Giosuè Carducci (1835–1907)

Carducci [kar↱dut.∫i], Giosuè, ital. Digter, f. i Valdicastella i Toscana 27. Juli 1835, d. i Bologna 16. Febr 1907. Faderen var Læge og meget litterært og politisk interesseret, og Sønnen skaffede sig tidlig et grundigt Kendskab til den gr. og lat. Litt. samtidig med, at han studerede gl. ital. Digtere. I en Alder af 20 Aar blev C. Doktor i Filosofi og Litt. ved Univ. i Pisa og udnævntes 1860 til Prof. i ital. Litt. ved Univ. i Bologna, hvor han virkede, til han 1904 tog sin Afsked. Deputeretkammeret tilstod ham da en Pension paa 12000 Lire aarlig; han var Æresborger i Bologna og efter 1890 Senator. C. er fremragende baade som Digter og Litteraturhistoriker. Hans udpræget antiromantiske Digtning besidder en sjælden Kraft, Dristighed og Ejendommelighed, og den yngre Slægt sluttede sig begejstret om ham, paa hvis Banner il verismo (Realismen) er skrevet. Som Lyriker behandler han snart litterære og lærde Emner, snart fremmaner han storslaaede historiske Billeder, ell. han skildrer i skønne Strofer personlige Sorger og Forhaabninger. Hans første Samling Juvenilia (1850—60) er litterær i sine Emner og meget paavirket af Horats og de gl. Italienere; men allerede Levia Gravia (1861—71) er langt mere personlig. 1865 udslyngede han under Pseudonymet Enotrio Romano et Digt betitlet Inno a Satana, til Fornægtelsens og derigennem Fremskridtets Aand, et Angreb mod Præsternes Religion og den asketiske Middelalder og samtidig en Hymne til Kærligheden og Vinen som Livets Symbol. Digtet, som vakte stor Begejstring og stor Forargelse, danner en Overgang til Samlingen Giambi et epodi (1867—79), særlig politiske og satiriske Digte, hvor han er paavirket af fremmede moderne Digtere, især Hugo og Heine. Med Intermezzo, af stærkt personligt Indhold, dannes Overgangen til Rime nuove (1861—87) og Odi barbare (1877, 1882 og 1883). I disse sidste besynger han atter Hellas og Rom, den Verden, der legemliggjorde hans Ideal af Skønhed og Heltemod (den hedenske Oldtid som Modsætning til den asketiske Middelalder). Han, der som Indledning til Rime nuove havde sunget Rimets Pris, anvender her med stort Held de antikke urimede Verseformer, ogsaa i Digte af helt moderne Indhold (f. Eks. Alla stazione in una mattina d’autunno). Med disse Digtsamlinger havde C. naaet sit Højdepunkt; han var tiljublet af alle, ogsaa af sine tidligere Modstandere. Bl. hans sidste Digte kan nævnes Mesterværker som Jauffré Rudel, il Piemonte o. fl., men sin største Tid helligede han nu litterære Studier, som han stadig havde dyrket. »Den varme flammende Patriot var samtidig en flittig og arbejdsom Litterat, Oprøreren en ærværdig Prof. Løveungen forvandlede sig til Tider til Biblioteksrotte«. Man skylder ham udmærkede Udg. af gl. ital. Digtere (Poliziano, Parini, Lorenzo de’ Medici, etc.) og af tidligere uudgivne Tekster. De første virkelige Arbejder om den gl. ital. Folkepoesi og om de ital. Folkesange skyldes ham. Han har skrevet fortrinlige Essays og Bøger over Emner af Italiens Litteraturhistorie. Bozzetti critici (1874), Studii letterarii (1876), Conversazioni critiche (1884), Studii su G. Parini (1903) etc. Hans Opere er udkomne samlede i Bologna (20 Bd, 1889—1909); et Udvalg af hans Digte, oversat paa Tysk af B. Jacobsen med Indledning af Karl Hillebrand, udkom i Leipzig 1880. Faa Maaneder før sin Død fik han overrakt Nobelprisen i Litteratur. (Litt.: G. Chiarini, Memorie della vita di G. C. raccolte da un amico, 2. Udg. [1908]; Benedetto Croce, Studi sul C. i La Critica [1910]; i samme Bd findes en udførlig C.-Bibliografi).