Digtekunst

        Enhver Kunst gaar ud paa at fremstille noget menneskeligt betydningsfuldt, en sjælelig Værdi, et sindsbevægende Livsindhold, Følelser, Stemninger og følelsesbetonede Refleksioner, i Billedets, Anskuelsens Form. De forsk. Kunster adskiller sig fra hverandre, ikke ved Indholdet, idet den samme Følelse eller Stemning kan vækkes ved forsk. Kunster, men ved det Billedmateriale, som de anvender til Udløsning af den sjælelige Værdi. Medens de bildende Kunster (Billedhuggerkunst, Bygningskunst og Maleriet) virker ved Rumsform og Farve og Musikken ved Toner, virker Digtekunsten ved Forestillingsbilleder, der fremkaldes ved Ordet, med hvilket de er associerede. Ved dette sit aandelige og bøjelige Materiale er Digtekunsten de andre Kunster overlegen i Omfang, i sjælelig Dybde og Inderlighed, ligesom den i det hele ogsaa har spillet en langt større Rolle i Kulturens Historie, og med en vis Ret kan det siges, at den optager de fleste andre Kunster som Momenter i sig. Den kan som Billedhuggerkunsten give os plastisk-anskuelige Billeder, om den just ikke kan give det menneskelige Legeme i den samme Bestemthed ell. Udtrykkets Skønhed og Farven med samme Tydelighed som Maleriet. Den kan som Musikken, med hvilken den har skønne Klangvirkninger og Rytmen tilfælles, vække Stemninger. Men Digtekunsten er ikke begrænset til Stemninger og formløse, ubestemte Sindsbevægelser, men den kan give os enhver bestemt menneskelig Følelse, og den trænger ind til ethvert dybere Livs- og Sjælsindhold. Den giver os det stemningsskønne og Handlingens Skønhed fyldigere og dybere end nogen anden Kunst; de store æstetiske Provinser: det ophøjede, det tragiske og det komiske tilhører næsten udelukkende Digtekunsten, og den kan benytte det hæslige og uddybe det karakteristiske til en Formfylde, som ingen anden Kunst evner det. Ved sit Materiale og Redskab, Forestillingen og Ordet, er Digtekunsten beslægtet med Videnskaben. Fantasien, Tanken og Ordet er fælles for begge, og Livets højeste Problemer, sidste Tanker har fundet Udtryk i Digtekunsten som i Filosofien. Men Retningen er forsk. Videnskaben søger det almene, Begrebet, Loven, det nøjagtige Aarsagsforhold, Digtekunsten Billeder, Situationer, Anskuelse og Symboler og Følelsesbevægelser gennem dem. Digtekunsten er endvidere beslægtet med Retorik (Veltalenhedskunst), og Sprogets kunstneriske Former og retoriske Figurer er fælles for begge. Men Retorikken vil overbevise og overtale, virke paa Drift og Villie, Digtekunsten vil glæde, lege, drømme og virke paa Fantasien og den begærfri Følelse. Den er et frit Fantasispil, Aandskræfternes fri Leg, om man vil, men en Leg, i hvilken Livets dybeste Alvor, de inderligste Følelser, de højeste Tanker, de fineste Stemninger er med i Legen, og dens opdragende Bet. ligger i dette harmoniske Samspil af Anskuelse, Tanke og Følelse, af Aandskræfterne i æstetisk Frihed.

        Det er Spændingen mellem disse to Principper, Harmonien og den æstetiske Frihed paa den ene Side og Livsrealitet og Fylde paa den anden Side, der giver Anledning til mangfoldige Brydninger og forsk. Retninger inden for Digtekunsten Paa den ene Side kræver vi Harmoni, et umiddelbart, harmonisk frit Behag. Den æstetiske Frihed naas fuldstændigst, hvor det fremstillede Forhold om ikke straks, saa dog til sidst tilfredsstiller Sindets eudæmonistiske og etiske Grundfordringer, Lykke og Sundhed i Liv og Livsførelse. Og det er da ogsaa en Opgave for Digtekunsten, at den befrier, forløser, løfter og varmer. Men den ensidige Gennemførelse af denne Fordring kan let føre til vandet Idealisme og blegsottig Romantik, og Digtekunsten derved fjerne sig fra den anden Grundfordring, at den skal give os et Billede af Livet fra alle dets betydningsfulde Sider. Skal Livsbilledet have Realitet og Fylde, maa Livets Nød og Haardhed ogsaa kaste sine stærke Slagskygger ind i Kunsten. Æstetisk Frihed er ganske vist her kun mulig i begrænset Form — ofte aander vi tungt nok, naar vi læser de store Tragikere ell. Ibsen og Tolstoi — men i selve det, at vi efterføler Livets betydningsfulde Magter, ligger der noget løflende, staalsættende, tilfredsstillende og opdragende. Og de Sindsbevægelser, vi saaledes gennemlever, er jo her knyttede, ikke til Livet selv, men til et Billede af Livet og derved ejendommelig afdæmpede. Endelig søger Digteren i Alm. ogsaa at yde os en Art Forsoning, en Udløsning i Harmoni, selv om vi ofte her maa nøjes med en Antydning af fjerne forløsende Muligheder ell. endog blot med den store Forsoner: Døden.

        Digtekunsten har sin naturlige Oprindelse i den stærke Sindsbevægelses Tilbøjelighed til at gøre Stemmen og Bevægelserne overhovedet rytmiske og i Lysten til at fabulere, fortælle for at fortælle. I glad Sindsbevægelse f. Eks. føler Barnet og det primitive Menneske Lyst til at juble, synge, hoppe og springe, og uvilkaarlig, regulerede af Hjerteslag og Aandedræt, former Bevægelserne sig rytmisk, Springet er den første Takt, og Digtekunsten begynder som lyrisk-dram. Sangdans: Rytme i Ord, Rytme i Skrig ell. Toner og Rytme i Bevægelsen var opr. Sider af den samme Sag (se Folkevisen). Dette er en naturlig Leg, den glade Sindsbevægelses uvilkaarlige Udtryk (Naturpoesi), men endnu ikke Kunst. Men Overgangen til den egl. Aands- ell. Fantasileg, i hvilken Digtekunsten er skjult, er ikke vanskelig at forstaa. Den stærke Sindsbevægelse (S), Glæde f. Eks., giver sig et naturligt Udtryk i Sang og Dans (U), og S og U indgaar en fast Forbindelse. Og ved Mennesket det, kan det vende Forholdet om og søge at producere U, for i andre, i Tilhørerne ell. Tilskuerne at fremkalde S. Motivet til denne Vending kan være mere bevidst, som naar David synger for Saul for at opmuntre ham, men opr. er den saa at sige ubevidst og vilkaarlig. Den, der er stærkt bevæget af en Forestilling, vil gaa og fortælle den til andre; han trænger til at meddele sig, og han vil bestræbe sig for at gøre U saa fuldkomment, saa anskueligt og gribende som muligt; han vil gentage og betone, han vil stræbe efter at give et Livsudtryk, en Livsform, der i Tilskueren vækker den samme Følelse, og Kunsten er der. Den sindsbevægende Livsytring er nu ikke længere den individuelle Sjæls Skrig af Glæde ell. Sorg, men noget af en fri Fremstilling. Ud fra disse opr. Sangdanse (særlig Jagt-, Krigs- og Elskovsdanse, Klagesange o. s. v.), der tidlig blev tagne i Religionens Tjeneste (religiøse Sangdanse ved religiøse Fester), er Digtekunsten begyndt sin Vandring i Verden og har efterhaanden forgrenet sig i 3 Hovedformer. Formaalet kan nemlig være at give et Stemningsbillede, den lyriske Poesi, ell. et Handlingsbillede, og dette sidste kan atter gives enten i Fortællingens Form, den episke Poesi, ell. i Aktionens, Handlingens, Rollens Form, den dramatiske Poesi.

        Digtekunsten har altsaa sit Udspring i den digteriske Fantasi, der er besvangret af den Følelse, det værdifulde Livsindhold, der sætter Fantasien i Sving (Motivet), og som Digteren nu vil give os i Billedets, Anskuelsens Form saaledes, at vi nødes til at medføle den, idet vi føler Indholdet bag Formen. Denne Følelse og Stemning er atter baaret af visse Grundstemninger, der er ejendommelige for Digteren, og ligesom ud fra sin Baggrund igen mere ell. mindre farver Fremstillingen paa en egen personlig Maade. Er Stoffet valgt, vil det kunne behandles i forsk. Aand, og Spørgsmaalet bliver navnlig, hvor meget den digteriske Subjektivitet vil farve Motivet. Den karakteristiske Opfattelse og Behandlingsmaade vil navnlig svinge mellem to Poler: den objektive og den subjektive. I sin Fremstilling maa Digteren altid tumle med Virkelighedens Elementer, og han kan søge at komme disse saa nær som muligt, objektiv Retning, men for øvrigt paa forsk. Maade, han kan søge at mildne disse til Fordel for Sjælens Harmoni, Ligevægt og indre Holdning: objektiv Idealisme, eller lægge Vægten paa det karakteristiske individualiserede Udtryk for Sindsbevægelse og her atter i to Retninger: han kan søge at give Virkeligheden og Individualiteten med alle tilfældige karakteristiske Biomstændigheder, uden at gyse tilbage for noget Træk: Naturalisme, ell. give Individualiteten realt og individuelt, men saaledes, at det almene skinner igennem: typisk Realisme. Gør Digterens ejendommelige Naturel, Temperament og Livsfølelse sig derimod særlig gældende, faar vi subjektive Former (subjektiv Idealisme), og her kan da skelnes mellem 3 Grupper, nemlig en Følelsesgruppe som det idylliske, det elegiske, det sentimentale, det romantiske (og symbolsk-mystiske), det patetiske, det religiøse, det resignerede; en Forstandsgruppe, omfattende den rationelle, klart forstandige, den lunerige, den satiriske og den ironiske Retning, og endelig en Fornuftgruppe, det metafysisk-grublende og det humoristiske. Disse ejendommelige Grundstemninger giver Poesiens indre Form.

        De ydre Virkemidler ell. den ydre Form, ved hvis sindrige Anvendelse det bliver Digteren muligt at give sit Indhold (Stemninger, Følelser, Sindsbevægelser, følelsesbetonede Tanker), forstaas ogsaa let ud fra Digtekunstens Oprindelse. Hos Australierne finder vi f. Eks. Krigsdanse, Jagtdanse og Elskovsdanse. I Jagtdansen bevæger Koret sig dansende hen imod Genstanden, der skal forestille Jagtdyret (et Opossum f. Eks.) og synger uafladelig: »Ikke Stamme, ikke Stamme, Opossum«! I denne enfoldige dram. Lyrik har vi en første Krystaldannelse af Digtekunsten, i hvilken dens Virkemidler kan læses. Stoffet er taget af Livet, Motivet er den stærke Sindsbevægelse ved Forestillingen om Jagten, og Virkemidlerne til Fremstillingen: Handling, Ordet, Rytmen, Gentagelse og Personifikation (Billede og Symbol), og disse simple Midler er senere udformede til, hvad vi nu kender. Digtekunsten virker ved Ordet. Dens Sprog er det anskuelige, sanselig virkende, stemningsbevægede Sprog ɔ: Talesproget udformet i en Retning, der særlig benytter, fremhæver og forøger Sprogets anskuelige og sanselige Magt (dets Anskuelsesværdi) ell. dets Stemningsfylde (Stemningsværdi) i Modsætning til dets Begrebsværdi, som Videnskaben benytter. Og denne Udhæven kan ske paa forsk. Maade; ved 1) Ordvalget, idet Sproget jo bl. a. ejer forsk. Udtryk for det samme af højst forsk. Følelsestone, Ord og Ordklasser; 2) ved Sprogets retoriske Side, Sætningsbygning, Sprogform og Vendinger, særegne Figurer som Inversion, Asyndese, Polysyndese, Udraab, Tiltale, Spørgeform, Klimaks, Ironi, Antitese, Gentagelse, Parallellisme o. s. v. og Figurformer, der staar paa Overgangen til Digtekunstens mere billedlige Side, Synekdoke og Metonymi, Distribution og Hyperbel; 3) ved Digtekunstens Billedverden, særlig Metafor, Personifikation og Symbol. Billedverdenens Kilde er den følelsesbetonede Fantasi, og de Former af Fantasi, der her er Tale om, er den forstærkende Fantasi, Berøringsfantasien og den sammenlignende Fantasi, og til disse Former kan ogsaa Billedverdenen føres tilbage. Den forstærkende Fantasi fører til Gentagelse, Parallellisme og Hyperbel (Klimaks), Berøringsfantasien til Metonymi, Synekdoke og Distribution, den sammenlignende Fantasi til Kontrast, Ironi, Antitese, — Metafor (fra hvilken Personifikation udgaar) — Billede og Symbol. (M. H. til alle disse Former henvises til de paagældende Specialartikler). Dernæst virker Digtekunsten 4) ved en Udformning af Sprogets musikalske Side: Rytme, Metrum og Rim. Og endelig, navnlig i Epos og Drama, 5) ved en udstrakt Anvendelse af Handlingsbilleder enten i Fortællingens ell. i selve Handlingens Form. Det er ved en sindrig ell. lykkelig og genial Anvendelse af nogle ell. alle disse Virkemidler, at Digtekunsten opnaar at give Indholdet dets betagende Magt over det menneskelige Sind. M. H. t. Historie og Udvikling, se Artiklerne om de enkelte Landes Litteraturer.

(Litt.: Cl. Wilkens, »Poesien. En Fremstilling af Poetikken paa psykologisk Grundlag« [Kbhvn 1893]).