De slynges op paa Tidsstrømmens Bølger
De haarde Ord. —
Jeg véd ikke, om de fanges i Bunden,
Jeg véd ikke, om de ruges i Grunden,
Jeg ser dem kun ligge sorte deroppe,
Forskrækkende paa de højeste Toppe.
Gift er der om dem, og Galden falder
Hæslig grøn fra dem og kalder, kalder
Meget til Live, som Raabet følger:
Det Onde og Bundne, som Villien dølger
Stiger som Gjenfærd fra Jord.
De hvirvles omkring af Tidsvindens Strømme,
De haarde Ord. —
De kastes mod Norden, de kastes mod Syden,
Og der er saa Meget, der svinder ved Lyden,
Og der er saa Meget, der gustner og blegner,
Og evigt segner. —
Det Skjønne og Gode og Lette og Ømme,
De lyse Længsler, de milde Drømme
Svinder fra Jord.
Jeg hører dem om mig ved Dag og ved Nat,
De haarde Ord. —
Jeg vil ikke tro, det er Varsler og Bud
Om, at der er Noget, der skal slukkes ud.
Og ligge de end saa sorte deroppe
Forskrækkende paa de højeste Toppe,
Og ser jeg end Giften og Galden falde
Og true Alle,
Saa vil jeg ej tro, det Bedste brat
Svinder fra Jord.