Til den svundne Tid, paa min Ære,
hendrages med Længsel mit Blik:
I Verden var dengang godt at være;
Dagene kom, og Dagene gik.
Jeg ved ej, hvormed jeg skal stoppe
den usle Trængsel, den lave Nød;
død er Vorherre, han deroppe,
og Fanden dernede er ogsaa død.
Saa sløve er nu Aarets Dage,
saa dorsk og dødt det hele Spil,
at var ej den Smule Amour tilbage,
saa var der slet intet at holde sig til,