1.
Der lod den Herre sit Liv;
Der var saa mangen drabelig Mand
2.
Norgelands Konning lader byde Udbud
Over sine Lande saa stærke,
Beder han Ivar den gode Jarl
At føre sit Skjoldemærke.
3.
Det var Norgelands Konning
Han klapper paa Hyndet blaa:
„I kommer hid, Ivar Ulfsøn Jarl!
Og hviler Eder herpaa.
4.
Mig haver Sverrigs Konning undsagt
Baade paa Ære og Liv,
Mit Rige vil han have fra mig
Og dertil Datter min.
5.
Hør I, Hr. Ivar Ulfsøn!
Jeg troer Eder allerbedst,
Dertil baade Sadel og Hest.
6.
Jeg fanger Eder mit Skjoldemærke,
I føre det som en Mand,
I lade ikke Kronen af Norge falde
Udi den Svenskes Haand!“
7.
„Saa hjelpe mig Frigge Frue og Thor!
Og vogte mit Liv fra Vaande!
Jeg skal værge det Skjoldemærke
8.
Det var Ivar Ulfsøn
Saa gaaer han i Højeloft
For Norriglands Dronning ind.
9.
„Hil sidde I Norriglands Dronning!
Født af Engelands Konges Blod,
Eder giver jeg mine Døttre smaa,
Jeg beder, I bliver dem god.
10.
Den Ene kan kjæde Guldlokker,
Den Anden kan sømme Lin,
Den tredie er et Æblebarn,
De følge hende ud og ind.
11.
Den tredie hun er et Æblebarn,
Hun monne med Æbler lege;
Deres Moder ligger under sorten Jord,
Det gjør deres Kinder saa blege.“
12.
„Hør I Hr. Ivar Ulfsøn!
Bærer herfor ingen Harm,
Jeg skal dennem elske og ære,
Som de vare Kongens Børn.“
13.
De ledte graa Ganger af Stalden ud,
De lagde Guldsadel paa;
Saa førte de Jarlens Døttre tre
I Norriglands Konges Gaard.
14.
Jarlen for i Sverrig ind,
Og Sejeren han der vandt;
Kronen blev beholden
Den norske Konge tilhaand.
15.
De Skjalde sjunge en Vise
Jarlen til Hæder og Ære,
Rygtet gaaer mens Norge staaer,
Dog lod han Livet der
16.
Dronningen ligger udi Højeloft
Det var Jarlens Døttre smaa
De gaae hende til og fra.
17.
Dronningen heder paa Svende
Og taler til dem saa:
„Beder I den Spaakone
I Stuen ind for mig gaae.“
18.
Ind da kom den Spaakone
Og stedes hun for Bord:
„Hvad vil I mig, Norriglands Dronning!
Mens I haver sendt mig Ord?“
19.
„Hør Du goden Spaakone!
Hvad jeg vil sige Dig:
Vedst Du Jomfruernes Skjæbne,
Du dølge det ikke for mig.“
20.
„Gjerne vil jeg det sige,
Men vi ere ene to:
Den yngste som er vænnest
Hende times den meste Uro.
21.
Stolt Ulvilde bliver til Skotland sendt,
Hun bliver en Greves Viv;
Den Frue lader sit Liv.
22.
Stolt Rangfred bliver udi Norges Land,
Hende sømmer baade Ære og Pris,
Hende fattes ikke Guld, hende fattes ikke Jord,
Hun bliver i Ord saa vis.
23.
Malfredlille den vænneste
Hende times baade Angst og Harm,
Hende fæsted Mogens Kongens Søn,
Den Stund han var et Barn.“
24.
Det var Norriglands Dronning
Hende rinder saa meget i Hu:
Og ikke en fattig Jomfru“
25.
Det var Dronning Jyttelille
Hun kalder paa Riddere og Raad:
„Beder I Mogens, Kongens Søn,
I Stuen ind for mig gaae.“
26.
Indkom Mogens, Kongens Søn,
Og stedes han for Bord:
„Hvad vil I, min kjær Moder!
Men I haver sendt mig Ord?“
27.
„Det sig mig, Mogens Kongens Søn!
Alt paa Din stadige Tro,
Er der nogen Jomfru i Norges Land
Du est af Hjertet god?“
28.
„Jeg elsker ingen Verdens Mø
Og ingen Jorderigs Qvinde,
Foruden Jarlens mindste Datter;
Kjær Moder! I give mig hende!“
29.
„Hvad skulde Du med Malfred gjøre?
Hun kan ikke røde Guld slaae.
Hør Du, Mogens Kongens Søn!
En Rigere kan Du faae.
30.
Hvad skulde Du med Malfred gjør?
Saa ungt et faderløst Barn.
Hør Du det, min kjære Søn!
Du gjøre mig ikke den Harm!“
31.
„Maa jeg ikke stolt Malfred faae
Og ikke med Æren vinde,
Da lover jeg mig slet ingen Viv
Hverken Mø eller høvisken Qvinde.“
32.
Af Egen saa lidet stærk;
Det voldte Malfred Jarlens Datter
Saa mangt et Hjertens Værk.
33.
Dronningen lader en Knar bygge,
Af Tømmer var den svag;
Det da voldte de unge To
Saa mangen sørgelig Dag.
34.
Hun satte deri liden Malfred,
Hun skjød den ud i Strand:
„Give det Gud og Drotten,
At Du kommer aldrig til Land!“
35.
Dagen løb og Snekken skred
Og Bølgen slog ud og ind,
Alt da sidder Jarlens Datter
Og hende rinder Taare paa Kind.
36.
Snekken drev for Spanieland ind,
Og stødte paa hviden Sand;
Der kom ridende en Fyrste rig,
En Høvding over det Land.
37.
Han tog liden Malfred
Løfted hende paa sin Hest;
Førte han hende til Moder sin
Alt som han kunde bedst.
38.
Der var hun i Maaneder
Og der var hun i tre,
Malfred var den vænneste Mø,
Men vilde med Øjen see.
39.
Dronning Jytte hun døde i Højeloft
Alt paa det Højelofts Tillie.
Hr. Mogens han sadler Ganger graa,
Han red af Gaarden saa silde.
40.
Der han kom i grønnen Skov,
Han var saa langt fra By,
Der mødte hannem Røvere tolv,
Han kunde ikke for dem fly.
41.
De førte hannem til Strande,
Lod slaae den Herre i Baand;
Saa førte de hannem i fremmede Land,
Han led baade Sorrig og Tvang.
42.
Det var Malfred Jarlens Datter
Hun stander paa Højelofts Bro,
Da saae hun Mogens, Kongens Søn,
Han sidder ved Aaren og roer.
43.
Det var liden Malfred
Svøber hun sig udi Skind,
Saa ganger hun i Højeloft
For Spanielands Frue ind.
44.
„Hil sidde I Spanielands Frue!
Hvor jeg kjære Broder min
Kan fra de Røvere faae.“
45.
„Raad skal jeg Dig kjende,
Kjære Datter min!
Jeg skal give Dig Guld og Sølv
At løse med Broder Din.“
46.
Løste hun Mogens Kongens Søn,
Hun løste hans Hænder saa hvide.
Den Frue gav ham baade Sadel og Hest,
Hun favned hans Komme saa blide.
47.
Det var Spanielands Høvding
Lader brygge og blande Vin,
Han byder saa mangen Ridder
Alt hjem til Bryllup sin.
48.
„Jeg haver kjøbt en fremmed Jomfru
Alt for mit røde Guld,
Hende vil jeg til Hustru have
For hun er dydefuld.“
49.
Satte de Bruden paa Brudebænk
De skjænkte hende Mjød og Vin,
Saa stride da rinde de Taare
Alt over hendes hvide Kind.
50.
Silde om den Aften
Det var Malfred den unge Brud
Hun skulde til Senge gange.
51.
Satte de den unge Brud
Udi den Brudeseng,
Det var Spanielands Høvding
Han dvælte ikke ret længe.
52.
Det var Mogens, Kongens Søn,
Klædte han sig udi Jern,
Krøb han under den Brudeseng
Saa stille laae han der.
53.
Det var Mogens, Kongens Søn,
Drager ud sit sølvbundne Sværd,
Saa veier han den adelige Herre,
Det var en ynkelig Færd.
54.
Saa veiede han den Høvding god,
Lagde hannem paa Gulvet Lig.
„I stander op, vænne Malfred!
Vi ville af Landet fly.“
55.
De gik dem til Stalde,
De tog der Hertugens Hest,
Saa red de dem til Strande,
Som de kunde allerbedst.
56.
De tren dem i Snekken ind,
Den Bør blæste dem til Ville,
De kom under saa grøn en Skov,
Det var om en Aften silde.
57.
Tog han skjønne Fru Malfred
Saa listelig i sin Arm,
Løfted ham hende paa grønnen Jord,
Det kom dem Begge til Harm.
58.
De gik dennem til Rosens Lund,
De hvilte dennem under en Lind,
Det fornam den Bjergetrold,
Som sad i Bjerget ind.
59.
Det da var den Bjergetrold
Han gjorde det dem til Harm,
Stjal han bort Fru Malfred
Udaf Hr. Mogens’s Arm.
60.
Han ledte udi Dage tre,
Han kunde hende ikke faae;
Saa vandt han op sit Silkesegl,
Ad Norge lod han staae.
61.
Hr. Mogens lader saa vide spørge
Alt efter sin vænne Viv,
Han sparer ikke det røde Guld
Langt mindre hviden Sølv.
62.
Ikke kunde han hende spørge,
Ikke kunde han hende finde,
Den Frue udi Bjerget laae
Alt hos de Elveqvinder.
63.
Det var Mogens, Kongens Søn,
Han rider sig op ad Land;
Fæsted han Jomfru Thorelille,
Hun var en Lilievand.
64.
Det stod saa udi Maaneder
Og det stod saa udi fem,
Den Frue som var i Bjerget inde
Hun fødte saa høvisk en Søn.
65.
Der var hun udi Vintre
Og der var hun udi ni,
Hendes Søn var da saa voxen
At han kunde Hesten ride.
66.
Det var en Juleaften
Der dandsed de Bjergeqvinder,
Malfred tager sin Søn om Haand,
Hun monne af Bjerget rende.
67.
Hun gik over de Bjerge,
Hun gik over den Sand,
Saa fandt hun en Snekke,
Den skjød hun ud fra Land.
68.
Hun styred hende med Roret
Hun styred’ hende med Aare;
Bølgen legte baade ude og inde
Alt hen over de Skibsborde.
69.
Det da var Fru Malfred
Hun styred’ Snekken for Land,
Saa tager hun sin Søn om Haand
Saa gange de begge paa Sand.
70.
Det var Frue Malfred
Hun ganger i Hr. Mogens’s Gaard,
Ude stod Mogens, Kongens Søn,
Han var vel svøbt i Maard.
71.
„Hør Du, Mogens Kongens Søn!
Hvad jeg nu siger Dig,
Drages Du vel tilminde
Den Tro, Du jættede mig?“
72.
„Al den Tro jeg lovede Dig,
Den haver jeg givet Fru Thore;
Jeg vidste ikke andet, end Du var død
Og laae under sorten Jord.“
73.
Det da svared Fru Malfred
Hun havde baade Angst og Harm:
„Skal jeg da bære det Fridlenavn,
Og have det faderløse Barn?“
74.
„Jeg vil give Dig Guld og Sølv
Dertil baade Slotte og Borg;
Fød op vor Søn Du i Bjerget fik,
Og lev foruden al Sorg.“
75.
„Jeg lever ikke foruden Sorg
Og ikke foruden Harm,
Saa længe som stolten Fru Thore
Sover udi Din Arm.“
76.
Det var Mogens, Kongens Søn,
Svøber han sig udi Skind,
Saa gaaer han udi Højeloft
For stolten Fru Thore ind.
77.
„Hør I, skjønne Fru Thore!
Hvad give I mig for Raad?
Her er Malfred kommen til Lande,
Den jeg først lovede Tro.“
78.
„I sadler mig min Ganger graa!
I føre mig snart herfra!
Er Malfred kommen til Lande
I lade hende ikke bortgaae!“
79.
Det var skjønne Fru Malfred
Hun ind ad Døren tren,
Det var stolten Fru Thore
Hun stander hende op igjen.
80.
„I være velkommen, Fru Malfred!
Alt fra de Bjergetrolde.
Jeg vil hjem til Moder min,
I skal Eders Herre beholde.“
81.
„I tie qvær, Fru Thorelille!
I ville lade Eder raade.
Jeg vil fæste mit Minde dertil,
82.
Det skede udi Norriges Land
Os drages det vel tilminde,
Hr. Mogens han levede atten Aar
Med begge disse to Qvinder.
83.
De levede tilsammen i atten Aar
Med Elskov og goden Villie,
Der var ingen Norriges Mand
Der hørte dem et Ord adskille.