Naar Folket fordumtid var stedt i Fare
Mel. Hr. Peder kasted Runer over Spange.
Mel. Hr. Peder kasted Runer over Spange.
Naar Folket fordumtid var stedt i Fare,
En Fører valgte sig den store Skare;
De gav ham Sværd og Krone, de løfted ham paa Skjold,
De gav ham Land og Rige, de gav ham Alt i Vold;
Nordens Mænd, Frie og Ædelbaarne,
Troskabseed svor de den Udkaarne,
Troskabseed!
Men Fjenden var ei altid fjern om Strande,
Tidt lured Avind inden egne Lande;
Da var han Lovens Hævder og gjorde ærlig Skjæl,
Og deelte Retten lige og fremmed Hvermands Vel;
Kronens Guld funkled om hans Tinding,
Folkets Held var hans Seiervinding,
Folkets Held!
Velkommen, Konge, Du af Kongeætten,
Som fører Sceptret over Danasletten!
Som kom os huldt at gjæste, som satte Skib paa Strand,
Velkommen til vor Ø Dig byder hver en Mand;
Danske Hjerter i Dit Vaaben gløde,
Danske Hjerter slaa Dig troe imøde,
Danmarks Drot!
Du har et villigt Øre til at høre
Den Kær og Klage, som vi Alle føre;
Saa hør nu ogsaa Jublen og Glæden i vor Røst,
De gode Velkomstsange, som tone fra vort Bryst!
Danske Mænd Faklen for Dig svinge,
Danske Mænd Hilsen her Dig bringe,
Folkets Drot!
Og Hun, som er et Mønster for de Skjønne,
Som straaler prud, en Dronning i det Grønne!
Hvem Alle gjerne række Huldsalighedens Priis,
Som Skjønhedsæblet raktes til Kjærlighedens Diis —
Fagre Dronning, Krandsen har vi bundet,
Fryderaab lyde over Sundet
Til Din Priis!
Vel kommer Sanger fra de lave Strande,
Men Echo bringer den saa vidt om Lande;
Rundtom paa Mark og Slette, rundtom i By og Havn,
Der vaier Kongeflaget, der signes Eders Navn!
Høie Fyrstepar, som pryder Norden,
Held og Ære følge Jer paa Jorden,
Held og Fred!