1.
Blomst af Mimosen,
Jag mig ei bort med dine Torne,
Fordi jeg er en Ven af Rosen.
2.
Jomfru i det Grønne,
Tro mig, hvilte du ei, hvor du hviler,
Var dine Skjønheder ikke saa skjønne.
3.
Honningsøde Nælde,
Hvor heed jeg blev, hvordan dit Favntag brændte,
Det maa du frit, til hvem du vil, fortælle.
4.
Klare Meduse,
O, hvor du svømmer yndigt i Vandet,
Drivende vaad i den stribede Blouse.
5.
Blomst af Tobakken,
Før jeg som Pebersvend lever og døer,
Skal mig en Kone træde paa Nakken.
6.
Løvetand du gule,
Mit Hjerte er saa frisk som Nogens,
Og selv min Lever feiler ei en Smule.
7.
Blomst af Violen,
I denne lille Lund ved Veien,
Her kan vi skjule os for Solen.
8.
Malurt du bittre,
Kom mig ei nær, jeg seer min Sjæls Udvalgte,
Ved Tanken om din Galde blot, at zittre.
9.
Blomst af Pelargonien,
Din fine Tegning fik mig til at tænke,
Vi sad en Sommenqvæld i Catalonien.
10.
Søde Narcisse,
Da du forlod os naivt i det Grønne,
Var det i dit eget Ærinde tilvisse.
11.
Fagre Verbene,
Elske dig maa jeg, om ikke for andet,
Saa for dit fyrige Ildkys alene.
12.
Blomst af Hængebirken,
Jeg følte mig, omslyngt af dine Arme,
Saa nær ved Gud, som om jeg stod i Kirken.
13.
Skjønne Schizante,
Til Kjæreste er du ei fyldig og rød nok,
Men vil du ikke være min Tante?
14.
Fingerbølstengel,
Kan du, som siges, berolige Hjertet,
O, saa er du en Engel!
15.
Sisken i Buret!
Tiden kan falde dig lang, men dog ikke
Lang som mig, der seer efter Uhret.
16.
Blomst af Sukkerrøret,
Jeg drømmer Dag og Nat om al den Sødme,
Du skjuler under Sløret.
17.
Svulmende Drue!
Det er for koldt om Natten derude,
Kom, lad mig trække dig ind i min Stue.
18.
Frister i Ørken,
O, du har viist mig saa deilige Sager,
At til at modstaae fattes mig Styrken.
19.
Blomst af Akkeleien,
Du er en grumme kjærlig Søster,
Men immer staaer du os iveien.
20.
Kan du med dine mørke Øine, Georgine,
Saa frit og aabent stirre ind i mine,
Tør jeg vel ogsaa ret fordybe mig i dine.
21.
Den gyldne Fletning,
Der over Skuldren synker ned mod Barmen,
Har lært min Arm sin Slange-Retning.
22.
Torskeflab, god Aften!
See hvilken Plads jeg fik mig her hos Rosen;
Ærgrer det dig ikke? du kunde havt den.
23.
Brune Rebekke,
Svøb dine Fødder ind i Kanedækket,
Jeg vil staae bag paa, og din Mand kan trække.
24.
Gjør Stuen luun for mine Mælkefade,
Flyt Qvæget ind, det fryser alt paa Marken,
Og mine Maanedsroser dæk med Blade!
25.
Det tydske Sprog jeg elsker og det franske;
Den italienske Tunge og den spanske,
Men ingen er saa sød dog, som den danske.
26.
Jeg saae et Stjerneskud paa Himlen glide,
Og dig forsvinde mellem unge Hasler —
Hvor I blev af, er ikke let at vide.
27.
Blomst af Primlen,
Den Luft man aander i din Nærhed,
Er som et Aandedrag i Himlen.
28.
Blomst af Gyldenlakken,
Naar du dit Ansigt vender fra mig,
Saa maa jeg kysse dig i Nakken.
29.
Marcipan du hvide,
Det er din egen Skyld, beklag dig ikke;
Jeg kan ei lade være, jeg maa bide.
30.
At Maanens Næ ei fyldes, at en Bondes
Gaardhane sjelden godt kan trives, veed jeg;
Men du, Lauretta, burde kunne rundes.
31.
Det faldt mig aldrig ind, at gjøre Regning,
Blandt dine Yndigheders Tal, paa denne:
Snørlivets Silketryk og Rosentegning.
32.
Blomst af Magnolien,
Som Honning er hvert Ord du taler,
Og selv din Vrede er som Olien.
33.
Sorte Svane,
Et Særsyn er du, men mit Øie lystrer,
Naar det skal hylde Skjønhed, ingen Vane.
34.
Læg i dit Skjød mit Hoved, Epheuranke,
Jeg feired Festen for den muntre Larmgud,
Føl, hvordan mine Tindinger de banke!
35.
Nattrøien tog den blideste af Fruer,
Sin egen, sagde: den er kjølig, brug den!
Jeg laae den hele Nat, som svøbt i Luer.
36.
Rørdrum i Sivet,
Det Suk, som daglig jeg af dig maa høre,
Gjør mig tilsidst reent kjed af Livet.
37.
Blomst af Hylden,
Blusser for heed jeg ved Skumringens Stevne,
Dig, dit Aroma, giver jeg Skylden.
38.
Det er kun Mælk, som Rosentungen laber,
Men naar du smægter, Mis, sees Tigerblikket,
Det er af Blodtørst, du saa kjælent gaber.
39.
Purpurblomst af Lærken,
Yndigheder har du saa gode som Nogen,
Men immer tusinde Naale i Særken.
40.
Regnsky paa Himlen,
Skjøndt Jordens Blomster smile dig imøde,
Altid tungsindig seer du ned paa Vrimlen.
41.
Frygtsomme Svale, du behøver ei at lede,
Flyv dristig ind, min Kammerdør staaer aaben;
Her venter uforstyrret dig din Rede.
42.
I ere smaa og ubetydelige,
Men det gjør ei til Sagen, Ritorneller,
Var I blot vingede og nydelige.