Derhenne bag den gamle Kirkemuur
Gaaer Solen nu til Ro. Hvor smukt og venligt!
Den Taarnets mosbegro’de Tag forgylder
Og kaster ligesom en Regn af Guld
Ind i Kastanjens dunkelgrønne Løv
Og titter ind fortrolig gjennem Hækken,
Som om den hviskede: Farvel! thi her
Skal du ej længer see min Aftenstraale!
Og Træet ryster susende sin Krone,
Og i Kanalen risler Bølgen sagte,
Og Alting er saa vemodsfuldt og venligt,
Som lød det overalt: Farvel! thi her
Du ingen Aften mere faaer at see.
Og Hjertet banker, mens jeg grunder paa:
Nu gaaer jeg bort fra dette Sted, hvor jeg
Saamangen dejlig Foraarsdag har vandret,
Saamangen Aften stod og saae i Solen,
Til Øjet blev beruust af Ildens Glans
Og syntes, Jord og Himmel løb i Eet
Og smelted’ sammen i et Hav af Farver;
Nu gaaer jeg bort fra denne Barndomshave,
Hvor hvert et Bed, hver lille Busk jeg kjender,
Hvert Siv dernede ved Kanalens Rand,
Hver Green i Espen og Kastanjetoppen!
Men hør! min Stær for sidstegang mig synger
Sin Aftensang i klare Fløjtetoner
Fra Hullet i det gamle Æbletræ.
Der sidder den i stille huslig Ro
Og rækker Halsen ud, saalangt den kan,
Den kloge, sorte Fugl og seer omkring sig
Og nikker eftertænksomt, mens den fløjter;
O Tak for al din Sang, du kjære Fugl!
Mens jeg var her, da vogtede jeg trofast,
At ingen Haand forstyrrede din Bolig;
Hvis Nogen er saa grusom nu, da flygt
Og flyv mod Øst, saalangt din Vinge bærer,
Flyv over Landet og det store Hav
Og byg din Rede nær hos mig og fløjt
Paany saa sødt for mig i Aftenstunden! —
Ja, Sjælen elsker dybt og inderlig
Det længe Vante, det Erindringsfulde;
Jo ældre Tider Stedet varsler om,
Des kjærere, des skjønnere det synes.
Her spørges ej om Udsigt, Storhed, Skjønhed,
Men det er aandeligt, det Skjønne her,
Og Glansen kommer fra dit eget Hjerte,
Fortryllelsen ombølger hver en Green,
Hvert ringe Mærke fra en herlig Tid.
Der hvor jeg vandred’ tit med Mennesker,
Hvis Ord jeg lytted’ til med Kjærlighed,
Til hvem jeg talte venlig og fortrolig, —
Der er det ligesom der stille svæved’
Beslægtede og gode Aander om mig
Og talte gjennem Aftenvindens Susen
Og indgjød Fred og Kjærlighed i Hjertet.
Jeg elsker dig, du lille Plet af Jord,
Her ved Kanalens lave, grønne Bred,
Hvor Rækken af de gamle, graa Kastanjer
Og ligeoverfor Morelalleen,
Med hvide Blomster smykket rigt i Maj,
Sig spejle dybt i Vandet mod hinanden
Og blande Blomstertoppene saa smukt.
Men bagved Poplerne, der ligger Kirken,
Hvor Mindet sidder sørgende paa Graven,
Hvor Solen synker ned, i Aftenstunden,
Midt i de Dødes Ro og dybe Fred.
I Midten af sin Landsby ligger Kirken,
Med iisgraat Haar, men fuld af Kraft endnu!
Farvel, du gamle alvorsfulde Kirke!
I Vaaren grønnes nu de sorte Grave;
Farvel, du Plet af Jord, jeg har saa kjær!
Gid Himlens milde Dug maa kvæge dig!
Farvel, nu svandt den sidste Aftenstraale! —