Giovanni Boccaccio (1313–75)

Boccaccio, Giovanni, italiensk Forfatter, født 1313 i Paris, død 21. December 1375 i sit Fædrehjem Certaldo. Han var uægte Søn af en florentinsk Købmand Boccaccio og en fornem fransk Kvinde. Faderen ønskede, at han ogsaa skulde blive Købmand, og fra omtrent 1330 levede Boccaccio da i Neapel, først for at lære Handelsforretningerne, siden for at studere Kirkeret; begge Dele var ham meget imod, og han trøstede sig dels ved alle Haande Livsnydelser, dels ved Studiet af Oldtidens Mytologi og Litteratur, dels ved digteriske Sysler. I Neapel var det ogsaa, at han forelskede sig i den Kvinde, han har besunget under Navn af Fiammetta, ligesom Dante sin Beatrice og Petrarca sin Laura: det var en uægte Datter af Kong Robert, gift med en Hofmand, og hun gengældte en kort Tid Boccaccio’s Elskov, men forlod ham snart for en anden. Mellem 1339 og 1341 maatte Boccaccio efter sin Faders Befaling drage bort fra Neapel for at opholde sig hos ham i Firenze; omtrent 1349 døde Faderen, og Boccaccio’s Liv tog nu i det hele en alvorligere Retning, idet han fik Slægtninge at sørge for, og Bekendtskabet med Francesco Petrarca (fra 1350), der snart gik over til Venskab, fik i den Henseende ogsaa megen Indflydelse paa ham. Det var Petrarca, som gav ham Smag for det græske Sprog og Grækenlands Oldtidsforfattere han tog Leonzio Pilato fra Syditalien til Lærer heri, og om end hans Studier ikke blev særlig dybtgaaende, bør Eftertiden anerkende hans Fortjenester af at have skaffet det første Homer-Haandskrift til Italien, faaet det oversat paa Latin og meget mere. Overhovedet gik Boccaccio’s Lærdom væsentlig ud paa at samle Materiale. Han havde god Lejlighed dertil paa forskellige Rejser, han foretog som florentinsk Gesandt i politisk Øjemed (saaledes til Tyrol 1351, til Pavehoffet i Avignon 1354 og 1365) og i eget Ærinde — Besøg hos Venner, for Eksempel Petrarca, og lignende — til Venedig, Milano, Neapel og andre italienske Stæder. 1373 begyndte han i Firenze at holde offentlige Forelæsninger i Kirken Santo Stefano over det nyere Italiens største Aandsfrembringelse, Dante’s guddommelige Komedie; det var Regeringen, der overdrog ham dette Hverv, og han skulde have 100 Guldgylden om Aaret i Løn. Men allerede Januar 1374 maatte han holde op paa Grund af Sygdom, saa at hans Kommentar kun omfatter den 1. Halvdel af »Helvede«. Han har desuden skrevet en Levnedsskildring af Dante. I sine senere Aar var Boccaccio, hvis religiøse Standpunkt hidtil havde været temmelig svævende, blevet en strengt troende Katolik, som samlede paa Helgenlevninger, synes en Stund at have tænkt paa at gaa i Kloster og pintes af Skrupler over sit Studium af Videnskaben. Sine sidste Dage tilbragte han under stadig Sygdom i Certaldo. Af Karakter synes Boccaccio at have været elskværdig, beskeden, trofast i Venskab og ivrig i, hvad der havde vakt hans Interesse.

Boccaccio’s Forfatterskab er rigt og mangesidigt, som man kan vente af en livlig Aand som hans, og der tilkommer ham en ikke ringe Plads i Kulturbærernes Række. Hans Værker kan deles i de latinske og de italienske (i »Vulgærsproget«), og disse atter i de poetiske og de prosaiske. Paa Latin har han skrevet den mytologiske Kompilation De genealogiis deorum gentilium, fremdeles De casibus virorum illustrium og De claris mulieribus (Samlinger af »Helte- og Heltindehistorier«) samt De montibus, sylvis, lacubus, fluminibus etc. ɔ: en antik geografisk Ordbog, endelig nogle Hyrdedigte. Disse lærde Arbejder vandt betydelig Anseelse i deres og paafølgende Tid; men nu tænker man sig Boccaccio nærmest kun som italiensk Forfatter, og som saadan har han ogsaa sin egentlige Betydning. Filostrato (skrevet omtrent 1338) er digtet i den siden saa hyppige Stanzeform, Ottave rime; det omhandler Sagnet om Troilus og »Griseida« (egentlig Briseis), hvilket Middelalderen havde føjet til den trojanske Sagnkreds, og som ogsaa Chaucer og Shakespeare har behandlet digterisk. Trods tyngende mytologisk Apparat og alt for blomstrende Retorik virker Filostrato ved poetisk Ynde og fin Tegning af Sjælsstemninger. La Teseide, ogsaa i Ottave rime, er et rigtigt Heltedigt, hvis Hovedpersoner er de to græske Ynglinge »Palemone« og »Arcita«, om Kamp og Kærlighed, Skinsyge og tilgivende Venskab; men her har Digterens Evner ikke slaaet til. Mere følt og værdifuldere er Idyllen Ninfale Fiesolano, i samme Versemaal. I Amorosa visione (omtrent 1342), skrevet i Terziner, Divina Commedia’s Metrum, søger Boccaccio at vandre i Dante’s Fodspor; den vidner i alt Fald om dyb Beundring for den store Forgænger. En Del smukke lyriske Digte, spredte omkring i hans forskellige større Værker, slutter sig til disse nævnte poetiske Frembringelser. I Prosa har Boccaccio forfattet Fortællingerne Filocolo eller Filocopo (1338, Omdigtning af Historien om Flores og Blanceflor), Boccaccio’s første Bog, den allegoriske Idyl Ninfale d’Ameto (1341 eller 1342), La Fiammetta og det satiriske Il Corbaccio, ogsaa kaldet Il Labirinto d’amore (1354 eller 1355), — alle fulde af Selvoplevelser; det sidste rettet mod en koket Enke i Firenze, som havde holdt sin Tilbeder, Digteren selv, for Nar. Og endelig den berømte Novellesamling Il Decamerone ɔ: de 10 Dages Værk: Rammen for de i alt 100 Fortællinger er nemlig den, at et Selskab unge Mænd og Kvinder under Pesten i Firenze 1348 er forsamlede paa et Landgods, fjernt fra den sygdomsbefængte By, og fordriver Tiden med at fortælle Historier, mest Kærlighedshistorier, hver Dag 10. Alvor og Skæmt veksler med hinanden i broget Mangfoldighed, snart ledsagede af den verdenserfarne Digters mere eller mindre moraliserende Betragtninger, snart indesluttende dristig Spot over Kirkens uværdige Tjenere lige fra Bisperne til Munkene; et ypperligt realistisk Billede af Datidens til Dels ikke synderlig rene Sæder, heldigst hvor Boccaccio’s komiske Sans kan udfolde sig, — strengt sædelig Indignation er just ikke hans Sag. Sine Emner laante Boccaccio fra ældre Samlinger og fra mundtlig Tradition, og hans Bearbejdelse af dem kom atter til at ligge til Grund for andres Digterværker i og uden for Italien. Decamerone blev nemlig den mest yndede Underholdningsbog for mange Tider; af dens særlig populære Historier kan nævnes »Griselda« og »Ghismonda«, og af de talrige Digtere, der har hentet Stof hos Boccaccio, Shakespeare (Cymbeline og All’s well that ends well) og Jean de Lafontaine (Contes). Ogsaa i sproglig Henseende blev Decamerone et Forbillede, idet Boccaccio som den udmærkede Fortæller saa at sige har skabt den italienske Prosa, rigtignok vel meget under Latinens Paavirkning, saa at Sproget endnu langt op mod vor Tid har haft vanskeligt ved at komme ud over hans lange, sirlig drejede Perioder med de imponerende Bindeord conciossiache og conciofossecosache og lignende.

1) Udgaver. Opere volgari [Firenze 1827–34, ved Montier, 17 Bd]; Filostrato [Venedig omtrent 1480; paa Tysk ved Beaulieu-Marconnay, Berlin 1884]; Ninfale Fiesolano [Venedig 1477]; Filocolo [samme Sted 1472]; Fiammetta [samme Sted 1840; tyske Oversættelser af E. Soltau, 3. Oplag, Berlin 1888 og af Diezel ved Gildemeister, samme Sted samme Aar]; Corbaccio [Firenze 1487]; Vita di Dante [først i Udgave 1477 af Divina Commedia]; Decamerone [1. Udgave, uden Sted og Aar, 2. Udgave Venedig 1471; bedste nyere af Fanfani, Firenze 1857, 3 Bd, Oversættelser paa Tysk af Körner, D. W. Soltau og navnlig Witte, 3. Oplag Stuttgart 1859; paa Dansk ved Odin Wolff 1805 (kun eet Bd udkom), A. Flinch 1873, 2 Bd, og S. Prahl, 3 Bd 1907]; 2) Skrifter om Boccaccio’s Liv og Forfattervirksomhed. Manni, Istoria del Decamerone [Firenze 1742]; Baldelli, Vita di G. B. [samme Sted 1806]; A. Bartoli, I precursori del B. [samme Sted 1876]; Landau, G. B., sein Leben und seine Werke [Stuttgart 1877; paa Italiensk, meget forøget, ved Antona-Traversi, Neapel 1881]; Samme, Die Quellen des Decam. [2. Oplag Stuttgart 1884]; Körting, B.’s Leben und Werke [Leipzig 1880]; V. Crescini, Contrebuto agli studi sul B. [Turin 1887]; Cochin, B. [Paris 1890].