Hiatus

        Hiatus (lat.), »Gab«, »Kløft«, er i Grammatikken Benævnelse paa Vokalsammenstød. Især anvendes H. om Sammenstød af Vokaler, der ikke hører til samme Ord, H. kan forsvinde ved Elision, Kontraktion, Krasis (s. d.) ell. ad andre Veje. Imellem to sammenstødende Vokaler kan der udvikle sig en Konsonant, f. Eks. Jesuit, uartig, udtalt Jesuvit (en Udtale, der forudsættes af det gl. tyske Smædenavn Die Jesuwider), uvartig. Jane, Jette (for Mari(j)ane, Henri(j)ette). I de slaviske Sprog, hvor Ordenes Lydsammensætning opr. i særlig Grad har foranlediget H., har dette Fænomen vundet stor Udbredelse, saaledes at mange Ord, der i andre gamle indoeuropæiske Sprog begynder med Vokal, her begynder med j ell. v, f. Eks. sanskr. asmi (jeg er), gr. εῖμί (eimi), lat. sum (af esum), litauisk esmi, oldn. am, oldirsk em, men oldslavisk jesmi. En Konsonant, som i Tidens Løb er forsvunden i visse Ord ell. i visse Stillinger, kan være bevaret imellem Vokaler, hvor den nu ser ud som et Indskud, f. Eks. fr. il a (han har), men a-t-il (har han); opr. ille habet.