjøn Bølgelil?
„Hvormeget du haster og bruser?
„Det er jo dog et forgjæves Spil; —
„Nej se kun paa mig, — hvor stiv og stil
„Jeg staaer, medens Stormen den suser.
„Lad Lynet kun hvisle i Sik og Sak,
„Lad Tordnen kun larme og buldre; —
„Hvad skjøtter mig alt det hele Pak!
„Med Hvislen og Buldren og Snik og Snak
„Man bøjer ej Klippens Skuldre!
„Og du, Frøken Bølge! hvad er din Agt?
„Hvad er det, hvorefter du higer?
„Har ogsaa mod Klippen du sluttet Pagt? —
„Det blev mig end aldrig i Sinde bragt
„At kjæmpe mod Børn og mod Piger!
„Nej, vil du prøve den Leg engang
„At brydes med mig, du Lille!
„Det raa’r jeg dig, sank da hver Draabe i Vang
„Og stabl dig op til en Kjæmpe saa lang,
„At Nakken kan Skyerne skille.
„Og da skal jeg møde med Sang og med Klang
„Og hilse dit Angreb med Latter; —
„Ej Slynge jeg bruger, ej Staal og ej Stang,
„Men, inden du gjør mig det mindste Forfang,
„Pas paa kun, hvor dejlig du dratter”
Men det var Bølgen, — med utrættet Mod
Den skylled’ om Fjeldets Sider; —
Kun langsomt rokkes den brede Fod. —
— Det stive Sind vil jo staae, hvor det stod,
Og seer ej, hvor Tiden den glider. —
Og det var Smaabølgen — den skylled’ fast
Mod Fjeldets de haarde Stene.
Umærkeligt hartad, men uden Rast; —
— Det evige Liv har ej ængstelig Hast,
Som Daaren paa Jordlivets Scene. —
Men smallere blev den brede Fod,
Og smallere atter og atter; —
Hvormange Jævndogn vel paa det stod,
Jeg mindes ej grant, — men i dyben Flod
Den stolte Klippe neddratter! —
Der ligger den end og sover trygt
Dødssøvnen, den aldrig endte; —
Et kraftigt Beviis paa daarlig Kløgt,
Hvis Blindhed — saa god som den Fejgestes Frygt
Til Undergangs Rædsel sig vendte.
Men end ruller Bølgen, hvor Klippen stod,
Utrættelig, frisk og væver; —
Thi den, hvem Himlen gav udholdent Mod,
Af Tidens ustadige Ebbe og Flod
Sig stedse dog sejrende hæver.
Og gaaer det med Mennesket mangentid,
Som her med Klippe og Bølge:
Den Stolte foragter den Rastløses Id,
Men bukker tilsidst i den ulige Strid
Og maa sig i Skjændsel dølge.