Som denne Brønd, den dybe,
Den kolde, af hvis Grube
Man langsomt henter Spanden,
Som af en Afgrunds Strube;
Hvori en lille Plet kun
Af Himmelbuen blaaner,
Hvem flygtigt et Par Stjerner
Halv skamfuldt Øiet laaner;
Hvori, hvor du blot vilde
Ud over Randen kikke,
Du saae, skjøndt lidt formørket,
Dit Engleansigt nikke —
Saaledes er mit Hjerte,
En Brønd til Punkt og Prikke,
Kun, selv naar du er borte,
Svinder dit Billed ikke.