Kalliope

Fandt 10052 resultater ved søgning efter »bøssen knalder i skoven«
I Skov, hvor Bøssen knalder, Hvor Jægerhornet gjalder, Og Hundekobblet gjøer; Hvor Fugl, med
Halloh! Da vi i Skoven sang. Om Dagen i September, Om Skovens grønne Kæmper, Om Sommerhimlen blaa
Hundekobblet gjøer — Der blomstrer opgsaa stille I Skyggen Blomster vilde, Og der er Græsset blødt
Og fløiter Nattergalen, Saa tystner det i Dalen, Mens Bærret modnes rødt. Halloh, Halloh, Halloh
Da dandse Alfer hvide, Mens Himlens Skyer glide, I Ring om Ellekrat. Halloh, Halloh, Halloh
Emil Aarestrup: Digte (1838)
stille Grlden Folde Hænderne bag Skind. Andengang i Skoven vækkes Hylet af den vilde Hær, Grene rasle
Karm, Som en Flok af Piinselstanker Om en Synders rædde Barm. "Fader, hielp mig!" Bøssen knalder
Rundtomkring den vilde Skov. Midt i Sladen pelsværkforet, Som en Biørn i Vinterskrud, Stirrer Bonden
Blæst, Fiernt i Skov en sulten Krage Skræmmes op og skriger hæst; Bonden glider taus og rolig Fremad
i den øde Hal, Tanker paa sin fierne Bolig, Svinger Pidsken, slaaer et Knald. Hør, hvor ensomt
Chr.K.F. Molbech: Dæmring (1852)
henad Jorden paa Luur Efter hvad der nærmed sig Skoven! Da bar jeg paa Skuldren min gode Flint, I
Vinteren kommer og Sommeren gaaer, Gjennemsigtig er Skoven. Vinden blæser og Natten er kold, Livet
dunkle Skov, du min Broder kjær, Hvor saa tidt jeg paa Luur stod i Skyggen, Hvad har du gjort af
du staaer nøgen; Man Bøssen maa skjule, og bøie man maa Sin Hals under Arbeidsaaget! Høitelskede
nu som Vinden, som Tanken flyv, Nu atter vort Liv begynder! Os Skoven tilhører, nu herske vi her Til Skræk for hver reisende Synder
P.L. Møller: Løvfald (1855)
Hvad der huer mig ved Skoven? — Eensomhed! en frodig Grund! Hun er kiælen, jeg forvoven; Et Par
trænge, Knalder høit den stærke Blæst. Lynet? — Ha, Guds egen Landse! Selv den Høie lærer os, Diærvt
min hulde Pige, Skiøndt i Skiul, dog røber sig Under Lagnets bløde Flige: Saadan huer Maanen mig
Rosenbuske, Liliens Blommer, Brudelys i blanke Kiær? — Sødt at stirre paa en Sommer, Naar den Skiønne
Emil Aarestrup: Andre trykte digte
Naar Jægeren i Skoven gaaer, Da fare tidt forbi som Lyn Heelt underlige Aftensyn, Som Hjertet til
Og lader Bøssen i sin Gang, Og la’er det bagved skoggerlee. — Det rasler i det tørre Blad, Det
vorder stedse mere Nat, — Nu pusler det i Busk og Krat: Han brænder løs forhaabningsglad. O Vee! da
paany, Gaaer atter Jægeren saa trygt Og smiler ad sin egen Frygt I Skovens svale sikkre Ly. Han
streifer gjennem Skov og Mark, Hans Phantasi er venlig varm; Han kjender Ellepigens Barm I Birketræets
Ludvig Bødtcher: Digte, ældre og nyere (1870)
Ben. Da hvilte jeg med min Marie i Skoven, Hist henne bag Bøgenes skyggende Læ, Mens Fuglene sang
Fy, skammer jer dog, I uartige Drenge! Og lader en enbenet Stakkel i Ro! Slet ingen af eder kan
som I over Grøfter og Sten. Ej stedse jeg saa haver hinket paa Krykke; Ej stedse var dannet af Træ mit
saa lifligt foroven. Nu er mit Ben af det samme Træ. Ja der jeg hvilte med Pigen i Armen
Bestraalet af Solens velsignede Lys. O! Blodet mig løber saa varmt i Barmen Ved Tanken om disse saa brændende
Poul Martin Møller: Andre digte
Jeg vanked med Bøssen under min Arm Ved Elvens Bred, Midsommers-Solen skinnede varm I
Jeg taler med dig: „Vil Du vel vide, hvor Glæden boer, „Da følg med mig! „I Skoven og Ørken
Stad: Og Mange drog baade hen og hjem I Støv indhylled, ad Vejen frem. Og blandt de Mange, forbi
Du Jæger Mørk! „Vel maae Du fange de hoppende Raaer „I Skov og Ørk: „De vakkre Smaapiger dem
fanger jeg“ — Han dansede hen ad den brede Vej. Og sad jeg saa siden en Dag i Høst, Og tænkte
Steen Steensen Blicher: Digte (1847)
Her kan vi tumle os, og her kan vi staa, hver som han lyster, paa Top eller Taa; i de svale, grønne
Sale skal det lystigt gaa. Gamle Skov i din unge Pragt, her er det lifligt at bygge; i din Skygge
vi fornemme, vi er hjemme i dit grønne Slot. Som du kvæger os her idag, har vore Fædre du kvæget
i Vaar: dine fagre Lokker flagre kækt paany hvert Aar. Gamle, dejlige Fødeland, svømmende Lilje
paa Vove! dine Skove elsker Barn og Mand. Plukked dig Vinteren med Rovfugleklo, o, gid din Lykke med Vaaren maa gro, i de svale Bøgesale Sang og Glæde bo
Edvard Lembcke: Digte og Sange (1870)
Bøssen Godda’! — Det satte nok Liv i en, der var stiv. Af Kurven hun vipped og strakte sig, nøs og
Paa Grøften vi deler den Bid, vi har med. En Pibe Tobak. Lidt Vovhundesnak. Saa kalder os Skoven i
nu glemmer vi Gigt og kaster os bare frisk ud i det Spil, hver Høne og Hare faar Lov at forklare en
Jagthund, hvorfor den er til. Kom, Hertha, nu høvler vi Markerne af. Se, Far er i Støvler. Byd
Spind hen over de Agre i solgyldent Skin. Du hellige Gry, der Verden gør ny! jeg hilser min Broder, den
Kaj Munk: Navigare Necesse (1941)
følte Vinterstormens Had Afklæde mig det sidste Blad, Og i mit Bryst var iskold Nat Og Hjertet
Ludvig Bødtcher: Andre digte
Henter flere...