Hvem raader sin Skæbne!
Vi tvinges fra venstre og højre.
Vi maa æde vort Græs
paa den Mark, hvor vi lader os tøjre!
Naar Heste og Stude
kan gumle sig hen gennem Livet,
maa et Menneske prise sit Held,
hvis der bliver ham givet
en taalelig Stald
og lidt ugentlig Striglen og Børsten,
en Græstot til Tanden,
et Vandtrug til Slukning af Tørsten.
Tør I nægte, Godtfolk,
at vi kun er godmodige Heste,
fordi vi betragter
vor Stald og vort Trug som det bedste!
Men mon I vil tro,
at en Mand, der er vild af Naturen,
vil lade sig binde
med Tøjr til Ringen i Muren,
fordi han har sét,
at det ikke kan lade sig gøre
at opholde Livet
paa Brakmarker, nøgne og tøre!
Om man slog mig ihjel
for min Trang til at pirke ved Tingen,
blev jeg ved (som en halshugget Hane)
at baske med Vingen!
Vi er jo kun Trældyr!
Vi tvinges og holdes i Ave
af Pisk og af Bidsel
paa Veje, vi ikke vil trave!
Jeg er Digter! Ved Gud,
jeg har skrevet agtværdige Digte!
Jeg har renset mit lyriske Mel
med en finthullet Sigte!
Og flere end jeg
har, samvittighedsfuldt og med Glæde,
bagt Brød af vort Mel
for at give Alverden at æde!
Men nu er det Skik
(og Gud véd, hvor Forklaringen stikker!)
at Bagre, der selv
holder Udsalg i Strøgets Butiker,
skal afgive Dom
om det Brød, Konkurrenterne bager!
Og saa raaber de op om,
hvor vindtørt de synes, det smager!
Men bøjer man sig
for den vedtagne Smag (eller Snob-Drift)
og bager sit Brød
efter gammel og anerkendt Opskrift,
saa hænder det stundom,
at man finder Naade og Kunder
og trøster sin Mave
for Hjærtets forkrøblende Vunder!
Hér er en Beretning
om én, der stak Fingren i Jorden
og lugtede til den.
— Om én, der var ung og forsoren
og vilde erobre
sin Part af de Haandklap og Kranse,
der tildeles dem,
der har Mod til at bryde en Lanse.
Han fægted med Ord,
der var skarpe og slebne og blanke,
og blotted dumdristigt
sin Hals og sit Bryst og sin Flanke.
Han kæmped for Menneskets Ret
til at elske og glædes!
Medlidende saà han,
hvor blodigt der fraases og ædes
af dem, der er mætte i Forvejen,
— mætte af Lykke —
mens andre maa sidde og hungre
i Mismodets Skygge!
Saa raabte han til dem —
—: Nu skal I faa Mad kære Venner!
og gav dem det Brød, som han bagte,
med ivrige Hænder.
Han raaded dem til,
at hvis Lykken en Dag kommer ridende,
saa skal de blot række ham Haanden
og høre hans Tidende.
Og ligner han end
en Zigøjner i Snavs og i Pjalter,
saa skal de dog sætte ham op
som en Gud paa et Alter
og vaske hans Fødder
og tørre hans drivvaade Klæder
og prise hans Navn,
saa det høres paa Gader og Stræder.
Han raabte det til dem. —
— Men de, der er sat til at smage
paa Brødet, som andre
smaa Bagere vover at bage,
de rynked paa Næsen
og raaded —: Lad vær’, kære Venner!
Spis heller de gode
og agtbare Skorper, I kender!
Beværte en Stodder,
der kalder sig Lykkens Zigøjner!
— Hvordan kan man sé paa hans Fjæs,
at han ikke er Løgner!
Saa gemte de Brødet
i Skufferne nede bag Disken,
og dér blev det glemt
for den daglige Tingen og Smisken.
Og Lykken kom ridende,
pjaltet og glad, gennem Gaderne.
— Ingen kom ud,
der var Skodder for alle Façaderne.
Jeg taler i Lignelser.
—: Manden, der bagte, var Digter
og satte sit Livsmod
som Modvægt mod Hverdagens Pligter.
Men nu er det Skik,
at en Mand, der er glad og fornøjet,
skal regnes for materiel
og banal og forløjet.
De fineste Digte,
der skrives af Landets Poeter,
er dunkle som Natten,
er Gaader for Poul eller Peter.
De lister paa Filtsko
bag røde og gule Gardiner
og stinker saa vammelt
som hengemte, visne Jasminer.
Og derfor er Verset
tilsidst blevet udgrint, foragtet
af Peter og Poul,
der fik Kost, deres Maver ej magted.
Slaa Vinduet op
og lad Solen belyse Jer Færden!
Fortæl, hvad I elsker, beundrer
og hader i Verden!
Den Digter, jeg omtaler,
(lattermild, ung og forsoren)
fik Færten tilsidst
og stak alle ti Fingre i Jorden
og lugtede til dem
og tog sit Parti —: Vil man være
berømt og beundret,
faa Myndighed, Magt eller Ære,
saa maa man ha’ købt sig
en Pen af de gangbare Mærker
og stramme sig op
til de bindstærke, traurige Værker,
som ingen vil læse
af dem, som man helst vilde tale til!
Og har man en Stemme,
hvis Rungen der helst skulde Sale til,
saa maa man sku dæmpe den,
øve sig smukt i at hviske,
i Fald man vil have sit Brød
paa de Bageres Diske!
Saa skrev han en Bog,
der var blid og bedrøvet og dæmpet,
hvor Helten var menneskesky
og forsaged og kæmped
og hælded til mystiske Magter
og sloges med Drifter
saa onde og sære — — —
(Det var, som naar Syndere skrifter!)
Det hjalp. — Ingen læste hans Bog,
hverken Poul eller Peter,
men nu fik han Navn
som Poet mellem Landets Poeter.
Saa skrev han en ny,
der var sælsom og mørk som den første.
Og nu blev han regnet
for én af de næst-næst-største.
Han havde sét rigtigt.
Nu var han i Kappen og Kaaben,
og snart blev han nævnt
som en Mand, der var Digter fra Daaben!
Nu var han ufarlig.
Han anslog den rigtige Tone —
Hans Muse (hans Skjoldmø)
var blevet en sukkende Kone.
Og Peter og Poul
(der som sagt ikke læste hans Bøger)
de kaldte ham én af de Mænd,
der vor Hæder forøger!
Og Aarene gik paa den Vis,
og de Bagere døde,
der éngang forkasted hans Brød
som uspiselig Føde.
Og nu var han Hofbager selv,
og hans Brød var de bedste.
— Nu havde han Magt
til at løse de tøjrede Heste.
Han havde en Skuffe
(som kendtes af ingen i Landet!)
med alt, hvad han skrev,
dengang alting var skrevet i Sandet.
Den aabned han nu —
Og det var, som det blæste fra Havet —
—: En Ungdom, en Friskhed,
som Møllene ikke fik gnavet.
Og Peter og Poul
stod forbavsede stille og lytted.
— Ved Gud, det saá ud,
som om de var glade for Byttet!
Maaske er den Løgn, min Beretning,
maaske er den ikke!
Men jeg tror, at den har en Moral,
— — — som jeg her lader ligge!