Hans Frandsen (1522–84)

Frandsen, Hans, 1532—84, Læge og Digter, var født i Ribe. Faderen, Frands Madsen, «synes at have været en i flere Henseender dygtig Mand» (Kinch); han drev borgerlig Næring i Ribe, uvist hvilken; kun vides, at han o. 1558 støbte Kanoner for Byen. Sønnen naaede ved naturlig Begavelse og Flid at blive en af den humanistiske Dannelses smukkeste Repræsentanter her til Lands i Reformationens Aarhundrede. – Efter at have besøgt sin Fødebys Skole, der styredes af den navnkundige Skolemand Jens Pedersen Grunnet, drog H. F. 1551 til Universitetet i Wittenberg. Her optraadte han i sit 21. Aar som latinsk Digter og vandt som lovende Humanist mange Venner. Dette har vistnok bidraget til, at Christian III 1554 tillagde ham en Studerehjælp. Imidlertid tog han Magistergraden, og efter et Ophold ved Universitetet i Frankfurt an der Oder kom han 1556 hjem og blev «Undertugtemester» for Kongens yngre Sønner, i hvilken Anledning han 1557 forlenedes med et Kanonikat i Aarhus, som han beholdt, da han endnu samme Aar opgav sin Lærerstilling for at fortsætte sine Studeringer udenlands og navnlig for at lægge sig efter Medicinen, der den Gang havde saare faa Dyrkere her til Lands. Han havde tillige paataget sig at være Hovmester for en ung Adelsmand, Albert Beck, Søn af den bekjendte kgl. Rentemester Joachim B.

I nogle Aar færdedes H. F. nu atter i Udlandet, dels i Tyskland, dels i Frankrig, flittig sysselsat med medicinske og humanistiske Studier. Ved et fransk Akademi erhvervede han Doktorgraden i Medicinen, og i Begyndelsen af Aaret 1561 udkom der i Lyon en smuk Samling af hans latinske Digte. Overalt synes han at have vundet Venner ved sit behagelige og opvakte Væsen. — Efter et indholdsrigt Vandreliv kom H. F. endelig 1561 tilbage til Fædrelandet, da der var givet ham Udsigt til at blive Professor i Medicin ved Universitetet. Oprindelig blev han kun ansat paa Prøve; men da han viste sig Kaldet voxen, forestod han det siden i henved 23 Aar med megen Ære. Et Aars Tid efter sin Ansættelse ægtede han sit Bysbarn Marine Lauridsdatter Bagge, der var Enke efter den kongelige Sekretær Antonius Hanisch, i hvilken Anledning en af hans Venner, Digteren Hans Jørgensen Sadolin, udgav en hel Samling af latinske Poesier til Brudefolkenes Ære. Ved sit Giftermaal kom H. F. i Besiddelse af en anselig Gaard ved Gammelstrand, som han siden beboede med Opgivelse af sin Professorresidens.

Som Lærer nød han megen Anseelse. Til Brug ved sine Forelæsninger udgav han adskillige af de gamle Lægers, Hippokrates’ og Galens, Skrifter i latinsk Oversættelse. Undertiden holdt han ogsaa mathematiske, astronomiske og filosofiske Forelæsninger. Desuden havde han en ikke ubetydelig Lægepraxis, især blandt Adelen. Til Mænd som Niels Hemmingsen, Anders Vedel og Tyge Brahe stod han i et fortroligt Venskabsforhold. Han beklædte flere Gange det akademiske Rektorat og var i det hele en af de betydeligste Universitetslærere i sin Tid. Han døde 4. Juli 1584 efter en længere og svær Lidelsesperiode. — Som Digter benyttede H. F. efter Tidens Skik mest det latinske Sprog; dog har man endnu enkelte danske Digte af ham, der vidne om, at han forstod at behandle Modersmaalet med Smag og Færdighed. Særlig kan fremhæves det Digt, hvormed han ledsagede Vedels danske Oversættelse af Saxo.

Rørdam, Kbhvns Universitets Hist. 1537—1621 II, 543 ff.