Magistren sad saa taus og bleg —
Voxkjærtens matte Lue veg
For Østens røde Baal.
Han var paa vælske Runer klog;
Han skrev — han tolked Herrens Bog
I Folkets Modersmaal.
Tre gamle Sprog han grant forstod —
Han gav jo Kindens Rosenblod
Og Sindets Friskhed hen,
Forsaged hver en Livets Lyst,
Men vandt i Bytte Kundskabs Høst,
Fik Lærdoms Skat igjen.
Bort listed sig den stille Nat;
Da standser Pen og Tanke brat —
Hvor finder den et Spor?
Hvad hed paa Dansk det onde Frø,
Som Løgnens Fader kom at strø,
Hvor Herrens Hvede gror?
Et Græs, der skuffende er ligt
Det ædle Korn — er vel et sligt
Hos os i Norden til?
Han véd det ej; — hvert Straa i Vang
Ham fremmed er som Leers Klang.
Som Leg og Strængespil.
Et Lysglimt over Panden gled,
En skimlet Urtebog han ned
Fra støvet Hylde tog.
«Ha, Klinte! — Klinte er dets Navn;
«Dens Frø gjør ej i Brødet Gavn,
Det véd hver ti Aars Pog.»
Og Klinte Djævlens Sæd blev kaldt,
Forbandelse paa Klinten faldt.
— Der stod den rødligblaa,
Rank løfted den sit lyse Blik
Mod Himlens Sol, der kom og gik
Og venlig til den saa’.
Der stod den fager, blaaligrød,
Drak Regnens Draabe varm og sød,
Drak Livskraft Nat og Dag,
Fik Kjærtegn af den friske Vind,
Og i sit stille Blomstersind
Den drømte mindst om Nag.
Smaa Piger kom med lystig Sang,
Hver Blomsterknop i Eng og Vang
Blev reven fra sin Rod,
Blev slynget om den gule Lok;
Bort gik det over Sten og Stok; —
Kun Klinten fredlyst stod.
Troskyldig vist den tænkte saa:
«O, Søsterlil! o, Kornblomst blaa!
«Hvad havde du forbrudt?
«Hvi fik du dog saa brat en Død?»
Den aned ej, at Dommen lød,
At den var selv forskudt.
Men alt som Læren bredtes ud,
At Klinten i sit grønne Skrud
Var Helvedynglens Spejl,
Blev Folket med det dybe Sind
I Dødens Skygger draget ind
Og saa’ paa Livet fejl.
Den gustne Hykler ej blev ramt,
Fordømt blev Skjønhed grumt og gramt;
— Den er jo ej til Gavn; —
Fordømt blev Hjertet i vort Bryst,
Og Snillets Leg og Skjaldens Røst —
Det Alt fik Djævlens Navn.
Hvor længe end skal Dommen staa?
Som lille Barn jeg grubled paa
Det Mørkets Gøgleværk.
Da Lyset i min Sjæl oprandt,
I Klintens Gaade først jeg fandt,
Den Tro, der gjør mig stærk.