Tekstkritik

        Allerede i hellenistisk tid var det klart for de lærde i Alexandria at der ved kopiering af en tekst uvægerlig opstår fejl. De klassificerede fejltyperne efter art og årsag (overspringelse af et eller flere ord, forveksling af et ord med et andet som det overfladisk lignede, osv.) og udarbejdede metoder for udbedring (emendering) af en fejlagtig passage. Når der forelå to eller flere eksemplarer af en tekst, og disse afveg indbyrdes, gjaldt det om at finde frem til den oprindelige ordlyd, og dette kunne man da også i mange tilfælde gøre med stor (om ikke absolut) sikkerhed. Gav et tekststed ingen rimelig mening, måtte man prøve ved gætning (konjektur) få en meningsfuld ordlyd frem; hertil krævedes naturligvis et grundigt kendskab til forfatterens baggrund og stil, samt til tekstens saglige indhold.

        Bogtrykkerkunsten muliggjorde en stor produktion af ensartede eksemplarer, men samtidig mangfoldiggjordes de fejl som havde ’indsneget sig’. Hertil kommer at det lige til den dag i dag er en lige så uheldig som almindelig skik at man optrykker en bog, ikke efter originaludgaven, men efter den nærmest foregående udgave. På den måde bliver de allerede indkomne fejl videregivet samtidig med at nye fejl ofte kommer til. Omhyggelig korrekturlæsning kan eliminere mange trykfejl, men erfaringen viser at fejl ofte ubemærket slipper gennem denne kontrol.

        Klassiske værker (græske tragikere, Bibelen, Shakespeare, Kierkegaard, osv.) udgives i ’tekstkritiske’ udgaver, hvor udgiveren i noter (’det tekstkritiske apparat’) gør rede for sit valg af læsemåder samt for de kilder som har en afvigende ordlyd. Det er imidlertid kun en mindre del af litteraturen som endnu er udgivet efter disse strenge principper.

        Elektroniske tekster, fremstillet ved scanning af en trykt tekst, har tit fejl som skyldes vanskeligheden ved at skelne mellem bogstaver som f.eks. b/h eller f/t. Tekstbehandlingsprogrammer kan ofte eliminere disse fejl, men en del bliver tilbage og må rettes manuelt.