O, jeg ændser ei mit Danmarks
Flade Former, plumpe Grønhed —
Hvor du vandrer om, Veninde!
Er et Giumistan af Skjønhed.
Hvad er Alpesteens Hvidhed,
Fuld af Sænkninger og Kupler,
Mod din Arms, din Skulders Runding
For en henrykt, eensom Grubler?
I din Haarvæxt hvilken Fylde!
Tal mig ei om Skovens Ranker!
Ved at løse disse Knuder —
Føl, hvordan mit Hjerte banker!
Ha, du rødmer! — Paa din Læbe
Hvilke Roser! — Hvo der saae dem,
Om en Afgrund end sig aabned,
Vover Livet for at naae dem.