Hymne

        Hymne (gr. ὕμνος), hos Grækerne den alm. Betegnelse for en Sang til Gudernes Ære. Simple Sange af denne Art, mest indeholdende Paakaldelse, gaar tilbage til den gr. Litteraturs ældste Tid, ja kan endog spores som liggende forud for de homeriske Digte. I den opbevarede Litteratur bruges H. dels om de Digte, hvormed Rapsoderne indledede Foredraget af et Stykke af Homer (se Homer), dels om visse Sange af de egl. Lyrikere, væsentlig af mytisk Indhold og afsungne uden Dans og alene til Ledsagelse af Lyra. Et Par H. med Musik (af en Komponist Mesomedes fra Hadrian’s Tid og en Dionysius) er opbevarede (udg. af Bellermann, Berlin 1840; af Jan, i Musici Scriptores Græci, Leipzig 1899). A. B. D.

        Lovsange og H. har utvivlsomt haft hjemme i den kristne Kirke fra de ældste Tider. I den gr. Kirke nævnes Biskop Hierotheus, i den lat. Kirke Biskop Hilarius af Poitiers (4. Aarh.) tidligst i Forbindelse med Hymnesangen, som under Kirkefaderen Ambrosius (4. Aarh.) tog et mægtigt Opsving, navnlig i Milano. H. adskiller sig fra den sædvanlige Gradualsang ved sit mere folkelige Indhold. Den manglede dennes saakaldte »Jubilationer« (Koloraturer), for hver Stavelse kom i Alm. kun 1 Tone, Melodien var beregnet paa at synges af store Masser, derfor afmaalt og rolig i rytmisk Henseende. H. blev tidlig en meget populær Form for Kirkesang, og talrige er de Navne, der nævnes paa Forfattere og Komponister af H., Gregor den Store, Paul Winfried, Karl den Store, Tutilo, Hrabanus Maurus, Odo af Clugny etc. etc. Berømte, endnu i den kat. Kirke anvendte H. er Te deum, Pangue lingua, Aeterna Christi numera, Veni sancte spiritus etc. Hertil sluttede sig senere (11. Aarh.) de saakaldte Sekvenser ell. Proser, som staar H. musikalsk meget nær, men adskiller sig fra den ved at være »gennemkomponerede«, medens H. kun har 1 Melodi til alle Vers; hertil hører: Dies iræ, Lauda Sion, Stabat Mater, Victimæ Paschali etc. De i Figuralsang omsatte H. fra den kontrapunktiske Periode udmærker sig ligeledes ved deres populære Indhold og enkle Rytmer. — I moderne Musik forstaar man ved H. stort anlagte Vokalværker, beregnede paa festlig Virkning. (Litt.: A. Hammerich, »Musik-Mindesmærker fra Middelalderen i Danmark«, 1912).