77. Til Brud og Brudgom
Som: Fædreneland ved den bølgende Strand.
Som: Fædreneland ved den bølgende Strand.
Fuglenes Sang
gjennem Skov og i Vang —
eller Blomsternes Duft
i den solklare Luft — :
nævn kun alt, hvad der fryded’ dit Hjærte,
hvad der dulmed’ dit Savn og din Smerte;
kan vel noget med Kjærlighed lignes,
naar af Herren den naadigt velsignes!
Intet er dog
som det Kjærligheds Sprog,
der af Kvinde og Mand
ret begribes kun kan,
som det føres, saa lønligt og stille,
som det strømmer fra Hjærternes Kilde,
thi naar Mand og naar Kvinde de mødes,
da først Livet for begge forsødes!
Underligt maa
tit vort Levnedsløb gaa:
snart i Tvivl, snart i Tro,
snart i Magsvejrets Ro
før det føres med Fryd til det Møde,
da vort Hjærte maa svulme og gløde, —
da den Livstraad af Herren selv tvindes,
hvorved tvende til Enhed forbindes.
Er det ej sandt,
I fornemme det grandt,
Gud har ført eders Sag
lige til denne Dag,
da som Brud og som Brudgom I træde
frem iblandt os med Smil og med Glæde —:
thi kun han eders Hjærter har ledet,
som vi saa’ det, til Højalterstedet.
Fjærnt fra og nær
har vi samlet os her
for at byde „Guds Fred“,
nu I drage afsted
ud paa Livshavets gyngende Bølger —
tag vor Hilsen — den med eder følger —:
„I endnu har det bedste tilbage,
det er gjemt hos „den Gamle af Dage“!“