Pindar (Ukendt levetid)

Pindaros (Pindar), gr. Lyriker, var f. i Theben i et Aar, da der holdtes pythiske Lege, og paa den Tid da de holdtes. Efter Overleveringen var det i 518 f. Kr.; snarere dog 522 (de pythiske Lege holdtes hvert 4. Aar). Han døde i Argos efter Midten af 5. Aarh. (hans sidste bevarede Digt er fra 446). Hans Fødeby stod ikke højt i aandelig Kultur; sin Undervisning i Musik (indbefattet Digtekunst) fik P. i Athen. Han maa tidlig have gjort sig bemærket; hans ældste bevarede Digt er fra 498. Lige fra først af har han følt sig nøje knyttet til Delphi, der dengang baade i religiøs og musikalsk Henseende var et af Midtpunkterne i græsk Aandsliv; for sin Virksomhed som Digter ved delphiske Fester fik han usædvanlige Æresbevisninger. Med Ægina, der var politisk nær forbundet med Theben, stod han hele sit Liv igennem i nøje Forbindelse. Allerede 490 skrev han et Digt til Ære for en Søn af Theron, Herskeren i Agrigent; senere (476) besøgte han Sicilien og opholdt sig baade hos Hieron i Syrakus og hos Theron i Agrigent. Hans Fødeby Theben maatte 480 tage Stilling i Kampen mellem Persere og Grækere; den valgte Perserne, og P. synes i et Digt fra denne Tid at have sluttet sig til denne Politik. Senere saa han, som talrige Ytringer i hans Digt viser, anderledes paa Sagen. Dette skal have bragt ham paa Kant med hans Medborgere; det berettes, at de idømte ham en Bøde, da han i et Digt havde betegnet Athen som »Hellas’ Bolværk«, og at Athen til Gengæld skænkede ham en større Sum Penge. I sine senere Leveaar saa han aabenbart med Uvilje paa Athens Magtstilling, saa meget mere som den førte til, at hans kære Ægina mistede Friheden.

P.’s Produktion omfattede alle Grene af den da brugelige Festlyrik. Det var omfangsrige Digte, bestemt til at afsynges ved en offentlig Festlighed, i Reglen af religiøs Art, af et Kor af Borgere, under Ledsagelse af Musik og Dans; til de ansete Digtere indløb Bestillinger paa saadanne Kantater fra alle Egne af Hellas, og de betaltes godt. Digteren skrev ikke alene Teksten, men ogsaa Musikken og indstuderede, naar han var personlig til Stede, den hele Kantate med Koret. Enkelte Digte af P. synes dog ikke at have været bestemt til at synges af et Kor, men at være foredragne af ham selv til Akkompagnement af en Lyra; og det har sikkert ogsaa kunnet forekomme, at Digteren af egen Drift og uden Betaling har opført en Kantate med et Kor. — Hovedindholdet af disse Digte var i Reglen en Myte, der som oftest angik den Guddom, til hvis Ære Festen holdtes. Ved Siden af denne episke Bestanddel fremtræder et sententiøst Element, med Forkærlighed for religiøse Betragtninger. Paa os virker Digtarten som en underlig Mellemting mellem Epos og Lyrik.

P.’s Digte var i Oldtiden samlede i 17 Bd, hvert paa c. 1000 Verslinier. De var inddelte efter Digtenes Bestemmelser (Hymner, Processionssange, Dityramber, Sørgesange o. s. v.). Af de til Kultus bestemte Digte var indtil for nylig kun mindre, men talrige Fragmenter bevarede. Ved Papyrusfund i Ægypten er der nu fremdraget omfangsrigere Brudstykker, især af en enkelt Slags Kultussange (Pæaner). Fuldstændig bevarede er 4 Bind Epinikier, ɔ: Sange til Ære for Sejrherrer i de fælleshellenske Lege (olympiske, pythiske, isthmiske og nemeiske). Det var Skik, at saadanne Sejrherrer modtoges med en Festlighed ved deres Hjemkomst, og at der herved blev afsunget en Kantate. Ethvert Epinikion indeholder Angivelser om Sejrens Art, Sejrherrens, hans Faders og hans Bys Navn, hans egne og hans paarørendes tidligere Sejre; desuden opbyggelige Betragtninger. Men i de større Digte er Hovedindholdet regelmæssig en Myte, der gerne hentes fra Sejrherrens Fødebys Sagnkreds.

Oldtiden saa i P. sin største Lyriker; især beundrede man det sententiøse Element i hans Digte. I nyere Tid har Opfattelsen svinget stærkt; i 18. Aarh. fældedes nedsættende Domme om ham; i Beg. af 19. Aarh. søgte man (i Tyskland) at paavise en indre Enhed, der skulde holde Digtenes disparate Dele sammen. Nu er det alm. erkendt, at Digtenes Bestanddele er løst knyttede til hinanden, og man søger, som Oldtiden, Skønheden i Enkelthederne. — P. beherskede sin Kunstart, der ikke blot havde sin egen Teknik og Stil, men ogsaa sit eget Sprog (en Slags fælles Græsk, paa homerisk Grundlag), med fuld Virtuositet; ogsaa hans Musik, der nu er fuldstændig tabt, var i Oldtiden beundret. Ved Siden deraf forstod han at sætte sin Personligheds Præg paa alt, hvad han skrev; han kan være baade tør og kunstlet, endda begge Dele paa een Gang, men han er aldrig ordinær. I de episke Partier forstaar han, ofte blot igennem et enkelt Træk, at faa en Situation til at staa lyslevende (plastisk Fantasi); saadanne Glanspunkter træder i desto stærkere Relief, fordi den øvrige Fortælling ofte er tør og summarisk. Hans Betragtninger er det fyldigste Udtryk, vi har (uden for den attiske Poesi), for den ældre hellenske Religiøsitet; P. var sikkert her stærkt paavirket fra Delphi. Dens Grundtema: Menneskets Begrænsning i Sammenligning med Guddommen, forstaar han at variere med Mesterskab og at anvende paa de forskelligste Forhold. Men samtidig lægger han stærk Vægt paa de aktive Dyder, som Tapperhed, Trofasthed og Gavmildhed, hvorved Mennesket kan erhverve sig et varigt Eftermæle; i sine senere Aar ogsaa paa Oprigtighed og Sandhedskærlighed, Dyder som han aabenbart tillagde sig selv. De fremtræder ogsaa i hans Poesi; trods dens objektive Karakter ynder han at komme med rent personlige Bemærkninger og Meddelelser, og lejlighedsvis, naar noget laa ham særlig paa Hjerte, udtaler han sin Mening skarpt og aabenhjertet. Særlig i saadanne Tilfælde kan hans Form være abrupt, og dette i Forbindelse med vort mangelfulde Kendskab til de Forhold, der laa til Grund for hvert enkelt Digt, gør ham til en af Oldtidens vanskeligste Forfattere. (Litt.: Grundlæggende er Boeckh’s Udg. [2 Bd, 4°, Leipzig 1811—21]. Fuldstændigt kritisk Apparat hos Mommsen [Berlin 1864]. Nyeste kritiske Udg. ved Schroeder [Leipzig 1900; dertil mindre Udg. med de ny Fragmenter, 1908 og 1914]. Af Kommentarer kan nævnes: Guildersleve’s til »Olymp. og Pyth.« [New York 1890]; Schroeder’s til »Pyth.« [Leipzig og Berlin 1922]; Bury’s til »Nem. og Isthm.« [2 Bd, Lond. 1890—92]. Overs. paa Dansk af M. Rosing [Herlufsholm Progr. 1862 ff.]; syv Oder ved Thor Lange [Kbhvn 1900]. Enkelte Prøver i Prosa hos Drachmann, »P. som Digter og Menneske« [Kbhvn 1910]. Biografi, med Analyse af samtlige Digte, af Wilamowitz [Berlin 1922]).