Ljóðaháttr
Ljóðaháttr [’ljo.ðaha.t.r], et Eddaversemaal, hvert Vers bestaar af 6 Linier; hver Vershalvdel bestaar af to ved Forlydsrim sammenhængende Linier, samt en 3., der altid har 2 (eller 3) Rimbogstaver; Liniens sidste Ord skal, hvis dette er Tostavelsesord, være en Dibrachys ell. Jambe (næstsidste Stavelse kort). L. anvendes mest i dialogisk-didaktiske Digte som Hávamál, Vafþrúðnismál o. s. v. Af Afh. om dette Versemaal kan særlig fremhæves H. Gering, »Die rhytmik des L.« i »Zeitschr. f. deut. Phil.«, Bd 34–35; Fr. Läffler, »L.« (1913).
