Barfoed, Lars Peter (Per) Theofil, 1890–1939, Journalist, Forfatter. Født 9. Juli 1890 i Blaahøj, Sønder Omme Sogn, død 6. Sept. 1939 i Klampenborg, begravet i Ordrup. Forældre: Residerende Kapellan i Sønder Omme-Hoven, senere Sognepræst, sidst i Nørre Tranders, Hans Ulrik Møller Barfoed (1862–1922) og Thyra Dagmar Juliane Margrethe Christine Petersen (født 1864). Gift 6. August 1915 i Randers med Anna Elisabeth Hansen Fusager, født 24. Juni 1894 i Haslund, Datter af Handelsgartner, senere Stadsfæstemand Hans Peter Andreas Fusager (1859–1927) og Adolina Kirstine Emilie Hansen (1861–1912).
Efter Præliminær- og Handelseksamen blev Barfoed 1907 Journalist ved »Dagbladet Nordjylland«, 1908 ved »Horsens Avis« og 1911–12 ved »Berlingske Tidende«, vendte over »Randers Amts Avis« og »Vort Land« tilbage til »Nordjylland«, hvis Redaktør han var 1919–20, men kom 1921 atter til »Berlingske Tidende«, hvor han fra 1930 var Redaktionssekretær ved Aften-Udgaven og fra 1937 Medredaktør af »B. T.«. Fra Broderen Viggo Barfoed, som en kort Tid havde skrevet Vers i »Horsens Avis« under Mærket P. Sørensen-Fugholm, overtog han dette Pseudonym, der oprindelig skulde minde om et bevidst Forbillede: Forfatteren Peter Fristrup og et af dennes Pseudonymer i »Klods-Hans«: P. Ferd. Vadum (jfr. Samlingen »Vadums Harpe«, 1912). Barfoed, der besad langt større versifikatoriske Evner og langt frodigere Humor end Fristrup, forsøgte først Genren 1921 i »Vore Herrer«, men overgik snart Forbilledet og skabte efterhaanden en fuldt ud original og virtuost behandlet Figur inden for dansk Humoristik (optrykt i »Digte af P. Sørensen-Fugholm« 1.-9. Samling (1923–39), sidste Samling med et Forord af Professor Victor Kuhr, gentaget i »Samlede Digte« (1939) sammen med en Efterskrift af Sønnen Mogens Barfoed). Med Rette fremhævede Kuhr her de overraskende sproglige Nydannelser, de rigt varierede Versformer, den velberegnede, men tilsyneladende saa naive syntaktiske Ubehjælpsomhed, de overraskende Ordstillinger og sprælske Rim, den sikre Sprogfølelse og den lige saa sikre Musikalitet, altsammen baaret af en mild og klog Menneskelighed og et velgørende og befriende Lune. 1926–39 skrev Barfoed endvidere de daglige »Bror Mika« Vers i »B. T.« og var endelig mangeaarig Medarbejder ved »Blæksprutten« og efter Axel Henriques’ Død Medredaktør sammen med Tegneren Herluf Jensenius. I en halv Snes Aar var Barfoed Medlem af Journalistforeningens Bestyrelse.
Carl Dumreicher in: Dansk biografisk Lexikon, Gyldendalske Boghandels Forlag, Kbh., 2. udg., 1932–44, bd. XXVII (suppl.), pp. 49–50.