Mathilde Fibiger (1830–72)

Fibiger, Mathilde Lucie, 1830—72, Forfatterinde, Banebryder i Kvindesagen, Datter af ovfr. nævnte Oberstlieutenant J. A. F. († 1851), fødtes 13. Dec. 1830. Hun blev i 1849 Lærerinde paa en laalandsk Skovridergaard, Maltrupgaard, ved Saxkjøbing, i hvis Omegn ogsaa laa Herregaarden Berritsgaard, hvor hun og hendes Søskende havde ligesom et andet Hjem hos Farbroderen, Forpagter C. F. Paa Maltrupgaard skrev M. F. «Clara Raphael, 12 Breve», der gav Anledning til den litterære «Clara Raphael-Fejde», hvorved Kvindesagen i nyere Forstand kom til Gjennembrud i Danmark. Fejden begyndte ved Juletid 1850, da den lille Bog var udkommen med et Forord af J. L. Heiberg. Flere mer eller mindre bekjendte Forfattere – bl. a. Rud. Varberg, M. Goldschmidt, Frøken F. L. Bretteville (senere Fru Simesen), J. C. Gerson («En ung Hustru»), Pauline Worm, Magnus Eiriksson («Theodor Immanuel»), Athalia Schwartz («Hieronymus»), Fr. Dreier og til sidst N. F. S. Grundtvig – toge Del i denne livlige, aandrige, interessante Fejde, som imidlertid efter at have berørt en Mængde beslægtede Æmner – baade sociale, religiøse og æsthetiske – hendøde allerede i Slutningen af Maj 1851. Det lykkedes ikke M. F. ved et nyt lille Skrift: «Hvad er Emancipation?» (som hun udgav under Navnet «Sophie A***») at føre Fejden bort fra det meget uvedkommende, som havde blandet sig ind i den og bortledet Interessen fra Hovedsagen; først en Snes Aar senere, da Kampen for Kvindens Frigjørelse af andre var bleven gjenoptagen i Danmark, begyndte man i fuldere Maal at anerkjende «Clara Raphaels» Forfatterinde som Banebryder i denne Retning. Da «Clara Raphael» var udkommen, vendte M. F. tilbage til Kjøbenhavn, hvor hun færdedes meget i Heibergske og Grundtvigske Kredse og i øvrigt ernærede sig paa forskjellige Maader. Blandt andet malede hun paa Porcellæn. Hun oversatte efter Auerbach og Hoffmann. Helst søgte det rige, aandelige Liv, hun levede, dog at give sig Udtryk i selvstændige Smaaskrifter. Men, hvor megen Finhed i Stilen der end ofte kan findes i «Et Besøg» (1851), «En Skitse af det virkelige Liv» (1853) og «Minona» (1854), kunde de dog langtfra vække den Interesse som «Clara Raphael», der var kommen i det heldige Øjeblik, da Folkeaanden endnu var vaagen efter Grundlovs- og Krigsaarene 1849—50.

M. F. maatte næsten hele sit Liv kæmpe med smaa Kaar. En Gang boede hun i Kjøbenhavn i et Værelse uden Kakkelovn, men «med et varmt Rør igjennem». Den unge, smukke, feterede Forfatterinde, paa hvem man havde budt Selskaber, sad og sømmede Lommetørklæder for Penge. Modgangen lærte hende mer og mer at arbejde, og efterhaanden lærte hun atter sine for Kvindens Frigjørelse kæmpende Søstre, at praktisk Arbejde styrker til Kamp for Ideen. Overanstrængelse svækkede imidlertid hendes Helbred. 1856 gjennemgik hun en farlig Sygdom, der havde en stærk Nervøsitet til livsvarig Følge. I flere Præstegaarde i Jylland virkede hun som Lærerinde i de følgende Aar, indtil hun i 1864 en kort Tid var i Haderslev, hvor hun lærte at telegrafere. Hun blev den første danske kvindelige Telegrafist, som fandt Ansættelse i Statstelegrafens Tjeneste (1866), først i Helsingør, derpaa 1869 i Nysted, endelig 1870 i Aarhus. I sine sidste Aar, da det svenske Organ for Kvindesagen «Tidskrift för Hemmet» var blevet fælles nordisk (1868), var det, som om hun undertiden følte Ungdomslysten til litterært Arbejde i Sagens Tjeneste vaagne paa ny. Men det var nu den i Livets Prøvelser modnede Kvindes Alvor, som mest prægede, hvad hun skrev. Troen paa Idealet holdt hun endnu fast; men hun havde lært, hvorledes Ideen ad praktisk Vej maa føres ud i Virkeligheden. Det modneste, hun leverede til dette Tidsskrift, er Skildringen af «Den ensommes Hjem» (1869, S. 366 ff.). I Digtet «Nyaarsnat 1870» (trykt i «For Idé og Virkelighed») udtrykker hun den Stemning, hvorunder hun arbejdede. Og andensteds ligner hun sig med en, der maa øse Vand af sin Baad, at den ej skal synke, men snart atter løfter Blikket til Flaget, der vajer fra Masten. Da «Dansk Kvindesamfund» stiftedes 1871, var hun et af dets første Medlemmer. Med levende Glæde fulgte hun dets Udvikling, om hun end ikke fra sin travle Station i Aarhus kunde medvirke personlig. Den Trøst, at Kvindesagen var voxet til en Samfundssag, havde hun følt, inden hun døde 17. Juni 1872.

Ilia Fibiger, Digtninger, 1867, S. VIII ff. Nyt dansk Maanedsskrift 1871—72, S. 565 ff. Illustr. Tid. 14. Juli 1872. Blade fra danske Kvinder, 1872, S. 42 ff. Fr. Bajer, Klara Rafael-Fejden, 1879. P. Hansen, Illustr. dansk Lit. Hist. II, 545. Nylænde, (Chra.) 1888, S. 197 ff.