Om Aanden skulde flagre noget vildt
I Digtekunstens muntre Tivoli,
Forskaan os for et simpelt Politi
Med Spanskrørs-Stok og Messing-Skilt.
Hold jer til det, som er og bliver slet,
Til det, der ei betyder noget Stort,
Til det, I selv bedst kunde have gjort,
Det kan I ordne, deri har I Ret.
Men snak ei vidt og bredt i Gudens Lund
Om, hvad i Kunsten ei bør kaldes godt;
Thi vidste I, hvad der er rigtigst, blot,
Saa vilde I beskedent holde Mund.
Er Musen eder ikke kjær — afsted!
Hun døer af Latter over eders Dom,
At hun skal være knibsk og snerpet, som
Den lille Tøs, I gik til Præsten med.
Det Støv, som falder, hvor Apollo stred,
Det hører ei til det gemene Dynd,
I feie væk. Thi Poesiens Synd —
Om den veed ikkun Guderne Besked.