Sigbjørn Obstfelder (1866–1900)

Obstfelder [’o.pstfælder], Sigbjørn, norsk Digter, f. i Stavanger 21. Novbr 1866, d. i Kbhvn 29. Juli 1900. Efter Studentereksamen 1884 var han i flere Semestre ivrig Filolog og forfattede til Studenterhjemmets Jubilæum, dets Krønike (Heimskringlam edidit Sigbioernes) i vittig travesteret Sagastil med Kommentar. 1888 gik O. ind paa Kria tekn. Skole og drog 1890 som Maskiningeniør til Milwaukee. Værkstedets Larm var dog ikke det rette Milieu for den unge Drømmer med det fint musikalske Øre; syg og nedtrykt vendte han tilbage til Kria. Et Par Digte, han offentliggjorde i »Samtiden« Sommeren 1892, vakte en Opmærksomhed, der steg til Forargelse hos de fleste, men til varm Beundring hos andre, da han udgav et helt Hæfte »Digte« (1893). Den primitive Livsforandring, som her gav sig Udtryk i en ganske original, paa Musiks Vis undfangen Sprogkunst, virkede paa alle mod ny Kunst fjendtligstemte Læsere som en Krænkelse af sund borgerlig Sans. Derimod kunde ingen undlade at erkende O. som en Prosastilens Mester, da han havde udgivet sine »To Novelletter« (1895). Med Fortællingen »Korset« (1896) vandt O. den toneangivende Kritiks Anerkendelse som en Digter af Rang, men maalte fremdeles ligesom efter Udgivelsen af Skuespillet »De røde Draaber« (1897) døje ublid Behandling fra mange Hold. Til Dels med offentlig Stipendium havde den urolige Drømmer imidlertid strejfet viden om i Sverige, Danmark, Tyskland, Italien, Frankrig og England; Vinteren 1899 blev han syg i Berlin og vendte om Sommeren 1900 tilbage til sin Hustrus Hjemsted, Kbhvn, hvor Døden indhentede ham, just som han havde fuldendt det Værk, »En Præsts Dagbog« (2. Opl. 1900), som indbragte hans Navn fuld Anerkendelse paa alle Hold. Et utrykt Enakts Skuespil »Om Vaaren«, blev 1902 spillet paa Nationalteatret i Kria. Samlede Skr (Bd I—III) udkom 1917. Paa O.’s Grav paa Frederiksiberg Kirkegaard, Kbhvn, har Nordmænd rejst et Mindesmærke med en Buste af Gustav Vigeland. En lgn. Buste er opstillet i O.’s Fødeby Stavanger. (Litt.: C. Nærup, »Ringeren« [1899]; Hj. Christensen i »Kringsjaa«, XVIII [1901]; Gunnar Heiberg, »Set og hørt« [1917]; Felix Poppenberg i »Die Zeit« Nr 385 [1902]). (C. Br.).