Accent

        Accent betegner i Sprogvidenskaben en Fremhæven af enkelte Dele af Talen; de paa en ell. anden Maade fremhævede Ord ell. Orddele kaldes accentuerede, de andre accentløse. I samme Bet. taler man endnu ofte om Betoning, om betonede og tonløse Stavelser, om Hoved- og Bitone o. s. v. Disse Benævnelser og de mange andre Sammensætninger med »Tone«, der navnlig spiller saa stor en Rolle i den ældre Litteratur om dansk Lydlære, er ikke heldige som omfattende Betegnelser, da der ved mange af disse Forhold slet ikke er Tale om nogen virkelig »Tone« i musikalsk Forstand. Det er først den nyeste Tids Fonetik, særlig i England, der skarpt har sondret de forskellige Midler, som Sprogene anvender for at fremhæve Ord og Stavelser, og undersøgt deres Rolle i de forskellige Sprog.

        Den første Art A. er Tryk (ekspiratorisk ell. dynamisk A. [eng. stress]). Den beror paa hele den Energi, hvormed der tales; dette giver sig Udslag i den Styrke, hvormed Luften udaandes fra Lungerne, i Stemmebaandenes stærke Tilnærmelse ved alle stemte Lyd (rimeligvis det vigtigste Element), og i alle Munddelenes kraftige Artikulation. Trykket benyttes for det første som Sætningstryk (Eftertryk, Emfasis). Det tjener da til at markere Modsætning til noget andet, udtalt ell. underforstaaet. Ved vekslende at lægge Eftertrykket paa ethvert af Ordene i Sætningen »han gav mig Kniven« afvises Forestillinger som f. Eks. »hun«, »laante«, »dig«, »Bogen«. Dernæst optræder Trykket som Ordtryk, idet ethvert Flerstavelsesord har en Stavelse, der under normale Forhold har stærkere Tryk end de andre, der bliver svage, trykløse, ell. højst faar et Bitryk. Lige stærkt Tryk, som i eng. »fourteen«, naar Ordet staar alene, hører til Undtagelserne. Stavelsernes indbyrdes Styrkeforhold kan angives tilnærmelsesvis ved Tal, i et Ord som »Konversationsleksikon« f. Eks. ved 3114212. I mange Sprog har Trykket samme Plads i alle Ord, i Islandsk paa første Stavelse, i Polsk paa næstsidste, i Fransk, om end med visse Tendenser i en anden Retning, paa sidste, o. s. v. Andre Sprog, som Russisk, har bevaret den i vor Sprogæt opr. »frie Accent«. I Dansk og Norsk som i de fleste germanske Sprog er Hovedprincippet det, at Stamstavelsen faar stærkest Tryk, om end ofte et rytmisk Princip krydser det, smlg. arbejde 421 med udarbejde 4131. Ogsaa Sætningstrykket kan ophæve det alm. Ordtryk: »hellere tale end betale«.

        Helt forsk. fra Tryk er Tone (musikalsk ell. kromatisk, melodisk A.), selv om i fl. Sprog Tryk og Tone alm. følges ad. Tonhøjden, der beror paa Stemmebaandenes Svingningshastighed, tjener vist i alle Sprog som Sætningstone til at antyde forsk. Stemninger; smlg. f. Eks. Ordene »hun kommer« udtalte som en faktisk Oplysning, som et Spørgsmaal ell. som et Glædesudbrud o. s. v. Som alm. Regel kan opstilles, at faldende ell. dyb Tone udtrykker det afsluttede, bestemte ell. ligegyldige; den bruges, hvor man i Skrift sætter Punktum. Stigende ell. høj Tone derimod er Tegn paa det uafsluttede, ubestemte, interesserede, saaledes ved Slutningen af Forsætninger og mere udpræget i Spørgsmaal og Udraab. Svaret »Nej« har alm. Lavtone, men med høj stigende Tone vil det, f. Eks. efter Spørgsmaalet: »Ved du, hvem jeg saa?« kunne betyde: »fortæl mig det endelig!«. Den, der først tager Afsked, siger sit »Farvel« med Højtone, den anden sit, der jo er afsluttende, med Lavtone. I Talens Løb glider Stemmen uophørlig fra den ene Tone til den anden, men paa forsk. Maade i hvert Sprog. Hvert Sprog »synger« paa sin Vis, men i Reglen er Øret sløvet, saa det kun hører denne Syngen, hvor den er helt forsk. fra den, man selv anvender. Naar man siger om en, at han taler med fremmed »Accent«, mener man tit denne Modulering, men lige saa tit maaske en Overføren af andre Udtalevaner, der ikke har det mindste med A. at gøre, f. Eks. Englændernes Diftongeren af langt e og o. — Ved Siden af Sætningstone kendes i mange Sprog Ordtone, der er en lige saa væsentlig Bestanddel af Ordet, som de Enkeltlyd, hvoraf de bestaar. Ethvert af de kinesiske Enstavelsesord har saaledes en af fire skarpt adskilte Toner. Norsk har to Ordtoner (Tonelag), det enkelte, der især, men ikke udelukkende, findes i opr. Enstavelsesord, og som karakteriseres ved en stærk Stigning, og det sammensatte, hvor Tonen falder paa første Stavelse, for saa pludselig at springe højt op paa den anden, svagere Stavelse. Derved adskilles f. Eks. Entalsformen Tømmer, der er opr. enstavelses (oldnord. timbr) fra Flertalsformen Tømmer (oldnord. taumar). Paa Svensk adskilles de to A. omtr. paa samme Maade, medens paa Dansk den melodiske Forskel er afløst af en anden, idet et saakaldt »Stød« er traadt i Stedet for Enstavelsestonelaget. Betydningen Ordtone er den ældste af Ordet A., idet lat. accentus er en Oversættelse af græ. προσῳδία »Tilsang«.

        I Sproghistorien spiller A., især Tryk, en meget stor Rolle, idet Lydene alm. forandrer sig anderledes i Accentstavelser end ellers. Smlg. Ø og U Lyden i fr. veux, voulons. Medens dette for længst er anerkendt for Vokalernes Vedkommende, er man først for nylig begyndt at undersøge A.’s Indvirkning paa Konsonanterne; Stødet dertil gav Karl Verner’s glimrende Opdagelse af, at det er gamle Accentforhold, som vi kender fra Sanskrit, der afspejler sig i germanske Konsonantforskelle som den mellem d og t i tysk »Bruder«, »Mutter«. I mange Sprog bestemmer A. Lydlængde, saa at f. Eks. lang Vokal kun findes i Trykstavelsen; anderledes f. Eks. i lat. canō. Naar man har villet dele Sprogene i accentuerende og kvantiterende, beror dette paa en Misforstaaelse, idet enhver Stavelse i ethvert Sprog maa have en vis A. og en vis Kvantitet. Nogen Bet. har Adskillelsen dog, men kun i Sprogets Kunstform, i Metrikken; i nogle Sprog (Græ., Lat.) tages ved Versbygningen kun Hensyn til Kvantitet, hos os væsentlig til Tryk.

        A. bruges ofte i Bet. Accenttegn. De europæiske Tegn er opfundne af den alexandrinske Grammatiker Aristofanes fra Byzans (3. Aarh. f. Kr.); de benævnes alm. med de latinske Navne: acutus, græsk ὀξεα »den skarpe« (´), gravis, græsk, βαρεια, »den tunge« (`) og circumflexus, græsk περισπωμένη »den omdrejede« (ˆ). De betegnede opr. Ordtone, men er senere benyttede til at betegne andre Ting; acutus betegner saaledes f. Eks. i Magyarisk Vokallængde. Paa Islandsk betød á opr. langt a, men nu er Udtalen forandret, saa at det er blevet Tegn for Lyden au. De tre fr. A. er først for godt to Aarh. siden komne i regelmæssig Brug; l’accent aigu (´) og l’accent grave (`) betegner henholdsvis lukket og aaben Udtale af e som i célèbre; desuden bruges den sidstnævnte til at adskille enslydende Ord, som a »har«, à »til«. L’accent circonflexe (ˆ) er i Reglen Tegn for, at en Lyd er bortfalden, f. Eks. fête for ældre feste. Paa Spansk skrives acutus for at angive Trykkets Plads, hvor denne afviger fra de sædvanlige Regler, paa Italiensk sættes gravis over stærk Slutvokal, o. s. v. Paa Dansk og til Dels Norsk anvendes Accenttegn af mange, især for at angive Vokallængde, men uden Fasthed og Konsekvens. (Litt.: Jespersen, »Lehrbuch der Phonetik«, 2. Opl. 1913, S. 114 ff., 211 ff.).

        I Musikken betegner A. en Betoning, en stærkere Fremhæven af enkelte Toner ell. Akkorder. Man skelner i Reglen mellem den grammatikalske (metriske ell. rytmiske) og den oratoriske (patetiske) A. Den første findes naturlig i enhver Taktart, alt efter dennes særlige Bygning, og forekommer dels som Hovedaccent, dels som en ell. fl. Biaccenter; Hovedaccenten falder altid paa den første, den gode Taktdel. 4/4 Takt har saaledes en Hovedaccent paa den første Fjerdedel og en Biaccent paa den tredje, medens de to andre Fjerdedele er ubetonede; i 3/4 Takt falder Hovedaccenten paa den første Fjerdedel, en Biaccent paa den anden, medens den tredje er ubetonet o. s. v. Den rytmiske A. kan imidlertid vilkaarlig forskydes, saaledes f. Eks. ved Synkoper (s. d.). Den oratoriske A. fremkommer ved den rette Deklamation af den musikalske Frase ell. af den underlagte Tekst, og det bliver Komponistens Sag at sørge for, at den rytmiske og den oratoriske A. falder sammen, ell. i hvert Fald ikke staar i Strid med hinanden. Endnu kan nævnes den melodiske A. baseret paa Modsætningen mellem højere og dybere Toner, og endelig den harmoniske A., hvorved enkelte særlig udvalgte Harmonier ell. visse Harmoniforbindelser fremhæves. Til Antydning af den grammatikalske ell. rytmiske A. kræves ingen særlige Tegn, da den følger af selve Taktartens Bygning; hvor Betoningen derimod ikke følger denne, antydes den vilkaarlige A. ved forskellige Tegn, som f. Eks. sf., >, ∧ o. s. v. (Smlg. Takt, Rytme, Frasering).