Otto Bache (1839–1927)

Bache, Otto, 1839–1927. Maler. F. 21. Aug. 1839 i Roskilde, d. 28. Juni 1927 i Kbh., Urne paa Holmens Kgd.

Bache blev født i et anset borgerligt Milieu paa en Tid, da Kunstnervirksomheden, ikke mindst paa Grund af Thorvaldsens Stilling, stod ombølget af en Straaleglans. De Anlæg for Tegning, han allerede som Barn lagde for Dagen, blev afgørende for hans Bane; selv ønskede han at blive Billedhugger, Faderen foretrak en Arkitektuddannelse, men G. F. Hetsch bestemte hans Skæbne: han burde blive Maler. Allerede i Okt. 1849 begyndte Drengen at besøge Akademiets Skoler; det blev især, da han fik W. Marstrand til Lærer, at han høstede større Udbytte af sine Studier. 1856 fik han den lille, 1857 den store Sølvmedaille, hvormed den akademiske Uddannelse egentlig var afsluttet. N. A. udstillede Bache paa Charlottenborg. Det var den Høyen’ske Kunstopfattelse, som her hjemme var toneangivende; Syslen med nationale Motiver i den Eckersberg’ske Skoles detaillerede Manér var det saliggørende, og Bache havde Lykken med sig: 1863 vandt han Neuhausens Præmie for »Husdyr i en Bondegaard« og fik »Paa Vej til Markedet« købt af Kunstforeningen, som lod Zillen udføre en Radering derefter. N. A. købte Galleriet »En Æltevogn ved et Teglværk«. I de samme Aar var Bache paa en Række danske Godser kommet i Ry som Portrætmaler (Tjele, Bidstrup, Ravnholt, Egeskov), og han havde en hel Del Bestillinger, ogsaa af Heste- og Hundebilleder; hans »Grævlingehund med Hvalpe« (1866) blev et meget populært Billede. Malerierne fra denne Periode viser allerede tydeligt en Del af Baches kunstneriske Egenskaber, hans solide Tegning, hans venlige og muntre Gemyt og hans gentlemanlike Forhold til sine Modeller samt hans propre Gennemførelse af Maleriet; men hans Farveholdning og Motivvalg er lidet personlige, og Detailbehandlingen ret konventionel. Han kunde dog allerede da vise Træk, som malerisk placerede ham højt, som i det ejendommelige Billede »Linieskibet »Skjold« i Christianshavns Dok« (1860). — Da Bache 1866 fik Akademiets Rejsestipendium paa 800 Rdl., drog han ikke de danske Kunstneres gængse Vej over Tyskland til Rom, men lagde Ruten over Frankrig, hvis Kunst paa den Tid ikke var højt anskrevet i den Høyen’ske Kreds. Bache søgte da heller ikke nogen Malerskole i Paris, men studerede ivrigt Museerne og de samtidige store Kunstnere; han nævner selv de Mestre, som gjorde stærkest Indtryk paa ham, Delacroix, Troyon, Decamp, Daubigny og Bretton, og det er tydeligt at se paa de Arbejder, som Bache udførte i Paris, hvorledes hans Teknik forbedredes og hans rent maleriske Syn udvikledes; han kom til Forstaaelsen af, at den virkelige Kunstner maa stille sig i et mere inderligt og mere naturligt Forhold til sine Motiver, end det var Skik i den hjemlige Skole, der stundom som Overklasse var noget tilbøjelig til blot at anskue Omverdenens Foreteelser som Kuriositeter; endelig fik hans Værker de sartere Lufttoner og Lysvirkninger, som først den følgende Epoke gjorde til kunstnerisk Fælleseje her hjemme. — Desværre blev Parisopholdet for kort, og meget vilde maaske være blevet anderledes, saafremt han ved regelmæssigt Skolearbejde dernede havde faaet sine nye Synsmaader fæstnede. I Sommertiden 1867 drog han til Italien, og i Firenze gav han sig straks i Lag med Kopiering efter de gamle Mestre (Giorgiones Koncerten). Da Koleraen kom til Firenze, og Vennerne L. A. Schou og J. D. Frisch døde, drog Bache videre til Napoli og Pompeji og om Efteraaret til Rom; tidligt 1868 var han atter i Pompeji og drog saa over Rom tilbage til Kbh., hvor han ankom midt i Sommertiden. Foruden de franske Billeder er især »Centauren, som leger med sin Søn« en betydningsfuld Frugt af Udenlandsrejsen. Efter Hjemkomsten indfandt Berømmelsen sig i rigt Maal. Den danske Godsejerstand havde i disse Aar en økonomisk Blomstringstid, og Bache, som var velanskrevet i disse Kredse, og hvis Heste- og Hundebilleder yderligere forøgede Købernes Interesse, fik rigeligt med Bestillinger paa Dyrebilleder og Portrætter. Hans »Hundene skal have Mad« (1871) købtes af Grev Moltke-Bregentved, og »Et Kobbel Heste uden for en Kro« (1878) af Kong Christian IX. Hans Hovedbillede inden for denne Kategori blev »Afslutning af Parforcejagten paa Frijsenborg« (1884) med dets Mylr af Portrætter. Samtidig havde Bache faaet store Opgaver som Historiemaler. Stiftelsen af det nationalhistoriske Museum paa Fr.borg havde utvivlsomt bidraget til at vække Interessen for dette Felt. »De sammensvorne ride fra Finnerup Lade efter Mordet paa Erik Glipping« (1882) blev, efter at Skitsen, trods det nationalhistorisk set ømtaalige Emne, paa Grund af dens mægtige Patos var billiget af Bestyrelsen, malet til Fr.borg, og i de følgende Aar fulgte Bestillingsbilleder som det svagere »Christian IV.s Kroningsridt« (1887), det fastbyggede »Admiral Suenson ved Helgoland« (1883), »Max Muller ved Sankelmark« (1887), »Soldaternes Hjemkomst i 1849« (1894) og Generalsbillederne Schleppegrell (1896) og Krogh (1889); som Gave fra en Komité maledes til Kongen »Hestgardens Indskibning i Korsør til Krigspladsen« (1888) og »Christian IX.s Besøg i Dybbølskansen 1864« (1888); til Kolding Raadhus udførtes 1901, som Gave fra Brygger Carl Jacobsen, »Husarangrebet ved Kolding 1849«. Ogsaa Alterbilleder malede Bache, f. Eks. »Christus og den blodsottige Kvinde« (1903) til Kirken i Blaagaardsgade. Hans Dyrebilleder agtedes højt, og han forsøgte sig ogsaa med mere dekorative Opgaver som Figurerne paa Tæppet i Det kgl. Teater, til hvis Foyer han desuden (1872) udførte en Række Udkast med Skuespillerportrætter. Statens Museum for Kunst erhvervede »Efter Vildsvinejagten« (1876), »Køerne drives ud af Stalden« (1885), »Heste ved Stranden« (1890) og »Daniel i Løvekulen« (1872). Blandt Portrætterne kan nævnes »Christian IX. til Hest« (1896, Fr.borg), Frederik VIII. (1911, sst.), Skitsen til Minister Nellemann (1897, sst.), Grev Moltke (Lystrup) samt hans Selvportræt til Uffizierne (1889). Til Udstillingskomiteen paa Charlottenborg malede han Portrætter af G. C. Hilker (1871), af Chr. Blachc (1904) og af Chr. Peters (1882).

Som Publikums Gunst hurtig var blevet ham til Del, havde ogsaa faglige Æresbevisninger naaet ham. Allerede 1872 var han blevet valgt til Medlem af Akademiet, 1883 blev han Medlem af Skoleraadet, 1887 af Akademiraadet, og endelig blev han s. A. Professor i Malerkunst ved Akademiet, 1890, 1896 og 1905 valgtes han til Akademiets Direktør for tre Aar, og 1893 og 1899 Vicedirektør; 1906 nedlagde han efter et skarpt Sammenstød med Kultusministeren Enevold Sørensen sin Direktørstilling, men valgtes dog 1908 atter som Vicedirektør. 1909 tog han sin Afsked som Professor. Bache var desuden 1896–99 Medlem af Gallerikommissionen og 1910–14 kunstnerisk Tilforordnet ved Bestyrelsen for det nationalhistoriske Museum paa Fr.borg. — En Øjensygdom, hvorfor han blev opereret, hemmede i de sidste Aar hans Arbejde. — Med Undtagelse af 1914 og 1916 udstillede han 1856–1923 paa Charlottenborg, ialt op imod 200 Arbejder. 1872 vandt han Udstillingsmedaillen for et Familiebillede ved Lampelys, forestillende Familien Ræder. Ved Udstillinger i Tyskland (Munchen 1892, Berlin 1896) og i Frankrig (Paris 1889) opnaaede han ogsaa Guldmedailler, og 1883 blev han Medlem af det svenske Kunstakademi.

Baches Stilling som Kunstner beror paa to Ting, hans tekniske Dygtighed som Tegner og hans kultiverede Forstaaelse af sine Opgaver; desuden er den Energi og Udholdenhed, hvormed han gennemførte sine Arbejder, højst beundringsværdig. Hans store historiske Værker kan, hvor han har staaet frit, præges af en umiddelbar Grebethed af Motivet, en Følelse, som let fænger hos Tilskueren; hans Dyrebilleder viser den indgaaende Fortrolighed med Emnet, som kun den, der taalmodigt og uhildet giver sig af med Dyr, kan opnaa; hans Portrætter er, uden nogen Sinde at forfalde til Opstyltethed eller Smigreri, Gentleman’ens og den frie Mands Vurdering af, hvad han modtog som Indtryk. Baches koloristiske Evner stod ikke Maal med hans tekniske Dygtighed, og hans Soliditet kan stundom give noget for materielt og bastant over den stoflige Fortolkning. Dog, inden for dansk Malerkunst er hans Plads blandt de dygtige, og det skal ikke glemmes, at han var den, som indledede Overgangen fra den nationale Skole til en mere europæisk Indstilling. Som Menneske var han myndig og koncis i sine Meninger, afholdt af Fagfæller og højt agtet af de Kredse, han i Embeds Medfør eller ved sin Kunst kom i Berøring med.