Friedrich Nietzsche (1844–1900)

Nietzsche [↱ni.t∫ ə ], Friedrich Wilhelm , tysk Filosof, f. 15. Oktbr 1844, d. 25. Aug. 1900, studerede klassisk Filologi i Bonn og Leipzig og modtog, kun 25 Aar gl, i 1869 en Kaldelse som Prof. i Basel, hvor han virkede i ti Aar, indtil Svaghed tvang ham til at opgive Stillingen, hvorefter han, stadig i Kamp med Sygdommen og dog med rastløs Energi arbejdende med Studier og med Affattelsen af sine Skr, førte et omflakkende Liv, om Sommeren i Engadins Bjerge, om Vinteren i Italien og ved Rivieraen; 1889 brød han sammen under Sygdommen og den voldsomme aandelige Anspændelse og var fra nu af sindssyg, under omhyggelig Pleje først af sin Moder i Naumburg, siden af sin Søster Elisabeth Foerster-N. i Weimar, hvor han døde. Udgangspunkt og Grundlag for N. var de klassiske Studier, hvori han ogsaa i sin Professortid ydede en Rk. vægtige mindre Arbejder, som dog ikke giver noget fuldgyldigt Udtryk for hans Indsigt og Forstaaelse; med »Die Geburt der Tragödie aus dem Geiste der Musik« (1872) begynder han sine kulturfilosofiske Værker, idet han, stærkt paavirket af Richard Wagner, i den antikke Tragedie ser et Udtryk for den dionysisk-orgiastiske Drift i Mennesket, Entusiasmen, som maa udtrykke sig i Toner, og som ligger dybere og er stærkere end det apollinske, den formende og afgrænsende Kunst, der atter staar over det intellektuelle, som særlig har fundet sit Udtryk i Sokrates’ Tænkning. Af disse Bestemmelser af de væsentligste Livsfaktorer skal en ny Kultur opstaa, og Modsætningen mellem det gl, som skal fældes, og det ny, som skal komme, belyses i »Unzeitgemässe Betrachtungen« (1873—76), hvor Schopenhauer ved Siden af Wagner fremstilles som den store Opdrager. Imod disse Lærere indtraadte snart Reaktionen, og utvivlsomt har N. Ret, naar han siden hævder, at han har inddigtet sin egen Livstro i den store Pessimists Værker og i de Wagner’ske Musikdramaer, der snart kom til at staa for ham som typisk Udtryk for livsfjendsk Dekadence. Gennem ihærdige Studier af Naturvidenskab og af eng. og fr. Filosofi førtes N. til at fremhæve den videnskabelige Erkendelses Værdi fremfor den tidligere højt lovpriste Kunst, og betegnende for denne Tendens er, at det store Værk: »Menschliches Allzumenschliches« tilegnes Mindet om Voltaire; det er endnu Eftervirkningen af Striden imellem og Foreningen af det dionysiske og det apollinske, og ud af dette Forhold gror N.’s Tænkning i hans sidste og mest betydningsfulde Periode, da han skriver det store ufuldendte Værk »Also sprach Zarathustra« (1883—85) og de dermed nøje sammenhørende Skr »Jenseits von Gut und Böse« (1886), »Die Genealogie der Moral« o. fl. mindre, der opr. er tænkt som Dele af Hovedværket. Det lidenskabelige Forsøg paa at forene de dybeste Drifter i Menneskesindet, Livsvillien og Erkendelsestrangen, det skaanselsløst redelige Arbejde for at forfølge Tankerne ind til deres inderste Kerne fører N. til Erkendelse af, at en saadan Livsfilosofi kun er mulig for de faa udvalgte, og konsekvent fører han denne Tanke til det yderste, idet han opstiller sin Herremoral, hvorefter Masserne kun er arbejdende Kykloper, som skal gøre det muligt for Herrestanden at leve for det aandelige Arbejde. For denne Masse gælder da en Slavemoral, som byder Underkastelse og Arbejde, hvis Maal det blot er at frembringe de store og udvalgte Aander, som selv er Maal, Livets højeste Udfoldelse. Og dog betyder denne Herrekaste Udviklingen af en ny og bedre Art af Mennesker, hvad i Virkeligheden vil sige en Løftelse af Menneskeheden som saadan; saaledes faar alligevel de udvalgte Aander en Opgave, et Maal udenfor sig selv, det at føre Slægten frem til bedre og mere fuldkommen Lykke. Klar er vel N. paa dette Punkt ikke, saa voldsom i sin Lidenskab som han er i Forkyndelsen af den nye Morallære, der giver sig Udslag i stadig heftigere Angreb mod den gængse Moral, som navnlig Kristendommen repræsenterer. Den udvalgte Aands Maal at fremme og udvikle Livet, da Livsvillien er den dybeste Drift i os, maa udfolde sig i Virken for andre, som Solen kun er Sol, naar den lyser og fremkalder Liv, og endelig — da Livet er en Kæde af Lidelser, maa Livstroen sættes paa den haarde Prøve, om den vil Gentagelsen, om den vil, at dette Liv, som overskæres af Døden, i det uendelige skal gentages; først hvor denne Villie til Livet træder frem, er den sande og dybe Tro paa Livets evige Mening og Værd bleven til Virkelighed. Saa ender da N. selv i det religiøse, i den dybeste Tro paa Livet, og hans Værk var fuldendt, omend hans sidste Skr i Formen er usammenhængende Aforismer og Brudstykker; under saa voldsomme lidenskabelige Kampe, og ledsaget af den heftigste Polemik, som ofte tilsyneladende dækker de positive Tanker, var denne Livsfilosofi bleven til, at det ikke kan undre, at det ogsaa af legemlig Sygdom pinte Menneske maatte bryde sammen, da Tankeiøbet var til Ende. Nogen kritisk-prøvende Filosof var N. ikke, end mindre en systematisk-opbyggende Tænker, mere Digter med store og skiftende Visioner, den mest karakterfulde Repræsentant for den urolige og brydningsfulde Tid mod Slutn. af det 19. Aarh.; meget forherliget, endnu mere mistydet og misbrugt p. Gr. a. de store Tankespring og den urolige og utilgængelige Form, vil hans Værk ikke miste sin Bet. og Indflydelse. Af N.’s skriftlige Efterladenskab dannede hans Søster N.-Arkivet i Weimar, skrev en udførlig Biografi og besørgede en samlet Udgave af hans Værker, der ogsaa indeholder hidtil utrykte Optegnelser og hans filologiske Afh.. I—XIX (1905—13); hertil slutter sig Udgaven af hans meget betydningsfulde Korrespondance, I—V (1900—1909). (Af den uoverskuelige Litteratur skal fremhæves: A. Riehl , »Fr. N.« [5. Opl. 1909]; R. Richter , F. W. Nietzsche. »F. N.« [1909]; K. Joel , »N. und die Romantik« [1905]; R. M. Meyer , »N.« [1913]). W. N. N. var stærkt musikinteresseret og selv musikalsk virksom. Opr. sluttede han sig begejstret til R. Wagner (Skrifterne »Die Geburt der Tragoedie ans dem Geiste der Musik« og »Rich. Wagner in Bayreuth«), og et varmt Venskab knyttede ham til den berømte Komponist. Senere kølnedes Forholdet mellem dem. N.’s Syn paa Wagner’s Kunst forandredes; kort før N.’s Aand omtaagedes, udgav han de polemiske (ofte skarpt satiriske) Skr mod, Wagner: »Der Fall Wagner« (overs. paa Dansk af Fr. Bendix) og »N. contra Wagner«. N. er ogsaa optraadt som Komponist, men hans Værker (Korene: »An das Leben« og »Hymnus an d. Freundschaft«, Klaverstykker og Sange) bar ikke vundet Udbredelse, end ikke i hans Fødeland. ( Litt .: vedr. N. og Musiken: Kulke , »Rich. Wagner und Fr. N.«; Bélart , »Fr. N. und Richard Wagner« [1907]; Laserre , Les idées de N. sur la musique [1907]).