Min Søn! om Du vil i Verden frem,
saa buk!
Og tie til Tingen, Du finder slem,
og buk!
Viid: Du est fattig; thi maa Du bukke;
og, skjøndt Du vel kan i Løndom sukke,
saa tie! buk atter!
hold Munden! buk atter!
og tie!
Naar Stormand møder Dig paa Din Vej,
saa buk!
Og siger han til Dit Ønske Nej,
saa buk!
Og holdt Du ham for en ussel Taabe,
saa husk, Du vandrer i Ringheds Kaabe!
Og tie! buk atter! etc.
Naar Viismand prædiker for Dig tidt,
saa buk!
Skjøndt Du det har med Din Barnsvee slidt,
saa buk!
En Viisling lider saa lidt Din Tale,
som Vinter lides af kuldskjær Svale;
saa tie! buk atter! etc.
Om nogen brouter med sit: „hør mir!”
da buk!
Og harmes Du ved hans dumme: „hier!”
saa buk!
Thi viid: han lønnes med Guld og Ære,
at Du skal Konster og Viisdom lære;
saa tie! buk atter! etc.
Naar Tungen traver paa Fruen fast,
saa buk!
Med Svaret har det slet ingen Hast;
kun buk!
End ta’er den reent paa at galloppere,
saa lad som ventede Du end mere!
Og tie! buk atter! etc.
Og seer Du Daarlighed fjern og nær,
saa buk!
Om alting galt og forstyrret er,
saa buk!
Hvad bryder Du Dig om Folk og Riger?
Drik Punsch! vær doven! og fjas med Piger!
Men tie! buk atter! etc.
Og spottes haanlig med Skrift og Gud,
saa buk!
Og skjelder nogen Din Konge ud,
saa buk!
Og lyster Hofmand Dit Gods at tage,
hvad heller Kys af Din Ægtemage,
saa tie! buk atter! etc.
End slæbte, miskjendt, Du Dig ihjel,
saa buk!
Og fristes Grovhed alligevel,
saa buk!
Og faaer Du Uslingen, som kun skyder,
til Formand sat, som med Stolthed byder,
saa tie! buk atter! etc.
Kun Graven ændser, min kjære Ven,
ej Buk!
Og hisset kjender og Dommeren
ej Buk!
Men til Du ligger i Graven rolig,
og Frihed finder i Aanders Bolig,
til da buk stedse!
hold Munden! buk stedse!
og tie!
Abrahamson.