Carit Etlar (1816–1900)

Brosbøll, Johan Carl Christian, f. 1816, Forfatter. Carl B. er født 7. Avg. 1816 (ikke, som oftere angivet, 1820) i Fredericia. Forældrene: Jørgen Christian B. og Ursula Margrethe f. Bache. Faderen, der ejede en Tobaks- og Kartefabrik, var Kjøbmand og Brandinspektør, og Sønnen var ogsaa bestemt til Forretningsmand, hvorfor han i sin tidlige Ungdom i Faderens Handelsanliggender berejste Nørre- og Sønderjylland, hvilket ikke har været uden Betydning for hans senere Forfattervirksomhed. Stillingen som Handelsmand tiltalte ham imidlertid ikke, og allerede i sit 16. Aar forlod han derfor Hjemmet og tog til Kjøbenhavn. Han havde et ikke ubetydeligt Tegnetalent, kom paa Kunstakademiet og gjennemgik dets Skoler indtil Modelskolen. Imidlertid skrev han Digte og Artikler i forskjellige Blade, udgav 1838 anonymt sin første Bog og Aaret efter Fortællingen «Smuglerens Søn» under Navnet «Carit Etlar», hvilket Psevdonym han senere bestandig har benyttet. 1844 dimitteredes han privat til Universitetet og debuterede anonymt paa det kgl. Theater med Dramaet «Eiaghs Sønner». 1846 modtog han for Besvarelsen af Universitetets æsthetiske Prisopgave («At udvikle det ejendommelige i det indiske Drama Sakuntala saa vel i Henseende til Skjønhed som Behandling») Guldmedaillen, som han tidligere havde faaet tilkjendt for en anden Afhandling, men ikke havde kunnet modtage, da han den Gang endnu ikke var Student. 1851 ægtede han Hansine Erasmine Thorbjørnsen, Datter af Landvæsenskommissær, Overretsprokurator H. C. T. 1853 udnævntes han til Amanuensis ved det store kgl. Bibliothek og 1858 til Inspektør ved Udlaanet, hvilken Stilling han paa Grund af tiltagende Svagelighed nødtes til at opgive 1885. I flere Aar opholdt han sig nu i Udlandet, navnlig paa Korsika, og efter at hans første Ægteskab var ophævet, ægtede han i Sommeren 1888 i Innsbruck Olga Augusta Schultz, Datter af Lieutenant, Jægermester Jens Frode S.

«Carit Etlar» har været en overordentlig frugtbar Forfatter – hans samlede Skrifter udgjøre henimod 40 Bind –, og adskillige af hans Bøger høre til de mest læste i Danmark. Dette skyldes først og fremmest Forfatterens her hjemme næsten enestaaende Evne til at opfinde en afvexlende, paa spændende Begivenheder rig Handling, hvor det ene drastiske Optrin følger umiddelbart oven paa det andet, og hvor der med aldrig trættet Opfindsomhed stilles Helten Forhindringer og beredes ham Faldgruber, som dog i Regelen lykkelig overvindes. Hovedfigurerne ere imidlertid i næsten alle B.s større Romaner væsentlig de samme Karakterer; «Helten» er saaledes en Slags d’Artagnan-Type, omplantet paa dansk Grund og omformet saaledes, som den forskjellige Nationalitet medfører, men Forfatteren forstaar med en sjælden Kunst at variere Kostumet og Sceneriet, saa at man alligevel, hver Gang man møder de omklædte, men vel kjendte Skikkelser, begynder med at tro, at man har en ny Figur for sig. Størst Popularitet har den i flere Oplag udkomne Roman «Gjøngehøvdingen» (1853) med dens Fortsættelse «Dronningens Vagtmester» opnaaet, men størst Værd have dog vistnok i det hele B.s mindre Fortællinger, af hvilke de fleste oprindelig ere trykte i Tidsskrifter og Kalendere og senere selvstændig udgivne i Samlinger, der ofte bære mærkelige Navne («Haabløs», «Flygtende», «Rejsende» o. fl.). Hans seneste Arbejder – «Serafino fra Ota» (1887) og «Vendetta» (1888) – hente deres Æmne fra Korsika. Hvad en Kritiker (P. L. Møller) allerede tidlig har bebrejdet B., nemlig, at «man savner en højere Aand, som skulde svæve over det hele og føre det til et bestemt Maal», og at han selv synes at være «aldeles tabt i Begivenhederne som saadanne i Steden for at lade dem foregaa og udvikle sig i en Idés Tjeneste», mærkes i Regelen langt mindre i hans Smaafortællinger end i de store Romaner, og adskillige af de førstnævnte, navnlig Saadanne, i hvilke Scenen er henlagt til Jylland, som han kjender ud og ind, og hvis Natur han ofte forstaar at skildre med Blichersk Anskuelighed og Stemningsfylde, ere virkelige Perler af dansk Novelledigtning («En smuk Historie», «Den stærkeste», «Et Guldbæger» o. m. fl.). – I hans dramatiske Arbejder ere Svaghederne mere iøjnefaldende, men Folkekomedier som «I Dynekilen» og «Tordenskjold i Marstrand» have vundet et stort og taknemmeligt Publikum ved lignende Egenskaber som Romanerne, og i det hele maa B. som Folkeskribent siges at indtage Pladsen næst efter Ingemann.