Hvor mig Kastraterne ynkede,
Da min Røst tog sig Frihed og Lov;
De klagede, og de klynkede,
At jeg var altfor grov.
Og strax de begyndte at lokke,
At fløite pæntforpiint;
Det klang, som man slog paa en Klokke,
Og Trillerne lød saa fiint.
Om Elskovslængsel de hviskede,
Om Elskov og Elskovsbrunst —
Og Damerne, som var de pidskede,
Græd over saadan en Konst.
H. Heine.