Friedrich Hebbel (1813–63)

Hebbel [’hæbəl], Friedrich, tysk Digter, f. som dansk Undersaat i Wesselburen i Ditmarsken 18. Marts 1813, d. i Wien 13. Decbr 1863. Han voksede op i smaa Forhold, men allerede tidlig modtog han stærke Indtryk af Marskegnenes Natur og Folkeliv. 14 Aar gl blev han Skriver hos Sognefogden i sin Fødeby, men 1834 lykkedes det ham, hvis digteriske Fantasi allerede havde givet sig Udslag i forsk. Forsøg, at komme til Hamburg for at studere. Her tog Forfatterinden Amalie Schoppe sig moderligt af ham, og her sluttede han det mærkelige Venskab med Elise Lensing, der opofrede sig for sin lidenskabelige Ven. H. drog 1836 til Heidelberg for at studere, derfra til München, hvor hans personlige Forhold senere gav ham digteriske Impulser. Han levede i fortsat Kamp med Næringssorger, og da han omsider bestemte sig til at vende hjem til Hamburg, maatte han, ledsaget af sin lille Hund, tiltræde Tilbagerejsen til Fods. I Hamburg skrev han nu sine første Dramaer »Judith« (1841) og »Genoveva« (1843), Værker, der straks forraader den unge Digters lidenskabelige Vælde og Styrke i Karakteristikken, men ogsaa hans Hang til de overdrevne Udtryk og de bizarre Virkninger. Han viste sig dog samtidig i sine »Gedichte« og »Neue Gedichte« som en fin og bevæget Lyriker. 1843 rejste han til Kbhvn, hvor han sluttede Venskab med Oehlenschläger og paa dennes Anbefaling fik et fleraarigt Rejsestipendium af sin »Landsherre«, Kong Christian VIII. Han tog nu til Paris, hvor han fuldendte sit Sørgespil, »Maria Magdalene«, der udkom 1844, tilegnet Kongen med et Digt (H.’s eneste paa Dansk af Karl Larsen oversatte og paa Dagmarteatret opførte Stykke). Samtidig diskuterede han i »Mein Wort über das Drama« de dramaturgiske Principper med J. L. Heiberg, der som Censor havde forkastet »Judith« (Censur i det kgl. Teaters Arkiv). I Paris modtog H. den rystende Efterretning, at hans og Elise’s Søn Max var død. 1844 skænkede hun en anden Søn Livet. H. rejste nu videre til Italien og bosatte sig derpaa i Wien, hvor han ægtede Skuespillerinden Christiane Enghaus, der overlevede ham ind i det ny Aarh., saa hans Berømmelses Klimaks og blev over 90 Aar gl. I sit lykkelige Ægteskab vandt H. Livslykke og Fred og fortsatte nu sin digteriske Virksomhed med Komedien »Der Diamant«, Sørgespillene »Herodes und Mariamne« og »Julia«, Eventyrlystspillet »Der Rubin« og Tragikomedien »Ein Trauerspiel in Sicilien«. I 1850’erne skrev H. siden Værker som »Gyges und sein Ring«, der især ved Kainz’ Spil vandt en Renaissance paa Burgteatret, hvor H. i levende Live maatte kæmpe mod Laube’s Uvilje, Tragedien »Agnes Bernauer« og det episke Digt »Mutter und Kind«. Hans Mesterværk er dog Trilogien »Die Nibelungen« (1862), hvor han i vældige Sammenstød behandler to Livsanskuelsers Kamp. Sit sidste Drama, »Demetrius« efterlod han ufuldendt, lige saa vel som mange andre Udkast og Skitser til Dramaer. Hans digteriske Berømmelse har først vore Dage fastslaaet. E. Kuh og A. Glaser udgav 1866—68 hans »Sämtliche Werke«, hvortil i vore Dage er kommet R. M. Werner’s ypperlige kritiske Udgaver, baade af Værker, Breve og Dagbøger. (Litt.: E. Kuh: »Biographie F. H.« [Wien 1877, 1—2; 2. Udg. 1907]; Kulke, »Erinnerungen an Fr. H.« [Wien 1878]; Krumm, »Fr. H.« [Flensborg 1899]; R. M. Werner, »F. H.« [Berlin 1904]; Carl Behrens, »F. H.« [Kbhvn 1905]; A. v. Winterfeld, »F. H.« [Dresden 1908]; Oscar Watzel, »H.-Probleme« [Leipzig 1909]).