Christian 1. (1426–81)

Christian (Christiern) I, 1426–81, Konge, nedstammede fra en grevelig Slægt, som siden det 11. Aarhundrede havde været bosat i Egnen vesten for Nedre Weser. Fra de to stærke Borge Oldenburg og Delmenhorst havde Slægten efterhaanden udstrakt sit Herredømme over de omkringboende frisiske Stammer. Grev Diderik den lykkelige, C.s Fader, samlede og udvidede Slægtens Besiddelser og efterlod ved sin Død 1440 Grevskabet til sine 3 Sønner af andet Ægteskab: C., Morits og Gerhard. Deres Moder Hedevig var en Datter af Grev Gerhard VI af Holsten og Søster til Hertug Adolf af Sønderjylland, og de unge Grever vare saaledes paa mødrene Side beslægtede med det danske Kongehus igjennem Hedevigs Tipoldemoder Richiza, Erik Glippings Datter.

Om Grev C.s Ungdom vides kun lidet. Han har opholdt sig nogen Tid ved den tyske Kejser Frederik III’s Hof; men af langt større Betydning for hans Fremtid var det, at hans Morbroder Hertug Adolf tidlig tog sig af hans Opdragelse. Den barnløse Hertug ønskede at efterlade ham sine Fyrstendømmer, og det lykkedes ham ogsaa at faa C. hyldet som sin Efterfølger i Sønderjylland. Ved hans Hof og under hans Ledelse havde den unge Greve haft Lejlighed til at lære politiske Forhold at kjende, som siden skulde blive ham til største Nytte.

6. Jan. 1448 døde Christoffer af Bajern uden at efterlade sig Arvinger. Om den nu paafølgende 8 Maaneders Mellemregering i Danmark er kun lidet bekjendt. Sandsynligvis er der gjort Forsøg paa at samle de 3 Rigers Raad i Enighed om Valget af en Fælleskonge. Men dette mislykkedes, Svenskerne valgte Carl Knutsson til Konge, samtidig med at det danske Rigsraad havde indledet Underhandlinger med Hertug Adolf om Valget af hans Søstersøn til Konge. I Danmark virkede Bispen af Roskilde for Grev C.s Valg, og efter at der i Avg. var afholdt et Rigsraadsmøde i Kjøbenhavn, mødtes Udsendinger fra Danmark 1. Sept. med den unge Greve og med Hertug Adolf i Haderslev, hvor Aftaler bleve trufne og nedskrevne. Her fra ledsagedes C. af Hertug Adolf med 800 Ryttere til Kolding, hvor den danske Adel med 1500 Heste modtog ham. 28. Sept. hyldedes han paa Viborg Landsting, og i Slutningen af Okt. holdt han sit Indtog i Kjøbenhavn. Samtidig med Valget til Konge i Danmark blev C. trolovet med Christoffers 18aarige Enke Dorothea, Datter af den brandenborgske Markgreve Hans, Alkymisten kaldet. Brylluppet fandt imidlertid først Sted det følgende Aar 26. Okt. uden større Festligheder, og 2 Dage efter kronedes C. i Kjøbenhavns Frue Kirke af Ærkebiskop Tue til Danmarks Konge.

Imidlertid truede ogsaa Norge med at træde ud af Unionen. Skjønt det norske Rigsraad 3. Juni 1449 kunde tilmelde C., at det havde antaget ham til Konge, og C. derpaa 3. Julii Marstrand havde undertegnet sin norske Haandfæstning, lykkedes det dog Carl Knutsson, støttet af Ærkebiskop Aslak Bolt, at blive kronet til Norges Konge i Throndhjem 20. Nov. 1449. Mødet i Halmstad i Maj 1450 rystede dog snart Kronen af Carls Hoved, og i Sommeren kunde C. uhindret drage til Norge, hvor han besøgte Bergen og ledsaget af en hanseatisk Flaade sejlede til Throndhjem, hvor han 2. Avg. 1450 kronedes til Norges Konge. «Aldrig saa jeg en gladere Fyrste», udbryder en samtidig, som overværede Kroningsfesten. En stor Glæde var beredt den unge Konge ved hans Hjemkomst til Danmark, i det hans Hustru 19 Dage før havde skjænket ham en Søn. Det var 100 Aar siden, en Kongesøn var født i Danmark; «alle priste derfor Gud med enstemmig Røst», siger den ovenfor nævnte Meddeler, «at der endelig var født Landet en Kongesøn, og Kongen festligholdt hans Daab ved et stort Gilde». Sønnen fik Navnet Oluf efter Norges Skytspatron, men døde allerede Aaret efter.

Lykken vedblev at følge den unge, for faa Aar siden saa ubekjendte Fyrste. Støttet af sin Morbroder, i god Forstaaelse med den danske Højadel og i nært Venskab med Nordtysklands Fyrster, med hvem han jævnlig havde Sammenkomster i det bekjendte nordtyske Valfartssted Wilsnack, fører han en dristig og heldig Politik: Gulland vindes tilbage til Danmark, og endelig bringer Oprøret i Sverige 1456–57 ogsaa dette Lands Krone paa C.s Hoved. Unionen er fornyet, en blomstrende Kongestamme grundlagt, den unge Kongesøn Hans hyldet som C.s Efterfølger i Norge og Sverige, og 3 Aar efter forenes Slesvig og Holsten med Danmark under samme Hersker. Kong C.s Herredømme strakte sig over det største Rige, som nogen dansk Konge siden Knud den store havde behersket. Men Omslaget kom brat og uventet. Nye Opstande i Sverige løsnede Forbindelsen med dette Rige, Slaget ved Brunkebjærg 1471 gjorde for bestandig Ende paa Unionens Fuldbyrdelse ad fredelig Vej, de store Udbetalinger til C.s Brødre Morits og Gerhard, hvem Kongen ogsaa havde overladt sin Tredjedel af Oldenborg og Delmenhorst, og til Fætrene af den schaumburgske Linje for Afstaaelsen af deres Rettigheder til Holsten, medførte uhyre finansielle Forlegenheder og de alvorligste Stridigheder med Broderen Gerhard, og det andet og sidste Afsnit af C.s Regering viser os en imod alle Slags Vanskeligheder forgjæves kæmpende Konge. Vel er der ikke Mangel paa en vis ydre Glans; de store Rejser, som C. i Aarene 1474 og 1475 med uhyre Bekostninger foretog til Rom og til Kejseren, hans stadige Forsøg paa at optræde som Mægler i fremmede Fyrsters Stridigheder, Oprettelsen af Universitetet, det skotske Giftermaal 1469, da C.s Datter Margrethe ægtede den unge skotske Konge Jacob III, ere alle Vidnesbyrd om Kongens Stræben efter at fortsætte i det samme Spor, han havde begyndt. Men Midlerne manglede, og Grunden var undergravet under hans Fødder. Kort før sin Død forberedte han et nyt Tog til Sverige, som vel havde ført til et nyt Brunkebjærg, hvorfor Døden imidlertid forskaanede ham. Han døde 21. Maj 1481 paa Kjøbenhavns Slot.

Om Kong C.s Karakter lyder Dommen meget forskjellig. Huitfeldt kalder ham et Sted «en gudfrygtig, from og mild Herre», og et andet Sted siger han: «Han var en sagtmodig og tarvelig Herre og Konge, som regnes iblandt de gode Konger, dette Rige haver forestandet». Af den lybske Krønnike kaldes han «en sagtmodig, mild og naadig Fyrste». Stræng lyder derimod de svenskes Dom: «en bundløs Pung», «en Rigets Fordærver» kalde de ham. Disse Domme have ikke synderlig Værd til Forstaaelsen af Kong C.s Regering. Men endnu er hans Historie ikke udredet i sine Detailler, og de forhaandenværende Kilder tillade derfor kun en flygtig og skitseret Karakteristik. Kun 22 Aar gammel blev han sat til at løse en vanskelig og betydningsfuld politisk Opgave, som krævede den største Kløgt, Besindighed og Kraft. Til Løsningen af denne Opgave medbragte han en djærv, virksom og fyrig Natur. Altid er han paa Færde, han skaaner sig ikke selv; med Ungdommens Iver og Fantasi kaster han sig over enhver Opgave, som hans Stilling kræver af ham, og denne Fyrighed følger ham ogsaa i hans senere Aar, da han med den største Kjækhed personlig tager Del i Kampen paa Brunkebjærg, og da han senere trodser Farer og al Slags Besvær for at opfylde sit Kald som Fredsmægler i Striden mellem Carl den dristige og Kejser Frederik III. Men denne Kraft og Djærvhed er ikke parret med Besindighed, Selvstændighed og Sans for det virkelige. Kong C. var en svag, let paavirkelig Natur. Der er Tegn til, at han i alt for høj Grad har ladet sig lede af underordnede Raadgivere og personlige Tjenere. Det er ogsaa under C., at vi møde de første Spor i Danmark til et virkeligt Hof med dets Lys- og Skyggesider. Vi møde disse Underhaands-Paavirkninger, hver Gang store Interesser staa paa Spil, og Kong C.s Haand falder da tungt paa Mænd, der hidtil have støttet og maaske ledet ham. Norges Rigsforstander Hartvig Krummedige styrtes 1457 trods hans utvivlsomme Fortjenester af Kongen, Ærkebiskop Jøns Bengtsson fængsles og ydmyges paa den mest krænkende Maade, 1466 og 1467 bryder Kongen med sine fordums Venner og Støtter, de mægtige Axelssønner, og deres Slægt og Frænder i Danmark. Smaalig Forfølgelse og personlig Animositet præge ofte Kongens Handlinger. Størst Ubesindighed og Mangel paa Sans for det virkelige viste dog C. ved at paatage sig Forpligtelser, som han ikke kunde opfylde, og derved paadrage Landet ubodelig Skade. Pantsættelser til holstenske og danske Adelsmænd for at kunne udrede de Millioner, som Erhvervelsen af Slesvig og Holsten kostede, Pantsættelsen til Skotland af Orkn- og Shetlandsøerne for Udredelsen af hans Datters Medgift, hans finansielle Afhængighed af Hansestæderne, hvem han indrømmede Rettigheder og Begunstigelser, som endnu ingen Konge havde skjænket dem, ere ikke alene Vidnesbyrd om Kongens Mangel paa husholderisk Sans, men ogsaa om hans Mangel paa Overblik og Fremsyn. Det er især efter Hertug Adolfs, hans Mentors, Død, at disse Karaktertræk træde frem, og vi fejle næppe stort ved at tilskrive denne kloge og erfarne Fyrste en stor Del af Æren for den Glans, der hviler over den første Halvdel af C.s Regering.

Kong C. var en smuk og statelig udseende Mand; til hans ridderlige og kjække Natur svarede et kæmpestort, velskabt Legeme, som var øvet i al ridderlig Idræt. Om hans huslige Forhold er kun lidet bekjendt; med sin Hustru Dorothea havde han 4 Sønner: Oluf (f. 1450 † 1451), Knud (f. 1451 † s. A.), Hans (f. 1455) og Frederik (f. 1471), som begge bleve Konger i Danmark, samt en Datter, Margrethe (f. 1456), gift 1469 med Kong Jacob III af Skotland. Han har mulig haft endnu en Datter uden for Ægteskab, thi i Begyndelsen af det 16. Aarhundrede optræder en Kvinde ved Navn Elisabeth, som kalder sig Kong C.s Datter. Han blev begravet under Gulvet i det af ham selv og hans Hustru stiftede Hellig tre Kongers Kapel i Roskilde Domkirke. Da Graven aabnedes 1843 og 1847, fandtes Kong C.s og hans Hustrus simple Trækister ophængte i to lave Murhvælvinger tæt under Gulvet. Paa Laaget laa Kongens mægtige Sværd, 2 Al. 3 3/4 Tomme langt, og hans velbevarede Skelet stadfæstede Fortællingerne om hans Kæmpestyrke og Rytterfærdighed, ligesom Mangelen af to Tænder i Underkjæven vidnede om hans alvorlige Saar i Slaget ved Brunkebjærg.

Langebek, Jubeltale over Christian I, 1749. L. Daae, Kong Christiern I’s norske Historie 1448–58, 1879. Hist. Tidsskr. 5. R. II.