Fra Kullagunnarstorp de Svenske saae
I Kattegattet spredt en engelsk Flaade.
Hvorhen den stærke Sømagt skulde gaae,
Det var for dem, det var for os en Gaade.
Fra Kronborg saae man med forbavset Blik,
At ud for Sundet standsed’ Sejlerskaren; —
En Anelse hen over Danmark gik,
Man skimted’ nu, men frygted’ ikke Faren.
Der laa for Anker nu, med Reb om Sejl,
De tætbefolkede, de hule Masser;
Med Selvtilfredshed saae, i Havets Spejl,
Afmalte sig de gyngende Palladser.
Ombord udefter Fjenden stirred’ man,
Urolig te’de sig de blaa Matroser:
En Sømand er jo dog i hvert et Land
En Ven af Lavrbær og de røde Roser.
Paa Orlogsmanden, hvor det største Flag,
Storadmiralens, vajed’ stolt fra Masten,
Der blev, dengang det gry’de blot ad Dag,
Blandt Offisererne saa travl en Hasten.
De tætforseglte Ordrer skulde nu
Af Chefen brydes; — spændt man vented’ Talen; —
Lord Gambier brød dem med nysgjerrig Hu,
Og Alle stirred’ hen mod Admiralen.
„Sejl der,“ saa lød det barske Kongebud, —
„Hvor Danmark har sin Flaade trygt i Reden!
„Hvad der I see, bring det af Havnen ud,
„Brug Krigen vel, dog tilbyd stedse Freden.
„De Danske tømret har saa fast en Borg; —
„Før os en Anden mulig turde komme; —
„Grib rask kun til! — saa byder Kong Georg; —
„Belønning faaes, naar Slaget vel er omme!“
Højt lød nu fra det rummelige Dæk
Det hele Mandskabs vilde Hurraraaben;
I beget Fjæs saaes ikkun glade Træk; —
Til Ry og Plyndring stod jo Alles Haaben.
— Kun Een af alle hine Mænd ombord,
Kun Een tog ikke Deel i Mængdens Glæde,
— En ung Kaptejn, — men bad med jævne Ord
Om Lov, frem for sin Chef at turde træde.
„Hr. Admiral!“ — saa tog tilorde han —
„Jeg var kun Purk, da jeg paa Dybet sejled’,
„Ved Abukir, paa Nelsons Orlogsmand,
„Som Femtenaarig jeg til Æren bejled’;
„Hist i Vestindien mangen vild Korsar
„Jeg greb, og hang ham lystig op i Galgen;
„Man ridsed’ ved Trafalgar mig et Ar, —
„Men det er skjult af Ordner og Medaljen!“
„Hvad England virked’ mod den franske Stat,
„Historien med Stolthed det opskriver;
„Hvad jeg har mod den listige Pirat
„Udøvet, øved’ jeg med munter Iver;
„Med Lyst jeg raabte: Gud og Kong Georg!
„Hvergang jeg fyred’ paa Napoleons Brigger; —
„Men her jeg næsten græde maa af Sorg:
„Paa Røveri jo nu vor Flaade ligger!“
„Jeg svor at følge trolig Englands Flag,
„Til Dødens Sved omperler denne Pande;
„Men jeg har meent: i aabent, ærligt Slag, —
„Ej loved’ jeg at ville overmande!
„Falsk viser Politikkens Øjeglas; —
„Matrosen ledes sikkert af Magneten;
„Han bruger Retsinds ærlige Kompas,
„Guds Stjerner vise Længden ham og Breden!“
„Dog aldrig skal det siges, at jeg brød
„Den Ed, jeg svor, min Vimpel at forsvare:
„Jeg har forsvart den ærlig til min Død! —
„Her er for Æren, ej for Flaaden, Fare!
„Sejl I! jeg lyder ikke Kongens Bud
„Men gaaer paa andre Æventyr og Rejser; —
„Der staaer i Skriften: Du skal lyde Gud
„Meer selv, end du skal lyde Romas Kejser!“ —
Og dermed styrted’ han sig overbord!
— Kald ham nu Sværmer, eller kald ham Drømmer —
Igennem Vandets Masse hurtig foer
Tilbunds i Kattegat den djærve Svømmer.
Der, — i det hemmelighedsfulde Dyb,
Hvor aldrig der af Stemmer høres Klangen, —
Blandt vaade Planter, mellem hæsligt Kryb,
Krampagtig bored’ han sig ned i Tangen!
Og Flaaden styrede mod Kjøbenhavn. —
— Fjernt fra det Sted, hvor Slaget skulde stande,
Laa han, Kaptejnen — ukjendt er hans Navn —
Et vandkoldt Lig, skjult af de sorte Vande;
Til Strømmen drev ham op, og svenske Mænd
Paa Fiskertog i stjernefulde Nætter
Ham fandt, — bar ham i Baad til Stranden hen
Og — rafled’ om den Dødes Epoletter.
Paa Skaanes Kyst, lidt nord for Helsingborg,
Ved la Gardie’s berømte Grevesæde,
Han jordet blev foruden Graad og Sorg; —
Paa en nedtrampet Grav nu Maager træde.
Dog stundom skal en luftig Skygge der
Fra Pletten stirre vildt udover Søen; —
Ham er det, som i hvide Maaneskjær
Vil bort, vil hjem, vil hist til Steenkulsøen! —