William Morris (1834–96)

Morris [↱måris], William, eng. Digter og Kunstner, f. i Walthamstown, nær London, 24. Marts 1834, d. i London 3. Oktbr 1896. Han var Søn af en velhavende Citymægler af Wallisisk Slægt. I 13 Aars Alderen blev han sendt i Skole i Marlborough College, hvor han blandt Kammeraterne udmærkede sig ved sin Kærlighed og Kendskab til gotisk Arkitektur og sin Evne som Historiefortæller. Han var allerede da stærkt betaget af Højkirkebevægelsen og agtede at blive Præst. 1853 kom han til Exetercollegiet i Oxford, hvor han sluttede varmt Venskab med Burne-Jones, der var grebet af samme religiøse Bevægelse og havde samme Maal. 1854 udkom Ruskin’s Stones of Venice, og i denne Bogs Kapitel om Gotikkens Natur fandt M. en Begrundelse for sin Forkærlighed for den gotiske Kunst, som han s. A. under en Sommerferierejse i Nordfrankrig og Belgien fik Lejlighed til nærmere at fordybe sig i. Van Eyk og Memling blev hans Yndlingsmalere. Samme Aar arvede M. en aarlig Indtægt paa 900 £ og blev saaledes økonomisk uafhængig. Hvad der havde draget ham mod Højkirkebevægelsen, var sikkert dens æstetiske Reaktion mod den moderne Tids Materialisme og Hæslighed mere end selve den religiøse Side af Bevægelsen, og M. følte nu, at han kunde fremme denne Reaktion bedre gennem Kunsten end ved at blive Præst. Kunst betød for M. noget andet end for andre. Han dømte en Tids kunstneriske Højde mere efter dens Huse og dens daglige Brugsgenstande end efter dens Statuer og Malerier. Altsaa besluttede M. og Burne-Jones at blive Kunstnere. M. gik 1856 i Lære hos en af Tidens kendteste Arkitekter, og Burne-Jones blev Elev af Rossetti. Paa Tegnestuen sluttede M. sig nøje til Ph. Webb, den senere Fornyer af eng. Arkitektur, men samtidig med Arbejdet der begyndte han paa Rossetti’s Tilskyndelse at male, og da Rossetti 1857 begyndte at dekorere Oxford Studenternes Diskussionssal med Fresker, valgte han M. som en af sine Medarbejdere. Ingen af disse havde mindste Anelse om Freskoteknik, og Resultatet blev, at Malerierne — alle med Motiver fra Arthur-Sagnene — smuldrede væk. For M. blev det en nyttig Lære; han saa, hvad Kunnen betyder for Kunsten. Under Arbejdet i Oxford traf M. den skønne Jane Burden — malet af Rossetti bl. a. som Proserpina —, med hvem han blev forlovet og 1859 gift. Da M. hverken kunde finde et Hus, der tiltalte ham, ell. Møbler og andet Udstyr, der var taalelige, fik han Philip Webb til at bygge Huset og gav sig selv i Lag med at lave det øvrige efter sit eget Hoved. Dette Arbejde blev Udgangspunktet for M.’s uhyre Indsats i Kunsthaandværket og førte snart til Dannelse af Firmaet Morris, Marshall, Falkner & Co., der i mange Retninger revolutionerede eng. og europæisk Kunsthaandværk. 1858 havde M. udgivet sin første Digtsamling: The Defence of Guenevere, der baade ved sin Middelaldertone og Stil markerede en ny Retning — Prærafaelismen — i eng. Litteratur (Retningens egl. Ophav og Leder var dog ikke M., men Rossetti). Hans næste Arbejde: The Life and Death of Jason kom først 1866, — de mellemliggende Aar havde M. været optaget af sin kunstindustrielle Virksomhed. Skønt klassisk i Emne er Jason helt middelalderlig i Tone. 1868—70 kom hans Hovedværk: The Earthly Paradise — 42000 Linier —, paavirket af M.’s Yndlingsdigter Chaucer’s Canterbury Tales. Nogle norske Søfarere drager ud for at finde det jordiske Paradis og kommer efter lang Tids Omflakken til et Land, der er beboet af Efterkommere af de gl. Grækere; Værter og Gæster underholder hinanden med Historier, hvoraf vi faar 24, skiftevis med klassisk og romantisk Emne. 1860 havde M. begyndt at studere Islandsk, han havde sammen med Prof. Eirikur Magnusson oversat en Del af de isl. Sagaer, og 1871 foretog han sin første Rejse til Island, der for ham betød, hvad Grækenland har betydet for andre. 1873 udgav M. det svage dramatiske Forsøg: Love is Enough (han kaldte det selv en Moralitet), og 1877 det sidste af sine længere fortællende Digte Sigurd the Volsung, vel hans Digtnings Højdepunkt. Hidtil havde M. kun ved en enkelt Lejlighed taget aktiv Del i offentlige Anliggender, men de bulgarske Grusomheder 1876 og den eng. konservative Regerings Holdning dertil vakte hans voldsomme Harme og fik ham til i et Manifest at henvende sig til de eng. Arbejdere. Hans politiske Standpunkt er paa dette Tidspunkt endnu væsentlig liberalt, men fra nu gaar hans Udvikling mere og mere i socialdemokratisk Retning. Hans Misfornøjelse med hans egen Tids industrialiserede Hæslighed havde før drevet ham til at søge tilbage til en fjern romantisk Fortid; fra nu lægger han sine Drømmes Land ind i en fjern utopisk Fremtid; fra at være the idle singer of an empty day blev han en ivrig Agitator, der prædikede det ny Evangelium paa Gadehjørner i Londons Forstæder. For M. bestod det sociale Problem, dog ikke først og fremmest i en bedre Fordeling af Rigdommen, men i en bedre Fordeling af Arbejdets Lykke og Skønhed, som de moderne industrialiserede Arbejdsmetoder havde berøvet Menneskene og mest Arbejderne. Han startede og delvis skrev Bevægelsens første Ugeblad Justice 1884, og da det lille Parti efter et Aars Forløb sprængtes, et nyt: The Commonweal, som han selv bekostede og redigerede, indtil han 1890 blev afsat. I hans Digtning fik hans politiske Ideer Udtryk i The Dream of John Ball 1888, News from Nowhere og det smukke The Pilgrims of Hope (trykt i The Commonweal). Til samme Periode hører: The House of the Wolfings (1888), der skildrer Goternes Kamp med Romerne, The Roots of the Mountains (1890) om Goternes Kamp mod Hunnerne, og The Story of the Glittering Plain (1891), alle paa Prosa med indskudte lyriske Digte, samt den fortrinlige Digtsamling: Poems by the Way (1891), trykt i The Kelmscott Press. Senere fulgte: The Wood beyond the World (1895) og The Well at the World’s End (1896), samt efter hans Død: The Water of the Wondrous Isles og The Sundering Flood. Sine Ideer om Kunst og Kunsthaandværk har han nedlagt i The Decorative Arts, Their Relation to modern Life (1878) og Hopes and Fears for Art (1882). Han har oversat Æneiden og Odysseen samt det oldengelske Bjowulfskvad. Allerede i 1895 var der Tegn til, at selv M.’s fysiske Kræfter var udtømte af det voldsomme Arbejde, han i aarevis havde præsteret og maaske ogsaa af de bitre Skuffelser hans politiske Virksomhed havde bragt. En Rejse til Norge hjalp ikke; han længtes hjem for at dø i sit smukke Hjem i Kelmscott, hvor han havde sit berømte Trykkeri og hvor den smukke Udgave af hans Yndlingsbog: The Canterbury Tales var under Arbejde. Det naaede han ikke; han døde paa Vejen hjem i London, men hans Lig blev ført til Kelmscott og begravet der. 1910 udkom The Collected Works of W. M. with introductions by his daughter May Morris, 24 Vol. (Litt.: J. W. Mackail, The Life of W. M., 2 Vol. [1899]; Aymer Vallance, W. M., his Art, his Writings and his public Life [1897]; Alfred Noyes, W. M. [English Men of Letters 1908]; A. Clutton-Brock, W. M. His Work and Influence [Home University Library] 1914; John Drinkwater, W. M. a critical Study [1912]).