Horats (65–8 f.Kr.)

Horatius (Quintus Horat Flaccus), romersk Lyriker og Satiriker, f. 8. December 65 f. Kr., død 27. Novenber 8 f. Kr. Horats’ Fader var en velstaaende Frigiven, der ejede en Gaard i Apulien ved Venusia; her fødtes Horats. Faderen gav ham en omhyggelig Opdragelse, langt over hans Stand; han lod ham undervise i Rom hos Datidens berømteste Lærer Orbilius og sendte ham derpaa til Athen for at studere Filosofi, som fornemme unge Romere plejede. I Athen traf Horats Brutus, der fattede Interesse for ham og gjorde ham til Officer (Tribun) i sin Hær, skønt Horats som Søn af en Frigiven ikke var kvalificeret til en saadan Post. Horats deltog i Slaget ved Filippi (42), og efter Nederlaget vendte han tilbage til Rom. Hans Fader synes at være død i Mellemtiden, og ved Oktavian’s Landuddelinger til Veteranerne blev hans Fædrenegaard konfiskeret. For at leve søgte Horats en Plads som scriba (Bogholder) ved Finanshovedkassen og fik den. Samtidig begyndte han at digte og vakte tidlig Opmærksomhed; han kom i Forbindelse med de noget ældre Digtere Vergil og Varius, der forestillede ham for Mæcenas (38). Med denne sluttede Horats Venskab, og Mæcenas forærede ham (c. 34) en Gaard i Sabinerbjergene, saa at Horats kunde opgive Kontorforretningerne og alene leve for sin Poesi. Gennem Mæcenas kom Horats ogsaa i Berøring med August, der tilbød ham en Plads som sin Privatsekretær; men Horats afslog den og stillede sig i det hele tilbageholdende over for August. Den sidste Del af hans Liv gik hen uden ydre Begivenheder; han opholdt sig dels i Rom, dels (og helst) paa sin Gaard, hvis beskedne Herligheder han atter og atter beskriver. Hans Anseelse steg stadig; ved Roms Hundredaarsfest (17 f. Kr.) overdrog August ham at affatte Festdigtet (carmen sæculare). Aar 8 døde Mæcenas; Horats fulgte ham, som han mange Aar forud havde ønsket, kort efter i Graven.

Horats’ Digte er udgivne i følgende Orden: 1. Bog af Satirerne c. 35, 2. Bog og Epoderne 30; de tre første Bøger af Oderne 23; 1. Bog af Brevene 20; carmen sæculare 17; 4. Bog af Oderne 13; 2. Bog af Brevene omtr. ved samme Tid.

I Satirerne og Brevene har Horats genoptaget en national romersk Digtart, der paa hans Tid var næsten uddød. Dens første og største Repræsentant var Lucilius (Slutn. af 2. Aarti, f. Kr.). Han tilhørte Scipionernes Kreds og var selv rom. Ridder; i Tillid til denne Stilling udtalte han sig frit og skarpt om alt og alle, ikke mindst om Politik. Baade Horats’ beskednere Stilling og det ny Monarkis Utaalsomhed over for »politisk Diskussion udelukkede en saadan Frihed for Horats’ Vedkommende. Indholdet af hans Satire er moraliserende; han raillerer over sin Samtids Fejl, ofte med personlige Hentydninger, men ikke let med Angreb paa nogen fremragende Mand. Undertiden er der slet ingen Satire, men kun humoristisk Beretning om personlige Oplevelser. Brevenes første Bog er for en Del virkelige Breve paa Vers; ikke faa indeholder moralske Betragtninger uden synderlig polemisk Braad. Allerede i Satirerne havde Horats lejlighedsvis gjort Rede for sit Forhold til Lucilius; han anerkender hans Overlegenhed som Personlighed, men hævder for sig den korrektere Form. Lignende litterære Spørgsmaal behandler han udførligere i 2. Bog af Brevene; han hæver sin Tids Poesi paa den gamles Bekostning, som han fremfor alt bebrejder Mangel paa Respekt for Formen. I 2. Bogs 3. Brev, den berømte ars poetica (»Digtekunsten«), giver han i Causeriets Form en Slags Poetik i Brudstykker, med særligt Hensyn til Dramaet. Her som overalt henviser han med Styrke til den klassiske græske Litteratur som det ene gyldige Forbillede. Horats’ litterære Kritik vidner om sund Sans og megen Interesse for det formelle; for de særlig romerske Fortrin, der ganske vist ikke gik i formel Retning, mangler han Forstaaelse, og hans Kritik kan have bidraget sit til at dræbe den romerske Poesis Selvstændighed.

Den Teori, Horats forkynder i Satirerne og Brevene, har han ført ud i Livet i Epoderne og Oderne. Epoderne er polemiske Digte i lyrisk Form, til Dels af politisk Indhold. Af saadanne havde Republikkens Slutning frembragt en Mængde, væsentlig i Efterligning af senere (alexandrinsk) græsk Poesi. Horats derimod gik tilbage til det klassiske Forbillede, Archilochos (700 f. Kr.). Paa samme Maade er hans Oder en Omplantning af den lesbiske Lyrik (Alkaios og Sapfo, 600 f. Kr.) paa romersk Grund. Dette var noget nyt, og Efterlignere har Horats heller ikke fundet; han er og bliver den romerske Lyriker. Nogen lyrisk Begavelse i strengere Forstand er han ikke, han mangler det spontane. Hans bedste Stykker er vistnok alle Oversættelser; dog er det vanskeligt at dømme derom, da vi mangler hans Forbilleder. Hvor han utvivlsomt er original, bliver han let anstrengt og tør. Formen er altid omhyggelig gennemarbejdet og i Reglen gennemsigtig; for visse jævnere Stemninger finder han et nydeligt Udtryk. For Eftertiden har han haft stor Betydning ved at give en Forestilling om den græske Lyrik, som han efterlignede, og som er næsten fuldstændig tabt i Original.

Horats’ Personlighed findes langt fyldigere i Satirerne og Brevene end i Oderne; der er næppe nogen Romer med Undtagelse af Cicero, vi kender saa godt. Horats var hverken nogen stor eller dyb Aand, men han var en gennemdannet Personlighed og en Karakter. Han kan være tør og konventionel, men han er yderst sjælden smagløs eller plump. Han besad megen Smidighed i Omgang med Mennesker, men bag Bøjeligheden laa en urokkelig Selvhævdelse. Det Æresminde, han har sat sin Fader (Sat. I, 6), og det store Opgør med Mæcenas, hvori han erklærer, hellere at ville give Afkald paa alle ydre Goder end paa sin Frihed (Epist. I, 7), vidner om den Alvor og Adel, der laa paa Bunden af hans Væsen, og som man næppe skulde ane efter Overfladen. Thi af Temperament var Horats et Stemningsmenneske, opfarende og hurtig god igen; fuld af Løjer og pudsige Indfald, naar han var i godt Humør, men ogsaa til Tider gnaven og malkontent; med ikke ringe Ansats til en vis hyggelig Epikureisme (han kalder sig engang, lille og trivelig, som han var, »en Gris af Epikur’s Flok«), men ved Siden deraf med en stedse vaagen Kritik over sine egne Svagheder; og inderst, inde med en sikker Bevidsthed om sit eget Værd. For dette Spil af Modsætninger finder Horats i Satirerne og især i Brevene et levende Udtryk, der gør denne Del af hans Produktion evig ung.

Horats blev allerede i Oldtiden læst i Skolerne og tidlig kommenteret. Vi har c. 250 Haandskrifter af hans Værker, men intet af høj Ælde (de ældste 9. Aarh.). Det bedste Haandskrift er desværre gaaet tabt og kendes kun af en belgisk Lærds (Cruquius’) ufuldstændige Meddelelser; Cruquius har ogsaa bevaret en vigtig Kommentar (udg. Antwerpen 1578). Andre antikke Kommentarer er Porfyrios’ (udg. af W. Meyer, Leipzig 1874; af Holder, Innsbruck 1894) og Acrons (udg. af Keller, Leipzig 1902—04). Udgavernes Tal er legio; se Teuffel-Schwabe, »Geschichte d. röm. Litt.«, § 240, 8. Her kan nævnes: Lambinus (2 Bd, Leyden 1561), Bentley (Cambridge 1711: epokegørende i kritisk Henseende), Keller og Holder (2 Bd, Leipzig 1864—70, 1. Bd i 2. Udg. 1899; første Udg. med fuldstændigt kritisk Apparat), Vollmer (2. Udg. 1912, m. kortere Apparat), Haupt og Vahlen (Leipzig 1881, Tekstudgave), Kiessling-Heinze (3 Bd, talrige Opl., nyeste videnskabelige Kommentar); Satirer m. fr. Komm. af Lejay (1911). Udg. m. dansk Komm. ved Lembcke (Oder og Breve 1855 og oftere; Udv. af Satirer og Epoder 1858). Oversat paa Dansk af Baden (2 Bd, 1792, 1793), af L. O. Kjær (1863); enkelte Digte f. Eks. af Baggesen og Storm. Udvalg af Oder paa Dansk ved Vilh. Andersen (1903), af Oder, Breve og Satirer ved A. Glahn (1905 og 1906; en fuldstændig Overs. er ved at udkomme); af Oder paa Norsk ved B. Dahl og P. Holmsen (Kria 1887, 1891); Breve overs. paa Norsk af Fr. Gjertsen og G. Müller (Kria 1878). Tysk Oversættelse af Wieland (Satirer og Breve, Leipzig 1786), af Geibel (Udvalg af Oder i »Klassisches Liederbuch«, 5. Opl., Berlin 1885), fuldstændig af Strodtmann (2. Opl., Leipzig 1860). Satirer og Breve af Bardt (1900). (Litt.: Oldtidsbiografi af Sveton; Teuffel, »Charakteristik des Horats« [Tübingen 1843]; Lucian Müller, »Horats, eine litterarhist. Biographie« [Leipzig 1880]; Boissier, Horace et Virgile [Paris 1886]; Poiret, Horace [Paris 1890]; Sellar, The Roman Poets [Oxford 1892]).