Melchior de Polignac (1661–1741)

1) Melchior de P., Kardinal, Diplomat, f. 1661, d. 1742, indtraadte tidlig i den gejstlige Stand og blev som Abbé anvendt i den kirkepolitiske Diplomati. Den Dygtighed, han herved udviste, foranledigede 1695 hans Sendelse til Polen, hvor han skulde virke for Prinsen af Conti’s Kongevalg efter Johan Sobieski’s Død. Skønt P.’s Anstrengelser syntes at skulle krones med Held, gik dog sluttelig Kurfyrsten af Sachsen (August II) af med Sejren, og dette Nederlag for den fr. Politik bevirkede, at P. faldt i Unaade hos Ludvig XIV, der fjernede ham fra Hoffet. I fl. Aar levede han nu alene for sine litterære Interesser, hvad der 1704 skaffede ham Sæde i det fr. Akademi. Efter at være tagen til Naade igen gjorde han saa god Tjeneste ved Fredsunderhandlingerne i Utrecht (1713), at han fik Kardinalhatten. Efter Ludvig XIV’s Død sluttede P. sig til Oppositionen mod Regenten, Filip af Orléans, paa hvis Ordre han som Medvider i Cellamare’s Sammensværgelse atter i nogen Tid maatte holde sig borte fra Hoffet. 1724—32 varetog han Frankrigs Interesser i Rom og virkede med Held for at bilægge Striden mellem Paven og den fr. Kirke i Anledning af Bullen Unigenitus (se Jansenisme). P., der var en af sin Tids mest fejrede lat. Poeter, efterlod i Manuskript et stort, formelt vellykket lat. Læredigt Anti-Lucretius sive de deo et natura, i hvilket han som ivrig Tilhænger af Descartes angriber den antikke Filosofi. Det udgaves i fr. Oversættelse 1745, i Originalsproget 1747, blev overs. paa de europ. Hovedsprog, læstes af alle, der interesserede sig for Populærfilosofi og blev af 18. Aarh.’s Kritik prist i høje Toner. Nu har det kun litterærhistorisk Interesse.