Vaagn op, min søde Kjærlighed,
nu er det dyben Nat,
nu hviler al Naturen,
og Alt er tavst, min Skat!
Se hist den blege Maane,
den vaager som din Ven,
paa Himlens Hvælv den sejler
ensomt og stille hen!
Om ogsaa os nu skiller
en Vilje grum og haard,
en lille Krog paa Jorden
os to vel aaben staar!
Vaagn op, min søde Kjærlighed,
nu er det dyben Nat,
hist venter os alt Baaden
ved Havets Bred, min Skat!
Den kjære Maane straaler
ned med sin milde Ro;
med taarefyldte Øjne
de hilse dén, de To!
›Brug Aaren, lad os flygte!
»brug Aaren, elskte Ven!
»Lad Vind og Vove føre
»til fjærne Kyst os hen!«
Og tidt, naar hans Aare kløver
Bølgen, den natliggraa,
et Kys paa Panden ham fæster
to Jomfrulæber smaa.