Hans Ernst Kinck (1865–1926)

Kinck, Hans Ernst, norsk Forf., f. 11. Oktbr 1865 i Loppen i Finmarken, hvor Faderen var Læge. Familien flyttede sydover, og K. voksede op i Sætesdalen, senere Hardanger, hvor Barndomsindtrykkene af Natur og Folkeliv er blevet bestemmende for hans Digtning. K. studerede Filologi, delvis i Halle, tog norsk filologisk Eksamen 1890, blev Lærer, og fik 1892 Accessit for en Afhandling om Forholdet mellem Folkeviserne og Eddakvadene. S. A. udkom hans første Fortælling »Huldren«, og K. har senere udelukkende været Forf. K.’s Forfatterskab er overordentlig rigt og forskelligartet i Emnevalg og Behandlingsmaade, men bærer alligevel altid et umiskendeligt Særpræg baade i Stil og Livssyn. Han har en intim Sans for instinktivt Stemningsliv, med stærkt Eftertryk paa det Erotiske, og for den enkeltes Sammenhæng med Natur og Race, og hans digteriske Evne til Sjæleskildring arbejder gerne sammen med hans betydelige Studier paa hist., folkloristiske og folkepsykologiske Omraader. K.’s Stil er overordentlig levende og frisk, udpræget norsk i Klangen, og har særlig i Naturskildringer en sjælden betagende Magt. K.’s lidenskabelige og fantasirige Indlevelse i Emnet, selv naar det gælder en besværlig og optrævlende sjælelig Analyse, giver Skildringen en rent lyrisk Undertone. Om norske Bønder har K. skrevet saa intimt forstaaende og saa ubarmhjertigt afslørende som ingen. Baade naar han skriver om norske Nutidsmennesker og om Renæssancens Italienere, er det de dybeste menneskelige Instinkter, han vil eftervise. K.’s Digtning er ikke let forstaaelig, men yderst stemnings- og tankevækkende — ofte for urolig og overlæsset af Enkeltheder til at give det rette Indtryk af digterisk Storhed og Fantasirigdom. K.’s fleste Bøger er skrevet i særpræget Prosa; med Skuespillet »Agilulf den vise« indledede han 1906 sin egenartede rytmiske Stil, som betjener sig meget frit baade af Rim og Metrum, men som, naar den er vellykket, bidrager til at fremhæve den tidligere omtalte lyriske Understrøm i K.’s Psykologi. »Driftekaren« (1908) — en mærkelig Digtning over norsk Folkepsykologi — og de ital. Barok- og Renæssancedramaer, »Den siste gjest« (1910) og »Brylluppet i Genua« (1911) er skrevet i samme Stil, som K. imidlertid igen har forladt i sit ejendommelige Drama om Macchiavelli »Mot karneval« (1915). Det er karakteristisk for det indtrængende Studium, som ligger bag disse Bøger, at K. har behandlet baade Helten i »Den siste gjest«, Pietro Aretino, og Macchiavelli i særskilte hist.-biografiske Skildringer (»En penneknegt« og »Renæssansemennesker«). K.’s Romaner og Fortællinger efter »Huldren« er »Ungt folk« (1893), »Flagermusvinger« (1895), »Sus« (1896), »Fra hav til hei« (1897), »Hugormen« (1898), »Trækfugle« (1899), »Fru Anny Porse« (1900), »Vaarnætter« (1901), »Doktor Gabriel Jahr« (1902), »Naar kjærlighed dør« (1903), »Emigranter« (1904), »Italienere« (1904), »Præsten« (1905), »Gammel jord« (1907), »Masker og Mennesker« (1909), »Kirken brænder« (1917), »Guldalder« (1920), og den stort anlagte Bygdeskildring »Sneskavlen brast« I—III (1918—19). Foruden de før nævnte Skuespil har K. skrevet »Mellem togene« (1898) og »Paa Ekrernes gaard« (1913). »Rormanden overbord« (1920) indeholder et mere direkte polemisk Opgør med hele Tidsaanden, end K. før har foretaget. Af K.’s Skuespil har »Agilulf den vise« og »Den siste gjest« været opført paa Nationalteatret. (Litt.: C. Nærup, »Ill. n. Literaturhistorie«; Hj. Christensen, i »Ateneum« [Helsingfors 1902]; J. Bing i »Tilskueren« [1903]; Anders Krogvig, »Nordisk diktning«; Samme, »Böker og mennesker«; J. A. Refsdal, »Driftekaren« i »Edda« [1914]; Gunnar Heiberg, »Franske visitter«).

Kinck, H. E., d. 13. Oktbr. 1926. Foruden de tidligere nævnte Bøger har K. udgivet: Skuespillene »Lisabettas brødre« (1921) og »Paa Rindalslægret« (1925) og en Række Samlinger af Noveller og Essays: »Mange slags kunst« (1921), »Storhetstid« (1922), »Fra Fonneland til Svabergsveen« (1922), »Steder og folk« (1924), »Italien og vi« (1925), »Foraaret i Mikropolis« (1926), »Mandshjerte« (1927), »Kunst og Kunstnere« (1928) og »Torvet i Cirta« (1929) — de sidste posthume Arbejder.