Cento
Cento (lat., egl. en Dragt, sammensyet af Pjalter, ital. centone [t∫en↱tone]) kaldes en Art Digte, der opstod hos Grækerne og Romerne i den senere Oldtid og dannedes ved at sammensætte Vers og Versstykker af bekendte Digte, saa at der fremkom en ny Mening. Til de gr. C. benyttedes mest Homer, til en enkelt, Χριστός πάσχων (Kristi Lidelse), Euripides, hvorved den har faaet Bet. for denne Digters Overlevering. — Af lat. C. er der en stor Mængde, de allerfleste sammensatte af Vergilvers: Hosidius Geta’s Medea, Ausonius’ C. nuptialis (se Ausonius), Proba Falconia’s C. Virgilianus, en Fremstilling af den hellige Historie i Heksametre fra Vergil, o. s. v. — Man vedblev i Middelalderen at forfatte C., og i Renaissancen tog dette Kunstleri stærkt Opsving; der findes ogsaa C. efter Petrarch. (Litt.: Samlinger af C. homerici et virgiliani, udg. af Stephanus [1578]; Kromayer [Halle 1719]; Teucher [Leipzig 1793]; Borgen, De C. homericis et virgilianis [Kbhvn 1828]; Hasenbalg, De C. virgilianis [Putbus 1846]; O. Delepierre, Tableau de la littérature du Centon chez les anciens et les modernes, I—II [London 1875]).
