Blank verse
Blank verse er den eng. Betegnelse for en Verseart, der i sin strengeste regulære Form bestaar af femfodet jambiske, urimede Linier, hver indeholdende ti Stavelser, som i flg. Vers:
And Dóra sáid, »My úncle tóok the bóy;
But, Máry, lét me líve and wórk with yóu:
He sáys that hé will néver sée me móre«.
Gennemført saa ensartet over en længere metrisk Periode vilde Versemaalet dog virke med en uudholdelig Monotoni. Men ved Akcent-Skiften og Indførelse af Ekstra-Stavelser er det muligt at give det en yderst mangfoldig Variation, som end mere forøges ved den for denne Verseart alm. umiddelbare Fortsættelse af Tanken fra een Linie til den næste.
b. v. indførtes i engelsk Litt. henimod Midten af 16. Aarh. af Jarlen af Surrey (Henry Howard), der oversatte Dele af Æneiden i dette Versemaal. I dram. Poesi benyttedes det første Gang i Tragedien Gorboduc (af Norton og Sackville), som spilledes for Hoffet 1562. Men det var Marlowe, der i sin Tragedie Tamburlaine the Great (c. 1587) førte b. v. frem paa den offentlige Skueplads og slog det fast som alm. Vehikel for tragisk dram. Poesi. Siden da har dette Versemaal med dets naturlig faldende Rytmer været hævdbundet i den eng. Tragedie (med Undtagelse af en forsvindende Periode, ledet af Dryden, i sidste Halvdel af 17. Aarh.); det benyttedes og udvikledes af Renaissancetidens store Dramatikere, fremfor alle af Shakespeare, og af senere Forfattere i deres dram. Digtning, som Byron, Shelley og Swinburne. Ogsaa i Digtning af fortællende, beskrivende og anden ikke-dram. Art er det hyppig blevet anvendt og blev undertiden bevidst optaget som en Naturlighedens Protest mod en kunstigere Stil; af Digtere, der har benyttet det uden for Dramaet, kan bl. mange andre nævnes: Milton, Thomson, Young, Cowper, Wordsworth, Shelley, Browning, Mrs. Browning, Tennyson.